Albatros Safari

Krybskytter i Masai Mara

2011-11-11T14:07:00.001+01:00

Siden man for en del år tilbage igen tillod handel med elfenben, er krybskytteriet tiltaget overalt i Afrika. Det eneste effektive måde at beskytte elefanterne på er at forbyde al handel herunder også de lovligt indsamlede elfenben fra selvdøde dyr. Lovlig handel er tilbøjelig til at smitte elefanterne med en livsfarlig og meget dødelig virus.

I Mara North er der siden 2008 dræbt 70 elefanter. Vi ved ikke hvor stor den samlede population er, da elefanterne jo har det med at spankulere en del rundt, men det er yderst sjældent, at vi kan tælle mere end 5-600 individer i området. Selv med nye fødsler taget i betragtning er det svært at få tallet af dræbte elefanter til komme under 10% af populationen. Det peger kun en vej.

Heldigvis lykkedes det vore lokale rangere at nå frem til 64 af de dræbte elefanter, inden stødtænderne var fjernet. Desværre er vi en anelse i tvivl om, hvor de nu lovlige stødtænder fra elefanterne havner, efter de er indleveret til Kenya Wildlife Service. Vi vil nemlig helst selv brænde dem, men det må vi ikke. Derfor har Mara North indledt et samarbejde med et britisk universitet om at indsamle og registrere DNA fra samtlige døde dyr. Informationerne havner på internettet, hvor de kan kobles med informationerne om de lovligt handlede elfenben, der altid DNA registreres. Det bliver interessant at følge.

Ganske tilfældigt er tallet 64 også det antal elefanter, som er forsøgt relokeret fra Narok til grænsen mellem Masai Mara og Serengeti. De omkring 200 elefanter der holder til omkring den voksende by Narok, laver en del ravage. De ødelægger og æder lokalbefolkningens afgrøder, men selvom de var her først, har vi mennesker altså besluttet, at dette område ikke skal være elefantfristed, der er simpelthen for mange mennesker.Elefanterne bedøves, transporteres til Masai Mara og slippes som nævnt løs på grænsen til Serengeti ud fra den betragtning, at netop her har de valget mellem alle verdenshjørner. Desværre har elefanter - ligesom mennesker - en meget stor tilbøjelighed til at transportere sig selv tilbage til det sted, de kom fra. Der ser også ud til at ske i denne omgang, hvor slaget kan følges på Google, da elefanterne er mærket.

Elfenben er ikke den eneste årsag til krybskytteri. I dag dræbes flere og flere elefanter som følge af konflikten mellem menneske og dyr, mellem udvikling og natur.

Agamer i KBC

2011-11-03T14:11:00.002+01:00

Vi har i reglen fokus på storvildt, men der er sandelig også meget småvildt at iagttage. I selve KBC holder et utal af røde klippeagamer til, og vi kan dagligt se hannerne kippe med det flade røde hoved for at tiltrække hunnerne og skræmme andre bejlere væk. Agamer er en selvstændig familie af firben med 3-400 arter i specielt Østen og Australien. De afrikanske agamer er specialiseret i termitter og myrer, men kan i princippet spise alt det de kan gabe over, hvilket ikke er så lidt, da de kan udspile huden under kæben.

Forleden dag iagttog jeg en fladhovede træagam med det kraftige blå hoved. Jeg snuppede et hurtigt billede, men inden jeg havde nået at stille kameraet var farven forsvundet, så de to første billeder er samme dyr med 30-40 sekunders mellemrum. Den grå udgave er langt mindre synlig, så de bruger farveskiftet på samme måde som kameleoner til at camouflere sig, eller rettere undgå at tilstrække sig opmærksomhed. Det er en rigtig god ide, når samtlig overflyvende rovfugle gladeligt vil sætte tænderne i en.

Samme dag så jeg et legende par, hvor hannen, havde et kraftigt blåt hoved, men tabte farven hurtigt efter, at vi kom til stede. Dog gik der ikke mange øjeblikke, før han havde vænnet sig til vor tilstedeværelse på behørig afstand og fandt den blå farve frem igen. Farveskiftet kan med andre ord gå lynhurtigt, og styres af det autonome nervesystem, således at stressfaktoren øjeblikkeligt giver sig udslag i den mest hensigtsæssige farvetegning.

Man kan godt komme tæt på en agame, men man risikerer, at den vender sig og aflevere et grimt bid, hvilket dog ikke er giftigt, selvom det modsatte ofte hævdes.

Masai Maras vildt forsvinder?

2011-10-31T09:32:00.001+01:00

Med jævne mellemrum dukker den alarmerende meddelelse op, at Masai Maras dyreliv er stærkt på retur. Den kører en tur rundt i verdenspressen, og så hører man ikke mere. Turister, safariledere og ejere af lodges i Masai Mara kan ikke se nogen forskel. For mit eget vedkommende er jeg helt overbevist om, at vi ser meget mere dyreliv i dag end for 20 år siden, hvilket et blik på mine gamle lysbilleder dokumenterer.

Alarmklokkerne sættes i gang af regelmæssige vildtoptællinger fra luften, der synes at dokumentere et fald fra år til år. Optællingerne sker efter anerkendte videnskabelige metoder, og må antages at give et ret præcist øjebliksbillede af bestanden, hvilket dog ikke nødvendigvis siger noget om bestandens tilstand. Bestanden varierer fra år til år, og vildtet vandrer rundt mellem græsningsarealer og vandløb efter mønstre vi kun har et begrænset kendskab til. Den vandrende bestande af hvidskægget gnu er i perioder blevet optalt til næsten 1,5 million, mens den i perioder med tørke kan falde til mindre end det halve. I nogle perioder kommer det meste af bestanden på besøg i Masai Mara og i andre perioder kun en mindre andel. Hvordan skal bestanden gøres op? Når der er mange gnuer i de åbne områder, fortrækker elefanterne af ukendte årsager. Hvor går de mon hen?

Optællinger vil altså give meget forskellige resultater afhængigt af hvornår de udføres. Men vi kan ikke se bort fra, at en lang række undersøgelser gennemført over en årrække efter samme principper viser en kraftigt faldende tendens. Der er simpelthen mindre vildt.

Når vi alligevel ikke umiddelbart kan se det, skyldes det, at vi opholder os netop der, hvor vildtet er; hvor der er mad og vand og mindst bymæssig bebyggelse, mens undersøgelserne omfatter et langt større område, som indtil for få år siden var fuldt tilgængeligt for vildtet. Mod øst ligger Loita Plains, der er en del af Masai Mara økosystemet og spiller en vigtig rolle for bestandens størrelse. Under normale omstændigheder trækker en del af vildtet til Loita, når der er for tørt vestpå, og de enorme sletter i dette halvtørre område tjener således som en vigtig fødereserve for Masai Mara. I de senere år er en bræmme af ulovlige bebyggelser og marker skudt ud mellem det vestlige Mara og Loita, og truer nu med helt at lukke forbindelsen. Dette betyder i praksis, at Masai Maras samlede bestand, falder med det antal vildt, som netop denne lille migration kan holde i live. Desværre kan man skrive den samme historie om områderne nord og vest for det centrale Masai Mara. Mod nord er træerne fældet i Mau højderyggen, som er et vigtigt tilflugts område for elefanterne og ganske ubemærket, har farmlandet sneget sig længere og længere sydpå således, at en af Masai Maras gamle, velbeliggende bush lodges Mara Safari Club (Fairmont) er fuldstændigt omringet. For 25 år siden var dette område de vandrende gnuers vendepunkt, men nu er der altså skåret en halv snes kilometer af ruten.

Midt i det centrale Masai Mara, hvor reservaterne Mara North Conservancy, Trans Mara Conservancy og Masai Mara Game Reserve mødes skyder en by, Marienda, frem af ingenting. Hundredevis af nye bliktage taler sit tydelige sprog. Et blik på Google Earth afslører lynhurtigt, hvordan mennesket trænger ind på Masai Mara, og snupper pladsen fra vildtet.

Selvfølgelig er der mindre vildt, selvom vi endnu ikke kan se det på stedet. Når det sker, er det for sent!

Babyboom

2011-10-28T00:21:00.001+02:00

I de gode gamle dage kom den korte regn i november og derfor har meget vildt indstillet sig på at nedkomme i tiden før, således at der er nok føde i de første svære måneder. Mønstret følges stadig af mange antiloper, men der er en tendens til at fødslerne spredes mere efterhånden som regnmønstret ændres. Det kan være en fordel at spredes og dermed sprede presset på vegetationen, men på den anden side kan det også være en fordel, når mange kommer samlet og dermed får en større chance for at undgå rovdyrene.

Foran KBC kan vi i disse dage se lidt større unger - et par måneder gamle - som på nedenstående billede har sat sig for at solbade mens de voksner svaler sig i det kølige flodvand. Herefter følger en dag gammel tomson gazelle, der således følger mønstret og en gnukalv, der formentlig er fra februar, hvor de fleste kalve falder. De fleste gnuer har indrettet sig efter den store vandring, uanset om de vandrer eller ej.

Familien vandbuk poserer, men faderen vil ikke rigtigt kigge op, men ungens størrelse passer meget godt med normen. Vandbukkene foretrækker sumpede våde områder - dereaf navnet - men man kan nu også finde dem på besøg i de mere tørre områder. De udskiller en grim lugt fra nogle halskirtler, som løver ikke bryder sig om, men desværre skal løverne først gøre erfaringen.

På næste billede ser vi familien klippegrævling, hvis nærmeste slægtning tilsyneladende er elefanten. Kigger man på deres tænder har de faktisk nogle små stødtænder. Den nyfødte unge gemmer sig delvist under moderen.

Og så kommer klippegrævlingenes slægtning elefanten, som her vogter to store ungers middagssøvn - de flader ud - de er nok omkring 4-5 år, men altså nogenlunde lige gamle og kan derfor ikke være søskende. Det er nu ganske normalt, at moster tager over ind imellem.

Og rovdyrene fester skam også. I dag fandt vi både leopard , løve og hyæneunger, men løverne lå og snuede under crotton buske og leoparderne gemte sig mellem sten, så det var svært at få et godt billede.

Det var kattens!

2011-10-26T17:14:00.000+02:00

Kloge løvinder snyder på vægten

Selvom løvernes jagtinstinkt er yderst antændeligt, er det kloge dyr, der lærer livet igennem og bruger både erfaring og hjerne til at kalkulere risici og strategi, hvilket denne lille aktuelle historie vidner om.

De to løvegrupper i Mara North har haft hårde tider. Det ene hold hanner efter det andet er indvandret, har overtaget hunnerne og dræbt ungerne for få hunnerne i brunst. Den ene gruppe hunner har derfor ikke fået et voksent hold på benene i de sidste tre år. Det seneste hold unger var dårligt født i april/maj før et nyt hold hanner gentog massakren på det nye hold unger og gjorde hunnerne gravide. I sidste måned skete det så igen: nye hanner. Denne gang tre stærke unge hanner, der har samlet alle hunnerne i området i en ”pride”, der i øjeblikket ekspanderer deres hjemstavn. Vi håber, at det bliver en stærk gruppe, der kan holde succesfuldt i mange år fremover.

De gravide hunner har imidlertid endnu ikke sat ungerne i verden, men har udvist en ret smart adfærd ved at parre sig med de tilkomne hanner, der således narres til at tro, at de er fædre til de kommende unger. En af hunnerne har allerede fået en unge, som hun møjsommeligt har gemt væk, mens hun vandrer mellem den elskovssyge han og ungen, der dies mellem parringerne. På et tidspunkt blev hannen dog utålmodig og fulgte efter hunnen til ungen, men lagde sig roligt ned og ventede mens hunnen diede. Når bare han får lov at parre sig. Parringsinstinktet er vist større end hjernen.

I den store sumpgruppe i naboområdet omkring Musiara er der også kommet fire nye hanner til, som har smidt de to gamle ud. Den hårde kamp har sat spor hos alle fire indvandrere, dog næppe mere end de kan overleve. Her er parringen også godt i gang. En af hunnerne med et hold unger i die-alderen er flygtet i skjul, og har taget søsterens enlige unge med. På den måde kan hun parre sig, velvidende at hendes unge er i sikkerhed, mens hun opholder den potentielle fare. Hermed skulle der være gode overlevelsesmuligheder for såvel ægte som uægte afkom.

Savadi i lykkelige omstændigheder

I en tidligere blog omtaler jeg vor residente leopard Savadi, datter af den berømte TV stjerne ”Halftail”. Savadi er Halftails sidste unge. Hun blev født i 1996 og har dermed nået pensionsalderen for leoparder. Hun er dog stor og kraftfuld nok til at tiltrække en han, der har gjort hende gravid. Bryllupsnatten fejrede de i den nærliggende landsby, Marienda, hvor de brød ind i en indhegning og dræbte over 50 geder.

De fleste pattedyr (med undtagelse af mennesker og nogle hvaler) kan parre sig og blive gravide til de dør. De har ingen menopause, som vi i øvrigt stadig spekulerer over årsagen til. Nogle mener, at vi blot er blevet for gamle (hvad så med hvalerne?), mens andre mener, at viden skal overleveres, og andre igen at der er en genetisk fidus ved at sørge for flere børnebørn. Savadi bliver altså i denne omgang en meget, meget gammel mor – næsten 17 før hendes unger forlader hende og flere år ældre end den normale levetid for plettede katte. Vi følger hende næsten dagligt og kan tydeligt se den voksende mave. Hun er efterhånden meget vant til mennesker, fordi hun fortsatte sin mors TV karriere og blev fulgt af fotografer i månedsvis og i dag kommer folk stadig fra nær og fjern for at se hende. Lur mig om vi ikke skal have denne sidste historie, der lugter af dramatik på TV. En gammel mor, der skal sørge for sine unger bliver med garanti en meget, meget farlig mor.

I Mara North er hendes afløser imidlertid allerede kørt i stilling. Da vi i går kom på sporet af Savadi, fandt vi en dræbt impala under et stort træ tydeligvis dræbt af en anden leopard. Da vi i dag vendte tilbage til træet, fandt vi en ung hun leopard gnaskende på det store bytte. Hun havde løftet det langt op i træet, mens hyænerne neden under ventede på tabte rester. Leoparder komme vi ikke til at mangle.

Besynderlige men interessante iagttagelser

2011-10-24T08:55:00.000+02:00

Safarirapport fra Mara North 21. oktober 2011Mara North er grøn og frodig. Regelmæssige byger i de sene eftermiddagstimer har forlænget den årlige gnu invasion, og vi har fortsat glæde af adskillige tusinde, der imidlertid tager en gevaldig told af græstæppet. Det kan ikke vare længe inden de vender snuden mod Serengeti.

Masser elefanter besøger dagligt Karen Blixen camp, specielt fra modsatte bred, TransMara siden, hvor de poserer foran campens lounge. Ved middagstid kom en flok på 14 i alle størrelser. En af de største ankom lidt senere end de øvrige og blev mødt med snabel og hoved mod hoved hilsen af en anden. Jeg opfattede det først som en ganske normal elefantfamilie bestående af beslægtede hunner med deres unger indtil jeg opdagede, at alle var hanner. Hilste de virkelig på hinanden eller var det en styrkeprøve? Men der var bestemt ingen aggression at spore – han elefanter hilser på hinanden! De ældste så ud til at være først i 30’erne, mens de mindste kun var 13 – 14 år og altså helt grønne, selvstændige unge mænd.

Senere var vi så heldige at se 14 giraffer og en lille flok zebra på 4 krydse Marafloden omkring 4 kilometer nord for KBC. Herefter stod girafferne tæt samlet – nærmest i en stor klump – og skiftedes til at drikke af et lille kildevæld. Jeg er temmelig sikker på, at de er de samme giraffer som vi har fulgt gennem flere år fra KBC. De holder fortrinsvist til i TransMara og ses ofte foran KBC. Har jeg ret i den antagelse, bryder det med den vante forestilling om, at giraffer kun er meget løst associeret og at der formentlig kun er bånd mellem mor og unge. Herom mere, når jeg har analyseret flere års billedmateriale.

Senere på eftermiddagen var der elefanttræf i Mara North. Først dukkede en lille familie på 11 op fulgt af alle de føromtalte hanner, der havde fået selskab af et par stykker mere og herunder en gevaldig stor han i must, der dog holdt sig lid baggrunden. Når man iagttager hannerne, får man klart indtryk af, at de ældste tager hånd om de yngste. Der er bestemt ingen irritation at spore, når de unge render rundt mellem benene på de gamle. Efter hannerne kom endnu et par storfamilier med hunner og unger på over 30 individer, så den samlede elefantflok talte over 60. De mindste unger legede, stangede hinanden og løb ”hoppende” rundt. En ung, voksen han hilste på en hun ved at de begge stak snablerne ind i munden på hinanden. Elefanterne kan genkende hinanden på duften, og der kan være tale om mor og voksen søn, men det er ikke en helt almindelig iagttagelse.

Der er masser af vildt i Mara North. Som nævnt tusindvis af hvidskægget gnu, topi antiloper og sidst på dagen løb vi også ind i en bøffelflok på omkring 67 – det var, hvad jeg talte, men der kan jo godt være flere gemt i buskads. Eftermiddagens store hit var nok en serval, selvom de trykkede sig godt ned i græsset og ikke rigtigt ville posere for fotograferne. Det omkring 10 kilo store, gepardlignende kat er kendt for at snige sig frem i græsset og lytte sig til potentielt bytte, springe op og nærmes falde ned på det intetanende bytte. Ofte ses den hoppe op i luften efter flyvende fugle, som fanges i flugten. Når den altså ses, og det er faktisk ikke så tit.

Bingo – Big Five

2011-06-07T10:29:00.004+02:00

Det er ikke så tit, at vi kan melde ægte ”Big Five” på en uge: Elefant, sort næsehorn, bøffel, løve og leopard. Lørdag den 4. juni blev lykkens dag, da vi fik den manglende leopard i hus, og så oven i købet i ”Leopard Gorge” hvor jeg, trods det velklingende navn, aldrig før har truffet den.

På vej hjem fra en lidt tynd morgensafari, hvor vi specielt kørte efter elefanter, slog vi et smut ind i den berømte gorge, der er dannet af en langsomt størknende lava smelte engang i tidernes morgen. Her poserede nedenstående leopard ganske smukt foran bilen på jagt efter en sagesløs kanin, der trykkede sig helt ned med ørerne tæt til kroppen. Leoparden var så koncentreret om byttet, at den ikke ænsede vor tilstedeværelse. Den sneg sig i en stor volte omkring kaninen og nærmede sig bagfra uden at dyrene kunne se hinanden. Pludselig sprang leoparden ganske præcist ned på kaninens skjulested, men ak kaninen trak det længste strå denne omgang. Den gad ikke vente på al den snigen.

Vi var helt alene i Leopard Gorge – vi havde faktisk ikke set en eneste safaribil hele morgenen – og kunne følge leoparden i mere end en time hvor den skiftevis sneg sig rundt og afsøgte slugten og poserede på forskellige klipper. Det herlige morgenlys sikrede 1000 gode billeder fordelt på 5 entusiastiske fotografer. Mon vi fik set leoparden live?

Der er masser af leoparder i Mara North Conservancy, og selvom jeg umiddelbart mener, at det er nemmere at finde en leopard end et sort næsehorn, hører det så ganske afgjort til sjældenhederne, at komme på skudhold af en leopard, der ikke forsvinder eller skjuler sig i buskads og bladkroner. Men her er den altså.

Kaninen skal vi da også have med.

Hvor er elefanterne?

2011-06-06T09:33:00.003+02:00

Masai Mara 1. juni 2011

Vi ser masser af elefanter på den anden side af floden lige overfor Karen Blixen Camp. Man kan naturligvis diskutere hvad ”masser” betyder, for vi ser i reglen ikke mere end 7 – 8 stykker ad gangen, men de kommer og går dagen igennem. Området mellem Mara River og Oloololo er her relativt smalt, meget tæt bevokset og helt uden stier og veje. Elefanterne kan være i fred og der er tilsyneladende rigeligt at spise.

På den anden side af floden er der næsten ingen elefanter. Her er store dele at de åbne plains græsset ret langt ned af kvæg. Så langt, at elefanterne ikke kan få fat i græsset. Vi har afsøgt området ret grundigt, og kun fundet et par gamle hanner. Derfor kører vi til Musiara for at se, om de er i de altid fugtige sumpe, og det er de. Igangværende undersøgelser af bestanden betyder, at vi kan skelne individerne fra hinanden, og kan derfor fastslå, at mange af de elefanter vi ser i Mara North Conservancy i øjeblikket har slået sig ned i Musiara, hvor der er rigeligt at spise. Det er nu ganske normalt, at elefanterne cirkulerer indenfor deres ”Homerange”, men det er indbygget i elefanterne, at de så vidt muligt ikke skal blive for længe på samme sted for ikke at slide for hårdt på vegetationen. Man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på. I øjeblikket har omkring 100 elefanter og 1000 bøfler slået sig ret permanent ned i sumpområdet, hvor de tager en gevaldig told af vegetationen. Jeg har sjældent set den så hårdt medtaget, og det bliver lidt interessant at se, hvad der sker om en uge, når der ikke er mere. Det kan selvfølgelig komme noget regn, der sætter gang i det hele. Men det skal komme snart.

I Musiara fik vi en anden overraskelse: zebra i et kolossalt antal. Mindst 2000 er samlet mellem sumpene og de bagved liggende bakker. De kom i lange rækker, der ligner årets store vildtvandring. Vi kørte derfor langs Mara floden til de forskellige vadesteder, hvor vildtet plejer at krydse floden, men der var absolut intet at se. I mange kilometer på begge sider af Mara, var der som støvsuget for vildt helt frem til Intrepid og længere mod øst. Vi drejede af mod nord og tilbage mod Musiara, og her dukkede vildtet op, flere zebraer, hundrede vis af bøfler, 1000 topi antiloper og så løb vi såmænd også ind i nogle elefanter. Alle arter havde travlt med at fare igennem det halvhøje havregræs til de lave saftspændte arter i vest. Det ser ud som om, at alt vidt trække fra de knastørre områder i øst, til den vestlige højderyg, hvor vi jo har haft en anelse regn.

Det forlyder tillige, at bosætterne i Loita Plains driver alt vildt ud af området og sender dem mod vest. Lokale historier, som vi hørte første gang i februar, påstår vedholdende, at alle store græsædere tvinges bort fra Loita, hvor de ulovlige bosættere tager alle midler i brug for at fjerne konkurrenterne. Motorcykler, biler og våben tages i brug for at rydde savannen for dens naturlige beboere.

Mangel på regn, enorm kvægbestand og indvandring af vildt udefra er en ret farlig cocktail, der umiddelbart ligner en katastrofe, men det er jo før gået godt - vi krydser fingre.

Fredsommelige Mara

2011-06-05T09:29:00.008+02:00

Masai Mara slut maj

Måske er det godt med en lavsæson uden ret mange besøgende. Flere lodges holder lukket og har sendt personalet på en velfortjent ferie. Alt ånder fred og ro, vildtet virker ustresset, og vi ser ikke en eneste bil på en dags kørsel. Vi får lov til at studere det sjældne sorte næsehorn, der har sneget sig ud på de åbne vidder, måske fordi den har fornemmet, at der ikke er forstyrrende køretøjer i nærheden. Selvom det sorte næsehorn er bladspiser, kan det sagtens opleves i åbne landskaber, men ikke når, det forstyrres af et halvt hundrede safari biler. Der er ikke mange sorte næsehorn tilbage i Mara, og de fleste holder sig skjult i galleriskoven langs Mara floden, hvor man ikke kan komme til dem.

Løverne nyder også freden og benytter tiden til parring. Flere løvepar er i gang i disse dage. De trækker sig væk fra flokken i 3 - 4 dage og parrer sig omkring hvert 20 minut døgnet rundt. Hver parring varer dog kun få sekunder.

Strudsene er også i gang med parring, hvilket fremgår af hannernes røde halse. Denne struds tager vor tilstedeværelse helt roligt og nyder ufortrødent sit støvbad. Lidt usædvanligt, fordi de fleste strudse piler af, når man kommer for tæt på.

For tiden er zebra den mest markante græsæder i Mara North. De ses overalt ligegyldigt, hvor man vender blikket, og de er tilsyneladende også ganske uforstyrret.

Jeg er egentlig af den opfattelse, at vi ikke forstyrrer vildtet ret meget, når vi kører rundt i safaribilerne, men lige nu virker det som om, at dyrene er gået et ekstra gear ned – måske er det bare mig der er det.

Lavsæson i Masai Mara

2011-06-03T09:43:00.003+02:00

Karen Blixen Camp

Lavsæsonen i korthed: Sol fra en skyfri himmel, 25 – 28 grader om dagen og ned til 15 grader om natten, ingen eller næsten ingen regn, masser af vildt og ingen turister.

Månederne fra april til juni er lavsæson og omtales ofte som den store regntid, hvilket naturligvis kan holde de fleste fra et besøg, men tørre fakta er, at der i reglen ikke er mere regn i denne periode end resten af året. Og slet ikke i år, desværre. Savanner er sædvanligvis karakteriseret ved en, to eller tre temmelig afgrænsede regnperioder, men i de sidste 30–40 år er regnen i Masai Mara faldet jævnt hen over året, afbrudt af perioder med ekstraordinær nedbør eller tørke. Det er dog vældig svært at få øje på regelmæssighed. Flodheste nedkommer sædvanligvis omkring starten af længere regnperioder og flodhestene omkring KBC nedkommer både i oktober og januar. Så kan man jo læse ud af det, hvad man vil.

Indtil slutningen af maj har vi kun har ganske få byger, og græsset er slidt helt ned, hvor det burde stå meterhøjt og afvente de store vildtflokke sydfra om et par måneder, men vi kan stadig nå det, med en halv snes solide byger i juni.

Den østlige del af Masai Mara er imidlertid ganske brun, og det korte grønne græs her i Mara North Conservancy trækker vildtet til sydfra og truer den lokale balance. Græsproduktionen ser lige akkurat ud til at kunne dække masaiernes kvæghold og den lokale vildtbestand, så vi har faktisk ikke brug for mere vildt lige nu.

Når græsses gnaves helt ned, er der akut fare for erosion, hvorunder de øverste jordlag skylles væk af regn og dermed de fleste næringsstoffer. Alle savannens næringsstoffer er koncentreret i biomassen og det allerøverste jordlag. Sidstnævnte skyldes, at regnen fordamper lynhurtigt, og trækker alle næringssalte op i overfladen og nogle gange helt op på jordoverfladen. Et godt græsdække holder på jord og næringsstoffer, og sikrer kontinuiteten. Når græsset slides væk og den nøgne jord eksponeres for troperegn, har vi hele balladen. Det sker overalt i ulandene den dag i dag.

I Karen Blixen Camp ser vi masser af dyr. Næsten hver dag har vi besøg af elefant, giraf, zebra, impala, topi og bavian, der drikker, spiser og slikker salt ved floden sammen med vore residente flodheste og krokodiller. Hver dag ser vi tillige vore halvtamme mangustere og dikdik antiloper spankulere rundt i campen.
Nedenfor aktuelle billeder fra dagen i KBC.

Silhuetter i Mara

2011-03-01T14:33:00.003+01:00

februar 2011

Fugle i februar

2011-02-22T11:29:00.009+01:00

Rundt om Karen Blixen Camp

Her er et tilfældigt udvalg, af nogle af de fugle, som det har været muligt at komme på ”skudhold” af. Jeg har en vis veneration for store fugle, der lader sig fotografere. Så jeg lægger ud med hornravnen, som nok hedder sådan, fordi den er sort som en ravn, og har et gevaldigt næb, der skulle ligne et horn. Den er beslægtet med de andre næsehornsfugle, men det engelske navn ground hornbill, er nok lidt mere præcist, fordi det fortæller, at det er næbbet, der udgør hornet, og at den i øvrigt foretrækker at blive ved jorden. Denne smukke han har en stor græshoppe i munden, som er en gave til hunnen. Derfor går han uanfægtet og målrettet mod boet i et hult træ, uden at tage notits af os.

Den næste store fugl er en gøgler ørn, der venligt og lidt uforståeligt poserer for os. Dens kaldes også bateleur, der kommer af fransk og hentyder til, at den ligner en linedaser i flugten. Meget elegant.

Herefter følger så den smukke krontrane, brun slangeørn, Agur buzzard (art. musvåge) og verdens tungeste flyvende fugl stortrappen eller koritrappen, der kan veje op til 19 kilo og dermed overgår knopsvanen. Her har den pustet sig gevaldigt op til ære for en gruppe hunner. Så har vi den smukke lillabrystede ellekrage efterfulgt af vor europæiske sommergæst. På engelsk hedder de rollere, som beskriver deres rullende flugt. De flyver op, slår vingerne sammen, styrtdykker og slår vingerne ud og udnytter accelerationen til ny opdrift.

Så har vi Afrikas svar på kolibrien, den nektarspisende solfugl. Der er mange arter, men i reglen kan vi se dette smukke skarlagen bryst i KBC på de tilsyneladende evigt blomstrende aloe’er.

Så følger den lille maskede væver. Mange væverfugle laver de karakteristisk hængende reder, der ofte ses i akacietræer. De bedste reder hænger langt ude på tynde grene med indgangen nedadvendt, så kedelige typer som marabustork og rovfugle ikke kan komme til ungerne. Den enkelte art kan tydeligt kendes på rede typen, hvis konstruktion tilsyneladende ligger i generne, men ofte skal hannerne øve sig lidt, før det lykkes, mens hunnerne ser kritisk til. Hunnerne vælger kun det bedste af det bedste. Det er jo noget man kender. Væverfuglens navn hentyder til, at rederne faktisk væves af plantefibre i et mønster, der minder om en sisal sæk.

Så kommer vi til et par fluesnappere blå og lys, og mon ikke navnet giver en god indikation af deres føde.

I hurtig rækkefølge en gul biskop, sort drongo, rovørn og vor trofaste bulbul (som bliver en frækkere og frækkere gæst ved morgenbordet), den lille trebåndede præstekrave og såmænd også en husspurv, som repræsentant for husdyrene. Husspurven vænnede sig hurtigt til fastboende mennesker, som dyrkede jorden for 10 -12.000 år siden, og har herefter forsøgt at ernære sig af krummer fra de riges bord. Og så slutter vi med den smukke trappefugl med sort mave og en hvidhoved grip, som mest skal minde mig om, at den er et uhyre sjældent syn i Mara, og hvorfor ved jeg ikke.

Albatros og KBC indleder: Elefantforskning i Masai Mara

2011-02-17T16:01:00.002+01:00

Siden midten af 1900-tallet har Masai Mara - Serengeti været et af de sidste store områder i Afrika, hvor det har været muligt at studere vildtet i naturlige omgivelser relativt upåvirket af civilisationen. Derfor kan vi i dag glæde os over, at en stor del af vor viden om såvel pattedyrenes adfærd som dynamikken mellem planter og planteædere og mellem planteædere og rovdyr stammer fra intensive forskningsprojekter udført i dette grænseområde mellem Kenya og Tanzania. Resultaterne er samlet i bøgerne Serengeti 1,2 og 3 med A.R.E. Sinclair som gennemgående redaktør.

Forholdene har dog ændret sig radikalt med årene. Civilisationen rykker tættere på. Farmene æder sig ind på naturen fra alle sider og både den lokale befolkning, masaierne, og deres kvæghjorde vokser faretruende. Disse forhold afspejler sig i en faldende vildtpopulation, hvilket allerede er fastslået i talrige videnskabelige artikler, selvom alle sammenhænge mellem civilisation og vildt endnu ikke er afdækket. Nyere forskningsprojekter må og skal derfor tage udgangspunkt i denne problematik.

Derfor har Albatros og Karen Blixen Camp valgt at støtte, sponsere og overvåge nye forskningsprojekter med det mål for øje. I øjeblikket er bachelor i Biologi og specialestuderende ved Københavns Universitet Cæcilie Willumsgard i gang med et nyt elefant forskningsprojekt i Masai Mara, hvor hun registrerer og fotograferer alle elefanter til en omfattende ”person” database, med oplysning om kendetegn, alder, køn aktuel position, kalve og eventuelle registrerbare afvigelser. Informationerne samkøres med en database, som den kendte elefantforsker Joyce Poole arbejder med.

Cæcile Willumsgaard på arbejde

I de kommende år skal elefanterne følges løbende og deres aktuelle position noteres til databasen sammen med eventuelle nye relevante oplysninger. Besøgende, guider og andre interesserede vil blive indbudt til at deltage, indsende billeder med koordinater, andre observationer, der vil indgå i databasen såfremt informationerne skønnes valide, hvilket eksempelvis kan være identificerbart fotografi med koordinater og tid.

Formålet med at registrere elefanter på individniveau er, at man herigennem kan få et meget præcist billede af, hvordan den samlede population udvikler sig, deres familiemønster, vandringsruter og respons på miljøforandringer. Alt i alt kan det føre til en større forståelse for elefanterne og dermed også en større forståelse for nødvendige fredningsmæssige tiltag.

I fredningskredse er der ofte en vis modvilje mod studier og kampagner for verdens store og mere spektakulære arter som eksempelvis elefant, næsehorn og løve, fordi fokus bør ligge på diversitet og økologiske sammenhænge. Elefanten er imidlertid en af savannens mest dominerende nøglearter, der formentlig spiller den største rolle for landskabets udformning, og derfor kan man godt argumentere for, at fredning af elefanten og dens levested betyder, at man får alt andet med i købet.

Forskning og safari
I Karen Blixen Camp forsøger vi at skabe sammenhæng og forståelse mellem forskning og safari og give opholdet en ekstra dimension. Vore forskere vil så vidt muligt fortælle gæsterne om arbejdet, tage med gæsterne på safari eller omvendt tage gæster med på observationer.

Som man kan læse i elefantforskerne Joyce Poole og Cynthia Moss’ bøger åbnes en hel ny verden, når man studerer elefanterne på nært hold. Her skal man ikke tage noget for givet.
I de sidste har uger har vi eksempelvis konstateret, at der er relativt mange hanner omkring de traditionelle flokke af hunner og deres unger, selvom der ikke er nogen form for parringsaktivitet. Nedenfor har jeg vedhæftet et par billeder af en baby elefant, i uhyre intim kontakt med en velvoksen han, hvor den lille stikker snablen op hannens mund. Det er ikke lige efter den store elefanthåndbog.

Cæcilie har konstateret at elefanterne i Karen Blixen Camps nærområde også kaldet Mara North Conservation, hyppigt antræffes i Mara Triangel og omkring Musiara og at de tilsyneladende blander sig med hinanden på kryds og tværs. Alt i alt tegner det et billede af en stor klan, hvor alle, eller de fleste, kender hinanden og formentlig er beslægtet. I de første uger kunne man i Mara North konstatere en enorm overvægt af hanner (også modsat ”elefanthåndbogen”), hvilket både indikere, at de samler sig for at raide farmene i reservatets udkant (en elefant havde tydeligt stiksår efter et spyd), eller at bestanden føler sig presset. En tredje meget markant observation er, at elefanterne nærmest forsvandt som dug for solen, da store flokke af hvidskægget gnu pludseligt indvandrede omkring d. 9 – 10. februar. Sidstnævnte observation falder godt i tråd med tidligere observationer, der peger på, at elefanterne ikke bryder sig om de store vandrende vildtflokke. Mon de forstyrrer elefanternes interne kommunikation?

Pludseligt rejses mange spørgsmål, og jo flere der kan besvares, desto nemmere kan vi bevare det hele i en verden, hvor vi trænger os på overalt.

Stor han tager sig kærligt af en babyelefant

Dagligdag i Karen Blixen Camp i februar 2011

2011-02-15T09:45:00.003+01:00

Billeder fra hotellets område
Hvis man skal nævne hvilke dyr, vi ser i eller fra KBC, er det betydeligt nemmere at nævne dem, vi ikke har set; næsehorn og vildhund. Det dækker naturligvis over store variationer, med de nedenfor anførte billeder er stort set hverdagskost.
Den brede, nedfaldne flodskrænt som vore flodheste venligst har etableret er en ren zoologisk have, der hver eneste dag byder på impala, bavian og en række andre dyr. Efter en periode uden elefanter, er de nu kommet tilbage fordi vandhullerne er tørret ud. Vore krokodiller – der ser ud til at være 3 residente af slagsen – ses næsten hver dag og ind imellem også vor nilvaran, der imidlertid ikke er hverdagskost.

Flodhestene har igen fået kalve, hvilket tyder på, at de følger begge såkaldte regnperioder; november og april. Flodhestene forsøger altid at regulere fødslerne efter regn, således at der er nok mad i die-perioden, men hvordan de deles om årets to regnperioder er lidt af en gåde – hvorfor følger hunnerne ikke samme cyklus i samme gruppe?

Af dagens mere pudsige hændelser er ankomsten af en stor bushbaby – stor galago – der er i familie med halvaber/ lemurer og dermed af samme udviklingslinje som mennesket. Den faldt nærmest ned i hovedet på en medarbejder, der løb skrigende gennem restauranten – det kunne jo være en leopard.

Vi har svært ved at få øje på vore sky oddere uden klør, så jeg nøjes med at fotografere sporene, der ofte ses ganske tydeligt i de våde banker langs floden.

Gudstjeneste i Masai Mara

2011-02-13T13:10:00.004+01:00

Det er længe siden, kristendommen holdt sit indtog blandt Maras farvestrålende masaier, men så vidt jeg kan bedømme, er det hovedsageligt kvinder (enlige?) og børn, der strømmer til kirken søndag formiddag.

Overstyrede orgeltoner byder os velkommen, da vi nærmer os den ganske beskedne protestantiske kirke i Marienda – stedet med mange sten - gudstjenesten er under opsejling. Der varmes op inde i kirken, hvor kordegnen og koret synger, klapper i hænderne og danser, mens hundrede børn løber ind og ud af kirken for at holde øje med alle aktiviteterne. Udenfor kirken, øver forskellige børne- og ungdomskor salmer og taktfuld, dansende gang.

Ved 10-tiden er kirken halvt fyldt, og de tilkommende deltager i dans, sang og takstfast klappen, mens nytilkommende finde en plads i den brogede forsamling. Folk strømmer vedblivende til gennem den næste time. De fleste er iklædt søndagstøjet, der for kvindernes vedkommende består af farvestrålende masai tæpper i mange lag. Sangen fylder meget gennem hele gudstjenesten og ledes af en flok kirkesangere forrest i kirken, men alle synes at kende alle sange og melodier.
Vi har fået tildelt nogle spinkle plastikstole, der vakler faretruende under europæisk standardvægt, hvilket dog ikke betyder så meget, da det meste forløber stående eller let dansende.

Forrest i kirken hænger et bibelcitat, som jeg forsøget at oversætte med god hjælp af oplysningen; Joh. 4.16. Historien om den samaritanske kvinde forekommer at være et rigtigt godt valg i dette miljø.
Efterhånden fyldes kirken til bristepunktet, og nogle menighedsbekendtgørelser markerer muligvis indledningen på den egentlige gudstjeneste, selvom der ikke er den store forskel på før og efter. Præsten er beæret over de oversøiske gæster, hilser flere gange meget jovialt, og vi må kvittere med den passende tale om, at vi er alle de samme mennesker og kun det ydre er forskelligt, hvorefter præsten griber tråden og holder en ca. 60 minutters dundertale om, at alle folkeslag forenes i troen. Mennesket er ikke født til at gå alene. Under Prædiken springer præsten behændigt mellem ma sproget, swahili og engelsk, mens forskellige hjælpere forsøger hjælpe med springende oversættelser. De klarer det forbavsende godt.

I det hele taget en vældig festlig oplevelse.

Søndag eftermiddag i Mara North Conservancy

2011-02-10T11:59:00.005+01:00

Søndag d. 7. februar er såmænd en ganske almindelig dag i Karen Blixen Camp, men måske er det ikke lige dagen at spørge mig, hvornår det er bedst at tage til Masai Mara, hvis man vil have et objektivt svar. Vi har et tilfælde af ””Zoologisk Have”. En halv snes minutter efter at vi var kørt op af floddalen, hvor udsigten over det nøgne slettelandskab åbner sig, mødtes vi af et herligt syn, der ellers synes forbeholdt den store vandring senere på året. Savannen var simpelthen fyldt med gnu, zebra og topi og ind i mellem stod grant og tomson antiloper samt kongoni og eland.

Som omtalt for et par dage siden, var vi godt klar over, at en ekstraordinær indvandring fra Loita Plains var under opsejling, men det uhyre antal dyr var mildest talt en overraskelse. Et par kraftige regnbyger er altså mere end tilstrækkeligt til at sætte det hele i sving, når de falder oven på en tørke. De seneste par dage har imidlertid været meget varme, med en simrende blå himmel uden mindste tegn på fugt, så det bliver lidt spændende at følge, hvad der sker. Måske er vildtet udmattet af vandring og mangel på føde; de orkede nemlig ikke at flytte sig, når vi kørte tæt på. God dag for nærbilleder og studier af familie og gruppedynamik.

Vi kiggede mest efter fugle og fandt både spændende rovfugle, gøge og et par ellekrager som ret konsekvent valgte de græssende dyrs rygge som udgangspunkt for deres raids mod insekterne, men fugle observationerne blev hele tiden forstyrret af alt muligt andet. Først kom et par geparder i vejen; en mor med næsten voksen unge, som vi faktisk har fulgt i hele opvæksten, men de lå sløve og mætte under en skyggefuld akacie, så vi kørte hurtigt videre, og blev forstyrret af en bunke elefanter, som jeg vender tilbage til en af de næste dage. Vi har tre halvstore han løver på omkring 6 år, som klarer sig ganske godt, senest smed de hele Marsh pride – en stor gruppe løver fra Musiara – hjem, hvor de kom fra. De parrer sig for tiden med en større gruppe hunner, og det lykkedes da også at afbryde en hyrdetime, men efter vi havde ventet 20 minutter på en gentagelse, gik de stille og roligt om bag en busk. Så vi måtte nøjes med lydene. Man forstår dem jo godt.

På vej hjemad stødte vi på en af de residente hyæneklaners huler, hvorfra et større kuld hvalpe underholdt os i solnedgangen. Hvalpene var ikke det mindste sky, men for rundt og legede mellem hinanden, mens de voksne så afslappet til.

Og så skete det igen – sensationen – om der ikke lige stod en jordulv eller Ardwolf og glanede i horisonten. Det velkendte savannedyr på top tre listen over vildt, man bare ikke ser. To gange spottet inden for få dage efter 25 års utålmodig venten. Denne gang fik jeg kameraet op – dokumentationen skal jo være i orden – ikke et mesterværk, bevares! Men den er der.

Årsbonus: En ekstra gnuvandring

2011-02-09T14:30:00.003+01:00

I formiddag holdt vi ved et stort vandhul omkring fem kilometer fra Karen Blixen Camp. Pludselig dukkede en lang række gnuer frem af buskadset med kurs direkte mod vandhullet. De blev ved med at komme, stadig i snorlige rækker, akkurat som under den store vandrings tid i juli–oktober. Hundredvis, men naturligvis ikke, i det klassiske omfang. En lille gren af de traditionelle, årlige vandringer går nemlig mellem Mara og den store flade græsslette, Loita Plains, øst herfor. Loita regnes for en del af Mara- Serengeti økosystemet, hvor der i de gode tider kan græsses i hele sommerperioden. Området er dog generelt tørt og uden vand, og vildtet kan derfor ikke klare en længere tørkeperiode, og må vende tilbage til Mara i utide, indtil der eventuelt kommer regn over Loita. Gnuerne kender turen, og ses ofte gå flere gange frem og tilbage alt efter regnmønsteret, som de altså ser ud til at kunne aflæse ganske præcist.

Desværre har vi heller ikke haft så megen regn, og kommer der ikke mere, må gnuerne og alle andre græssere tage endnu en dyst med masaikvæget. Gnuerne vil imidlertid snart kælve, og deres moderkager forurene græsset med en virus, der vil fremkalde den dødelige kvægsygdom ”Malign katar”. Mange køer vil dø, og således bliver der mere græs til gnuerne, der har vænnet sig til viruset gennem tusinde års evolution.

Desværre skyder civilisationen nu en kile ind mellem Loita Plains og Masai Mara. Land– og standfaste masaier, bygger bomaer mellem vildområderne og snart er vi afskåret mod øst, ligesom vi allerede er helt afskåret mod nord og næsten også mod vest. I syd ligger Serengeti og her planlægger Tanzanias regering en motorvej langs grænsen, således at en skarp kniv skærer igennem Mara og Serengeti. Lovende lyder det jo ikke.
På kort sigt vil lukningen mod øst, reducere Maras bestand med alle de dyr, der migrerer mellem de to områder, Ingen vil kunne overleve i Loita i længden.

Masai Maras oaser

2011-02-08T10:29:00.003+01:00

Musiara er et sumpet område i Masai Maras sydvestlige hjørne, hvis berømmelse går 60-70 år tilbage i tiden, hvor kendisser fra Europa og USA kom hertil for at gå på jagt, hvilket dog havde den heldige effekt, at englænderne etablerede den første fredning i Mara området. I dag er det enhver safariguides ”back up”, når alt andet glipper. Når sletterne tørrer ind, er der fortsat vand i Musiara til flere måneder.

Vi kørte ind i Musiara en tidlig formiddag for at se, hvordan 5 måneders tørke havde påvirket naturen. Vi blev slemt skuffede. Den velkendte silhuet af elefant– og bøffelrygge i det høje græs omgivet ibis, kohejre og stork, så vi ikke noget til. Vi kørte henover den ellers så lumske tuf, som var knastør. Maras zoologiske have kunne kun byde på nogle spredte flokke vandbuk, bøffel og koantilope. Vi fandt dog de fem unge løvehanner fra den TV berømte ”Swamp pride” eller tidligere ”Chaka pride” som jeg for et par år filmede, mens de legede som glade børn i silende regn. De er nu smidt ud af ”de gamle”, men er tilsyneladende blevet reduceret til 3 ½. Den ene måtte for nyligt aflevere halvdelen af forbenet til en sulten krokodille, og en anden har et enormt stort åbent sår i lysken, der ser ud til at stamme fra et bøffelhorn.

Heldigvis havde vi hørt om en leopard nær Serena, som vi fandt efter en forholdsvis kort kørsel. En gevaldig krabat, der lå godt tilrette i et ”leopard træ” eller bosia mens den gnaskede løs på en ung impala han. Det enorme overskud af impala hanner, der ikke er stærke nok til at vinde parringsrettigheder ender ofte på denne måde. Mon ikke også det ælder de heldige, når den korte parringssæson er slut?

Der er næsten leopard i sigte hver dag, og KBC går heller ikke fri. Forleden aften måtte en af vore askaris (vagter) gå ned i knæ med spyddet godt plantet i jorden, da han mødte vor residente berømthed leoparden Sawadi på stien mellem teltene. Begge parter trak dog baglæns i god ro og orden, men vi har nu en høne at plukke med Sawadi, der igen har dræbt vore kæledyr. Denne gang en lille zebra og en impala unge, der ellers var hegnet godt ind - men altså ikke godt nok. Mon ikke det må være slut med kæledyr?

Efter leoparden i træet noterede vi, at der var faldet en byge nær Serena, meget lokalt, og græsset var kort, grønt og frisk i en cirkulær fordybning, hvor alle Maras topier tilsyneladende er flygtet hen? Ingen forklaring haves.

På vej tilbage rundede vi igen Musiara, og til al retfærdighed skal det nævnes, at vi i løbet af et par timer fandt vi 32 elefanter, der tidligere havde gemt sig i skoven. Sammen med de 9 vi så tæt på leoparden, bliver det til 41 elefanter i det anførte område. Ikke så ringe endda.

Jo mere vi kørte rundt, desto mere stod det klart, at en meget stor del af Maras vildtbestand er koncentreret i et meget lille område omkring Mara North, hvor der er friskt græs. Måske Maras mest sikre græsningsområde på bare 10–15 kvadratkilometer. Der er selvfølgelig ikke en videnskabelig observation, men hvis jeg selv skal vælge, hvor jeg i øjeblikket vil søge efter vildt, er jeg ikke i tvivl.

Det står efterhånden lysende klart, at Masai Maras ekstremt komplicerede regn- og vandløbsmønster er helt afgørende for både diversitet og vildtmængde. I de mange forskellige tørkeperioder søger vildtet ind i små næringsrige nicher langs Mara, periodiske vandløb, sumpe og isolerede regn områder - oaserne – hvorfra de igen kan brede sig, når væde og græsning bedres.

Maras eksistens er betinget af en bestemt størrelse og herunder bevaring af oaserne, fordi den minimale fødemængde er lig med den maksimale vildtmængde. Det er netop den vildtmængde, der overlever de trange tider, som udgør stammen i de gode tiders bestand. Men nogle områder er altså vigtigere end andre, nemlig de områder, som kan græsses i de tørre perioder. Forsvinder disse områder, eller overudnyttes de af eksempelvis køer, falder vildtbestanden eksponentielt. 10% arealreduktion kan teoretisk være nok til, at økosystemet bryder sammen. Så naturbevarelse handler i høj grad om at bevare de rigtige 10%. Her har vi nok forklaringen på de mange videnskabelige fingerpeg om, at Maras vildtbestand daler.

Sommer i Karen Blixen Camp

2011-02-06T20:48:00.003+01:00

Sommeren viser sig i år fra sin bedste side. Trods tørke i det meste af Kenya, hvor den korte regn er udeblevet, har de særlige vejrforhold lige over vore telttoppe begunstiget os med et par solide byger og et irgrønt græstæppe. I dag lokaliserede vi fire mindre elefantflokke indenfor en radius af ti kilometer. De fleste gæster fik en dag med ”Big Five”, hvilket vil sige elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard, selvom om næsehornene er bevogtede og derfor regnes for ”snyde sights” i rekordbogen.

De europæiske fugle – eller er de i virkeligheden afrikanske? – er kommet for længe siden og H.C. Andersens pæredanske stork spankulerer såmænd ikke langs Nilens bredder og taler ægyptisk, men er i øjeblikket ved at gøre livet surt for Masai Mares tørlagte frøer. Måske er den flygtet fra præsident Kostalds muen.

Går man rundt mellem teltene forekommer træerne nærmest levende. Der er så mange fugle at de ikke formår at skjule sig for den inkarnerede fuglefotograf. Glansstær, biæder, væverfugl, drongo, kardinal og Gordon Bleu ad libitum.

Forårets emigrant – den hvidskæggede gnu – er for længe siden smuttet til det sydlige Serengeti, hvor årets kalve kommer om et par uger. Vi har stadig en lille resident bestand, der spreder sig i små klatter rundt omkring, men det er bøffel, kongoni eller koantilope (tåbeligt navn), elefant, zebra, impala samt elsdyrantilope (tåbeligt navn), der præger de åbne sletter. Kigger man nærmere efter, er der nok et system i bevægelserne, men de er svære at spore. Hundreder zebra er samlet på de korte friske græsser, mens ingen ses i de lange tørre græsser. Der er altså igen tvivl om, hvad zebraen foretrækker, selvom den er kendt for at rydde de tørre toppe for vandrende gnuer.

Der er mange sjove ”sights” i denne tid. Flere gange er det lykkedes at komme tæt på den sky ræv med de store runde flagermus ører, samt Caracal og i går så vi så sandelig en ardwolf eller jordulv, der – så vidt vides - markerede det første sight i KBCs historie. Og mens jeg skriver dette foran telt 17, kravler en stor flot odder op i det grønne græs 8 meter fra mig. Det er også første gang i 25 år i Mara.

Sawadi – Karen Blixen Camps leopard

2010-10-18T19:55:00.003+02:00

Jeg er ikke sikker på, at leoparden er bekendt med vort ejerskab, for den vader rundt som det passer den, men på den anden side cirkulerer den dagligt rundt om og ind i KBC. Mange morgener finder vi dens spor midt inde i campen, enten i bogstavelig forstand som poteaftryk i mudder eller som resterne af nattens måltid. Sidstnævnte udgøres ikke sjældent af vore kæledyr – små, forladte antiloper som vi møjsommeligt har opflasket – som vi ikke har lukket inde for natten. De små dyr går ind i mellem deres egne skæbnesvangre veje. Forleden dag var det imidlertid Sawadi, der bragte sig i svære vanskeligheder. De lækre geder i nabolandsbyen tiltrak leoparden, som lavt hængende slikhylder tiltrækker børn (og voksne), men utysket blev taget med pletterne nede midt i sit lyssky forehavende. Mange afrikanske landsbyfolk kan ikke mobilisere den store overbærenhed med en tyvagtig leopard – TV stjerne eller ej – og snart jages den formastelige rundt mellem blikskure og indhegninger, indtil den forsvinder op i et frelsende træ. Her fandt vi den godt skjult i toppen, mens fire af vore parkbetjente fra Mara North holdt vagt ved træet – for leopardens skyld. Snart lød jungletrommerne, og biler med safarigæster fra hele Mara kom for at spotte pletterne på den verdensberømte leopard, der tidligere optrådte i BBCs naturserie ”Big Cats”, optaget her i Masai Mara. Sawadi betyder gaven, men navngivningen er et anliggende mellem leoparden selv og BBC. Det øger dramaet, når vildtet får navne, hensigter og ønsker, som formuleres i et sprog, vi forstår fra os selv, men det er først og fremmest underholdning, og ikke nødvendigvis et billede af virkeligheden. Det svarer til, at Bubber og BS overnatter i et træ for at beskytte sig mod vilde dyr, mens et enormt kamerahold filmer seancen.

Sawadi slap godt af sted i ly af mørket, men der er en grund til at den nærmer sig tamdyrene. Alderen trykker, og det bliver sværere og sværere at få fat i savannens sprintere. Samtidig har de mange timers TV optagelser, som har stået på i flere år tilvænnet denne leopard til mennesker. Hvor de fleste andre leoparder er meget sky, har jeg talrige gange fulgt Sawadi på jagt. Billederne nedenfor stammer fra flere forskellige situationer. Sawadi er yderst afslappet overfor vor tilstedeværelse, hvilke i sidste ende nok skal vise sig at være fatalt.

Morgensafari i Mara North - Dag 11

2010-10-16T18:58:00.007+02:00

Karen Blixen Camp ligger i den del af Masai Mara, der kaldes Mara North Conservancy. Vi kører næsten dagligt safari i dette område og holder øje med stort set alt, hvad der foregår.

I dag kørte vi ud for at se efter en af vore faste løvegrupper. Alle flokkene i området er forholdsvist små og ustabile i modsætning til den berømte ”Marsh pride” 25–30 kilometer herfra. Den har optrådt i talrige naturfilm om den enorme hanløve, Chaka, og hans store familie, der ind i mellem har talt mere end 30 medlemmer. Jo større gruppe desto større succes. De relativt små grupper i Mara North er hele tiden presset af vore store hyæneklaner og tilkommende løver udefra. Sidste år vandrede tre unge hanløver ind, og var akkurat stærke nok til at smide to ældre hanner og deres halvvoksne unger ud, for derefter at overtage gruppens tre hunner, der hurtigt blev drægtige. Ganske usædvenligt at se en løveflok med tre hanner og tre hunner, som tilsyneladende er organiseret i tre par. Da det nye kuld var et par måneder gamle, gentager historien sig. Tre nye hanner dukkede for nyligt op, smed de tre gamle ud og dræbte ungerne for at få hunnerne i brunst. I løbet af ugen har vi set hannerne parre sig med to af hunnerne, mens den tredje hun og tredje han har holdt sig lidt væk.

De tre nye hanner er store og flotte, men så vidt jeg kan bedømme under 6 år gamle. Man kan nogenlunde fastslå løvernes alder på snudens farve, der bliver mere og mere sort med alderen. Når den topper i 8 års alderen er snuden fuldstændigt sort.

Vi fandt de to ”eftersøgte” løver med godt en kilometer i mellem sig. Hunnen er måske stadig fornærmet over hannens udåd af bibelske dimensioner, men sandheden er nok snarere, at hun endnu ikke er kommet i brunst. Det er givetvis kun et spørgsmål om få dage, da hunnernes brunst i reglen er koordineret i familiegruppen. Hannerne parrer sig kun med én hun ad gangen, og da parringen varer adskillige dage, vil der derfor være gode muligheder for, at andre hanner kommer til fadet. Hannen trissede rundt om bilen flere gange inden den lagde sig til rette under en ”Orange leaf croton” busk, efter at have gnedet sig grundigt ind i buskens kraftigt duftende olier (se billedet herunder). Croton busken er en tropisk busk, der findes i mange varianter, men her i Mara, har den lokale udgave altid nogle halvvisne orange blade ind i mellem alle de grønne, og så afgjort løvernes foretrukne skyggeplante, fordi dens safter indeholde et kraftigt insektmiddel (repellant), der bogstavelig talt holder fluer og tæger væk. De lokale masaier stryger af samme årsag dagligt husene indvendigt med buskens blade.

Da der ikke er megen aktivitet hos løverne, fortsætter vi mere eller mindre tilfældigt, og finder snart en rørbuk. Den lille antilope lever relativ skjult i højt buskads, men i øjeblikke ser vi den stort set hver dag. For få år siden var den et uhyre sjældent syn, og der kunne gå måneder mellem de enkelte sights. Noget er sket. Enten er der kommet flere, eller også er de blevet mindre sky. Foreløbig har jeg ikke noget bud.

En masse dyr har samlet sig på de åbne sletter, hvor der er relativt langt græs. Flere hundrede gnuer, zebraer og topi-antiloper krydser vort billedfelt. I en sænkning er der opstået en bar plet uden græs. Den hyppige aften regn har trukket saltet op i overfladen, og den bare plet har udviklet sig til et midlertidigt saltslik. Alt vildtet skal en tur forbi, mens vi sidder og nyder synet med en kop morgenkaffe i hånden. Vildtet kommer og kommer i lange rækker. Solen er efterhånden godt oppe, men morgenlyset er stadig blødt – en lækkerbisken for en fotograf.

En halv snes giraffer trænger ind i billedet. De har god tid, og lader os komme helt tæt på. Stille og roligt nipper de af akacierne. Hunnerne bukker sig ret kraftigt over de lave buske, mens den enlige han er lidt mere stiv i nakken og søger mod de højeste vækster. Han og hun giraf undgår så vidt muligt at konkurrere om føden, ved at spise i forskellige højder. Girafferne defilerer langsomt forbi os, nipper kun kort på hver busk. Mange buske og træer forsvarer sig mod overgræsning, gennem produktion af bitre stoffer som tannin og kan sætte denne produktion i vejret mens der ædes af træet. Derfor flytter girafferne sig hele tiden.

Jeg kan for en gang skyld komme helt tæt på girafferne, og med kikkerten kan jeg følge med i enhver mundfuld. Hvordan spiser de? Der er forskellige oplysninger i forskellige bøger, men sandheden er nok, at de har forskellige måder at indtage føden på afhængigt af arten. Her kan man tydeligt se, at de stikker tungen ud på bladene, som klistrer sig fast, mens overlæben formes efter tungespidsen og lukkes sammen om bladene. Tunge og overlæbe som to fingre om de små mimose blade. De hårde, hvide torne stikker tydeligt, urørt ud på hver side af læberne. Giraffer spiser IKKE hårde torne.

Vi har siddet så længe, at sulten er begyndt at gnave, men på hjemvejen skal vi lige stoppe ved de store næsehornsfugle, der fouragerer på de åbne vidder. Vi taler om den fugl som på engelsk hedder Ground Hornbill, der ikke længere hedder næsehornsfugl, men rynkenæb eller mere præcist (tror jeg)sydlig hornravn. Navnet er nu ikke så dumt, selvom fuglen ikke er en ravn, men ordet antyder jo ravneegenskaber, og fuglen udviser evne til at respondere på forholdene. Den kan jage koordineret i flok, samarbejde med andre arter og stjæle fra så at sige alt, der er mindre end den selv. En fugl der bliver gammel og måske også klogere med alderen.

Impalaen - Afrikas succesfulde antilope - Dag 10

2010-10-14T16:27:00.003+02:00

Selvom græsset er irgrønt i Masai Mara, er det stadig ganske kort. Derfor har Karen Blixen Camp glæde af elefanter, zebraer og impalaer, der tilsyneladende gerne vil have fat i det lange saftige græs, der er vandet med vort rensede spillevand (sidste stadie i rensningsprocessen). Knækkede grene vidner om elefanternes natlige besøg, mens de øvrige græsædere gerne viser sig ved højlys dag. Da flere safarigæster ikke syntes, at det var nok, at kigge på impalaernes farvetegninger på siden og især i rumpen for at skille dem fra grant- og tomson gazeller, foreslog jeg den meget markante sorte plet på bagbenene som kendetegn. Den sorte plet er et bundt hår om en kirtel, men så er der jo lige spørgsmålet: Hvad bruger de en kirtel på bagbenene til? Tja, det vides ikke med bestemthed – som så meget andet – men et bud er, at de udskiller et duftstof, der kan bringe dem sammen efter en vild flugt fra et rovdyr.
Impalaens anti–rovdyr strategi går nemlig ud på, at en angreben flok springer samtidigt i alle retninger. 360 graders vild forvirring, kan somme tider forvirre en angriber tilstrækkeligt til, at det mister byttedyret af syne.

Impalaen er en succesfuld antilope, der både befinder sig vel på de åbne vidder og i det tætte buskads, hvor den skifter fra græs og urter til blade. Det er jo ikke helt ulogisk, at et dyr med et bredt fødevalg har flere muligheder end meget fødespecifikke arter. Det er nok også årsagen til, at impalaen er repræsenteret ved talrige bestande over store dele af kontinentet.

Impalaerne har for øvrigt en ret pudsig vane, som er temmelig unik for antiloper. De fjerner parasitter hos hinanden på steder, som er svære at nå. Det gælder altså specielt hoved, hals og nakke. Hos mange andre dyr som giraf, næsehorn og flodhest løses parasitproblemet af den lille fugl, oksepikker, der kan fjerne op til 400 parasitter dagligt. Men impalaen har altså udviklet en anden teknik, der er baseret på en hidtil uset gensidighed. Vi kalder de for reciprok altruisme, som er en adfærd, der udføres for at hjælpe et andet individ, hvor udøveren ikke nødvendigvis får gengældt sin indsats med det samme. På sigt udlignes indsatsen, da udøveren selv vil modtage hjælp på et andet tidspunkt, men ikke nødvendigvis af samme dyr. Det er en yderst besynderlig adfærd, som vi ikke helt forstår rækkevidden af, fordi den ikke er genetisk betinget.

Teorien om reciprok altruisme – det er nemlig kun en teori - indikerer, at dyrene har hukommelse og kan genkende individer, de har mødt før. Vi vil ikke forvente, at et individ vil udvise altruistisk adfærd overfor et andet, hvis de ikke mødes igen, da dette ville betyde, at giver ikke kunne få gengældt handlingen. Derfor forventes denne form for reciprok altruisme kun at findes hos dyr, der lever sammen i lange perioder. Herved kan dyrene også genkende og straffe snydere. Snydere kan eksempelvis blive straffet, ved ikke at modtage hjælp, og vil på denne måde blive selekteret fra.

Fugleflugt - Dag 9

2010-10-14T09:12:00.004+02:00

Gribbene har travlt omkring ligene langs Mara floden. Der er nok at æde, og arbejdet for føden kan minimeres, men natten skal tilbringes i træernes sikkerhed. Hver morgen sidder de store gribbe i træerne og venter på solen og de varme opvinde, der skal bringe dem tilbage til ådslerne uden yderligere energiforbrug. Mange af savannens store fugle som gribbe, rovfugle og storke udnytter de varierede termiske forhold til en gratis svævetur. Når solen varmer jorden, opvarmer den luften, der udvider sig og stiger til vejrs. Fuglene slår de stor vinger ud, hopper ud i luftstrømmen, og bæres opad. I reglen cirkulerer fuglene opad, og vinder et stykke pr. omdrejning, men på et tidspunkt stopper festen i de koldere luftlag. Herfra kan de bevæge sig i en ønsket retning ved at gå over til glideflugt. Vingerne trækkes lidt ind, fuglen falder lidt i højde, men farten accelererer voldsomt. Nogle høge og falke bruger denne fart til at dræbe eller gribe byttet i luften, mens vore gribbe og marabustorke glider ind i en ny varmestrøm og finder tilbage til ådslerne.

Mange fuglearter har forskellige smarte teknikker til at udnytte vind og varmeskel til at nedbringe energiforbruget til minimum. En del havfugle som stormfugle (eksempelvis albatrosser) benytter sig af vindforskellen mellem bølgernes læside og vindside. De glider ned i læ bag bølgen og drejer op i vinden over bølgetoppen, hvor de accelererer voldsomt og vinder højde. Og så forfra igen.

Selvom vi ser en del Albatrosser omkring Karen Blixen Camp, er der ikke så mange havfugle imellem, men til gengæld har vi megen glæde af den smukke ellekrage med det farvestrålende lilla bryst. Hunnerne sidder ofte på en gren og venter på hannerne kurtiserer med et saftigt insekt. De hører til fuglefamilien med det velvalgte engelske navn ”rollers”. Fuglene ruller nemlig rundt i luften. De stiger opad i høj fart, klapper vingerne sammen og lader sig falde. Når farten er tilstrækkelig høj slår de vingerne ud igen, drejer af og stiger med den optjente energi indtil momentum osv.

Fuglene skal spare på energien. Hvad der er sparet er tjent. Jo mindre energi de skal bruge til flyvning, desto mindre fødemængde behøver de indtage; og desto mindre behøver de flyve for at lede efter føde. Den gode cirkel er soleklar. Alle fugle, der er dygtige til at minimere energiforbruget, klarer sig bedre end andre og får mere afkom, der klarer sig bedre end andre osv.

Det er måske ikke så dumt, når mange mennesker i denne tid bruger rigtig megen energi på at minimere deres energiforbrug.

Verdenskrigen i trætoppene - Dag 8

2010-10-12T11:06:00.003+02:00

En lille naturvandring omkring Karen Blixen Camp bød ikke på så meget vildt, om end vi så gnuer, zebraer og topi-antiloper på afstand. Så jeg brugte lejligheden til at kigge på træer, planter, gødning, kranier og den lille historie som kommer nedenfor, som jeg i et anfald af akut dovenskab har sakset fra min bog, der udkommer efter jul.

Fra bogen ”I begyndelsen var Afrika”

Samarbejdet mellem den lille cocktailmyre og den spinkle akacie, der kaldes fløjtetorn eller galtorn, er ganske spektakulært. Akaciens torne har en stærk, genetisk tendens til at udvikle nogle store runde galler, som myrerne bider hul i og bebor. Myrerne er nogle arrige spektakler, der angriber alt, som kommer i nærheden af træet. Kan de ikke få fat med deres ekstreme kindbakker, oversprøjtes den indtrængende med gift. Myrerne yder således træet en god beskyttelse mod bladspisende vildt, hvoraf de langt fleste helt undgår myrebefængte træer. Til gengæld kvitterer træet med lyse og venlige boliger samt mad. Træet producerer nemlig en næringsrig nektar gennem særlige kirtler alene beregnet på at dække myrernes behov. Rigtige galler dannes eller induceres af insekter, men hos fløjtetornen er der tale om en evolutionært udviklet genvariation.

Fløjtetornens evne til at danne galler stiger og falder med tilstedeværelsen af bladædere. Den kan både skrue op og ned for produktionen af galler og nektar, men det ikke er myrerne, der får træet til at sætte gang i produktion af galler og nektarkirtler, men udelukkende tilstedeværelsen af stort bladspisende vildt som giraf, kudu, impala og spidssnudet næsehorn. Myrerne kan ikke regne med nogen støtte fra træet, hvis ikke træet har brug for deres hjælp. Træet fungerer helt igennem rationelt, og sparer på energien til det yderste. Myrerne er imidlertid så fastlåst i deres adfærd, at de er tvunget til at blive i træerne og kæmpe for overlevelsen i trange tider uden store dyr i nærheden. Deres kolonier er komplekse samfund, hvor de enkelte galler har specialfunktioner som lagerrum, husdyrhold, rugerum og gravkammer. Når vinden farer gennem gallernes huller, fløjter træet, deraf navnet.
Fløjtetornen dominerer store områder med tilsyneladende veldrænet, tør jord, hvor de står med få meters afstand kun omgivet af græsser. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de ofte står i en jord, der kaldes sort bomuldsjord (Black Cotton), som bliver ekstremt våd og klistret i regntiden. Jorden er med andre ord ret uegnet til myretuer, der risikerer at falde sammen, derfor er mange arter flyttet ind i træerne, hvor vi nu ved, at tre andre arter kæmper om pladsen med den oprindelige cocktailmyre eller mimosemyre, der fortsat dominerer omkring 50 % af alle fløjtetorn. Det har udløst den rene myreverdenskrig.

Hvordan kan man vide, hvem der kom først blandt de fire arter? Hvem har det oprindelige ejerskab til træerne? Og hvem er indtrængende nazi’er i et velordnet, fredsommeligt samfund? Samarbejdet mellem træet og den oprindelige cocktailmyre, som vi her kalder for mimosemyre efter dens latinske navn, er det mest eksemplariske eller symbiotiske, hvor begge arter har gavn af samarbejdet uden væsentlige omkostninger. Tilpasningen er tydeligvis af ældre dato. En af de indtrængende arter benytter sig slet ikke af plantens tilbud om liflig nektar, men afgnaver og ødelægger derimod kirtlerne for at gøre planten mindre attraktiv for de nektarspisende arter. En anden gnaver blade og grene over for at standse træernes vækst, så der ikke dannes broer til andre træer og arter. Vækstcellerne fjerne og træernes vækst standses, samtidigt med at mange blade fjernes. Alt i alt sættes disse træer meget tilbage. Den sidste art formår ikke selv lave huler i gallerne, og holder derfor parasitære billearter som husdyr, for at disse kan udføre jobbet. Arter som i høj rad skader træet. Symbioseforholdet mellem træet og de øvrige myre arter er altså noget anstrengt, eller mindre udviklet, fordi de slider på træets trivsel. Man kan dog ikke udelukke, at de belastende myre arter, overordnet set, kan have en gavnlig effekt i forhold til helt at undvære dette forsvarsberedskab.

(Let bearbejdet afsnit fra bogen)

Næsehorn og vildtvandring i Masai Mara - Dag 7

2010-10-11T13:51:00.005+02:00

Dagen i dag har været fantastisk og kan næppe overgås. Dagen i forgårs var også enestående. I det hele taget byder safari på talrige enestående dage, der ikke kan overgås. Det er måske det særlige ved safari. Det lyder måske underligt og kan ikke umiddelbart forklares, man må selv se efter.

Dagen startede med et spidssnudet (sort) næsehorn med unge i Mara trekanten. En af Afrikas mest usædvanlige og sjældne oplevelser på disse breddegrader, hvor der kun er få tilbage i helt fri natur. Det relativt lille, massive næsehorn foretrækker livet i det tætte buskads, hvor det spiser blade i modsætning til det bredsnudede (hvide) næsehorn, der er udpræget græsæder. De to næsehorn konkurrerer ikke med hinanden. Afrikas vilde næsehorn er stadig udsatte, fordi mange horn ender som skaft på en stupid arabers dolk eller i en lige så stupid kinesisk eller japansk apotekers vindue. Besynderligt, at lidt smulder fra et næsehorn fortsat kan sælges som potensmiddel i 2010. Mon ikke den bedste investering i afrikansk naturbeskyttelse ville være indkøb af Viagra til slatne kinesere?

Hele vejen rundt om næsehornene bød naturen på pragtfulde scenerier som kæmpende hangiraffer, der sloges bravt med halsene slyngede om hinanden, mens de nikkede skaller; Store bøffel – og topiflokke med masser af kalve omgivet af kohejrer og oksepikkere. Vi måtte rive os løs til fordel for endnu en dag ved Marafloden og trækkende vildt.

Tusindvis af hvidskægget gnu var opmarcheret ved Serena overgangen, hvor de igen drillede tilskuerne ved at vandre frem og tilbage mellem vadestederne. I dag var det dog helt tydeligt, at bilerne generede dem og talrige gange stoppede bilkørslen en igangværende krydsning. På et tidspunkt holdt bilerne så tæt på overgangsstedet, at de våde gnuer måtte komme op fra foden mellem bilerne. Resultatet var, at zebrafamilier blev splittet, og gnu kalvene mistede forbindelsen til mødrene. Mange måtte krydse den farlige flod flere gange for at blive forenet. Et unødvendigt ekstra drama.

Hver dag ryger mange tusinde gnuer over, og jeg tror ikke helt på min spådom om, at vandringen holder helt til november. Trods regn kommer græsset for langsomt op – eller også ædes det for hurtigt af køer – og så er der jo ingen grund til at blive hængende. Meget tyder desværre på, at vi har overskredet den grænse, hvor mennesker og vildt kan leve i fordragelighed, og man får den kætterske tanke, at Masai Mara måske ikke skal være et fantastisk naturområde i al fremtid. Det står ingen steder skrevet, at verdens naturområder skal eller vil bevares for eftertiden. Det er noget, vi skal beslutte og arbejde for. Det giver ikke sig selv.

På hjemturen blev himmelen sort, men oplyst af den nedgående sol, så vi fik lige en ekstra time med fantastisk lys over løver, giraffer, krontraner og meget mere inden kæmpehagl satte en stopper for festlighederne.

Vildtvandring på Skeletkysten - Dag 6

2010-10-08T13:31:00.005+02:00

Masai Mara

Gnuer, zebraer og Thomsons gazeller er på vej tilbage til Serengeti. Næsten hver dag springer en gruppe vandrende vildt ned i Maraflodens farlige vand, der i år strømmer med stor hastighed. Vi kører langs Musiara-sumpene, hvor tusindvis af gnuer ses på højdedragene mod syd. Der er ikke meget aktivitet, og vores forventninger daler. Et par små zebrafamilier ved Maraflodens populæreste krydsningssted får ikke forventningerne til at stige. Hvor er gnuerne? De skulle jo stå her i massevis?

Vi bumler rundt på Maraflodens utilgængelige bredder. Strækningen burde døbes ”Skeletkysten” for hundreder af halvfordærvede dyrekroppe ligger og skvulper i vandkanten, hvor endnu flere gribbe og marabustorke kæmper om de sørgelige rester. Der er hård kamp om skindstumperne, og de gribbe, som ikke er hurtige nok, risikerer et hak i tuden. Marabustorkene holder sig fortrinsvist i baggrunden og snupper de kæmpendes tabte rester. En nilvaran passerer forbi. Der måske en godbid til den. Den er i hvert fald ret ligeglad med os.

Pludselig begynder de andre safaribiler at køre. En lille flok gnuer med et par zebraer i spidsen har i al diskretion samlet sig bag os. Støvet hvirvles op. Alle biler har travlt med at komme først. Her er heldigvis ikke så mange biler, men nok til, at vi må kæmpe om pladsen. Balladen forstyrrer imidlertid vandrefuglene, der vender om og forsøger at snige sig ubemærket bag om os til det andet vadested. Men bilerne bakker og kører i al hast de 50 meter til det modsatte udkigspunkt, men denne gang er vildtet tilsyneladende mere beslutsomt, og snart hopper de første gnuer i vandet.

Linjen af svømmende dyr når efter få øjeblikke den modsatte bred, hvor tre kæmpekrokodiller venter på frokosten. De virker sløve og mætte. Maverne er fyldte, og de er nødt til at fordøje det forrige måltid, før der er plads til mere. Gnuerne skræver over krokodillerne, der ikke rører sig, men snart tager dræbeinstinktet over, og en krokodille glider i vandet, hvor den snupper en kalv i første hug. Den kan næsten have hele byttet i munden. Der er åbenbart plads til mere i maverne, for de øvrige krokodiller glider også i vandet for at tage del i byttet. De tager fat i hver sin ende af byttet og ruller rundt, og kødstykkerne flyver bogstaveligt talt omkring. Krokodillerne puster og ruller rundt. Ligesom mange andre af savannens jægere er de bygget til hurtig og pludselig kraftudfoldelse, men mælkesyren hober sig hurtigt op, og dyret bliver træt og udmattet. En god jagt afsluttes hurtigt eller opgives.

I mellemtiden har zebraerne også sneget sig over floden. De plejer at komme først, men har for en gangs skyld ladet gnuerne bane vejen. Vandstanden er høj, og strømmen hurtig, men det ser ikke ud til at genere de trækkende dyr, der svømmer hastigt med hovedet lige over vandoverfladen. Det er helt anderledes end sidste år, hvor alle kunne vade over Marafloden.

Vi venter forgæves på næste bølge af trækkende dyr. Den trækker ud, og frokosten trækker i os.

Masai Mara

Karen Blixen Camp - Dag 5

2010-10-07T14:23:00.004+02:00

Masai Mara

En gevaldig byge lagde i dag en dæmper på vores eftermiddagssafari, der foregik indhyllet i tæpper og regnslag. Forinden havde vi dog nogle ganske enestående oplevelser i selve campen, hvor et stort plettet kattedyr defilerede lige forbi loungen, mans vi sad og kiggede på flodhestene. Hvad leoparden skulle her ved højlys dag, er svært at vide, men ikke desto mindre sker den slags i øjeblikket cirka en gang om ugen. Lidt senere strømmede talrige zebrafamilier til, og man kunne iagttage 10-12 stykker ad gangen drikke af Maraflodens grumsede vand. Uanset hvor mange zebraer man ser sammen, er de organiseret i små familier med en førerhingst og en førerhoppe samt en, to eller tre undergivne hopper og deres føl. Familien er yderst sjældent større. Mange zebraer på samme sted betyder altså mange familier, der ikke nødvendigvis koordinerer deres adfærd.

Så begyndte girafferne at dukke op, og de blev tilsyneladende ved og ved med at komme. På et tidspunkt talte jeg 30 inden for synsvidde, men der har nok været temmelig mange flere. Nogle drak af floden, mens andre stod og nippede til træerne. Hele sceneriet tog over en time. Ganske spektakulært. Det er sjældent at se så mange giraffer på en gang, men for et par dage siden så vi 14-15 stykker samlet på de åbne sletter. Giraffen menes ikke at have snærende familiebånd, bortset fra båndet mellem mor og kalv. En del adfærdsstudier peger på, at giraffer skifter rundt mellem grupperne inden for 24 timer. Men vi ved dog, at de kan se meget langt, og at de kan genkende hinanden på over ti kilometers afstand. Vi ved også, at de kommunikerer med hinanden via ørebevægelser, da ørets hvide bagside kan ses på lang afstand. Derfor forestiller denne blogskriver sig, at giraffer måske skal opfattes som hørende til bestemte klaner.

Impalaer ser vi dagligt. De står her mere eller mindre hele dagen, og det ser næsten ud som om, de har en fredsaftale omkring drikkeriet. De er organiseret ligesom hjorte med en dominerende han, der leder et ofte gigantisk harem af hunner med deres respektive unger. Når de store grupper kommer for at drikke, sker det ganske fredfyldt, mens grupper af ungkarle ser til. Hunnerne skal dog ikke langt væk, før den dominerende han må forsvare sin position over for ungkarlene. Hos impalaen har kun hannerne horn, i modsætning til andre antiloper, som lever på den åbne savanne, hvor også hunnerne har horn. Hos alle de antilopearter, som har deres naturlige levested i buskads, har hunnerne derimod ingen horn. Hvorfor det?

Antilopehannernes horn har et vigtigt formål i forhold til parringsrettigheder: De største horn giver i reglen de største parringsmuligheder. Både hanner og hunner bruger deres horn til forsvar, men i busklandskabet kan hornene være en hæmsko. De hænger fast i grenene og kan gøre det svært at flygte. Hvis forsvarsmulighederne alene skal vejes op imod flugtmulighederne, taber forsvaret. Derfor har hunnerne ikke horn. Men da hannerne har brug for deres horn til parringsrettigheder, beholder de hornene, også hvis de lever i det ugæstfri busklandskab. Men hvorfor har impalahunnen, der ofte ses på den åbne savanne, så ingen horn? Fordi den er generalist, undtagelsen der bekræfter reglen. Den spiser både græs og blade.

Karen Blixen Camp - Dag 3

2010-10-05T10:32:00.003+02:00

Masai Mara

Bag Karen Blixen Camps telte går en zebrafamilie. Et lille føl er slemt medtaget med blødende sår på benet og lange, dybe rifter på ryggen. Hannen har også fået en del skrammer. Tilsammen fortæller skaderne om et natligt hyæneangreb på føllet, som hannen er kommet til undsætning. Hannens vigtigste opgave er at forsvare sin familie og især afkommet, der jo repræsenterer videreførelsen af hans gener. Hannen er en dygtig og indædt forsvarer, men indimellem må en han lade livet. Jeg har flere gange set de sørgelige rester af en zebrahingst omgivet af den flygtede familien, som er vendt tilbage til dramaets centrum for at søge efter ham. Det er ikke sikkert, vi får fortsættelsen på dette drama, men i første omgang er alle overlevet, og vildt har en forbavsende evne til at komme sig.

Naturen er fuld af eksempler på, at forældre ofrer sig selv i kampen for afkommets overlevelse. Det er ganske almindeligt at fugle bruger sig selv som lokkemad for at fjerne rovdyrs opmærksomhed fra reden, ligesom bavianer ofrer sig selv til en angribende leopard for at beskytte klanen. Eller som her: at en zebrahingst danner front mod en angribende løveflok, mens hunner og føl bringer sig i sikkerhed. Det handler om at beskytte egne gener, men der er tillige en tendens til at understøtte gener i fjernere led (fætre/ kusiner). Det ses eksempelvis hos løver, hvor ungerne dier hos alle flokkens hunner, der næsten altid er tæt beslægtede. Der er dog en klar sammenhæng mellem den afgivne mængde mælk og gentætheden. Mødrene giver altid deres egne unger mest mælk. Når hunnen afgiver mælk til en niece, nevø eller barnebarn, som hun kun deler 25 procent gener med, må det altså ikke ske på bekostning af hendes egne ungers velbefindende. Det ville bryde med naturens regel om optimering af egne geners muligheder. Man må derfor konkludere, at systemet giver egne unger en større chance for at overleve, samtidig med at beslægtede genpuljer også hjælpes lidt på vej. Det er trods alt bedre end ingenting.

Vi kalder denne form for opofrelse altruisme, hvilket altså kan defineres som adfærd, der gavner andre individer, og derved nedsætter udøverens egne muligheder. Fra et evolutionsteoretisk eller darwinistisk synspunkt vil alle organismers primære adfærd være styret af driften til at sende flest muligt gener videre til næste generation, og man må derfor fortolke alle adfærdsmæssige forhold i lyset heraf. Al adfærd, der i almindelighed beskrives som opofrelse eller altruisme, er derfor i sidste instans selviske i forhold til det overordnede formål, nemlig at sikre egne geners overlevelse.

Billedet fra Leopard Gorge, hvor vi ikke så meget til leopard, men til gengæld var en lille zebrafamilie trængt ind for at nyde de lange urørte græsser.

Karen Blixen Camp - Dag 2

2010-10-04T13:21:00.004+02:00

Masai Mara

Mens vi sidder og kigger på en gammel hanelefant af den sjældne slags med rigtig lange stødtænder, kommer en lille elefantfamilie raskt imod os og gør ophold i en lille skovtykning, hvor de straks kaster sig over træerne. Vi kører hen for at kigge nærmere, og mens vi kører de få hundrede meter, dukker en eller måske to elefantgrupper mere op. Det er ikke helt klart, om de tilhører samme familie.

Vi er pludselig omgivet af elefanter til alle sider, omkring 30 fordelt på en eller to familier. De nøjes ikke med at æde, men i løbet af den næste time hilser og kæler de med hinanden, hviler under de mest skyggefulde træer, mens de helt små bogstavelig talt flader ud på jorden. Hilseritualerne er gentagne og omfattende, og de har resulteret i nedenstående billeder, hvor man kan se, hvordan de står hoved mod hoved og ruller snablerne rundt om hinanden og ind i hinandens mund. Yderst på snablen sidder deres to fingre med meget følsomme celler, der bruges til berøring understøttet af den enestående lugtesans, der samlet bringer de enkelte elefanter i yderst tæt kontakt med hinanden. De er alle beslægtede, alle kender hinanden særdeles godt, og de ses formentlig dagligt. Alligevel skal der føles på alle tangenter. Elefanternes møde er koordineret. De har sendt deres dybe brummelyde gennem luft og jord, signaleret og truffet aftaler med hinanden over lange afstande. Tæt beslægtede elefantgrupper – familier – står i tæt kontakt med hinanden livet igennem.

Desværre kan de ikke spise af græsset, der godt nok er grønt og saftigt, som jeg skrev i foregående blogindlæg, men det er gnavet alt for langt ned af gnuer, zebraer og især masai køer. Derfor vil de utvivlsomt følge andre af deres fæller og vandre mod højdedragene vest og nord herfor. Her møder de marker, afgrøder og agerdyrkere. Snart kan vi læse om elefanternes huseren og ødelæggende raids mod afgrøderne. Vi vil sandsynligvis få at vide, at elefanterne ikke vil blive i ”deres” reservat – de må være blevet for mange.

Elefanterne er nu ikke blevet flere, men landbruget rykker tættere og tættere på deres levesteder. Hvor der før var savanne og skov, er der nu marker. Vi indskrænker deres levesteder med raketfart og bruger ”deres” reservater som foder for kvæg. Det er svært at se elefanterne som årsag til problemerne. Spørgsmålet er vel egentlig, om vi vil tillade elefanterne at leve i vores verden. Menneskets personlige ejendom.

Tilbage i Karen Blixen Camp - Dag 1

2010-10-04T13:16:00.004+02:00

Mara North Conservancy/Masai Mara

Masai Mara ser helt anderledes ud end for et år siden. Forskellen er regn. Det meste af 2009 var karakteriseret ved tørke, men i 2010 har det til gengæld ikke skortet på regnens velsignelse. Det må vel snart konkluderes, at vi ikke ved noget som helst om regnmønstret i Masai Mara – hvis der da overhovedet er et mønster. Glem alle anbefalinger og statistikker. De holder ikke alligevel.

Alt er frodigt og grønt. Græsset er gnavet godt af, men det skyder så hurtigt, at store flokke af gnuer stadig står hele vejen langs Maras vestlige højderyg kaldet Oloololo. Hvorfor krydse grænsen tilbage til Tanzania, når der er rigeligt med friske forsyninger her? Regnen falder i små byger med få dages mellemrum og som regel i skumringen, hvor det ikke når at fordampe. Planterne har derfor fuld glæde af nedbøren, og skyder frem så hurtigt, som det afgnaves. Græsæderne har ideelle forhold. De åbne sletter er fyldt med næringsrigt græs, der samtidig er så lavt, at de kan holde et åbent øje med rovdyrene. Bedre fås det ikke fra gnuernes synspunkt.

Til gengæld er rovdyrenes liv blevet mere besværligt. De kan ikke komme tæt på byttet, og skulle det alligevel lykkes, er disse så velnærede og adrætte, at de ofte kan nå at stikke af. Forskellen fra sidste år er enorm. Gnukalvene har overlevet i enormt antal, de er store og stærke, så der er lagt op til en kæmpevandring i 2011.

Gnuvandringen 2010 er allerede godt i gang, og gnuerne må forventes at krydse Marafloden gennem hele oktober og muligvis ind i november. Fortsætter bygerne, vil en del af den vandrende bestand formentlig blive i Masai Mara som en del af den faste bestand, indtil nye tørkeperioder reducerer dem.

Karen Blixen Camps egen ”private” flodhesteflok klarede sig rimeligt igennem sidste års tørke, men kunne dog mærke presset, og pludselig var bestanden reduceret fra 55 til 35. En yngre han har snuppet sig en ny flok og fundet sit eget flodstykke. Bestanden var blevet for stor til græsningsarealet og regulerede derfor sig selv.
Alt er nu ikke lysegrønt, selvom græsset er grønt. Masai-kvæget tager også sin massive told af græsset, der således holdes så kort, at elefanterne ikke kan få fat i det. I morges så vi omkring 30 elefanter skøjte hen over deres foretrukne fødeemne og stoppe ved en gruppe små træer, der blev flået synder og sammen på en halv times tid. Problemet er ikke, at elefanterne ødelægger og spiser træerne, men at de nu også gør det i den periode, hvor de burde æde græs. Når elefanterne må ty til træer i de fødemæssigt mest attraktive perioder, vidner det om en kolossal ubalance, der på kort sigt kan være meget ødelæggende for hele områdets økologi.

Savannens nomader

2009-11-16T08:49:00.002+01:00

For 13–14.000 år siden fandt vi ud af, at det er noget smartere at dyrke jorden og tæmme vildtet, end henslumre en højst usikker tilværelse med daglig afhængighed af tilfældigt forekommende afgrøder og vildt. Siden har vi drevet dyrene rundt til gode, saftige græsgange med frisk drikkevand. Vi har udnyttet vor viden om naturen, årstiderne og vejret til at få det bedst mulige ud af situationen. Nogle af os blev kort sagt nomader eller beduiner, som der står i Bibelen. Kainitterne af Kains slægt blev agerbrugere, mens habilerne af Abels slægt blev hyrder (beduiner). Således udviklede menneskeslægten to nye livs strategier, der sikrede fødevareforsyningen på en ny og mere effektiv måde.

Tusinde , måske millioner, år før mennesket udviklede en del af savannens vildt egne former for nomadisme med nøjagtigt samme formål; at sikre vand og føde året rundt; at overvinde tørkens trængsler, ved simpelthen at bevæge sig derhen, hvor forsyningerne var mere rigelige. Som mennesket, har vildtet koncentreret sig om to markante strategier; nemlig den territoriale, hvor et bestemt prisværdigt område forsvares – ofte voldsomt - mod konkurrenter og så den mere eller mindre konstante vandring.

Vort kendskab til disse vandringsstrategier et stadig begrænset, bortset fra de meget iøjefaldende, som eksempelvis den store vildtvandring i Østafrika. Flere steder i Afrika vandrer relativt store elefant klaner i relativt faste årlige cykler, hvilket vi eksempelvis kender fra Tarengire i Tanzania og fra det nordlige Mali og Tchad, hvor årstiderne er meget varierede. Langt de fleste elefanter har deres egne komplicerede systemer, der tilmed er individuelt bestemt fra gruppe til gruppe. De dygtige lederhunner lærer livet igennem og overgiver viden til næste generation. De kender ikke alene årstiderne, naturens mere eller mindre faste cykler, urter og frugters modning, men de forstår også naturens mere ujævne variationer og tørker, og har højt udviklede strategier for nødsituationerne, på samme måde som vore dages kvægnomader.

Man kan ikke opholde sig i længere tid på savannen uden at bemærke svingningerne i de forskellige populationer. Arter som topi, eland og kongoni (koantilobe)vandrer ikke sammen med de øvrige trækkende arter, og dog varierer bestandene efter komplicerede mønstre, der ikke er helt klarlagte. Det gælder i øvrigt også en del fuglearter, der ikke er typiske trækfugle.

Den store vildtvandring (se i øvrigt denne blog fra juli 09) er selvfølgelig noget af det mest spektakulære, hvor gnu, zebra og thomsom gazelle trækker i hundred tusindvis mellem Serengeti og Masai Mara, men hvordan fandt de på det? Der er nogenlunde enighed om, at gnuerne er den initierende kraft, der trækker de øvrige med, men i modsætning til elefanten udviser den ingen større tankevirksomhed, familie- eller flok sammenhørighed. Gnuen opfattes som et primitivt dyr, hvor der kun er et stærkt bånd mellem moder og kalv, mens flokkene er fuldstændigt tilfældigt sammensatte og forandres efter tilfældige mønstre fra time til time. Der er ingen ledelse eller overordnet forsvar, og det handler tilsyneladende kun om, at være flest muligt samlet, således at det enkelte individs overlevelseschancer forbedres statistisk. Alligevel er de lige så succesfulde nomader som elefanter og mennesker?

Gnuerne lever både som nomader og residente i mange områder af Serengeti og Mara. I de fleste områder i det Vestlige Masai Mara, er der græs året rundt og dermed også bofaste gnuer, men de migrerende arter kælver i et stort græsområde i det sydlige Serengeti omkring Ndutu og Sertonera samtidig med sommerregnen. Bygerne kommer med regelmæssige mellemrum over en 4 måneders periode, hvor græsset gror lige så hurtigt, som det ædes. Når regnen er ophørt, og der ikke er mere vand i jorden, holder græsset op med at gro. Hvis alt vildtet blev i området, ville der formentlig kun være føde nok til en tiendedel af bestanden. Man kan derfor konkludere, at vildtet simpelthen følger græstæppet og gnaver sig frem uden yderligere tankevirksomhed. Og dog er der et mønster – broget, men det er der - Hvis der er meget regn i Masai Mara, bliver de længere, og noget tyder på, at flere bliver hængende tilbage og sparer sig fra turen tilbage. Noget tyder også på, at grundstoffet fosfor spiller en særlig rolle for deres opbygning og fordøjelse, og at de i øvrigt kan lugte sig frem til fosforholdig føde. Det ses, at de går gennem friske grønne græsser for at komme frem til mere fosforholdig føde. Græsserne i det sydlige Serengeti er netop meget fosforholdige, så sammenhængen skulle være ganske klar.

Noget vildt er altså udstyret med et tankesystem, der sætter dem i stand til selv at lære og udnytte de naturgivne forudsætninger, mens andre er udstyret med instinkter og sanser, der spiller sammen på en lige så effektiv måde, men kan man på denne baggrund konkludere, at hjernen er generelt over vurderet?

Regn over KBC og et sidespring til Sydafrika og sjældne dyr

2009-11-10T16:41:00.004+01:00

Så kom regnen endelig over Karen Blixen Camp. En gevaldig regnstorm sent på eftermiddagen blev fulgt op med regn natten igennem. I alt omkring 47 mm nedbør, og dermed mere end rigeligt til, at Mara North Conservancy vil blive dækket af et tykt, smukt og meget grønt græstæppe de kommende måneder. På savannen er der en ligefrem proportional sammenhæng mellem nedbørsmængden og primærproduktionen. Dobbelt så meget regn giver almindeligvis dobbelt så meget græs. Forbeholdet skyldes, at regnen kan være så kraftig, at noget simpelthen når at løbe af. Det svækkede vildt vil genvinde kræfterne på få uger; de fleste flodheste og bøfler og impalaer overlever også i denne omgang. For rovdyrenes vedkommende er ferien forbi, de skal igen på hårdt arbejde for at nedlægge et stykke vildt. Den stærkeste og sundeste løve, leopard eller hyæne vil fortsat have svært ved at nedlægge den stærkeste og sundeste antilope, og således sikres savannens dynamik.

Vi kan nu se frem til en højsommer med masser af græs og grønne træer, mange overlevende dyrebørn og en gennemgående sund og rigelig vildtbestand omkring KBC. Muligheden for en svag El Nino kaster dog en lille skygge over glæden, men indtil videre er der ikke blevet meget af den skygge.

Herunder ser man nogle af Afrikas sjældneste dyr, som er taget i denne uge i et privat reservat i Sydafrika. Det er henholdsvis den brogede antilope bontebok, beslægtet med Maras topi og bjergzebraen, der trods den typiske stribede tegning er noget fjernere beslægtet med den almindelige zebra (burchells), end man ellers skulle tro. Bjergzebraen har faktisk kun 32 kromosomer mod den almindelige zebras 44, selvom de begge er udviklet fra samme stamfar, der levede for kun 2 millioner år siden på Nordamerikas prærie. Disse prægtige stykker vildt ville efter alt at dømme være udryddet for længe siden, hvis behjertede sjæle ikke havde reddet de sidste få individer i allersidste øjeblik og startet et opdræt i en lang række private reservater. I dag lever små sunde populationer overalt i det sydlige Afrika, men fortsat udelukkende under kontrollerede forhold. Arterne er reddet for eftertiden, hvilket også gælder arter som den sorte gnu og det hvide næsehorn. Sidstnævnte har endda udviklet sig så godt, at de igen spredes til nationalparker og reservater rundt i hele Afrika og herunder Masai Mara.

Endelig er der et mere kontroversielt billede af en sort impala, der stolt blev vist frem ved samme lejlighed. Den heldige ejer har brugt megen tid på at pille de mørkeste individer ud, krydse dem med hinanden, indtil man endelig havde et individ med en massiv melaninproduktion i de yderste hudlag. Altså en sort impala, der nu indbringer 165.000 Rand på auktioner (omkring 100.000 kr.). En sort impala ville næppe klare sig i fri natur i mange døgn. Alle rovdyr har et glimrende sort-hvid syn, og vil givetvis pille disse eksemplarer ud med det samme. Hvad skal vi så med dem? De har nogenlunde samme funktion som en hvid tiger eller løve, der trives bedst i et cirkus. Hvem gider drage ud i naturen for at komme i cirkus?

Der har altid været megen fokus på beskyttelse af udryddelsestruede pattedyr. Jo større og mere spektakulære arter desto større anstrengelser, men hvad gør den ene art mere værdifuld end den anden? Hvorfor er en bontebok mere interessant end en løvfrø eller en soldug? Biologisk set er der intet at foretrække ved en art frem for en anden, men det er langt vanskeligere at beskytte mange arter end enkelte arter. Bontebok, zebra, gnu og næsehorn kan man spærre inde og fodre med lige præcist den rigtige næringssammensætning, men planter, svampe, krybdyr, padder, insekter og fugle ofte kræver komplekse forhold, som vi ikke altid kender til bunds. Komplekse forhold, der er karakteristiske for deres oprindelige levesteder, og derfor er der i dag mere fokus på beskyttelse af levesteder eller fredning af biodiversiteten, som det hedder i fagsproget.

Hvis man freder en elefant i sine naturlige omgivelser, bevarer man også de skarnbasser, der lever af dens gødning; de mangustere, der spiser skarnbasserne i gødningen, de rovfugle der spiser mangusterne; de træer, der kun kan spire, når frøene har været igennem en elefantmave; alle de dyr og fugle, der lever af træernes blade og frugter; de tæger der suger elefantens blod; de oksepikkere, der spiser tægerne på elefantens hud osv. Vi kan nemmere undvære en enkelt art end et levested.

De fleste organisationer vælger fortsat at sætte fokus på spektakulære, truede arter som elefant, næsehorn, tiger og isbjørn, fordi det er meget nemmere at forklare end noget så svært som naturens mangfoldighed. Det er måske også nemmere at skaffe penge til babysæler med store øjne, selvom disse trives ganske udmærket, end til diversitet.

Når man kigger bagud på de forgangne års argumentation for at bevare levesteder( =naturens mangfoldighed = biodiversitet), har disse været præget af to grundsyn; naturromantik og kræmmermentalitet.

Mennesket har godt af noget oprindelig natur, der virker beroligende og måske er det også sundt for øjnene. Hvis man nu godt kan lide at gå tur i en vel friseret park? Hvad skal man så med naturen, det billige skidt?

Den anden del af argumentationen handler om, at de mange arters forskellige gener rummer uanede muligheder for menneskelig udnyttelse. Der ligger en åben guldmine for driftige folk, der kan udvikle alskens mirakelkure mod samtlige menneskelige skavanker, mugfri jordbær og varmebestandige isterninger.

Naturens mangfoldighed er et resultat af 4,5 milliarder års udvikling. Arter er udviklet og forsvundet igen, nye er dukket op og herunder mennesket. Mennesket dukkede op, da der lige præcis blev plads til det. Rundt om mennesket indrettede de andre arter sig efter den nye arts tilstedeværelse, som det er sket talrige gange før. Naturen omkring os er altså en forudsætning for vor eksistens. Det modsatte er langt fra tilfældet. Naturen har ingen speciel brug for mennesket. Vor niche kan erstattes af andet, og systemet kører ufortrødent videre. Spørgsmålet er: ”Hvor mange arter kan vi undvære?” Hvornår har vi fjernet så mange arter fra naturen, at systemet bryder sammen? Det minder meget om CO2 spørgsmålet, og svaret er det samme: Vi ved det ikke?

Aber Dabei

2009-11-03T21:56:00.002+01:00

Hver eneste uge ser vi mange bavianer langs Mara floden overfor KBC. De kommer for at drikke vand og slikke salt på den bare jord. Fordampningen er så høj, at næringssaltene trækkes med op til overfladen og er let tilgængelig i områder uden græs. Vi kan se dem vandre langs vandkanten ofte med unger på ryggen. Det ser ud til, at de smarte aber drikker i ly af flodhestene, der ligger som en beskyttende bræmme overfor eventuelle krokodiller på jagt efter en varm abe.
Sommetider ser vi også de små marekatte, men ingen af dem kommer helt nær KBC, fordi vi fra starten har frabedt os selskabet. Belært af andres erfaringer sørger vi for, at der ikke er noget spiseligt tilgængelig for aberne. Ikke en enkelt appelsinskal smides ud. Når først aberne har lært, at der er noget at hente ”raider” de simpelthen stedet. De lærer at åbne døre, vinduer og lynlåse, at gå i folks tasker og udvikler sig til sande eksperter i tricktyveri. De lærer at skelne rædselsslagne turister fra farlige afrikanere og snart udvikler de en ubehagelig, truende adfærd, der langt overgår en utrænet angrebshund. Derfor har vi ingen aber i Karen Blixen Camp.

I Kenya ser vi mest den såkaldte ”Olive Baboon”, der er betydeligt større end Tanzanias ”Yellow Baboon” med gylden mave og længere lemmer. Bavianernes hulemandsagtige dybtligende øjne skyldes tykke, kraftige øjenbrynsknogler, som beskytter øjnene. Bavianerne er faktisk udpræget vegetariske og spiser meget græs. Så længe Maras græsser er grønne og saftige udgør de formentlig mere end 50 % af føden, men blomster og frø samt rødder og jordstængler indgår også når græsset guldner og taber næringsværdien.
Alle aber elsker frugt, og kommer de i nærheden af søde saftige frugter fyldes kindposen, der er lige så stor som maven – så kan man jo altid tygge det igennem senere. I praksis er de dog nærmest altædende og ligner således også mennesket på dette område. Forleden så vi en stor enlig han komme gående mod brakvandet nær Musiara Gate. Han var helt oversmurt af blod og havde tydeligvis, sat et større kødmåltid til livs. Der er mange eksempler på, at især større hanner udvikler en jagtteknik og nedlægger eksempelvis mindre antiloper på egen hånd. Nogle klaner udvikler kollektive jagtteknikker, hvor hannerne omkredser og dræber vildt som antiloper, harer, klippegrævlinge og andre mindre dyr. Andre flokke udvikler teknikker, hvor hele flokken; hanner, hunner og unger deltager i jagten. De kan også finde på at stjæle maden fra rovdyr. Selv en leopard, der har bavian på hovedmenukortet kan frygte en større flok hanner.
Alt tyder på, at familierne eller klanerne udvikler sig meget forskelligt og har mange forskellige fødeemner på programmet.
Man skal ikke tage noget for givet.

Troppen eller klanen består af 30–150 aber og en sjælden gang mere. Der vil normalt være 2-3 gange så mange hunner som hanner, der alle kender hinanden grundigt og lærer af hinanden. Troppen består af mindre familier, hvor hunnerne er grundstammen. Hunner, der er vokset op sammen får en meget tæt sammenhørighed, der holder hele livet. Hun gruppen suppleres i reglen af en enkelt han eller et par stykker med en lidt løsere tilknytning. Tre generationer kan ofte ses sammen og afkom af hunkøn bliver normalt i familien resten af livet. Familiegruppen spiser og sover oftest sammen i samme træ og forbliver inden for synsvidde af hinanden. Hannerne er løsere tilknyttet, ofte forlader de troppen og søger over i en ny. Specielt de lavest rangerende, der på denne måde kan opnå en højere statue i en anden klan. Det tager tid at blive accepteret af en ny klan. I begyndelsen holder de sig i periferien og kommer tættere og tættere på. Såfremt de accepteres forsøger den indtrængende han at komme i nærmere kontakt med en hun og får måske lov til at soignere hende gennem nogle uger. Langsomt accepteres tilstedeværelsen, og samtidigt bygges et nærmere bånd mellem han og hun, der er af venskabelig karakter. Sex er noget helt andet, det gør man bare.
Første ægløsning kommer i 4 års alderen, hvor den lyserøde hud under halen vises frem til hannerne. Graviditeten tager 6 måneder. Først sidder den nyfødte unge på maven, men efter 5 uger kan den ride på ryggen. Hele gruppen er dybt interesserede i nyfødte, der får ekstrem opmærksomhed fra alle. Kommunikationen er meget omfattende med lyde, øjenbryn der løftes, klappen med munden osv. Kropssproget er tillige højtudviklet.

Da man for en del år siden fastslog, at det menneskelige genom (arvemasse) næsten er identisk med chimpansernes indenfor et par procent, begyndte vi for alvor at spekulere over forskelle og ligheder. Den genetiske forskel er identisk med den udvikling, mennesket har gennemgået siden, vi skiltes fra abelinjen for omkring 4,5 til 5 millioner år siden. Den er altså ikke specielt stor, når man måler i procent. Forskellen er imidlertid større end man umiddelbart skulle tro, fordi generne ikke er ”ligeværdige”. Nogle gener bestemmer nemlig over andre gener. Vi kalder disse gener for regulatorgener, fordi de regulerer andre geners udtryk. Et klassisk eksempel er genet for det mandlige kønshormon testosteron. Hvis det kun udtrykkes i begrænset form, bliver fosteret til en pige, og kommer der lidt mere af det, bliver fosteret til et drengebarn. Forskellen mellem dreng og pige, mand og kvinde ligger altså i, hvordan et gen reguleres. Det er dog noget af en forskel.
I dag har vi fundet flere eksempler på, at ens gener udtrykkes forskelligt hos henholdsvis mennesker og chimpanser. Det gælder eksempelvis genet der regulerer endorphiner, som kroppens smertedæmpende stoffer, der har indflydelse på indlæring og social tilpasning.

Karen Blixen Camp, Masai Mara

2009-11-02T07:05:00.002+01:00

Status 30.Oktober 2009

Otte store, brune rovørne har samlet sig på jorden, og vi kører nærmere for at se, hvad de foretager sig. Lidt tættere på, opdager vi, at de ikke er alene, men sammen med en masse mindre fugle som glansstær, ellekrage, tornskade og gråbrun myrepikker er i fuld gang med at guffe proteinrige, vingede termitter i sig. Det er et godt varsel om regn. Når en længere tørtid afløses af regn, sender termitboerne de ny generationer ud på eventyr for at etablere nye samfund. De er udstyret med små vinger, der med vindens hjælp gerne skulle sprede dem mest muligt, for flyve kan de ikke. For langt de flestes vedkommende ender eventyret ikke med parring og nyt bo, men derimod i maven på talrige dyr, fugle og mennesker. Pokot folket i Vestkenya rister termitterne og gemmer lækkerierne i kalabasser, hvor de udgør folkets vigtigste proteinkilde.

De heldige termitter bider vingerne af i en fart, gemmer sig i græsset og tilkalder en partner ved at stampe i jorden. Det er dog ikke helt nemt for os at registrerer denne vældige gungren, men på den anden side kan vi jo heller ikke høre elefanternes lavfrekvente smalltalk, selvom den faktisk er på 70 Decibel, hvilket svarer nogenlunde til lyden fra en jumbojet.

Termitternes aktivitet varsler regn. Måske registrerer de trykforandringer i luften, højere luftfugtighed eller noget helt tredje, men en kendsgerning er det; når termitterne flyver, bliver det regn.

I Karen Blixen Camp har vi dog endnu ikke fået noget regn bortset fra et par sparsomme dråber, der dårligt kan kaldes regn, men det ser ud til, at skyerne trækker mere og mere sammen. Der har været kraftige byger i Mara Triangel/Trans Mara, over Oloololo højderyggen bag os, og så vidt vi kan bedømme ved Talek. Optimismen breder sig. Regnen i Tanzania fik de sidste migranter til at trækker over Mara floden i forgårs, og i de seneste dage er de fortsat i lange rækker stik syd. Det har derfor været nogle fantastiske dage i Trans Mara, hvor gnu og zebra i titusindvis samler kræfter til den videre tur mod syd til Ndutu. Bygerne i grænseområdet mellem Mara og Serengeti kan sætte vandringen på stand by i en uge eller mere, men ellers må vi jo nok fastslå, at vandringseventyret i Mara er slut for denne gang.
Mens vi kigger efter regnen, er klokken blevet to minutter over tolv. Flere flodheste er døde, og de er trukket væk fra floden, så vi ikke generes af lugten. Flodheste ”planlægger” nedkomst i begyndelsen af regntiden i lighed med impala, men fordelen vendes til et fatalt problem, hvis regnen udebliver. Ti flodheste unger er dukket op de seneste par dage, og vi kan kun håbe, at mødrene har kræfter og mælk nok til at stå den næste uge igennem. Impalaerne flokkes i stort tal omkring KBC, og det meste af natten græsser de omkring teltene, men i går var det slut med freden, da en stor hyæneklan meldte sin ankomst. I timerne efter mørkets frembrud talte vi 20-25 hyæner luske omkring campen, og de har såmænd nok taget deres told af antiloperne i nattens løb.

Får vi regn inden for de nærmeste dage, vokser græsset hurtigt op, og i løbet af en uge eller to vil de residente arter trække sammen langs højderygge i det vestlige Mara, og vi kan se vinteren eller rettere sommeren fortrøstningsfyldt i møde.

Karen Blixen Camp

2009-10-28T22:20:00.005+01:00

Om træer, fældning og miljø

Der findes efterhånden mange undersøgelser, der viser, at Masai Maras træer forsvinder med lynets hast, men man behøver faktisk ikke så megen videnskab i denne sag; det er bare at åbne øjnene. I dag findes store åbne områder, hvor afstanden mellem træerne sagtens kan være over en kilometer, de buskede områder svinder ind til små øer i det åbne landskab, og galleriskovene langs vandløb bliver tyndere og tyndere uden egentligt høje træer. Således er Masai Mara meget anderledes i dag end for 25 år siden, hvor buskads og højere træer var et karakteristika. De sjældne hårde træsorter, der har været mange hundrede år undervejs, er stort set forsvundet og kun i Mara trekanten, ser man en stor population af den smukke ørkendadel.

I disse dage tager elefanterne en gevaldig told af træerne, således som de altid gør i tørkeperioder. Akacier bliver væltet om, barken afstribet og selv mellemstore grene med en diameter på over ti centimeter nedsvælges. Overalt står flåede træer og vidner om elefanternes hærgen, men det er trods alt naturens orden, og den positive side er åbenbar. Elefanterne bidrager væsentligt til savannens åbning, og skaber dermed nye muligheder for andre typiske græsædere. Hver gang et træ destrueres, får græsser og urter bedre vækstmuligheder, og disse sidstnævnte bidrager med langt den største biomasseproduktion. Græsser og urter udgør langt den vigtigste fødeproduktion på savannen, og således bidrager elefanternes destruktion af træer faktisk til at understøtte, ikke bare dens egen eksistens, men også en lang række andre arters eksistens.

Hvor er så problemet?

Man kan stille spørgsmålet; hvordan skal savannen se ud? Hvordan skal forholdet mellem træer og græsser være? Svaret er langtfra entydigt, fordi savannen er dynamisk – som al anden natur – og variationerne bølger gennem tiden. En del af Mara har efter al sandsynlighed engang været ren busksavanne med en masse tsetsefluer, der smittede alt kvæg med sovesyge (Nagana). Sidenhen har såvel masaier som elefanter åbnet landskabet ved afbrænding og destruktion. En anden del af Mara har været præget af de årlige vildtvandringer, der netop har skabt de mere åbne græsarealer, med gamle spredte træer, som har holdt på jordlaget. Alt i alt har disse omstændigheder skabt et meget varieret og vildtrigt landskab, som vi finder værd at bevare for eftertiden.

Mange høje træer i tæt bevoksede galleriskove i lavninger og langs floder, betyder levesteder for en masse planter og vildt, der spiller sammen med de åbne områder, og er med til at give det samlede økosystem en langt højere diversitet og dermed også en høj stabilitet. Økosystemets stabilitet betyder, at det bedre er i stand til at modstå naturkatastrofer, klimaforandringer og alle former for miljømæssige ændringer. Man kan sige, at systemet opretholder sig selv. Meget tyder på, at der er sammenhæng mellem regn og skov. Hvis skoven fældes, regner det mindre, og tørkeperioderne bliver længere og mere vedholdende. På den åbne savanne holder træerne på jorden, hindrer erosion og jordflugt. Alle savannens næringsstoffer ligger i de øverste jordlag (som følge af den høje fordampning), og hvis jordlaget først slides af og blæser væk, starter en irreversibel ødelæggelse, som man i øvrigt ser tusindvis af steder i Afrika.

Den igangværende træ destruktion er en alvorlig trussel mod landskabet. Den vigtigste årsag til problemet er menneskets afbrænding af træ. Lokalbefolkningen er vokset kraftigt, og forbruger derfor en stigende mængde brænde til madlavning og opvarmning, men den værste og mest ødelæggende destruktion kommer fra den massive turisme. De fleste store hoteller i Masai Mara bruger enorme mængder brænde til vandopvarmning. Alle deres vandtanke er forbundet med brændeovne, der stort set er i gang hver dag. Formelt hedder det, at vandtankene er sol opvarmet, med tilskud af brænde på overskyede dage. De anvendte tanker er imidlertid ikke solfangere, men blot almindelige tanke, der kun kan afgive varmt vand midt på en solrig eftermiddag. I årevis har lastbiler kørt rundt for at samle brænde, og i et enkelt stort område kan man se hundredvis af stubbe af sjældne ”hardwood” træer fældet af en enkelt lodge. I folkemunde er det Governors Place, efter den pågældende lodge.
I Karen Blixen Camp har vi derfor besluttet, at vandet skal opvarmes med individuelle gasbrændere, hvor man kun lige opvarmer den mængde vand, der bruges. Al anden energi kommer udelukkende fra solpaneler. Vi har desuden sat et stort genplantningsprojekt i gang. Vi har to mænd fuldt beskæftiget med at avle træer og udplante dem. I år udplanter vi 20.000 træer. Det er samtidigt lidt af et udviklingsprojekt, fordi vi mangler viden om, hvad der får træer til at spire og, hvordan deres vækst bedst understøttes. En del træer sætter kun frø hvert 5 – 10 år og nogle af disse skal igennem vildtmaver, afbrændes eller ligge i vand for at spire. Det er ikke helt nemt men spændende.

Alle billeder er taget i oktober 2009

Næsehorn, krybskytter og kvægtyve

2009-10-26T22:12:00.003+01:00

De fleste er glade for turen til Maras hvide næsehorn, selvom den delvise bevogtning kolliderer med ønsket om at opleve vildtet i frie og naturlige omgivelser. Det er imidlertid længe siden, Afrika har været fri natur, og vi må leve med de stadigt mere påtrængende kompromiser. Næsehornene er en gave fra Sydafrika, overrakt af Nelson Mandela, og gaver skal man jo passe på. En tidligere gave endte som skæfte på dolke i Yemen og potensmidler i Østen. Næsehornene nedkom med en unge i januar 2007, hvor Kofi Annan besøgte Kenya for at mægle i de daværende politiske stridigheder. Ungen viser sig at være et roligt og besindigt væsen, der nu lyder navnet Kofi Annan. Krybskytter har såmænd også forsøgt sig med disse næsehorn, men heldigvis havde et af de stolte dyr et horn i siden på de indtrængende, som forsøgte at save attributten af dyret. Det hvide eller rettere brednæsede (hedder det snude?) næsehorn trives godt mange steder, specielt i Sydafrika, hvor de fleste reservater eller vildtfarme efterhånden avler dem. Det siges, at de ikke hører til i Mara – at de aldrig har været her naturligt, men hvem ved i grunden det? Hvide næsehorn findes både syd og vest for Mara, og eksistensbetingelserne er ganske glimrende, så der er faktisk ingen grund til at tro, at de aldrig har været her.
Desværre er krybskytteri blevet mere udbredt i de seneste år. Elefanter forgiftes og stødtænderne fjernes. Der går næsten ikke en måned, hvor politiet ikke konfiskerer elfenben eller fanger smuglere. I Mara har vi efterhånden en del konkrete tilfælde, og man regner med, at der er røget en halv snes stykker på den konto gennem det sidste år.

Da man i 1991 forbød al handel med elfenben i hele verden, droppede prisen på elfenben til en tiendedel ”overnight”. Forinden var jagttrykket på elefanterne så kraftigt, at de selv fandt ind i de bedst beskyttede nationalparker, hvor vildbetjente ydede dem en vis beskyttelse. Tre måneder efter forbuddet begyndte elefanterne igen at sprede sig, som om de vidste at de var i sikkerhed. Diskussionen om forbud eller begrænset salg af kontrolleret elfenben bølger frem og tilbage. I Østafrika kæmper man for totalt forbud, der er det eneste, som har vist sig effektivt. Kontrolleret salg giver konsekvent anledning til krybskytteri, fordi nogle fifler med licenser og tilladelser. Da man på et tidspunkt diskuterede en kvotaordning, bad Somalia om en kvote på 14.000 elefanter, men deres totale bestand har aldrig været over 7000 og er formentligt langt, langt mindre. Hvad mon de skulle bruge den kvote til?

I det sydlige Afrika er man helt vild med nedskydning og salg af elfenben. Det hedder sig, at elfenben skal betale for elefanternes ødelæggelser af befolkningens afgrøder, og desuden mener man, at for mange elefanter ødelægger beplantningen. Der er simpelthen for mange elefanter i eksempelvis Kryger, lyder argumentet. Hvordan regner man det ud? Elefanterne ødelægger træer – især i tørtiden – det har de gjort i millioner af år, og vi ser det hver dag her i Masai Mara. På den måde åbner elefanterne savannen, skaber større græsarealer og dermed mere mad til sig selv og savannens mange antiloper, der fortrinsvis græsser på åbne arealer. De åbne arealer, er langt de mest produktive områder, og uden elefanterne ville de næppe eksistere. Kryger nationalpark er fyldt med tæt buskads og rummer derfor langt mindre vildt end eksempelvis Mara – Serengeti økosystemet. I slutningen af 1800 tallet begyndte europæiske lorder og andet godtfolk at valfarte til Kryger for at nedskyde elefanter og vinde guld og gods, hvis de ikke havde det i forvejen. De fik næste gjort kål på bestanden, inden den blev fredet. Dette er formentlig årsagen til, at Kryger ser ud som den gør det i dag, og man kan med rette spørge: hvad er egentlig Krygers rette udseende?

Mere tørke

Fra toppen af Mare kunne vi i går iagttage regnbyger i Western korridor” i Tanzania, så de sidste gnuer er formentlig trukket af sted med halen mellem benene for at æde løs af de friske grønne græsser, der vil skyde op i løbe af få dage. Det er også den vej masai krigerne er draget med Maras samlede kvægbestand, dog skulle de endnu ikke være krydset grænsen. Det forlyder nu, at de overfaldes af talrige sværtbevæbnede folk fra Tanzania, der - ind til videre - har stjålet mere end 200 stykker kvæg. Præcist, hvad der foregår, ved vi ikke, men det går garanteret ikke stille af.

Her har vi stadig ingen regn, og vildtet trækker sammen omkring Karen Blixen Camp, hvor vi stadig har lidt græs – ikke mindst det, vi selv vander – og let adgang til Mara flodens vand. Der er ingen tvivl om, at vildtets besøg vil intensiveres indtil der kommer regn og vandhullerne fyldes. Lige nu glæder vi os over den enorme vildtmængde, som vi kan se på 50 meters afstand, men medaljen har en bagside. Flodheste og bøfler taber sig. Man kan tydeligt se flodhestenes hofteben, og skindet er en anelse slunkent. Vor nabo camp er begyndt at fodre deres flodheste, men det ligner en Sisyfos opgave at skaffe vore 50 flodheste 2 tons frisk græs om dagen. Vildt der er i stand til at spise blade og udsøge sig den mest energirige føde, ser fortsat ud til at klare sig godt. Akacie træerne er meget grønne, men snart falder vandspejlet og bladene visner – mon dog ikke vi snart få en byge – indtil videre må vi nøjes med et par lyn hver aften.

Nu går den vilde jagt

2009-10-25T21:59:00.004+01:00

Vi oplever den ene fantastiske dag efter den anden i Karen Blixen Camp og Mara, hvor de fleste vandhuller er udtørret, og vildtet tvinges til at drikke af Marafloden. Den flade flodbrink overfor restauranten er en ren zoo. I de sidste to dage har store flokke vildt frekventeret flodbrinken dagen igennem. Vi taler her om bøffelflokke på over 50, 30 elefanter, 15 – 20 giraffer, 30 topier, og talrige vandbukke, zebraer, impalaer, vortesvin, bavianer og gnuer.

Gnuerne er stadig på vej tilbage over Marafloden til Tanzania, men græsset er stadig ikke grønnere på den anden side, så der venter dem nogle kummerlige dage. Nogle vælger da også at komme tilbage, så vi kan nok se frem til nogle spektakulære krydsninger nogle uger frem. I går blev sceneriet ved flodbrinken ødelagt af en støvsky, der pludselig hvirvlede frem mod de trækkende gnuer og landede på ryggen af en stor han. Det var såmænd en løvinde, der havde ligget i skyggen med fuld mave og fordøjet, men som altså ikke kunne modstå fristelsen, når så meget friskt kød defilerede forbi. Alle stirrede forbløffet på den uventede scene lige foran bilerne. Der gik flere sekunder før man hørte jublen forplante sig fra bil til bil. At se en løve snige sig ind på et dyr, følge den korte jagt og nedlæggelsen er ikke enhver beskåret, men ikke desto mindre, har vi set det to gange på 5 dage. Begge gange en hunløve, der alene nedlægger en fuldvoksen antilope (henholdsvis topi og gnu) med uhyre effektivitet.

Alle rovdyr nedlægger bytte i flæng i disse dage, der ligger næsten konsekvent bytte i nærheden af løve og leopard. Geparder og hyæner med fyldte maver hører til dagens orden og i går, så vi såmænd en stor bavian helt indsmurt i blod efter et godt måltid. Mange dyrebørn og svækket vildt gør jagten let. Det ser ikke ud til at nogen chancer lades uudnyttet, og det mest bemærkelsesværdige er, at hvert rovdyr selv tager affære uden at afvente klanens deltagelse i jagten. Jagtlykken må ligge tæt ved 100%, og dermed udfordres alle de faglige statistikker over vildtets jagtlykke, ifølge hvilken en enlig løves chancer for at nedlæge et bytte er omkring 15%. Det samme gælder geparden, der statistisk set skal ud i 10 opslidende jagter for at få et bytte. I de sidste mange måneder, har de levet godt og ubesværet af nyfødte thomson gazeller, og nu kan de skifte til impala unger, der er på vej i tusindvis. Statistikkerne siger naturligvis noget om forskellene i jagteffektiviteten mellem de enkelte arter og organisationen af den enkelte arts jagt (individ kontra gruppe), men gennemsnitsværdierne siger næppe meget om den konkrete situation i naturen, så man skal nok passe på med generaliseringer.

Efter gårdagens løvejagt, spredte de trækkende dyr sig meget, og flere forsøg på at krydse Mara floden løb ud i ingenting. Bortset fra en lille flok topier, der smuttede over på egen hånd efterfulgt af en halv zebrafamilie, der dog måtte tage turen tilbage, da resten af truppen ikke ville ende som krokodilleføde. Senere afsøgte vi det store græsområde mellem Governors Camp, Serena og Mara floden, men der var ikke meget at se fordi området er stærk domineret af det næringsfattige røde havregræs, som fortsat står urørt i høje tørre totter. Tilsyneladende forlader vildtet disse ret store områder af Mara, når de har taget alt det, der står mellem havren. Det kan være direkte farligt for mange arter, at spise næringsfattig føde, fordi det fylder maven, men giver for lidt næring, hvorefter vildtet taber sig og afkræftes. Man kan undre sig over, hvordan der er opstået så stort et vildtmæssigt ”ingenmandsland” på begge sider af Mara floden, som det migrerende vildt skal igennem for at komme til de gode græsser længere mod nord. Forklaringen skal nok søges i, at netop dette område er så hårdt eksponeret for græsning, når de store flokke kommer sultne sydfra. Efterhånden som de gode græsser er ædt væk, har de dårligere, uspiselige græsser fået bedre vilkår. Det bør undersøges, om dette forhold kan ændres ved afbrænding af havren, hvilket formentlig tidligere har været tilfældet, da Masaikvæget gik i området.

Tørke, masaier og masser af vildt

2009-10-22T22:20:00.004+02:00

Man kan naturligvis ikke glæde sig over tørke, når man ved, at det rammer en masse mennesker som en dødelig trussel. Men her i Masai Mara er det nu engang et eksistensvilkår, en uomgængelig del af naturens cyklus, som vildtet er tilpasset, og det er bestemt fascinerende at betragte, hvordan de vilde dyr klarer sig under denne udfordring.

Safarilivet er fortsat fantastisk. På få dage har vi oplevet gnu og zebra krydse Mara floden, 4 forskellige løvegrupper, to leoparder i hver sin ende af Mara, 3 geparder, en enorm bøffelflok med masser af kohejrer og oksepikker, mindst 50 vortesvin i familiegrupper med op til fem små grislinger i hver, masser af giraffer, flodheste, antiloper og såmænd også et af de sjældne løvedrab.

Masaierne vil allerede nu opleve 2009 som et tørkeår, måske slipper vi med den milde tørke, kalvedøden, men det ved vi ikke endnu. Kalvene ligger døde fra Marienda landsbyen til Musiara Gate og vidner om, hvilken vej de unge krigere er draget ud på ukendte eventyr med hele kvægflokken. De altædende geder er blevet tilbage og klarer sig med tørre grene, konservesdåser og en smule græs, men kvæget har ingen chance for at klare sig. Flokkene er blevet for store og kræver alt for meget på kort tid. Gennem kunstig udvælgelse har vi mennesker avlet tamme kvægracer, der giver glimrende kød og store mælkemængder, men evnen til at modstå tørke og mange naturligt forekommende sygdomme, er gået tabt under vejs. Gennem avl er vort kvæg blevet nogle svæklinge, der klarer sig skidt uden mennesket. De unge masaikrigere har hermed fået en chance for at vinde hæder og ære, som ikke er blevet andre til del i de sidste mange år, hvor nomadedelen af krigerlivet, er blevet afløst af en afslappende tilværelse med masser af mad og vand, der har reduceret arbejdet med kvæghold til næsten ingen ting. Nu er de på eventyr efter ukendte græsgange langt nede i Tanzania, hvor de følger de ældste anvisninger, baseret på overleveret viden og erfaring fra lignende situationer. Formår de unge morans at løse opgaven, måske stjæle lidt kvæg undervejs (en hæderkronet beskæftigelse), dræbe et par rovdyr eller måske ligefrem en kvægtyv, så vil hæderen ingen grænser kende, og der er lagt et solidt fundament for deres fremtidige status som ældste. Inden jeg svømmer helt over i romantiseringen af krigerlivet skal jeg lige tilføje vor campmanager, Martins, bemærkning til de mange vanskelige opgaver, som de selv skal løse: ”De tager sgu da bare mobiltelefonen!”. Det er nok ikke helt forkert.

Tørken volder størst problem for drøvtyggerne, der kun kan fylde mavesækken i begrænset omfang og må vente på, at den langsommelige fordøjelsesproces er tilendebragt, inden der kan fyldes mere på. Hvis energimængden i føden er ringere end arbejdet med at indtage den, er der altså et energiunderskud, som betyder, at dyret taber sig. Det ser ikke ud til at ske for eksempelvis zebra, der kan indtage store fødemængder, der køres løbende igennem fordøjelsessystemet, men også her gælder reglen om energibalancen. Vi ser slunkne og syge bøfler og flodheste, men også velnærede. Tørkens told rammer først og fremmest de svage individer - survival of the fittest – en enkelt flodhest var flygtet fra sit udtørrede vandhul og svedet op af solen i sin søgen efter et nyt vandhul. Vi er lidt bekymrede for vores flodheste i KBC. Der er ca. 50, hvilket betyder, at de har behov for to tons græs i døgnet, og vi kan ikke se, hvor de skal findes. Til gengæld har vi stadig så meget vand i Mara, at flodhestene kan ligge neddykkede, i den svale brune flod og vente på bedre tider.

Forleden aften snuppede en hunløve en stor, gravid topi antilope. Det er sjældent løverne får fat i den graciøse og vagtsomme antilope, der plejer at stille sig til rådighed som vagtmand for savannens øvrige vildt. Både topi og andre typiske antiloper fra den åbne savanne har ændret adfærd på grund af tørken. Mange antiloper har trukket ind i områder med små træer, hvor skyggen under træerne sikrer en anelse mere grønt græs. Vi ser også mange af dem omkring KBC og inde på området natten igennem, fordi vi vander med spildevand, og er efterhånden det eneste sted, hvor der er rigtig saftig græs. Antiloperne er ikke tilpasset disse områder, hvor de bliver et let bytte for rovdyr, der sniger sig ind på ofret. Det var nøjagtigt, hvad der skete med topi’en, men det var ret chokerende at se løvens effektivitet. 10 sekunders løb, bang, topi’en var nede og dræbt indenfor et minut. Vi taler ofte om Maras bløde løver, der er tilpasset små antiloper, og derfor ikke er specielt farlige – men det må komme an på en prøve. Respekten er ikke blevet mindre herfra.

Rovdyr har kronede dage. De mange svage byttedyr, der tilmed stiller sig fordelagtigt, gør livet let for alle rovdyr, der æder så det er en ren fornøjelse og tilmed nedlægger hvad som helst ved højlys dag. Gispende, fyldte løver, geparder og hyæner hører til dagens orden. I dag så vi en mæt hunløve, der ikke kunne undslå sig fra at nedlægge en stor gnu i middagsheden. Men heden blev for meget, så hun besluttede sig at slappe af i skyggen i stedet for at æde.

Giraffer og Darwin 2

2009-10-20T13:33:00.007+02:00

I august-bloggen skrev jeg om Darwin og de fysiologiske problemer, giraffen har overvundet i kampen for sin egen fødeniche højt over jorden. I denne måneds udgave af "Illustreret Videnskab" kan man læse en fremragende artikel om disse forhold med glimrende illustrationer af blodtryks- og kredsløbsproblematikken. Anskueligt og let forståeligt.
Redaktøren synes åbenbart, at hovedtemaet ikke er fyldigt nok og vælger så at referere andre videnskabelige arbejder, der til gengæld bliver mere sparsomt belyst.

Således nævnes en forskergruppe i Namibia, der har undersøgt giraffens spisevaner og konstateret, at giraffer ofte bøjer sig for at spise, hvilket ifølge I.V. får dem til at konkludere, at den evolutionære drivkraft bag giraffens lange hals ikke er fødenichen, men muligheden for sex. Den bemærkelsesværdige konklusion, skyldes at knoglerne i hannernes hoved vokser sig tykkere livet igennem, og kraniet opnår den formidable vægt af 20 kg. Når det tunge hoved anbringes på en lang hals, har giraffen et slagkraftigt våben, der flittigt brugs mod artsfæller af hankøn.

Argumentationen er ikke knivskarp. Hvorfor skulle hun giraffen udvikle en lang hals, hvis det kun er hannerne, der har brug for den. Den slags energispild er uhørt i naturen. De forholder sig nok således, som de fleste zoologer synes at mene, at halsen er udviklet med henblik på adgangen til en fødeniche uden konkurrence. En helt kolossal fordel. I takt med halsen er udviklet, og de fysiologiske udfordringer er mindsket, vil det være helt i tråd med evolutionslæren, at andre funktioner udvikles sideløbende som en slags side effekt. Giraffens hals vil udvikle sig lige præcist så længe, at den anvendte energi ikke kan bruges bedre på anden vis. Den dynamiske energioptimering betyder, at tusinde udviklingsprocesser griber ind i hinanden uden bestemt retning, og ingen processer afsluttes nogen sinde. Derfor kan man heller ikke tale om fuldkomne tilpasninger. Som den franske biolog og nobelprismodtager Francois Jacob udtrykker det, bør man omgå den naturlige udvælgelse med en vis forsigtighed, således, ”…at man ikke kommer til at opfatte naturen som en perfektion, som Guds skaberværk”. Det lader vi Linné om!

Men tilbage til Giraffens hals og spisevaner.
Jeg har studeret giraffer i Masai Mara og andre steder i 25 år, og den dag i dag vil jeg hævde, at kunne fastslå en girafs køn med 90 % sandsynlighed blot ved at iagttage spisevanerne. Hunnerne bukker sig generelt temmelig langt efter føden, mens hannerne oftest har helt eller delvis ret hals. Således konkurrerer kønnene ikke om føden. Blandt giraffens mere end 100 fødeemner er nogle mere foretrukne end andre. Et friskt akacieskud, hvor tornene stadig er grønne og bløde, vil afgjort være at foretrække for de fleste andre fødeemner uanset højden. Man skal jo huske på, at vi næppe selv ville stå på tæer for at plukke et rødt æble, hvis vi kan finde et i øjenhøjde, og specielt ikke hvis sidstnævnte æble er størst.
Giraffens lange hals betyder først og fremmest, at dens aktionsradius er større end alle andre dyr (bortset fra elefanten), og dermed er den i besiddelse af en kæmpefordel i kampen om føden. Heldigvis for giraf og andet vildt er livet ikke udelukkende en kamp. Lange stabile perioder med rigelige fødemængder giver også giraffen mulighed for at træffe fordelagtige valg som kompromis mellem fødeemnet og nakkens bøjning.
Alt på giraffen er udviklet med henblik på at kunne række højt. Udover halsen gælder det også ben, nakkehvirvler, hovedformform og tunge. Evolutionens drivkraft er 100 % rationel, og forekommer det ikke at være tilfældet, bør man overveje, om det ikke er én selv, der taget fejl.
Synet er et andet eksempel på en ”sideeffekt” af den lange hals. I modsætning til elefanterne og næsehornenes elendige syn, har giraffen udviklet et formidabelt ”rovfuglesyn”, der på toppen af den lange antenne giver giraffen et enestående overblik, der næsten umuliggør snigende angreb. Hvor elefanten har brugt energi på udvikling af snabel og tilsvarende udviklet lugtesansen, har giraffen altså satset på hals og syn. Logikken er slående. Giraffen har både udviklet evnen til at beskytte sig mod rovdyr og samtidig fået adgang til sin egen føde niche og dermed opfyldt de to væsentlige kriterier for at skubbe generne videre til næste generation. Så mangler vi bare parringen, og diskussionen om hvad, der kom først; hønen eller ægget!

Nye DNA undersøgelser af Afrikas giraffer har afsløret, hvad man kalder 6 destinktive arter. Hidtil har der været bred enighed om, at alle Afrikas giraffer var en og samme art og de mest destinktive blev regnet for underater som eksempelvis netgiraffen. De genetiske analyser viser, at Afrika har 6 forskellige populationer, der tilsyneladende har udviklet sig individuet i mere end 5000 år, og altså i den mellemliggende periode ikke har parret sig med hinanden. Herved er de i genetisk forstand kommet så langt fra hinanden, at man kan begynde at tale om forskellige arter. Spørgsmålet er, om det så også er egentlige arter eller blot underarter - i følge den gængse definition taler vi nemlig kun om forskellige arter, når de ikke kan parre sig med hinanden og få avledygtigt afkom. Det er ikke nok, at de tilsyneladende ikke blander sig med hinanden i naturen.

Hvis der er tale om forskellige arter, er det faktisk lidt af en sensation, fordi moderne dokumentation har vist at artsudviklingen sker gennem radiation/udstråling - det vil sige, at en art spreder sig i et større område og med tiden isoleres de enkelte populationer mere og mere, påvirkes af lokalmiljøet og tilpasser sig løbende til dette. Efterhånden bliver forskellighederne som omfattende, at vi må tale om nye arter. Der er masser af den slags eksempler i evolutionshistorien - mennesket blot for at nævne et enkelt - men de fleste ligger jo så langt tilbage, at dokumentationen bliver mindre konkret og anledning til voldsomme diskussioner. Selvom indicierne for artsudvikling hober sig op til monumentale højder, er der stadig en del der sætter spørgsmålstegn ved beviserne.

Disse billeder er taget i Masai Mara d. 20. oktober 2009 ca. kl. 17.00 og viser med al tydelighed giraffens varierede spisevaner. Det skal dog nævnes, at situationen ikke kan opfattes som typisk.

Mens vi venter på regnen

2009-10-20T13:10:00.004+02:00

Kenyas lange tørke ser ud til at være forbi. 10-11 måneders tørke giver enorme sultproblemer i store dele af landet, hvor alle afgrøder er brændt af og visnet. I forgårs så det ud til at være slut, da landet ramtes af skybrud. Det tørre Nordkenya flyder i vand og mange veje er ufremkommelige.
Masai Mara er dog stadig meget tør, faktisk har vi ikke oplevet så lang en tørke i mange år. Mara følger ikke det generelle regnsmønster. Vi plejer at få vand med jævne mellemrum året rundt, men altså ikke i år. Heldigvis ligger Karen Blixen Camp i et område, hvor mikroklimaet giver ekstra megen nebør. Den 300 meter høje Oloololo højderyg, der næsten kaster sin skygge over KBC holder på skyerne, og vi har fået lige akkurat vand nok til at holde lavningerne grønne. Højderyggen giver et 2-3 kilometer bredt bælte langs Maras vestlige grænse, hvor der stadig er lidt føde at hente. Der er tale om 60-70 kvadratkilometer, akkurat nok til at understøtte en bestand, der kan blomstre op og sprede sig, når forholdene bedres.

Havtemperaturen i Stillehavet er omkring en halv grad varmere end normalen, hvilket giver varsel om en lille til moderat El Nino effekt. Belært af tidligere El Nino år, ved vi at det betyder, usædvanligt megen regn i Kenya i de kommende måneder. Det er muligvis begyndelsen, vi så i søndags. En moderat El Nino vil også give mere regn i Masai Mara, hvilket betyder, at der er mere regn i hver byge, og perioden med ekstra hyppige byger vil være længere. Regnen kommer i relativt korte skyller, fortrinsvist sidst på dagen, men de enkelte byger vil være så kraftige, at vejene bliver vanskeligt passable på få minutter. Det vil kun være muligt at køre safari i terrængående biler.

El Nino vil betyde, at det bliver vanskeligere at køre i de vestlige områder, som også vil være vanskelige at nå frem til ad de gængse veje. Græsset vil vokse højt og i de områder, hvor der ikke er græssende kvæg (Mara Triangel/Trans Mara - områderne omkring Serena og Governors Camp) vil det stort set være umligt at finde vildt før næste migration i august 2010. Alt savannevildt vil stå i de nordvestlige områder og på Loita Plains.

Men lad os nu se hvad fremtiden byder...

Herunder følger et udvalg af billeder fra området omkring Karen Blixen Camp

Status, august 2009

2009-09-04T15:07:00.007+02:00

Endnu en fantastisk måned i Masai Mara.
Dokumenteret med en stribe billeder, der alle stammer fra august 2009 og er taget i området i og omkring Karen Blixen Camp (KBC) - klik her og se et slideshow

Kenya er præget af tørke, og i visse områder af landet nærmer katastrofen sig, men vi sætter vor lid til den ”lille regn” i november. Masai Mara har igen været heldig. Det har ikke regnet skomagerdrenge som i visse tidligere år, men vi har dog haft nogle solide eftermiddags- og aftenbyger, der har sat skub i de korte, næringsrige græsser i Mara North Conservancy og længere mod nord. God, saftig græs som gnuerne trekker efter, selvom de må dele det med masaiernes kvæg. Bygerne og græsset er forudsætningen for, at vildtets trækruter kan opretholdes på sædvanlig vis. Vi ser masser af gnu, zebra og thomson gazelle passerer igennem, men også de mindre regulære migranter som topi og elefant har været flittige gæster i det meste af området.
Den besynderlige kombination af tørke og spredte byger, her medført at gnuerne er væltet frem og tilbage over Mara floden i et væk. Det sædvanligvis helt usystematiske skuespil omkring vadestederne, har været endnu mere påfaldende i år, og mange besøgende har haft heldet med sig og set flere krydsninger. Der har været dage med op mod en halv snes krydsninger af samme vadested, så de fleste har fået det hele med uden det store opbud af tålmodighed. Selve krydsningerne har ikke været helt så spektakulære i år, på grund af den ringe vandmængde i floden, men til gengæld har det være muligt at få et tydeligt bilede af kampen mellem krokodiller og byttedyr, der så at sige har kæmpet oven vande.
Løve, hyæne, gepard og leopard og andre rovdyr har kronede dage. Der er rigeligt med attraktive byttedyr, så der spises og yngles lystigt. Geparden får på forunderlig vis opsnuset mange af de små nyfødte gazeller, og behøver ikke at begive sig ud i de mange opslidende jagter for at få dækket fødebehovet. Gennem hele måneden er alle arter, med undtagelse af leoparden, blevet spottet dagligt på safarikørsler fra Karen Blixen camp. I øjeblikket har vi dog en 50 %’s leopardsucces, så helt ringe er det ikke.
Masai Mara er ikke helt så velbesøgt som tidligere år, hvilket tilskrives den internationale finanskrise, men selvom det kan være attraktivt for besøgende, ikke at skulle dele herlighederne med alt for mange andre, er det dog en trussel for hele områdets økonomi og eksistens. Uden besøgende ingen indtægter; uden indtægter intet naturområde. Sæsonen er dog først lige startet og mon ikke det retter sig?
Under alle omstændigheder ser det ud til at september også vil blive en fantastisk måned i naturmæssig henseende, og så er vi tæt på at kunne spå positivt om hele den kommende sæson; der er masser af vildt, og kommer regnen som den skal, i løbet af de kommende måneder så er der frit valg på alle hylder…

Hvad er Masai Mara

2009-08-27T15:24:00.002+02:00

(Klik på billedet for at se kortet i et større format)
Masai Mara er Serengeti National Parks forlængelse over grænsen fra Tanzania ind i Kenya. Dette uhyre vigtige økosystem har - modsat alle andre væsentlige naturområder - ingen officiel anerkendelse eller beskyttelse som ”National Park”. Masai Mara ejes af masai stammen, der ikke kan enes om en fælles administration. Derfor er området udstykket i tusindvis af parceller på hver omkring 60 hektar med nogle klausuler om, at bosættelser skal ske på bestemte vilkår.

Der er to hovedårsager til Masai Maras naturrigdom. Dels vand og nedbørsforhold; og dels den årlige vildtvandring, der naturligvis hænger sammen med førstnævnte. Mara floden løber igennem hele området og vil under normale forhold være temmelig vandrig året rundt. Floden kan dog tørre ud i særligt hårde tørkeperioder, ikke mindst fordi skovrydning i Kenyas højland ser ud til at ændre de økologiske forhold i en beklagelig retning. Nedbørsforholdene har ændret sig markant gennem de seneste 40 år. Hvor de fleste typiske savanneområder er henvist til stærkt afgrænsede nedbørsperioder f.eks. en lang eller to kortere perioder årligt, ser det ud til, at Masai Mara for det meste er velsignet med byger året rundt – selvom man aldrig kan være helt sikker på noget som helst. Mod vest er Masai Mara afgrænset af en lang gennemgående højderyg, Oloololo, der gennemsnitligt rejser sig 300 meter over terrænet. Højderyggen ”fanger” regnskyerne og beriger hele den nordvestlige del af Mara, med områdets største nedbør, og netop her finder man de korte frodige græsser, som foretrækkes af såvel vildt som tamkvæg. Området har derfor en høj permanent bestand af alle former for typisk savannevildt.

Vildtvandringen (se dette blogindlæg) kommer sydfra og krydser grænsen i juli og august. På dette tidspunkt er der knastørt overalt i Serengeti. Nogle gnuer og zebraer kommer fra og via Loita Plains (se kortet), der ligeledes bliver meget tør i denne periode. Loita er en knastør bufferzone, uegnet til opdyrkning, der ligger som både en beskyttelse og en afgrænsning af Mara mod øst. En stor del af bestanden krydser Marafloden i Masai Mara National Reserve specielt i områderne omkring Mara Serena Lodge, men også længere sydøstligt ved Sands River. Ofte krydses mange gange frem og tilbage afhængigt af regnmønstret og græssets beskaffenhed. Den lunefulde natur spiller nemlig de vandrende dyr et lille puds, idet de efter passagen af Marafloden først skal igennem en kilometerbred zone af høje, seje græsser, som de faktisk ikke bryder sig om, for at komme frem til de frodige grænser i Mara North Conservancy. Her risikerer de så at få hård konkurrence fra masai kvæg, hvilket endnu ikke er et stort problem – hvis der kommer en eller to solide byger om ugen.

Masai Mara blev oprindeligt etableret som naturområde i 1961, og i første omgang blev 512 kvm langs grænset udlagt som beskyttelsesområde. I dag ser man ofte det meget præcist anførte tal på 1.794 kvm for hele området inklusiv Mara North Conservancy, Lemmek Ol Chorro og Olara Orok med flere. Men det er et ret åbent spørgsmål, hvad man skal regne med til Masai Mara, fordi vildtet bevæger sig langt uden for disse områder. Administrationen er ret lemfældig. Jordbesiddende masaier og lodgeejere i de enkelte områder ser ud til at bekæmpe hinanden, hvilket blandt andet resulterer i, at de sagesløse besøgende ofte skal betale flere entreer dagligt på 60 amerikanske dollar. Da man tillige betaler afgift pr. seng og bil, betyder det i realiteten, at alle besøgende betaler mellem 700 og 1000 kr. i døgnet i rene afgifter.

Besøgende i Masai Mara vil formentlig få mest ud af ophold i den vestlige del under hele vandringstiden fra juli til november. Selvom der kan være meget at se østpå, skal der lidt mere held til. Fra december til april er hele Mara udmærket, om end der også her plejer at være en del byger, specielt sidst i perioden. Generelt er det vestlige Mara ikke særligt egnet til kørsel i safaribusser. Terrængående køretøjer er absolut at foretrække.

Darwins jubelår, intelligent design og hvordan giraffen fik en lang hals

2009-08-21T13:22:00.000+02:00

I år er det 200 år siden Charles Darwin blev født, og 150 år siden hans berømte værk ”Arternes oprindelse” rystede offentligheden over den ganske klode. Evolutionslæren markerede det endelige brud med den traditionelle opfattelse af, at alle levende organismer er skabt præcist, som man ser dem, og generation efter generation er kopier af de foregående. Evolutionslæren fastslog, at alt levende udvikler sig løbende under påvirkning af omgivelserne. Generationerne tilpasser sig og justeres. Alt levende har samme stamfader, hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage i kæden.

I Karen Blixen Camp har vi erfaret, at den berømte fødselar giver anledning til mange spørgsmål om organismernes udvikling. Populært sagt, hvordan fik elefanten sin lange snabel og giraffen sin lange hals.
Inden jeg fortæller om Darwins liv og tankevirksomhed, plejer jeg at sige, at alt hvad jeg hidtil har sagt og skrevet faktisk handler om Darwin og fortsætter med den rystende bemærkning, at stort set al moderne natur – og lægevidenskab tager udgangspunkt i evolutionslæren. Her mærker man tydeligt en vis skepsis; nok var Hr. Darwin en stor videnskabsmand – der er jo skrevet meget om ham - men darwinisme er vist noget gammeldags snak og under alle omstændigheder er det blot en teori. Oven i købet en af flere teorier eller et alternativ til Kristendommen.

Alt det kan vi vende tilbage til senere, men lad os tage et kig på naturen, og se hvordan evolutionen arbejder. Vi kan sikkert være enige om, at alle organismers væsentligste opgave er at videreføre livet og især sende sine egne gener videre ind i næste generation. Dette forudsætter, at to væsentlige forhold opfyldes; at der er nok at spise, og at det enkelte individ lever længe nok til at give næste generation et godt skub fremad. Giraffen har på fortrinlig vis fået opfyldt disse betingelser. Den har udviklet en lang hals og dermed fået sin egen private salatbar, højt hævet over konkurrenternes rækkevidde. Den har også udviklet lange ben, særligt lange forben; et langt hoved og en halshvirvel, der tillader den at bøje hovedet helt tilbage og opnå fuld udnyttelse af dets længde. Endelig er den udstyret med en 40 – 45 cm lang tunge. Den er således uden konkurrence, når man ser bort fra elefanten, der – specielt i tørtiden – rækker godt op i kronerne. Sådan er det i naturen, man kan aldrig være helt glad! Hungiraffen er tilpas ærbødig overfor hannens rettigheder og bukker sig gerne efter føden. Dermed konkurrerer de ikke indbyrdes.
Så mangler de at gardere sig mod løvernes middagsbord, før afkommet er godt i vej. Her har evolutionen være så praktisk at udvikle synssansen til noget helt enestående i modsætning til slægtningene elefant og næsehorn, der nærmest er blinde. Logikken er indlysende; når halsen forlænges øges det potentielle udsyn, og energien udnyttes bedst til at udvikle synet frem forandre sanser. Elefanten eller dens forfædre har formentlig haft et langt bedre syn da snablen var lille, men i takt med dennes vækst er lugtesansen udviklet til en fremragende rummelig sans, der nemt kan erstatte synet (se bloggen: Næse for elefanter af 12/8-09).

Evolutionen prioriterer fortsat de højeste giraffer. Hunnerne foretrækker tydeligvis gamle, erfarne og især store hanner. Livet igennem vokser han-giraffens kranium, og bliver tungere og tungere. Kombineret med en lang hals er giraffen udstyret med en farlig forhammer, som flittigt benyttes i dødbringende kampe om parringsrettigheder. De gamle vinder slaget og kan faktisk dræbe en yngre han med ”skallen”.

Nu kunne man godt henfalde til begejstring over naturens storhed og de raffinerede tilpasninger, som vi så ofte udsættes for i flotte naturfilm, men helt så raffineret er det ikke. Jeg hørte engang den franske nobelpristager og molekylærbiolog Francois Jacob bramfrit kalde naturen for en kedelflikker. Det er nærmest det modsatte synspunkt, der bygger på, at evolutionen kun løser de mest påtrængende problemer, og der er masser af mispasninger, som man kun kan få øje på, hvis man kigger efter dem.
Den optimale tilpasning ville jo fjerne naturens dynamik. Hvordan skulle en fugl finde frem til et fuldstændigt kamufleret insekt? Fuglen finder netop frem til sine byttedyr, fordi alle ikke er lige optimalt camoufleret. Naturen tager sig først og fremmest af de store problemer, løses de får dyret succes, løses de ikke, er individet røget ind i en evolutionær blindgyde og forsvinder.
Der eksisterer et interessant dynamisk forhold mellem en giraf og dens primære fødekilde akacien. Når giraffen nipper af de friske blade, starter akacien et giftforsvar. Den producerer det bitre stof tannin, og bliver først uspiselig og siden direkte giftig. Den sørger således for ikke at blive overgræsset. Hermed er problemet ikke fuldstændigt løst. Hvis flere akacier græsses så voldsomt, at de dør, holder rødderne ikke længere på jorden, som følgelig vaskes væk i næste regntid. Dermed er forudsætningen for akaciens og giraffens eksistens forsvundet. Problemet løses ved, at akacien fortæller de øvrige træer, at de nok skal se at komme i gang med tanninproduktionen, hvis de ikke vil spises. I praksis producere den første akacie et luftbåret hormon (etylene), som sætter gang i produktionen hos de øvrige træer. Giraffen har på sin side efterhånden lært fidusen, at tilnærme sig træerne med vinden i mod sig, og sådan fortsætter kampen i det uendelige. Giraffen, der har lært fidusen har størst evolutionær fordel, det samme har den giraf, der kan tåle mest tannin og omvendt har de træer, med den største tanninproduktion størst chance for at sætte flest nye spirer. Ifølge teorien vil træerne blive mere bitre, mens giraffen blive mere tolerant overfor tannin, men det kan man aldrig vide med sikkerhed, for evolutionen kan have andre prioriteter og ændre retning.

Lad os kaste et blik på giraffens mange tilpasninger. Ofte opnår de en højde på 5 meter, i Kenya har man endda eksempler på 6 meter høje individer. Den evolutionære udvikling af den lange hals, har skabt problemer. Halsen og hovedet vejer op til 350 kg, så det er jo en gevaldig forvægt, der ikke ligefrem stabiliserer balancen, tilmed er det også et problem, når giraffer skal flygte fra rovdyr – halsen kommer simpelthen i svingninger og den risikerer at banke hovedet ind i et træ – og så er jagten slut. Normalt er det ikke et problem, men der er flere eksempler på, at specielt løver lærer en ”girafstrategi”, og så er de ganske alvorligt i fare. I Kryger parken i Sydafrika, har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltveje, hvor de store hove snubler på de glatte veje. Det uhyrlige resultat er, at giraffer nu udgør næsten 50% af disse løvers diæt i modsætning til normalt langt under 1%. Der findes flere oplagte giraf habitater i Afrika uden giraffer. Dette er måske forklaringen, og så har evolutionen bestemt været en værre kedelflikker.

Giraffens blod skal pumpes 3 meter fra hjertet til hjerne – mod tyngdekraften, derfor har Giraffen udviklet et hjerte på ca. 10 kg og væggen til vestre ventrikel er 8 cm tyk. Blodtrykket er 2 – 3 gange over menneskets og hjertet slår 150 slag/min, når den ikke er aktiv. Når blodet når hjernen, er blodtrykket faldet kraftigt – ophævet af tyngdekraften, ellers ville den få en hjerneblødning. Problemet opstår imidlertid, når giraffen skal bukke sig ned, for at drikke, og slagtilfældet nærmer sig. Derfor er halspulsåren opdelt i et netværk af små elastiske arterier umiddelbart før hjernen. Disse kan udvide sig kraftigt – helt til knoglestrukturen og dermed lette trykket inden blodet når hjernen. Efter hjernen, er venen udstyret med en række klapper (ventiler), der lukker for tilbageløb. Systemet betyder at giraffen kan bukke sig for at drikke, men det skal gøres kort og, den knæler helt ned på knæene for at gøre vinklen mellem krop og hals så stor som mulig. Drikkeriet er i alle henseender et farligt forehavende, som evolutionen ikke har løst på bedste vis, men noget tyder på, at der stadig arbejdes på sagen. Den nordlige underart, kaldet netgiraf, har udviklet evnen til at optage næsten alt nødvendigt vand gennem føden og genanvende det meste af væden i urinproduktionen. Så om nogle tusinde år, er der måske ingen giraffer, der skal drikke, medmindre vi får udhvilet en søgiraf - hvem ved?

Giraffen har, som alle andre dyr, ufatteligt mange forskellige tilpasninger til sit miljø. Nogle er bedre end andre, og fælles for de mindre gode er, at de overskygges af fordele. Når giraffen er høj, falder føllet langt og det går ikke altid godt, men dog så tilstrækkeligt mange gange, at den specielle føde niche overskygger problemet. Mennesket føder med smerte, hvilket næppe skal kategoriseres blandt fordelene, men et stort og sundt barn, er dog evolutionært at foretrække frem for en let født skrælling!
Evolutionsteorien giver god mening, når vi skal forklare fænomener i naturen. Der er faktisk ikke nogen fænomener, der ikke kan forklares på baggrund heraf, selvom vi ikke altid er i stand til at opnå vished - i det mindste i absolut forstand!
Når man bruger ordet teori – videnskabelig teori – betyder det ikke nødvendigvis tvivl i gængs forstand. Tvivlen skal forstås i relation til det absolutte, som vi mennesker, nu engang ikke kan gøre os kloge på. Derfor kan en teori godt virke i praksis og være uhyre brugbar. Det er netop tilfældet med evolutionsteorien.
Evolutionsteorien stiller sig ikke i vejen for tro og herunder Kristendom. Der er tale om en videnskabelig teori – sansebaseret teori - der ikke beskæftiger sig med Skabelsen, men om hvordan livsytringerne udvikler, sig efter de er skabt.

Søren Rasmussen

Rapport fra Karen Blixen Camp og Mara North Conservancy

2009-08-16T19:47:00.003+02:00

Nkai - og der blev vand - og leopard

Efter 10 hede og knastørre dage kom bygen endelig. Ikke så meget som man kunne håbe på, men man skal jo ikke være grådig, og der er stadig et grønt skær fra forrige byge, så alt i alt ser det ikke så skidt ud for Mara North og KBC.
Regnen viste sig som så ofte før fra sin venlige side, hvilket vil sige, at bygen pænt venter til sidst på dagen efter en god safari, der blandt andet bød på en poserende leopard. Vi har været på udkig efter den store hun leopard Savadi i over en uge, inden heldet i dag var med os. Hendes navn betyder gave, og hun er datter af ”Short tail” eller Chui; leoparden med den afbidte hale som mange kender fra Jonathan Scotts’ BBC film. Det er ingen tilfældighed, at hovedparten af film om afrikanske dyr er optaget netop her. Savadi fandt vi i toppen af en akacie - alt andet end usynlig – hvor hun tilsyneladende kæmpede en forgæves kamp for at få fat i en velhængt kødklump, der var faldet ned og blev fastholdt af nogle tynde tornekviste. For tynde til en krabat som hende på måske op mod 80 kg og langt over gennemsnitsvægten for en hun leopard.
Vi havde også besøg af en anden leopard i Karen Blixen Camp i nat formentlig tiltrukket af vores Assistant Manager, Jespers, snorken, der godt kan minde om leopardens ”save brænde lyd” , om end en hel del højere.
Ordet Nkai betyder både Gud og vand på maa – masaiernes sprog – og indikerer således vandets livgivende betydning. Uden vand intet liv. Vandet er savannens begrænsende faktor. Der er rigeligt lys og mineraler, så en regnbyge sætter straks gang i væksten, og normalt er mængden af nedbøren ligefrem proportional med primærproduktionen; hvis 10 mm regn giver 20 gram græs vil 20 mm regn give 40 gram græs, medmindre det kommer i kaskader og får mulighed for at løbe af. Den seneste nedbør betyder, at vi får vækst på de store, åbne sletter øst for KBC – vi plejer at sige ovenover, fordi vi kører fra floden op ad bakken for at komme ud på sletterne – hvilket betyder, at der igen står endeløse rækker af trækkende gnuer om en uge.

Mange Hyæner

Vi støder på mange hyæner – måske påfaldende mange – og der er unger alle vegne. Hyænen er tilsyneladende ved at overtage løvens rolle som savannens dominerende rovdyr i Mara North. Vi ser dog stadig mange løver, og de enkelte grupper ser sunde og raske ud. Det er dog påfaldende, at løvefamilierne har meget små kuld. Ofte ser vi, at det kun er lykkedes at opfostre en eller to unger, hvor man tidligere ofte så 4 store unger i et kuld. Når ungerne dør tidligt, skyldes det enten manglende føde eller at de dræbes af andre rovdyr. I det aktuelle tilfælde kan vi udelukke fødemangel og derfor konkludere, at ungerne dræbes af andre rovdyr – sandsynligvis af hyæner. Løve og hyæne indtager samme niche og bekæmper hinanden på livet løs. Hyænerne er i reglen medlemmer af større klaner, der passer godt på deres unger, som gemmes i dybe huler gravet af jordsvin, mens løvemoderen føder væk fra flokken og dagligt efterlader sine skjulte unger for at jage. Løveungerne er derfor stærkt eksponeret for andre, konkurrerende rovdyr. Langt bedre går det, når mødrene nedkommer sammen med flere søstre eller kusiner og har mulighed for at efterlade en barnepige hos ungerne. Vi må holde lidt øje med situationen, og lige nu er vi så heldige, at en ung forsker er i gang med at studere hele løvepopulationen i MNC og alle vore gæster har faktisk mulighed for at medvirke til arbejdet gennem at studere de enkelte løvers kendetegn , fotografere dem og afrapportere ”sights”.

Næsehorn

Vi har svært ved at finde Maras sorte næsehorn for tiden. Det forudsætter en længere køretur med indbygget usikkerhed. Der er alt for meget at se omkring Mara flodens vadesteder og i de nærliggende områder, derfor ”nøjes” vi med de hvide næsehorn, der er doneret af Nelson Mandela og lever en beskyttet tilværelse i Maras udkant. De klarer sig godt, man kan komme tæt på og der er en pragtfuld udsigt. Desværre har de været udsat for krybskytter, der uden held prøvede at afsave et horn. Det fik ubehagelige konsekvenser for skytten, der så at sige blev stødt. I denne omgang!

Rapport fra et vandhul

KBC har i de seneste dage været en ren zoologisk have. Blandt teltene ses vortesvin, manguster, dikdik,impala og thomson gazelle og ved floden, der efterhånden har forvandlet sig til et vandhul, har vi ikke blot vore residente, flodheste og krokodiller, men også elefanter, vandukke, impalaer, zebraer, giraffer og bøfler finder vej hertil. Natten præges af lyde fra både flodhest, løve og hyæne

Dramaet starter, Marafloden krydses….

2009-08-12T10:36:00.011+02:00

En gnu tages af Maras stride strøm, den spjætter unaturligt, kæmper for at følge den lille flok pionerer, der har kastet sig udover brinken og ned i de grumsede strømhvirvler. Den tages igen af strømmen og forsvinder et øjeblik. De fleste holder vejret og iagttager tavst naturens drama fra første parket. Så er hovedet oppe igen, svømmer den? Ned igen, og pludselig stikker benene op over vandet, hovedet vender den forkerte vej! En krokodillens spidse snude anes lige netop med et godt greb i sideskindet. Så er det slut. Et splitsekund af evigheden. Dramatisk og udramatisk på samme tid.
Denne beskrivelse stammer fra sidste års vandring over Mara floden, men i år er alt anderledes. Der er ingen stride strømhvirvler, vandstanden er katastrofal lav, vildtet kan næsten soppe over. Tørken præger hele landet, hvilket forvirrer de trækkende gnu’er, der krydser frem og tilbage over floden i en pærevælling. For en gnu er græsset altid grønnere på den anden side; en evig sandhed, der ikke lader sig udfordre af fakta. Krokodillerne samler sig på vanlig vis omkring vadestederne. Nogle gevaldige krabater, der ind imellem opnår en længde på 6 meter og vejer et tons.
Jeg kigger omkring. Tilskuerskaren er løseligt fordelt på godt 30 køretøjer af varierende beskaffenhed. Flere hundrede safariturister fra Australien i syd til Island i nord har fundet vej til det årlige eventyr i Maasai Mara. De fleste har betalt en mindre formue for at opleve kalvens bedrøvelige endeligt. Hvert år kommer flere til, og alle former for indkvartering er fyldt til bristepunktet. Drømmen om den vilde, øde og ganske jomfruelige natur, brister hos de, der glemmer at verden er større dem selv. Det er nu ikke så ringe endda, fordi vi i forhold til vildtets adfærd er meget tæt på at være et neutralt element. Vi er der, og vi er der ikke.

Zebraerne står forrest og spejder efter de enorme nilkrokodiller, der har taget plads i restauranten og tålmodigt afventer serveringen. Små familier går spredt rundt mellem hinanden og samler sig ind i mellem i en storfamilie, inden de rykker. Måske bliver presset bagfra for stort. Det er vanskeligt at se, hvad der får dem til at ignorere den åbenlyse fare. Gang på gang slipper zebra familier uskadte gennem. Krokodillerne går ret konsekvent efter små gnu kalve. En hurtig godbid. Måske giver det bløde, unge skind lettere adgang til frisk kød. En gammel myte fortæller, at krokodiller foretrækker en små rådden, velhængt bøf, og at de derfor klemmer deres ådsler ned under undersøiske grene og rødder. Det hænger dog nærmere sammen med, at store dyr med seje skind er nemmere at flå i passende bidder, når det har ligget lidt. Selvom krokodiller gerne snupper ådsler, ville det være ret ulogisk, hvis denne effektive dræbermaskine ikke ville foretrække friskt kød. Når naturen forekommer ulogisk, er det ofte fordi, vi endnu ikke har forstået, hvad der egentlig foregår.

Hvorfor kan gnuerne ikke bekvemme sig til at passere den farlige flod i et gevaldigt ryk? Hvad skal de i grunden på den anden side? De kommer i små flokke, går lidt frem og tilbage, en lille flok følger måske en zebra familie, timerne går. Ind imellem kan vi følge de urgamle øgler komme snigende i vandoverfladen, tættere og tættere på det vildt pjaskende, panikslagne bytte. Krokodillerne har også problemer med den lave vandstand, de skal bruge halen til det ultimative fremstød mod målet. Uden vand, intet haleslag, og det åbne farlige gab, der får hele forsamlingen til at gyse, viser sig at være næsten ufarligt eller ligefrem komisk, når en gnu træder henover den forurettede dille. Krokodillerne kan ikke rykke, og håber på, at en gnu vil være så venlig at træde ned i gabet. Flok efter flok kommer uskadt over; det er et fantastisk syn, når de galoperer over floden og vandet står i kaskader omkring, men helt ufarlige er krokodillerne nu ikke, og vi får så rigeligt vore gys. En af de største krokodiller får heldet med sig og får bid i en stor kraftig, fuldvoksen gnu. Krokodillen bider sig fast i låret, men gnuen kæmper hårdt. Krokodillen trækker langsomt sit bytte baglæns mod dybere vand, hvor den forsøger at drukne ofret. Gnu’en ruller nærmest rundt om krokodillen, og hviler sit hoved på toppen af modstanderen. Krokodillen slipper sit tag og får fat i halsen, kampen er ovre, tror vi! Men en stor nu er sejlivet, og krokodillens kræfter begrænsede. Krokodillen må udmattet slippe sit tag, og den stærkt blødende gnu redder sig ind til bredden, hvor en flåde af krokodiller efterhånden samler sig og afventer dyrets forudsigelige død.

Et par hundereder kamera klik overdøver et kort øjeblik gryntene fra de ventende gnuflokke, der ikke har specielt travl med at komme over, mens dramaet står på.
Bortset fra de tætte bånd mellem moder og kalv har gnuerne ingen familie eller flokstruktur. Forreste mand fører og resten følger efter i noget, der forekommer at være den mest uorganiserede og usystematiske adfærd i naturen. Samme farlige vadested kan nemt blive passeret tre gange på en dag. Nogle mener, at de kan lugte regn og navigerer efter de spredte subtropiske tordenbyger, men det besynderlige er, at de ofte får følge af zebra familier, der ofte tager teten i denne situation.

De vandrende gnuer har affundet sig med at være naturens store madkasse og har i nogen grad overladt forsvars- og flugt instinkter til massestrategien: ”Når bare vi er mange nok, er det nok mig der overlever!”. Masser af rovdyr har specialiseret sig i gnuer, der på sin side har opgivet at bruge energi på udvikling af flugt –og forsvarsstrategier.

Krokodillerne har ikke synderligt besvær med at blive mætte i vandringsperioden, der kan give løbende fødevareforsyninger i en periode på op til fire, fem måneder, hvilket er mere end rigeligt til at holde bestanden trind og velnæret til næste vandring. Krokodillen vækst hænger direkte sammen med fødeindtaget, og når der er fødeknaphed ryger stofskiftet helt i bund.

Dagens bød også på en af de enestående oplevelser, man næsten altid får med på en safari. Omkring 20 fede krokodiller samler sig i løbet af eftermiddagen for at flå og nedsvælge dagens byttedyr under voldsomme rulninger og indbyrdes kamp om stumperne. Det ser fantastisk ud, og mens vi – uden andre biler i øvrigt – nyder det fantastiske sceneri, viser det sig, at festmåltidet nydes lige lovlig tæt på flodhestenes territorium. Flodhestene angriber simpelthen i flok. De kommer langsomt tættere og tættere på krokodillerne, der selv flytter længere ned ad floden, men bytter er for interessant og flugten går for trægt. Flodhestene mister tålmodigheden og bider simpelthen krokodillerne. Det er svært at se resultatet, men vi ser simpelthen flodhestene lukke gabet om flere krokodiller, og har man set et flodhestegebis, er det ikke svært at forestille sig det ubehagelige resultat af et bid.

Den store vildtvandring eller ”migration”, som det ofte formuleres er blevet et kæmpe tilløbsstykke i Masai Mara i perioden juli - november. Selvom man kan opleve dens mange facetter året rundt, afhængigt af, hvor man befinder sig.

Søren Rasmussen

Næse for elefanter

2009-08-12T08:18:00.004+02:00

Vi eksperimenterer lidt med ”walking Safari”, hvilket i praksis betyder, at vi går en tur på savannen og kigger på det, der nu engang dukker op. Når jeg skriver ”eksperimenterer, skyldes det, at vi skal finde en form, der er sikker. Grundreglen er dog, at så længe man holder sig til de åbne vidder, er der god kontrol over det hele. Vi gik i dag en tur på et par timer med et lille hold gæster og et par masai guider, der er født op opvokse her, og forstår at aflæse alle signaler.

Pludselig stopper den lille masai, der har antaget ”turistførernavne” Peter og erklærer at der er elefanter i buskadset. Han kan lugte friske, afbrækkede akacie grene og konkluderer derfor, at der må være elefanter. Han har naturligvis, fuldkommen ret. Jeg forsøger at fange duften, men det lykkedes ikke at registrere den konkrete fært af træ, selvom jeg ellers er ret stolt af mine evner i så henseende. Den manglende succes kan næppe tilskrives størrelsen af bemeldte organ.
Selvom vi er stand til at træne vore næser, går vi glip af et kolossalt univers af dufte, som resultat af et af evolutionens mange kompromisser. Vore tidlige forfædre havde behov for at klare sig i træer, hvilket nødvendiggjorde udviklingen af stereo syn. Snuden var i vejen og måtte væk. Næsen svandt altså ind og med den en masse duftreceptorer. Senere kom ganen og talen til. Næsehulen halveredes, hvilket ikke ligefrem forbedrede evnen til at registrere dufte.
Elefanterne i baggrunden udsender flere kraftige advarselssignaler, hvilket er en anelse besynderligt eftersom de er over en kilometer væk. Peter siger, at noget andet må have skræmt dem, men det er efter al sandsynlighed os. Vinden bærer i vor retning, så elefanterne kan ikke få færden. De hører os tydeligt, og opfatter noget ukendt. Alt ukendt er pr. definition truende, indtil det modsatte er bevist. Elefantens syn er elendigt, men dens lugtesans uovertruffen. Den enorme snabel, næserum og svælg er en ren duftcomputer. De kan opfange duften af et enkelt molekyle. Mængden og hastigheden af duftmolekyler giver elefanten et ret komplet billede af de indtrængende; art, størrelse, mængde og hastighed. Elefanter ser altså med snablen.
De gamle grækere var meget optaget af sanserne og der har gennem tiden være enighed blandt filosoffer om, at synet er menneskets fremmeste sans. Det er sikkert helt rigtigt, fordi sanserne dybest set er til for at sikre vore geners fortsatte rejse gennem den muligvis evige livscyklus. I praksis betyder det, at sanserne skal sikre mad på bordet, og at man ikke selv ender i gryden. Vi kan måske nok høre og lugte en fjende, men vi kan ikke gøre så meget ved det uden øjne.
Elefantens lugtesans opfylder samme formål. Alle sanser er små signaler – eller så dunk – på en nerveende, der ryger op til hjernen, hvor det nødvendige billede dannes. Alle dyr og herunder mennesket er i besiddelse af forskellige kombinationer af sanser, der til syvende og sidst ender i et højest brugbart billede i hjernen, uanset hvilken sans, der træder mest frem.
Peter og jeg diskuterede emnet, og han kunne bidrage med en væsentlig observation.Som kvægdrivende masaikriger havde han bemærket, at elefanterne ofte græssede helt fredeligt side om side med kvæget, mens de andre gange optrådte bemærkelsesværdigt aggressivt. Konklusionen er nærliggende: når elefanterne ikke kan se(lugte), hvad der foregår, bliver de skræmte. Det er derfor klogt at nærme sig med vinden i ryggen, og det vil vi så prøve på!
Søren Rasmussen
PS: Alle billeder, der lægges på denne blog i de første 3 uger af august er taget i samme periode, sendt direkte til blokken uden manipulation

Girafvidenskab

2009-08-09T09:46:00.003+02:00

Igen i dag har vi haft elefanter og giraffer tæt på Karen Blixen Camp. Vi var særligt heldige, fordi to elefantgrupper kom helt ned til floden for at drikke. Vi antager, at det lille vandhul bag floden er udtørret og venter derfor i spænding på, om vi også får girafferne helt ned i fotohjørnet. Det er i det hele taget ved at være en zoologisk have med alle de dyr, vi har inden for synsvidde. Det er meget varmt og alt for tørt – vi spejder længselsfuldt efter skyer. Jeg er blevet mere forsigtig med skråsikre udtalelser om vildt. Under sidste besøg så vi fjorten giraffer stå og glane fra modsatte bred, men jeg opfattede nu alligevel det fremragende sceneri som sort uheld. Det var nemlig de selv samme fjorten giraffer, der havde besøgt os her ved Karen Blixen Camp for tredje gang inden for en uge, og jeg havde netop forklaret, hvordan moderne adfærdsforskning har godtgjort, at girafgrupper er meget løse forbindelser, der i reglen kun holder sammen i få timer ad gangen. Da vi under en safari senere på dagen stødte ind i en ny og større flok giraffer, undgik jeg det problematiske tema, og holdt mig i stedet til den sikre historie om girafbørnehaver. Med fronten vendt mod deltagerne og ryggen mod forruden fortalte jeg, hvordan girafmoderen anbragte det nyfødte føl i et skjul, hvor de kunne lære hinandens syn og lugt og samtidigt beskytte det mod rovdyr. Somme tider sker det at flere føl anbringes samme sted – deraf begrebet girafbørnehave! Jeg skulle dog blot vende en halv omgang i sædet for at se det morsomme! En stor giraf stod bøjet over et lille føl, som blev grundigt nusset. Man kunne næsten ikke se føllet bag moderens gigantiske hoved, der på ingen måde dækkede den friske navlestreng under føllet. Nu kan man måske nok dadle girafferne for ikke at optræde helt politisk korrekt, men naturen kan kun beskrives med muligheder og sandsynligheder. Efterhånden har vi accepteret, at naturvidenskabelige fakta skal betragtes som sandsynligheder, men det står i virkeligheden langt mere skralt til med de eksakte videnskaber, når vi ser det fra girafperspektivet. Giraffer optræder sandsynligvis som det sig hør og bør, om end undtagelser forekommer og kan forklares, men hvis nu mulighederne viser sig at være nye og anderledes, så holder ikke engang sandsynligheden stik, og hvad kan man så regne med? I det smukke bjergreservat, Entabeni, i Sydafrika bemærkede jeg, at mange af giraffer har har på bagkroppen efter løveangreb. Én manglede simpelthen halen. En ranger, som tilfældigvis også er min datter, fortalte, at de faktisk havde mistet temmelig mange halvvoksne giraffer til løverne, der havde udviklet en særlig girafteknik. Flere angribere forstyrrede giraffens balance ved at angribe og fastholde giraffens ben, bide fast i hale og ben - og simpelthen vælte den. Det usædvanlige er, at den videnskabelige sandsynlighed fortæller os, at giraffernes andel af løvernes diæt er betydeligt under 1%, og at denne andel primært udgøres af føl på under et år. Når giraffen er over et år, regnes den ikke længere for god løvemad. Undtagelserne lurer. I Kryger Nationalpark har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltvejene, hvor deres kæmpe hove er klodsede og glatte. De bliver panikslagne, mister balancen og falder. I dag er giraffernes andel af løvemaden vokset til næsten halvvdelen takket være turismen og de fine veje. Det er næsten en tilsvarende situation, der gør sig gældende i Entabeni. Reservatet er begrænset og indhegnet. For Giraffer og løver udgør Entabenibjergene en yderligere naturlig barriere, der reducerer deres naturlige territorium og flugtveje ganske betydeligt. Giraffen kan sagtens holde afstand til rovdyr ved hjælp af sit helt fantastisk syn, men der skal helst være et sted at gå hen. I en dansk lærebog læste jeg for nyligt, at giraffen har nået sin absolutte højde og at evolutionen nu kan koncentrere sig om at løse andre problemer, som er affødt af, at den absolut skal finde sin eksklusive føde niche i 6 meters højde. Det er nu ikke rigtigt. Nyere undersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at hun-giraffer foretrækker de højeste og ældste hanner. Evolutionen presser derfor giraffen mod nye højder, selvom det formentlig går meget langsomt. Det interessante er imidlertid at hun-giraffen også foretrækker de ældre hanner, hvilket i øvrigt også gælder elefanten. Hunnerne parrer sig simpelthen ikke med en ung fløs. De vil have erfaring og modenhed. En stor, halvgammel han, har jo bevist sine gode gener ved at overleve længe. Man kan jo så spørge sig om, hvorvidt det er de samme årsager, der gør sig gældende, når en del stammefolk har samme praksis? Både kvægnomader og buskmænd er samfund med stor afhængighed af ældre, der kan huske og genfortælle strategier fra tidligere krisetider. Både elefant og masai er eksempelvis meget afhængig af at nogle kan huske, hvad man gjorde under sidste tørkekatastrofe.

Gamedrive

2009-08-07T16:14:00.002+02:00

Når vi kører rundt på savannen i åbne køretøjer for at se nærmere på naturen, kalder vi det ”gamedrive”, men hele opholdet på Karen Blixen Camp er et langt gamedrive. Der er vildt alle vegne, og når man sidder stille og iagttager dyrenes færden omkring floden, kan man faktisk få langt flere detaljer med, end når man kører rundt i en bil. Der sker hele tiden noget blandt flodhestene; unge hanner skal holdes på plads – og det bliver de – de små unger hygger sig med mødrene, forsøger at kravle op, så skal en gruppe op, for at sole sig lidt, fremmede trænger sig på osv. En meterlang nilvaran tager solbad, mens en flok bavianer nærmer sig for at drikke. De små unger rider på ryggen af mødrene, kravler ned men passer på ikke at komme for langt væk. Det er jo farlige omgivelser ved vandet, der kunne jo også være krokodiller i vandet bortset fra de to dovne, der ligger på brinken. Alle kommer for at drikke; elefanter, zebraer, impalaer, vandbukke og eland.

Det sene eftermiddags gamedrive udviklede sig til et af den slags, man ikke bør nævne. Der skete for meget på alt for kort tid. Lige bag KBC ligger et lille vandhul som masaierne indimellem benytter, men i dag var det optaget af en snes elefanter og heraf mange små unger, der var på skønhedsklinik. Vand var der ikke meget af men dejlig sort, klæbrigt mudder, som elefanterne i bogstaveligste forstand væltede rundt i. I en lille time kunne vi iagttage de store dyrs leben fra få meters afstand. Få hundrede meter derfra nåede vi op på de åbne vidder, hvor lange grupper af hvidskægget gnu traskede henover savannen og udgjorde et særligt smukt syn i eftermiddagssolen med den mørke, truende himmel i baggrunden. Det forblev desværre ved truslen, regn fik vi ikke noget af. Lidt senere stødte vi ind i en gepard, der naturligvis lige skulle rejse sig op og nedlægge en lille thomson gazelle, og mens vi kiggede gentog den såmænd succesen – to styks nedlagt – det bør her nævnes, at dette ikke er en hverdagsbegivenhed. Inden vi nåede tilbage, havde vi også fået hyæne, løve, sjakal samt masser af antiloper – igen: det var en af de rigtig gode eftermiddage.

Dagens billeder:

Elefantrefleksion

2009-08-06T14:46:00.004+02:00

Cogito ergo sum. Vel er jeg til, sagde elefanten

Jeg tænker, altså er jeg. Skulle elefanten have udtalt disse vise ord, havde den givetvis fået en lang snabel, for ingen havde troet den. Elefanter kan vel ikke tænke, og så eksisterer de altså heller ikke?

For godt 350 år siden spekulerede den franske matematiker og filosof Descartes over, om det kunne bevises, at mennesket eksisterer. Konklusionen fremgår af ovennævnte dogme. Mennesket eksisterer, fordi det er i stand til at tvivle på alt og reflekterer over sin egen eksistens. Når man tænker, kan man ikke så godt gendrive sin egen eksistens. Altså er det at tænke, det samme som at eksistere. Mennesket har denne evne, og adskiller sig derved fra alt andet levende. Tror vi!

Det er anelse vanskeligt at forestille sig, elefanterne spankulere rundt på savannen og reflektere over tilværelsens ulidelige lethed, mens de indtager et par hundrede kilo planteføde. Descartes
var ikke i tvivl: de umælende væsener havde end ikke en sjæl, selvom han vist aldrig fik forklaret tilstedeværelsen af en koglekirtel dyrenes i hjerner. Det jo netop er koglekirtlen, der ifølge ham selv var mødestedet mellem den åndelige, metafysiske verden og den materielle verden også kaldet materien.

Følgelig kunne man godt pine en gris eller andre dyr for den sags skyld uden at få dårlig samvittighed. Skrigene skyldtes udelukkende instinkt. Når dyret ikke har en sjæl, kan det naturligvis heller ikke reflektere over smerten, og altså ikke vide at det faktisk gør ondt. I dag ved vi bedre. Nerver og smertefølelse er til for at beskytte kroppen. Uden smertefølelse ville man ikke flytte hånden fra den glødende kogeplade. Sjæl eller ej.

Mennesket har taget patent på Descartes’ dogme, det er jo netop, hvad der adskiller os og dyrene. Og hvor ville vi ellers være henne? Vi kan jo eller ikke så godt spørge dyrene, om de er intelligente, eller om de har følelser. Men hvem er det egentlig, der har et kommunikationsproblem?

Elefantforskere har det med at blive uvidenskabelige og dårlige sandhedsvidner efter få måneders samliv med elefanter i den frie natur. Måske går de ikke helt så vidt, som Dian Fossey, der ville gifte sig med en gorilla, hvilket utvivlsomt ville skabe uoverstigelige tekniske vanskeligheder, men hengivenheden for dette mægtige pattedyr har i høj grad humanistiske dimensioner.

Den videnskabelige ”hardliner”, palæontologen Richard Leakey, der har et utal af bøger om menneskets oprindelse og udvikling på samvittigheden, skrev bogen ”Elefant Wars” om sin tid som direktør for Kenya Wildlife Service og kampen mod krybskytteriet. I bogen beskriver han nogle dage i elefantforskerne Cynthia Moss og Joyce Pooles bush Camp i Amboseli. Alt hvad han vidste om elefanter, fik et skud for boven på få dage. Joyce Poole oversatte hver eneste øre og muskel bevægelse for Leakey, med samme nøjagtighed som Jane Goodall tidligere havde beskrevet chimpansernes liv. Leakey slutter kapitlet af med sætningen: ”I had become a ”sentimental” convert” .

Elefant sentimentalitet har bragt mig ud i talrige følelsesbetonede diskussioner. De plejer at kører efter nogenlunde samme koncept:
- Elefanter ødelægger træer og buske, og derfor kan der ikke være for mange af dem!
- Nej, de holder savannen åben, så den ikke gror fuldkommen til. Dermed er der plads til alle savannens græsædere.
- Ja, men de tusind år gamle baobab træer er også bevaringsværdige og de ødelægges af elefanterne i tørtiden.
- Ja, men sådan har det altid været. Træer og elefanter passer til hinanden. Vis mig et træ der er gået ud!
- Når der er for mange elefanter trænger de ind på nabo-jorde og ødelægger bøndernes afgrøder og det må der kompenseres for, eksempelvis med indtægterne fra elfenben.
- Det koster nu engang noget at bevare elefanterne, men med en god naturplanlægning med bufferzoner og hegn kan man undgå de fleste problemer.

Herefter plejer diskussionen at blive mere filosofisk. Under en af de mere ophedede diskussioner ved lejrbålet fortalte en lokalguide og elefantjæger oprørt om, hvordan stakkels elefantunger blev efterladt til den visse død, når de ikke kunne følge med flokken. Bestemt ikke menneskeligt! Men elefanterne passe deres unger efter alle kunstens regler. Den lille kalv går tæt op ad moderen, der hele tiden har kropskontakt. Når afstanden bliver for stor holdes kontakten med snablen eller moderen stikker sin store fod bagud og mærker efter med den ekstremt følsomme trædepude. Jo, den er god nok, ungen er der. Søstre og mostre tager en tørn med og kommer den lille i vanskeligheder er der straks et flyvende redningskorps, der hjælper den op ad mudderpølen, flytter en stor gren eller langer føde ned osv. Elefanterne går ofte lange dagsmarcher efter bestemte mønstre, og de små skal følge med. Bliver de syge undervejs, får de lang snor. De støttes med snablen og puffes forsigtigt af sted, man nedsætter tempoet, og først når det er helt indlysende opgives håbet. Da vil elefantungen formentlig være så udmattet, at den ligger ned.

Der er masser af menneskelige paralleller til elefanthistorien. Vore nordlige medborgere i de polare egne – inuitterne - skal ikke mange dekader tilbage i tiden for af mindes eksempler på børneudsætning. Døde familiefaderen – skaffedyret – blev den tilbageværende mor nød til at gøre en rationel kalkulation omkring hvilke børn der var i stand til at brødføde sig selv og herunder i hvilket omfang der kunne produceres et jagtoverskud, der kunne brødføde de mindste. Med til historien hører, at de bedste drenge kunne gå selvstændigt på jagt fra 6 – 8 års alderen og mange var fuldbefarne jægere som 12 årige. De børn, der ikke var mad til, måtte dø og i de fleste tilfælde kvalte den ulykkelige mor simpelthen børnene. Jeg tror ikke, der er den store forskel på moderfølelse dengang og i dag.

Alle arter producerer langt mere afkom end naturen skal bruge. Overskudsproduktionen tjener som føde for den øvrige natur og materiale for evolutionen. Hvis man analyserer de enkelte arters produktion og forestiller sig, at alle vil overleve, kan man med en simpel rentetabel regne ud, hvornår jordens samlede biomasse, teoretisk set, vil bestå af denne ene art – og det vil ske lynhurtigt. Konklusionen er altså, at nogle individer må gå til grunde, nogle må ædes af andre. Det må langt de fleste. Økonomen og filosoffen Thomas Malthus indså allerede problemet for menneskets vedkommende så tidligt som i 1798, hvilket satte gang i udvandringen til Afrika og andre oversøiske kolonier og siden hen Darwin på sporet af evolutionsteorien.

Endelig en ordentlig skylle

2009-08-05T15:57:00.004+02:00

Mara er tør, alt for tør som resten af landet. I Karen Blixen området har vi fået ca. 25% af årets nedbør, men nærliggende områder har modtaget mindre end 5%. Derfor spejdes med stor interesse efter himlens få, grå pletter i horisonten. Bliver de mon til regn? Olololo højderyggen lige over for KBC, holder på skyerne, og derfor får Masai Maras vestlige del langt mere regn end resten af området.

Dagens billeder (nederst):
Mandag eftermiddag løb vi ind i en gevaldig skylle, og holdt i halvanden time ved Musiara swamps, mens regnen faldt i tove. Nedenstående billedserie stammer herfra. Kvalitetens lidenhed opvejes af oplevelsens storhed. En stor flok elefanter på omkring 45 individer græsser fredsommeligt og kommer efterhånden tættere på os. De ruller sig på jorden, kaster støv (vådt?) på ryggen, kurer rumpen hen ad jorden for at klø sig. Den berømte BBC løveflok – Chaka Pride - som vi her kalder Musiara Pride, ligger lige foran elefanterne drivvåde af regn. De unge løver spiller bold med en rod og lidt længere væk står et par gamle bøfler. Først liver den gamle elefant hun træt af løvernes selskab og jager dem væk i flere omgange.
Senere er det bøflens tur. Den jagter på skift hele løveflokken, mens vi holder vejret. Det var aldrig gået i Tsavo, hvor løverne helt sikkert havde sat bøffer på menuen. Her trækker bøflen det længste strå, fordi løverne simpelthen har mad nok. Let tilgængelig spise vel at mærke.
Beklager kvaliteten men kom selv 0g kig.

Migration status pr. 5. August 2009
Alle gnuerne fra Loita Plains står nu i Mara North Conservacy mellem Karan Blixen Camp og Lemek. Der er mange tusinde, men de står meget spredt fordi græsset er gnavet ned til grunden, men en kraftig byge mandag aften og nat har skabt et endeløst grønt tæppe fra Tanzanias grænse til Masai Maras nordligste ende ved Ol Chorro. Græstæppet strækker sig over hele det vestlige Mara fra Olololo højdedraget og 10 – 15 kilometer mod øst. Øst herfor er det fortsat ekstremt tørt. Græsset er stadig meget kort og tiltrækker ikke zebra, men gnuerne ser ud til at klare sig. I løbet af en uge, vil der være mere end rigeligt til alle dyr, men langt fra nok til de hundred tusinde, der ventes fra Serengeti via Mara Triangle. Vi må også forvente, at der trækker endnu flere dyr sammen i ”vort” område, og at konkurrencen med masaikvæget skærpes. Kort sagt, vi skal have mere regn. Lige nu ser vi giraf og elefant i stort antal. På halvanden times kørsel fra Livingstone til KBC talte vi over 50 giraffer. Interessant fordi, naturbevaringsfolk taler om stærkt dalende bestand, men erfaringen viser, at forekomsten af bestemte arter, kan ændre sig markant på få dage. På en enkelt safari tur løber vi typisk ind i elefant familier 3 -4 gange, ofte utypisk store grupper på op til 50, hvilket indikerer, at det er ”træf” mellem flere beslægtede grupper. Elefanterne har dog ikke meget at bukke sig efter i disse dage, så træerne betaler en gevaldig told. Hidtil har vi også stød på den lokale løvegruppe, kaldet gorge pride, hver dag. Mindst to geparder er set på nært hold, hvoraf en med et ”kill”. Vi har set spor af leopard og hørt aberne advare, men hidtil er den forblevet i skjult i bundvegetationen.
Vi har tillige besigtiget græsset i Mara Triangle, hvor den største flok gnuer og zebraer skal passere. Græsset er meget højere end i Mara North Conservacy, men de residente arter har alligevel taget godt fra og de høje totter er ikke mere end 30 – 40 cm og ikke flere meter, som i de gode år. Også her skal mere græs til, hvis vandringen skal have et nogenlunde normalt forløb. Heldigvis fik vi en gevaldig skylle undervejs, der lover godt for efteråret – se nedenfor.

Karen Blixen Camp i dag.
Vi har fået endnu en flodhest – nr. 50 tror vi nok – men moderen vil ikke rigtigt vise den frem så vi nøjes med at vise Hippa, der er 4 dage gammel.
De moderløse antiloper får stadig af flasken.

Hvor kommer masaierne fra?

2009-08-04T20:38:00.003+02:00

Man kan næsten ikke tillade sig at besøge Masai Mara uden at hilse på værtsfolkene; Maasaierne. Det er trods alt deres hjem, jord og liv, vi trænger ind i. Deres farvestrålende kapper, træder tydeligt frem i landskabet med en egen skønhed, i strid modsætning til vore safari kaki a la Indiana Jones. Den lokale landsby, kaldet enkang, rummer omkring 30 hytter af grene og komøg omgivet af et tæt tornehegn, der skal holde rovdyrene ude. En hytte for hver kvinde og hendes børn. Mændene regerer over 1 til 4 hytter, som plejes med skiftende interesse.

Vi er yderst velkomne, og det kan da ikke udelukkes at 20 dollar i entré bidrager med et par grader i den varme velkomst. Karen Blixen gæster er særligt velkomne, fordi vi har indført et system, hvor betalingen sker til lodgen, der sidenhen betaler masaierne. Herved udelukkes den hidtidige mellemmand, safarichaufføren, der plejer at stikke 85% ned i egen lomme eller i øjeblikket 17 af 20 dollar. De såkaldte ”driving guides” er turismens aristokrati. De får de højeste lønninger, største drikkepenge og stort set kommission af alt, hvad den sagesløse turist måtte ønske at erhverve. Forandringen er ikke gået stille af, og nu er chaufførmafiaen i Nairobi temmelig nervøs for, at vore unoder skal smitte. Fiduserne er mangeartede. Flere chauffører har pludselig fået tid til at besøge en masai landsby på vejen fra Nairobi til Masai Mara. Vi kæmper videre.

Jeg besøger tit landsbyen, hvor vi udveksler traditioner og ritualer, men mine evner kommer ofte til kort, fordi det, jeg har at byde på, simpelthen er for fremmed eller for tåbeligt til komparative analyser. Hvordan overføres klaphattens filosofiske betydning til en kvægnomade?

Hvordan forklarer jeg netop ham, at vi definitivt har afskaffet alderdommen? Vi har ikke brug for ældre og slet ikke de rigtig gamle, som vi helst isolerer så langt fra familien som muligt. Der ingen prestige i alderdom, teknologien har overvundet erfaringen, og vi kæmper en hård og ressourcekrævende kamp mod alderdommens umiskendelige spor. Vi vil bare ikke være gamle, om vi så skal gå med lav talje, figursyede T-shirts, lapper på bukserne eller det der er værre.

Man ryster på hovedet og nikker dybsindigt, men aner overhovedet ikke, hvad jeg taler om. Det er for langt ude. Jeg kaster mig ud i malende beskrivelser af, hvordan vi lemlæster vore kroppe; frivilligt skærer ansigter, bryster og maver op med knive for at rette huden ud, farver håret, henslæber talrige timer storsvedende i fitnescentre, løber ultra maraton med tungen ud af halsen, æder slankepulver for at få plads til en ekstra burger, samtidigt med en verdensomspændende medicinindustri bruger milliarder på at udvikle medikamenter, der fjerner alderdommens tegn så nænsomt som muligt. Her er vi tilsyneladende ude i noget, der er rasende morsomt om end ganske utroværdigt. Jeg er jo en rigtig filur, og selv kunne de aldrig finde på at spøge med den slags.

Nu glemte jeg måske lige pointen; hos masaierne stiger prestigen med alderen. En gammel hvidhåret mzee med et helt livs erfaring er en MAND man lytter til. Skulle en ung, ubehøvlet fløs fremture med sine tåbeligheder, venter der læsterlige klø forude – men det sker så at sige aldrig!

Vi taler meget om vore forskellige verdner, og ikke mindst de uhørt kontroversielle emner; ligestilling, omskæring og homoseksualitet, hvor man på lokalt plan nok repræsenterer holdninger, der ville medføre indespærring på livstid i Sverige.

Afrika er i udpræget grad beboet af ager dyrkende bantustammer, hvis historie og slægtskab kan spores langt tilbage, men i hele Østafrika er små nært beslægtede nilohamitiske stammer, specialiseret i kvæg nomadisme, skudt ind som bræmmer i ”bantuhavet”. Bantuer og kvægnomader er ikke umiddelbart beslægtede, og deres samliv kan nærmest betegnes som forholdet mellem ild og vand. Der er derfor nærliggende at stille spørgsmålet; hvor disse underlige folk kommer fra? Det er nu engang ikke muligt at drive græssende kvæg rundt i landbrugsområder, og her har vi så kimen til de fleste afrikanske konflikter – måske alle kriges moder. Men hvor kommer kvægnomaderne fra; hvordan er de opstået; og hvorfor har de bragt konflikten med sig? . Der er bred enighed om, at de kommer nordfra, og de fleste er opstået ved en sammen smeltning af to kulturer i et område omkring det nuværende Etiopien. Herfra fortoner historien sig dog i det uvisse, men her kommer altså mit bud, uden fuld videnskabelig evidens om end med indikationer.

De nuværende kvægnomader har formentlig været blandt den lille gruppe mennesker, der har forladt Afrika i tidernes morgen, hvilket nærmere bestemt er for ca. 80.000 år siden. Altså de mennesker, der er grundstammen i alle folkeslag uden for Afrika – danskere inkluderet.
Disse grupper har startet koloniseringen af kloden i områderne omkring floderne Tigris og Eufrat, hvor de har udviklet husdyrhold og agerbrug for omkring år 10 -12.000 før vor tidsregning. Det er et tal, der rykker langsomt baglæns. Husdyrholdet og udviklingen af tamkvæg er sket noget senere, men mennesket har længe været fortrolig med primitivt husdyrhold. Eksempelvis har mennesket holdt hunde i mindst 40.000 år. Kvægnomaderne har samme mutation som europæere, der medfører at tolerancen overfor mælkesukker bibeholdes i voksenalderen. Den finder man ikke hos bantustammer eller hos de fleste folkeslag i Fjerneøsten. Man må derfor regne med en slægtsforhold mellem europæere og kvægnomader.
Hvorvidt mennesker med nævnte mutation har fundet på at holde malkekvæg, eller der blandt kvægavlere er opstået en mutation, som har give nogle en evolutionær fordel, er ikke til at sige, men disse folkeslag er indvandret i Sydeuropa, og nogle er returneret til Afrika via Sahara, og andre er fortsat nordpå. Vi, der vandrede mod nord, måtte først igennem en ny mutation for at klare mosten. Vi måtte af med hudfarven for at optage tilstrækkeligt D vitamin fra solen. Lys hud optager ti gange mere D vitamin end sort hud. Det ser således ud til, at alle hudfarver er et evolutionært kompromis mellem optagelse af D vitamin på den ene side og beskyttelse mod solens stråler på den anden side.
Hvor kvægnomaderne krydsede over til Afrika, vides ikke, men små nomadegrupper har befolket den frodige savanne, der i dag kaldes Sahara for ca. 9000 år siden. Små ensomme grupper uden den store indbyrdes kontakt. Efterhånden som Sahara tørrede ud for omkring 5 -6000 år siden, bevægede nomaderne sig længere syd- og øst på langs Afrikas store floder, hvor de langsom udviklede sig til det vi kender i dag.
Kvægnomadernes manuelle arbejde er langt mere begrænset end bantuernes hårde markarbejde, og man har derfor haft mulighed for at udvikle en stærk krigerkultur, der har gjort dem til en betydelig magtfaktor i hele Østafrika og skabt et hav af konflikter som vi blandt andet kender fra Rwanda, hvor de gamle kvægnomader (Tutsi) længe har udgjort overklassen overfor bantuerne (Hutu). Nøjagtigt det samme oplevede de berømte opdagelsesrejsende Burton og Speke, da de som de første hvide trængte ind i Uganda (daværende Buganda) i midten af 1800-tallet. Her regerede en slank, yderst blodtørstig overklasse, som udgjorde et begrænset mindretal overfor en stor ager dyrkende bantu befolkning. Alle konflikter eksisterer i bedste velgående den dag i dag, om end der er time out i disse dage.
Søren Rasmussen

Dagens billeder:

Alles kamp mod alle?

2009-08-03T14:45:00.019+02:00

Solen står højt på himlen. De fine, sorte jordpartikler opsuger sveden og klæber godt mod den sarte, lyse europæiske hud. Vi ser varmebølgerne simre over Maras solsvedne sletter, hvor maasaiernes kvæg er ved at gøre kål på de sidste tørre græstotter, som de vandrende gnuer venligt har efterladt, eller er det nu ikke helt omvendt. Det ser ud til at kvægflokkene bliver større år for år, men spørger man en maasai om, hvor mange køer han har, er man ikke bare uhøflig, men man får eller ikke et klart svar. Antallet betyder ikke så meget, men mangles en ko er den meget savnet. I sidste uge blev en større kvægflok drevet over Mara få hundrede meter fra Karen Blixen Camp, men både løver og hyæner lå i stort antal på lur, på modsatte side. Alle man måtte af huse for at hjælpe. Guider, kokke, og tjenere bevæbnet med spyd gjorde fælles front med maasaierne mod rovdyrene. I alt 60 mand var linet op, men det lykkedes alligevel løverne at snuppe en enkelt ko.

Savannes standfaste eller rettere standhaftige indbyggere er fortrukket til den tvivlsomme skygge under de tornede paraplyakasier og ørkendadler. Disse små skyggeoaser holder på den sparsomme fugtighed og lokker med særligt frodige græsser, og vildtet kvitterer taknemmeligt med gødende efterladenskaber. Varmedisen slører blikket, og de græssende zebrafamilier bliver pludseligt forvandlet til et kubistisk mesterværk i sort og hvidt, som ikke et rovdyr kan finde hoved og hale på. De mindre antiloper gør sig umage for at beskytte de sortstribede flanker mod indstrålingen og vender nødigt siden til solen.

Vi er så tæt på Ækvator, at temperaturen sagtens kan snige sig over 30 grader midt i eftermiddagssolen, selvom højsletten er et par kilometer over havets overflade. Mennesker og dyr gør klogt i at træffe de nødvendige forholdsregler for at holde på vandet. Vi drikker og sveder. Heldigvis har vi en stor camping boks med dejlige kolde drikkevarer. Familien struds flygter fra bilstøjen. Vingerne er løftet, dog ikke i erindringen om en fjern flyvende fortid, men for at lukke vinden ind over den underliggende nøgne hud. Strudsens kølevindue. Hver art sin strategi, der for mit vedkommende resulterer i en Tusker (velsmagende kenyansk øl).
Mange guider kolporterer ukritisk den udbredte myte om det symbioselignende forhold mellem de vandrende dyr. Zebrafamilierne går forrest, spiser de lange tørre strå og åbner adgangen til savannens saftige bundgræsser for gnuerne. Gnuerne er drøvtyggere og er derfor ret afhængige af næringsrig føde, da de kun kan fylde maven op før de skal gennem en lang fordøjelsesprocedure i modsætning til zebraer, der kan køre store mængder gennem systemet og derfor ikke er så afhængig af fødekvaliteten. Sidst kommer så de små thompson gazeller og snupper næringsrige urter. Små antiloper har som de fleste små dyr en stor overflade i forhold til kropsvægten og derfor et højt stofskifte, der kræver næringsrig føde. Eksempelvis dør en lille spidsmus, hvis den er uden mad i et par timer. Myten er nu ikke forkert, men heller ikke helt rigtig. Naturromantikken har taget over, for vi vil så frygteligt gerne glæde os over naturens formidable tilpasninger. Vi ser samme myte i talrige dyrefilm og TV udsendelser. Naturen er i fin balance, og den må vi endelig ikke forstyrre?

Alle dyr har fundet deres nicher og arterne lever balance med hinanden, snupper ikke hinandens føde. Savannen græsses aldrig ned fordi alle har forskellige fødenicher (i modsætning til eksempelvis geder og køer)
Men holder den i byretten, eller glemmer vi den kritiske rationalisme? Hvorfor skulle en zebra foretrække tør næringsfattig græs? Selvfølgelig gør den ikke det! Men den kan leve af det, og det er noget ganske andet. Når græsset er højt, er det ikke smart at stikke hovedet langt ned, for man aner jo ikke hvad der ligger og lurer. Kan man spise fra oven og i øvrigt holde øje med omgivelserne, stiger chancerne for overlevelse ganske betydeligt. Når græsset er gnavet godt i bund går zebraerne lystigt løs på de nye spigrende græsser i skarp konkurrence med gnu og andet savannevildt.

Jo større føde potentiale desto større succes. Dyr der kan tilpasse sig overlever – savanne dyr dør når savannen forsvinder. Overlevelsesstrategier er forskellige, og hvert dyr har haft succes med sin nogle er konservative nogle er tilpasningsdygtige. Hvis alle havde samme strategi, ville der vel ikke være nogen tilbage. Nøjagtigt som med menneskene. Kvægnomader er konservative, bantuer og europæere er innovative i forsøget på at optimere liv situationen, men alle har haft succes i netop deres eget miljø.

Billeder:
Alle billede taget d. d.

Vejen til Masai Mara

2009-08-02T16:47:00.000+02:00

Turen fra Nairobi til Masai Mara har alle dage været en eventyrlig rejse gennem Rift Valley eller Den østafrikanske Gravsænkning forbi vulkanerne Mt. Suswa og Mt. Lonogonot. Undervejs støder man på de første giraffer i dalbunden, hvor de græsser på den lille fløjtetorn, og snart brydes landskabet af masaiernes røde kapper og kvæghjorte. Første, anden og tredje gang nød jeg turen, men efterhånden steg pedaltrykket, hvilket kun medfører markant stigning i antallet af punkteringer, fastkørsler og ophængskader og tilsvarende sænkning af gennemsnitsfarten.
Hvor Baronesse Blixens oksekærrer var det meste af en uge undervejs, kan man på en god dag gøre turen på 6-7 timer i en Landrover. Trods millioner af EU, Danida- og verdensbankmidler er det aldrig lykkedes at føre en god vej helt igennem. Ledende kenyanske politikere har investeret i safari-flyvning, hvilket har en noget ugunstig indflydelse på vejkonstruktionen. Til gengæld kan man altså flyve yderst bekvemt og stabilt. I flere år fløj vi med en gammel DC-3 eller Dakota fra 1947. En herlig maskine, der havde tjent verden på bedste vis under ”Berlin-broen”, hvor de, tungt lastet, svævede ned på Tempelhofs korte landingsbane midt i den belejrede by. Men maskinen er volatil i mere end én forstand, så vi nyder de små moderne maskiner, der tilsyneladende kan lande på alt.

Fra flyet kan vi se, at der allerede står mange gnuer i Mara, der er den østlige vandrings arm, der kommer fra de øde Loita Plains, hvor vi tidligere camperede uden at se et øje i dagevis. Der er masser af vildt. Gnu, zebra og thomson står over alt, men på vej til Karen Blixen Camp ser vi tillige topi, koantilope, giraf og elefant. Græsset er lavt og gennemgående tørt, men områder med kort grønt græs afslører, at den igangværende tørke ikke bider på Mara, der heldigvis får flere spredte byger hver uge. Man må håbe, det er nok til at redde årets vandring. Dyrene fra Det vestlige Serengeti står stadig omkring Musiara og Mara Triangle, omkring 15 kilometer fra Karen Blixen Camp (KBC).

Karen Blixen Camp ligger lige til Mara floden, og et enkelt blik afslører to ting; Vor lille flodhesteflok er vokset med over 15 til nu 50 individer, og vandstanden er sænket med over halvanden meter, siden jeg var her tidligere på året. Mara floden får primært sit vand fra højlandet mod nord, hvor der både er tørke og nybyggede dæmninger i Mau, men nu truer den lave vandstand altså vor lokale vandforsyning. Den gunstige side af den lave vandstand er, at store vildtmængder drikker af floden lige over for os. Vi kan dagligt nyde arter som, impala, bavian, elefant, giraf udover flodheste og krokodiller, mens vi spiser.

Efterladte dyrebørn har forvandlet KBC til en mindre zoo, ikke mindst til glæde for de besøgende (menneske) børn. To meget unge thomson gazeller og en impala render rundt mellem gæsterne på evig jagt efter vor sutteflaske med mælk. Den største er imidlertid begyndt at betragte de mindste børn som rivaler, og de får en tur med de små horn, hvis vi ikke passer på. Et enkelt forsøg med at sætte den fri endte med, at den returnerede til KBC dybt udmatter efter tyver kilometers farefuld færd. Vi hænger vist på den!

Eftermiddagens safarikørsel bød på elefanter, elefanter og elefanter. Vi stødte ind i rundt regnet 8 familiegrupper i løbet af et par timer, men de fleste steder var græsset for tørt, så de store dyr forlystede sig med friske skud fra trætoppene. Hele Masai Mara er et typisk ”elefantlandskab”, hvor næsten alle træer er formet af elefanternes ofte ret hårdhændende græsning. Kigger man på små træer og buske, gemmer der sig ofte en meget tyk og gammel stamme inden under – en ren bonzai - produceret af elefanter. Elefanter er savannes bønder. De rydder træer og buske, åbner savannen for græsvækster, hvilket gør området langt mere produktivt til glæde for dem selv og næsten alt andet savannevildt mere om elefanter senere.

Dagens øvrige billeder herunder:

Afrikas berømte vildtvandring 2009

2009-07-30T08:43:00.000+02:00

Live blog fra Karen Blixen Camp i Kenya

Hver dag i perioden 1. til 16. August beretter Albatros Direktør, biolog Søren Rasmussen i ord og billeder om et af verdens mest berømte naturfænomener direkte fra begivenheden.

Her introduceres Den Store Vildtvandring:
I 1950’erne drog direktøren for Frankfurts zoologiske have, Dr. Bernhard Grzimek, sammen med sin søn Michael til, hvad vi i dag kender som Serengeti-Masai Mara-økosystemet på grænsen mellem Kenya og Tanzania. Under stort besvær drog de gennem en fjerdedel af klodens mest utilgængelige egne i et ramponeret et-motors fly for at studere den afrikanske savanne på nærmeste hold. Det kom der flere film og bøger ud af: ”Ingen plads for vilde dyr” og ”Serengeti må ikke dø”. Grzimek’erne opdagede ikke bare den senere så berømte vandringscyklus, men også den tiltagende, menneskelige inddæmning af vildtet, der truede med at udslette en stor del af Østafrikas rige naturområder. Takket være flotte filmoptagelser og populariseringen blev arbejdet hurtigt verdensberømt og spillede en helt afgørende rolle for naturbevarelsen og afgrænsningen af naturområderne i hele Østafrika.
Når vi i dag nyder at se tusindvis af hvidskægget gnu og hurtigstribet zebra vælte sig frygtløst ned i floder mellem krokodiller og farlige strømhvirvler, hvad enten det er på live safari eller lænestolssafari med BBC’s storslåede naturprogrammer på skærmen, kan vi roligt sende Grzimek og søn en venlig tanke.
De færreste kender dog baggrunden eller indholdet af den såkaldte vildtvandring, også kaldet migrationen. Hvad sker der egentlig hvor, hvornår og ikke mindst: Hvad kan man forvente at opleve?

Et af savannens karakteristika er, at nedbøren falder i en eller flere samlede perioder og ind imellem regnen opstår kortere eller længere tørkeperioder, hvor den tilgængelige fødemængde reduceres betragteligt. Derfor har en del arter udviklet en vandringsstrategi, der følger nedbørsmønstret og føden. I det store vildtområde, Masai Mara-Serengeti, der strækker sig henover grænsen mellem Kenya og Tanzania, forekommer denne strategi særlig markant hos den hvidskæggede gnu, der følgelig har udviklet et vandringsmønster, som strækker sig over alle årets måneder. Gnuen får følgeskab af zebra, der æder de højeste, tørre græsser og åbner for gnuens adgang til de saftige, næringsrige græsser i bunden. Senere følger den graciøse thomsongazelle i de førstnævntes fodspor og græsser på de tilbageværende urter. Såvel gnu som gazelle er drøvtyggere og har behov for føde af høj næringsværdi i modsætning til zebra, der kan konsumere store fødemængder. I gode år vandrer over en million græsædere henover Serengetis åbne sletter i samme cyklus.

Det sydlige Serengeti har sommerregn og modtager næste hele nedbørsmængden mellem november og marts. Derfor samler en stor del af gnubestanden sig her, nyder det friske græs og kælver i løbet af februar. Mere end 80 % af kalvene falder inden for samme uge. Efterhånden som græsset afgnaves, sætter flokken sig i bevægelse mod nord og vest og krydser Grumeti-floden i april-maj. I juni-juli når de op til grænsen mod Kenya og Masai Mara, hvor det gerne skulle have regnet i april og maj. Masai Maras græs bliver i reglen meterhøjt i løbet af juni; klar til at modtage de store vildtflokke, når de krydser Mara floden i juli-august. En betydelig del af bestanden følger sporet langs Masai Maras markante Olololo-højderyg i en kilometer bred bræmme forbi Musiara, Karen Blixen Camp og helt mod nord til Aitong, den første bymæssige bebyggelse. Herefter returnerer de samme vej i oktober-november; de skulle gerne nå de friske græsser sydpå.
Hvert år varierer ud fra samme skema, og i nogle år krydses flere gange frem og tilbage over Mara og andre floder, uden man egentlig rigtigt forstår, hvad der er i gærde. Der er dog bred enighed om, at specielt gnuerne reagerer på regn og dermed også på mange små, lokale byger.

”Den store vildtvandring” er altså ikke en bestemt begivenhed, men et permanent fænomen, der kan nydes året rundt, hvis man er på det rigtige sted. To perioder træder dog særlig tydeligt frem: Serengeti fra februar til maj og Masai Mara fra juli til november.
I Serengeti vil perioden byde på fødsler, dyreunger og uhyggeligt mange rovdyr samt også mulighed for flodkrydsninger, særligt i sidste halvdel af perioden. I Masai Mara vil hele perioden give mulighed for at se store vildtflokke krydse både Mara-floden og andre floder, mens tonstunge krokodiller lurer i vandet. Der vil naturligvis også være en sværm af rovdyr som løve, leopard, gepard og hyæne omkring flokkene.
Masai Mara-Serengeti-økosystemet byder på talrige migrante arter med mange forskellige strategier, herunder elefant. Det komplekse system har optimeret bestandstørrelsen til noget helt unikt. Derfor kan man være ”heldig” året rundt. Der er altid noget at se og opleve, uanset hvor man opholder sig.

Søren Rasmussen