Afrikas berømte vildtvandring 2009

Live blog fra Karen Blixen Camp i Kenya

Hver dag i perioden 1. til 16. August beretter Albatros Direktør, biolog Søren Rasmussen i ord og billeder om et af verdens mest berømte naturfænomener direkte fra begivenheden.

Her introduceres Den Store Vildtvandring:
I 1950’erne drog direktøren for Frankfurts zoologiske have, Dr. Bernhard Grzimek, sammen med sin søn Michael til, hvad vi i dag kender som Serengeti-Masai Mara-økosystemet på grænsen mellem Kenya og Tanzania. Under stort besvær drog de gennem en fjerdedel af klodens mest utilgængelige egne i et ramponeret et-motors fly for at studere den afrikanske savanne på nærmeste hold. Det kom der flere film og bøger ud af: ”Ingen plads for vilde dyr” og ”Serengeti må ikke dø”. Grzimek’erne opdagede ikke bare den senere så berømte vandringscyklus, men også den tiltagende, menneskelige inddæmning af vildtet, der truede med at udslette en stor del af Østafrikas rige naturområder. Takket være flotte filmoptagelser og populariseringen blev arbejdet hurtigt verdensberømt og spillede en helt afgørende rolle for naturbevarelsen og afgrænsningen af naturområderne i hele Østafrika.
Når vi i dag nyder at se tusindvis af hvidskægget gnu og hurtigstribet zebra vælte sig frygtløst ned i floder mellem krokodiller og farlige strømhvirvler, hvad enten det er på live safari eller lænestolssafari med BBC’s storslåede naturprogrammer på skærmen, kan vi roligt sende Grzimek og søn en venlig tanke.
De færreste kender dog baggrunden eller indholdet af den såkaldte vildtvandring, også kaldet migrationen. Hvad sker der egentlig hvor, hvornår og ikke mindst: Hvad kan man forvente at opleve?

Et af savannens karakteristika er, at nedbøren falder i en eller flere samlede perioder og ind imellem regnen opstår kortere eller længere tørkeperioder, hvor den tilgængelige fødemængde reduceres betragteligt. Derfor har en del arter udviklet en vandringsstrategi, der følger nedbørsmønstret og føden. I det store vildtområde, Masai Mara-Serengeti, der strækker sig henover grænsen mellem Kenya og Tanzania, forekommer denne strategi særlig markant hos den hvidskæggede gnu, der følgelig har udviklet et vandringsmønster, som strækker sig over alle årets måneder. Gnuen får følgeskab af zebra, der æder de højeste, tørre græsser og åbner for gnuens adgang til de saftige, næringsrige græsser i bunden. Senere følger den graciøse thomsongazelle i de førstnævntes fodspor og græsser på de tilbageværende urter. Såvel gnu som gazelle er drøvtyggere og har behov for føde af høj næringsværdi i modsætning til zebra, der kan konsumere store fødemængder. I gode år vandrer over en million græsædere henover Serengetis åbne sletter i samme cyklus.

Det sydlige Serengeti har sommerregn og modtager næste hele nedbørsmængden mellem november og marts. Derfor samler en stor del af gnubestanden sig her, nyder det friske græs og kælver i løbet af februar. Mere end 80 % af kalvene falder inden for samme uge. Efterhånden som græsset afgnaves, sætter flokken sig i bevægelse mod nord og vest og krydser Grumeti-floden i april-maj. I juni-juli når de op til grænsen mod Kenya og Masai Mara, hvor det gerne skulle have regnet i april og maj. Masai Maras græs bliver i reglen meterhøjt i løbet af juni; klar til at modtage de store vildtflokke, når de krydser Mara floden i juli-august. En betydelig del af bestanden følger sporet langs Masai Maras markante Olololo-højderyg i en kilometer bred bræmme forbi Musiara, Karen Blixen Camp og helt mod nord til Aitong, den første bymæssige bebyggelse. Herefter returnerer de samme vej i oktober-november; de skulle gerne nå de friske græsser sydpå.
Hvert år varierer ud fra samme skema, og i nogle år krydses flere gange frem og tilbage over Mara og andre floder, uden man egentlig rigtigt forstår, hvad der er i gærde. Der er dog bred enighed om, at specielt gnuerne reagerer på regn og dermed også på mange små, lokale byger.

”Den store vildtvandring” er altså ikke en bestemt begivenhed, men et permanent fænomen, der kan nydes året rundt, hvis man er på det rigtige sted. To perioder træder dog særlig tydeligt frem: Serengeti fra februar til maj og Masai Mara fra juli til november.
I Serengeti vil perioden byde på fødsler, dyreunger og uhyggeligt mange rovdyr samt også mulighed for flodkrydsninger, særligt i sidste halvdel af perioden. I Masai Mara vil hele perioden give mulighed for at se store vildtflokke krydse både Mara-floden og andre floder, mens tonstunge krokodiller lurer i vandet. Der vil naturligvis også være en sværm af rovdyr som løve, leopard, gepard og hyæne omkring flokkene.
Masai Mara-Serengeti-økosystemet byder på talrige migrante arter med mange forskellige strategier, herunder elefant. Det komplekse system har optimeret bestandstørrelsen til noget helt unikt. Derfor kan man være ”heldig” året rundt. Der er altid noget at se og opleve, uanset hvor man opholder sig.


Søren Rasmussen