fredag den 4. september 2009

Status, august 2009

Endnu en fantastisk måned i Masai Mara.
Dokumenteret med en stribe billeder, der alle stammer fra august 2009 og er taget i området i og omkring Karen Blixen Camp (KBC) - klik her og se et slideshow


Kenya er præget af tørke, og i visse områder af landet nærmer katastrofen sig, men vi sætter vor lid til den ”lille regn” i november. Masai Mara har igen været heldig. Det har ikke regnet skomagerdrenge som i visse tidligere år, men vi har dog haft nogle solide eftermiddags- og aftenbyger, der har sat skub i de korte, næringsrige græsser i Mara North Conservancy og længere mod nord. God, saftig græs som gnuerne trekker efter, selvom de må dele det med masaiernes kvæg. Bygerne og græsset er forudsætningen for, at vildtets trækruter kan opretholdes på sædvanlig vis. Vi ser masser af gnu, zebra og thomson gazelle passerer igennem, men også de mindre regulære migranter som topi og elefant har været flittige gæster i det meste af området.
Den besynderlige kombination af tørke og spredte byger, her medført at gnuerne er væltet frem og tilbage over Mara floden i et væk. Det sædvanligvis helt usystematiske skuespil omkring vadestederne, har været endnu mere påfaldende i år, og mange besøgende har haft heldet med sig og set flere krydsninger. Der har været dage med op mod en halv snes krydsninger af samme vadested, så de fleste har fået det hele med uden det store opbud af tålmodighed. Selve krydsningerne har ikke været helt så spektakulære i år, på grund af den ringe vandmængde i floden, men til gengæld har det være muligt at få et tydeligt bilede af kampen mellem krokodiller og byttedyr, der så at sige har kæmpet oven vande.
Løve, hyæne, gepard og leopard og andre rovdyr har kronede dage. Der er rigeligt med attraktive byttedyr, så der spises og yngles lystigt. Geparden får på forunderlig vis opsnuset mange af de små nyfødte gazeller, og behøver ikke at begive sig ud i de mange opslidende jagter for at få dækket fødebehovet. Gennem hele måneden er alle arter, med undtagelse af leoparden, blevet spottet dagligt på safarikørsler fra Karen Blixen camp. I øjeblikket har vi dog en 50 %’s leopardsucces, så helt ringe er det ikke.
Masai Mara er ikke helt så velbesøgt som tidligere år, hvilket tilskrives den internationale finanskrise, men selvom det kan være attraktivt for besøgende, ikke at skulle dele herlighederne med alt for mange andre, er det dog en trussel for hele områdets økonomi og eksistens. Uden besøgende ingen indtægter; uden indtægter intet naturområde. Sæsonen er dog først lige startet og mon ikke det retter sig?
Under alle omstændigheder ser det ud til at september også vil blive en fantastisk måned i naturmæssig henseende, og så er vi tæt på at kunne spå positivt om hele den kommende sæson; der er masser af vildt, og kommer regnen som den skal, i løbet af de kommende måneder så er der frit valg på alle hylder…