Krybskytter i Masai Mara

Siden man for en del år tilbage igen tillod handel med elfenben, er krybskytteriet tiltaget overalt i Afrika. Det eneste effektive måde at beskytte elefanterne på er at forbyde al handel herunder også de lovligt indsamlede elfenben fra selvdøde dyr. Lovlig handel er tilbøjelig til at smitte elefanterne med en livsfarlig og meget dødelig virus.

I Mara North er der siden 2008 dræbt 70 elefanter. Vi ved ikke hvor stor den samlede population er, da elefanterne jo har det med at spankulere en del rundt, men det er yderst sjældent, at vi kan tælle mere end 5-600 individer i området. Selv med nye fødsler taget i betragtning er det svært at få tallet af dræbte elefanter til komme under 10% af populationen. Det peger kun en vej.

Heldigvis lykkedes det vore lokale rangere at nå frem til 64 af de dræbte elefanter, inden stødtænderne var fjernet. Desværre er vi en anelse i tvivl om, hvor de nu lovlige stødtænder fra elefanterne havner, efter de er indleveret til Kenya Wildlife Service. Vi vil nemlig helst selv brænde dem, men det må vi ikke. Derfor har Mara North indledt et samarbejde med et britisk universitet om at indsamle og registrere DNA fra samtlige døde dyr. Informationerne havner på internettet, hvor de kan kobles med informationerne om de lovligt handlede elfenben, der altid DNA registreres. Det bliver interessant at følge.

Ganske tilfældigt er tallet 64 også det antal elefanter, som er forsøgt relokeret fra Narok til grænsen mellem Masai Mara og Serengeti. De omkring 200 elefanter der holder til omkring den voksende by Narok, laver en del ravage. De ødelægger og æder lokalbefolkningens afgrøder, men selvom de var her først, har vi mennesker altså besluttet, at dette område ikke skal være elefantfristed, der er simpelthen for mange mennesker. Elefanterne bedøves, transporteres til Masai Mara og slippes som nævnt løs på grænsen til Serengeti ud fra den betragtning, at netop her har de valget mellem alle verdenshjørner. Desværre har elefanter - ligesom mennesker - en meget stor tilbøjelighed til at transportere sig selv tilbage til det sted, de kom fra. Der ser også ud til at ske i denne omgang, hvor slaget kan følges på Google, da elefanterne er mærket.

Elfenben er ikke den eneste årsag til krybskytteri. I dag dræbes flere og flere elefanter som følge af konflikten mellem menneske og dyr, mellem udvikling og natur.

Agamer i KBC

Vi har i reglen fokus på storvildt, men der er sandelig også meget småvildt at iagttage. I selve KBC holder et utal af røde klippeagamer til, og vi kan dagligt se hannerne kippe med det flade røde hoved for at tiltrække hunnerne og skræmme andre bejlere væk. Agamer er en selvstændig familie af firben med 3-400 arter i specielt Østen og Australien. De afrikanske agamer er specialiseret i termitter og myrer, men kan i princippet spise alt det de kan gabe over, hvilket ikke er så lidt, da de kan udspile huden under kæben.

Forleden dag iagttog jeg en fladhovede træagam med det kraftige blå hoved. Jeg snuppede et hurtigt billede, men inden jeg havde nået at stille kameraet var farven forsvundet, så de to første billeder er samme dyr med 30-40 sekunders mellemrum. Den grå udgave er langt mindre synlig, så de bruger farveskiftet på samme måde som kameleoner til at camouflere sig, eller rettere undgå at tilstrække sig opmærksomhed. Det er en rigtig god ide, når samtlig overflyvende rovfugle gladeligt vil sætte tænderne i en.

Samme dag så jeg et legende par, hvor hannen, havde et kraftigt blåt hoved, men tabte farven hurtigt efter, at vi kom til stede. Dog gik der ikke mange øjeblikke, før han havde vænnet sig til vor tilstedeværelse på behørig afstand og fandt den blå farve frem igen. Farveskiftet kan med andre ord gå lynhurtigt, og styres af det autonome nervesystem, således at stressfaktoren øjeblikkeligt giver sig udslag i den mest hensigtsæssige farvetegning.

Man kan godt komme tæt på en agame, men man risikerer, at den vender sig og aflevere et grimt bid, hvilket dog ikke er giftigt, selvom det modsatte ofte hævdes.