Forleden dag iagttog jeg en fladhovede træagam med det kraftige blå hoved. Jeg snuppede et hurtigt billede, men inden jeg havde nået at stille kameraet var farven forsvundet, så de to første billeder er samme dyr med 30-40 sekunders mellemrum. Den grå udgave er langt mindre synlig, så de bruger farveskiftet på samme måde som kameleoner til at camouflere sig, eller rettere undgå at tilstrække sig opmærksomhed. Det er en rigtig god ide, når samtlig overflyvende rovfugle gladeligt vil sætte tænderne i en.
Samme dag så jeg et legende par, hvor hannen, havde et kraftigt blåt hoved, men tabte farven hurtigt efter, at vi kom til stede. Dog gik der ikke mange øjeblikke, før han havde vænnet sig til vor tilstedeværelse på behørig afstand og fandt den blå farve frem igen. Farveskiftet kan med andre ord gå lynhurtigt, og styres af det autonome nervesystem, således at stressfaktoren øjeblikkeligt giver sig udslag i den mest hensigtsæssige farvetegning.
Man kan godt komme tæt på en agame, men man risikerer, at den vender sig og aflevere et grimt bid, hvilket dog ikke er giftigt, selvom det modsatte ofte hævdes.