Savannens nomader

For 13–14.000 år siden fandt vi ud af, at det er noget smartere at dyrke jorden og tæmme vildtet, end henslumre en højst usikker tilværelse med daglig afhængighed af tilfældigt forekommende afgrøder og vildt. Siden har vi drevet dyrene rundt til gode, saftige græsgange med frisk drikkevand. Vi har udnyttet vor viden om naturen, årstiderne og vejret til at få det bedst mulige ud af situationen. Nogle af os blev kort sagt nomader eller beduiner, som der står i Bibelen. Kainitterne af Kains slægt blev agerbrugere, mens habilerne af Abels slægt blev hyrder (beduiner). Således udviklede menneskeslægten to nye livs strategier, der sikrede fødevareforsyningen på en ny og mere effektiv måde.

Tusinde , måske millioner, år før mennesket udviklede en del af savannens vildt egne former for nomadisme med nøjagtigt samme formål; at sikre vand og føde året rundt; at overvinde tørkens trængsler, ved simpelthen at bevæge sig derhen, hvor forsyningerne var mere rigelige. Som mennesket, har vildtet koncentreret sig om to markante strategier; nemlig den territoriale, hvor et bestemt prisværdigt område forsvares – ofte voldsomt - mod konkurrenter og så den mere eller mindre konstante vandring.

Vort kendskab til disse vandringsstrategier et stadig begrænset, bortset fra de meget iøjefaldende, som eksempelvis den store vildtvandring i Østafrika. Flere steder i Afrika vandrer relativt store elefant klaner i relativt faste årlige cykler, hvilket vi eksempelvis kender fra Tarengire i Tanzania og fra det nordlige Mali og Tchad, hvor årstiderne er meget varierede. Langt de fleste elefanter har deres egne komplicerede systemer, der tilmed er individuelt bestemt fra gruppe til gruppe. De dygtige lederhunner lærer livet igennem og overgiver viden til næste generation. De kender ikke alene årstiderne, naturens mere eller mindre faste cykler, urter og frugters modning, men de forstår også naturens mere ujævne variationer og tørker, og har højt udviklede strategier for nødsituationerne, på samme måde som vore dages kvægnomader.

Man kan ikke opholde sig i længere tid på savannen uden at bemærke svingningerne i de forskellige populationer. Arter som topi, eland og kongoni (koantilobe)vandrer ikke sammen med de øvrige trækkende arter, og dog varierer bestandene efter komplicerede mønstre, der ikke er helt klarlagte. Det gælder i øvrigt også en del fuglearter, der ikke er typiske trækfugle.

Den store vildtvandring (se i øvrigt denne blog fra juli 09) er selvfølgelig noget af det mest spektakulære, hvor gnu, zebra og thomsom gazelle trækker i hundred tusindvis mellem Serengeti og Masai Mara, men hvordan fandt de på det? Der er nogenlunde enighed om, at gnuerne er den initierende kraft, der trækker de øvrige med, men i modsætning til elefanten udviser den ingen større tankevirksomhed, familie- eller flok sammenhørighed. Gnuen opfattes som et primitivt dyr, hvor der kun er et stærkt bånd mellem moder og kalv, mens flokkene er fuldstændigt tilfældigt sammensatte og forandres efter tilfældige mønstre fra time til time. Der er ingen ledelse eller overordnet forsvar, og det handler tilsyneladende kun om, at være flest muligt samlet, således at det enkelte individs overlevelseschancer forbedres statistisk. Alligevel er de lige så succesfulde nomader som elefanter og mennesker?

Gnuerne lever både som nomader og residente i mange områder af Serengeti og Mara. I de fleste områder i det Vestlige Masai Mara, er der græs året rundt og dermed også bofaste gnuer, men de migrerende arter kælver i et stort græsområde i det sydlige Serengeti omkring Ndutu og Sertonera samtidig med sommerregnen. Bygerne kommer med regelmæssige mellemrum over en 4 måneders periode, hvor græsset gror lige så hurtigt, som det ædes. Når regnen er ophørt, og der ikke er mere vand i jorden, holder græsset op med at gro. Hvis alt vildtet blev i området, ville der formentlig kun være føde nok til en tiendedel af bestanden. Man kan derfor konkludere, at vildtet simpelthen følger græstæppet og gnaver sig frem uden yderligere tankevirksomhed. Og dog er der et mønster – broget, men det er der - Hvis der er meget regn i Masai Mara, bliver de længere, og noget tyder på, at flere bliver hængende tilbage og sparer sig fra turen tilbage. Noget tyder også på, at grundstoffet fosfor spiller en særlig rolle for deres opbygning og fordøjelse, og at de i øvrigt kan lugte sig frem til fosforholdig føde. Det ses, at de går gennem friske grønne græsser for at komme frem til mere fosforholdig føde. Græsserne i det sydlige Serengeti er netop meget fosforholdige, så sammenhængen skulle være ganske klar.

Noget vildt er altså udstyret med et tankesystem, der sætter dem i stand til selv at lære og udnytte de naturgivne forudsætninger, mens andre er udstyret med instinkter og sanser, der spiller sammen på en lige så effektiv måde, men kan man på denne baggrund konkludere, at hjernen er generelt over vurderet?

Regn over KBC og et sidespring til Sydafrika og sjældne dyr

Så kom regnen endelig over Karen Blixen Camp. En gevaldig regnstorm sent på eftermiddagen blev fulgt op med regn natten igennem. I alt omkring 47 mm nedbør, og dermed mere end rigeligt til, at Mara North Conservancy vil blive dækket af et tykt, smukt og meget grønt græstæppe de kommende måneder. På savannen er der en ligefrem proportional sammenhæng mellem nedbørsmængden og primærproduktionen. Dobbelt så meget regn giver almindeligvis dobbelt så meget græs. Forbeholdet skyldes, at regnen kan være så kraftig, at noget simpelthen når at løbe af. Det svækkede vildt vil genvinde kræfterne på få uger; de fleste flodheste og bøfler og impalaer overlever også i denne omgang. For rovdyrenes vedkommende er ferien forbi, de skal igen på hårdt arbejde for at nedlægge et stykke vildt. Den stærkeste og sundeste løve, leopard eller hyæne vil fortsat have svært ved at nedlægge den stærkeste og sundeste antilope, og således sikres savannens dynamik.

Vi kan nu se frem til en højsommer med masser af græs og grønne træer, mange overlevende dyrebørn og en gennemgående sund og rigelig vildtbestand omkring KBC. Muligheden for en svag El Nino kaster dog en lille skygge over glæden, men indtil videre er der ikke blevet meget af den skygge.

Herunder ser man nogle af Afrikas sjældneste dyr, som er taget i denne uge i et privat reservat i Sydafrika. Det er henholdsvis den brogede antilope bontebok, beslægtet med Maras topi og bjergzebraen, der trods den typiske stribede tegning er noget fjernere beslægtet med den almindelige zebra (burchells), end man ellers skulle tro. Bjergzebraen har faktisk kun 32 kromosomer mod den almindelige zebras 44, selvom de begge er udviklet fra samme stamfar, der levede for kun 2 millioner år siden på Nordamerikas prærie. Disse prægtige stykker vildt ville efter alt at dømme være udryddet for længe siden, hvis behjertede sjæle ikke havde reddet de sidste få individer i allersidste øjeblik og startet et opdræt i en lang række private reservater. I dag lever små sunde populationer overalt i det sydlige Afrika, men fortsat udelukkende under kontrollerede forhold. Arterne er reddet for eftertiden, hvilket også gælder arter som den sorte gnu og det hvide næsehorn. Sidstnævnte har endda udviklet sig så godt, at de igen spredes til nationalparker og reservater rundt i hele Afrika og herunder Masai Mara.




Endelig er der et mere kontroversielt billede af en sort impala, der stolt blev vist frem ved samme lejlighed. Den heldige ejer har brugt megen tid på at pille de mørkeste individer ud, krydse dem med hinanden, indtil man endelig havde et individ med en massiv melaninproduktion i de yderste hudlag. Altså en sort impala, der nu indbringer 165.000 Rand på auktioner (omkring 100.000 kr.). En sort impala ville næppe klare sig i fri natur i mange døgn. Alle rovdyr har et glimrende sort-hvid syn, og vil givetvis pille disse eksemplarer ud med det samme. Hvad skal vi så med dem? De har nogenlunde samme funktion som en hvid tiger eller løve, der trives bedst i et cirkus. Hvem gider drage ud i naturen for at komme i cirkus?

Der har altid været megen fokus på beskyttelse af udryddelsestruede pattedyr. Jo større og mere spektakulære arter desto større anstrengelser, men hvad gør den ene art mere værdifuld end den anden? Hvorfor er en bontebok mere interessant end en løvfrø eller en soldug? Biologisk set er der intet at foretrække ved en art frem for en anden, men det er langt vanskeligere at beskytte mange arter end enkelte arter. Bontebok, zebra, gnu og næsehorn kan man spærre inde og fodre med lige præcist den rigtige næringssammensætning, men planter, svampe, krybdyr, padder, insekter og fugle ofte kræver komplekse forhold, som vi ikke altid kender til bunds. Komplekse forhold, der er karakteristiske for deres oprindelige levesteder, og derfor er der i dag mere fokus på beskyttelse af levesteder eller fredning af biodiversiteten, som det hedder i fagsproget.








Hvis man freder en elefant i sine naturlige omgivelser, bevarer man også de skarnbasser, der lever af dens gødning; de mangustere, der spiser skarnbasserne i gødningen, de rovfugle der spiser mangusterne; de træer, der kun kan spire, når frøene har været igennem en elefantmave; alle de dyr og fugle, der lever af træernes blade og frugter; de tæger der suger elefantens blod; de oksepikkere, der spiser tægerne på elefantens hud osv. Vi kan nemmere undvære en enkelt art end et levested.

De fleste organisationer vælger fortsat at sætte fokus på spektakulære, truede arter som elefant, næsehorn, tiger og isbjørn, fordi det er meget nemmere at forklare end noget så svært som naturens mangfoldighed. Det er måske også nemmere at skaffe penge til babysæler med store øjne, selvom disse trives ganske udmærket, end til diversitet.

Når man kigger bagud på de forgangne års argumentation for at bevare levesteder( =naturens mangfoldighed = biodiversitet), har disse været præget af to grundsyn; naturromantik og kræmmermentalitet.

Mennesket har godt af noget oprindelig natur, der virker beroligende og måske er det også sundt for øjnene. Hvis man nu godt kan lide at gå tur i en vel friseret park? Hvad skal man så med naturen, det billige skidt?

Den anden del af argumentationen handler om, at de mange arters forskellige gener rummer uanede muligheder for menneskelig udnyttelse. Der ligger en åben guldmine for driftige folk, der kan udvikle alskens mirakelkure mod samtlige menneskelige skavanker, mugfri jordbær og varmebestandige isterninger.

Naturens mangfoldighed er et resultat af 4,5 milliarder års udvikling. Arter er udviklet og forsvundet igen, nye er dukket op og herunder mennesket. Mennesket dukkede op, da der lige præcis blev plads til det. Rundt om mennesket indrettede de andre arter sig efter den nye arts tilstedeværelse, som det er sket talrige gange før. Naturen omkring os er altså en forudsætning for vor eksistens. Det modsatte er langt fra tilfældet. Naturen har ingen speciel brug for mennesket. Vor niche kan erstattes af andet, og systemet kører ufortrødent videre. Spørgsmålet er: ”Hvor mange arter kan vi undvære?” Hvornår har vi fjernet så mange arter fra naturen, at systemet bryder sammen? Det minder meget om CO2 spørgsmålet, og svaret er det samme: Vi ved det ikke?

Aber Dabei

Hver eneste uge ser vi mange bavianer langs Mara floden overfor KBC. De kommer for at drikke vand og slikke salt på den bare jord. Fordampningen er så høj, at næringssaltene trækkes med op til overfladen og er let tilgængelig i områder uden græs. Vi kan se dem vandre langs vandkanten ofte med unger på ryggen. Det ser ud til, at de smarte aber drikker i ly af flodhestene, der ligger som en beskyttende bræmme overfor eventuelle krokodiller på jagt efter en varm abe.
Sommetider ser vi også de små marekatte, men ingen af dem kommer helt nær KBC, fordi vi fra starten har frabedt os selskabet. Belært af andres erfaringer sørger vi for, at der ikke er noget spiseligt tilgængelig for aberne. Ikke en enkelt appelsinskal smides ud. Når først aberne har lært, at der er noget at hente ”raider” de simpelthen stedet. De lærer at åbne døre, vinduer og lynlåse, at gå i folks tasker og udvikler sig til sande eksperter i tricktyveri. De lærer at skelne rædselsslagne turister fra farlige afrikanere og snart udvikler de en ubehagelig, truende adfærd, der langt overgår en utrænet angrebshund. Derfor har vi ingen aber i Karen Blixen Camp.

I Kenya ser vi mest den såkaldte ”Olive Baboon”, der er betydeligt større end Tanzanias ”Yellow Baboon” med gylden mave og længere lemmer. Bavianernes hulemandsagtige dybtligende øjne skyldes tykke, kraftige øjenbrynsknogler, som beskytter øjnene. Bavianerne er faktisk udpræget vegetariske og spiser meget græs. Så længe Maras græsser er grønne og saftige udgør de formentlig mere end 50 % af føden, men blomster og frø samt rødder og jordstængler indgår også når græsset guldner og taber næringsværdien.
Alle aber elsker frugt, og kommer de i nærheden af søde saftige frugter fyldes kindposen, der er lige så stor som maven – så kan man jo altid tygge det igennem senere. I praksis er de dog nærmest altædende og ligner således også mennesket på dette område. Forleden så vi en stor enlig han komme gående mod brakvandet nær Musiara Gate. Han var helt oversmurt af blod og havde tydeligvis, sat et større kødmåltid til livs. Der er mange eksempler på, at især større hanner udvikler en jagtteknik og nedlægger eksempelvis mindre antiloper på egen hånd. Nogle klaner udvikler kollektive jagtteknikker, hvor hannerne omkredser og dræber vildt som antiloper, harer, klippegrævlinge og andre mindre dyr. Andre flokke udvikler teknikker, hvor hele flokken; hanner, hunner og unger deltager i jagten. De kan også finde på at stjæle maden fra rovdyr. Selv en leopard, der har bavian på hovedmenukortet kan frygte en større flok hanner.
Alt tyder på, at familierne eller klanerne udvikler sig meget forskelligt og har mange forskellige fødeemner på programmet.
Man skal ikke tage noget for givet.

Troppen eller klanen består af 30–150 aber og en sjælden gang mere. Der vil normalt være 2-3 gange så mange hunner som hanner, der alle kender hinanden grundigt og lærer af hinanden. Troppen består af mindre familier, hvor hunnerne er grundstammen. Hunner, der er vokset op sammen får en meget tæt sammenhørighed, der holder hele livet. Hun gruppen suppleres i reglen af en enkelt han eller et par stykker med en lidt løsere tilknytning. Tre generationer kan ofte ses sammen og afkom af hunkøn bliver normalt i familien resten af livet. Familiegruppen spiser og sover oftest sammen i samme træ og forbliver inden for synsvidde af hinanden. Hannerne er løsere tilknyttet, ofte forlader de troppen og søger over i en ny. Specielt de lavest rangerende, der på denne måde kan opnå en højere statue i en anden klan. Det tager tid at blive accepteret af en ny klan. I begyndelsen holder de sig i periferien og kommer tættere og tættere på. Såfremt de accepteres forsøger den indtrængende han at komme i nærmere kontakt med en hun og får måske lov til at soignere hende gennem nogle uger. Langsomt accepteres tilstedeværelsen, og samtidigt bygges et nærmere bånd mellem han og hun, der er af venskabelig karakter. Sex er noget helt andet, det gør man bare.
Første ægløsning kommer i 4 års alderen, hvor den lyserøde hud under halen vises frem til hannerne. Graviditeten tager 6 måneder. Først sidder den nyfødte unge på maven, men efter 5 uger kan den ride på ryggen. Hele gruppen er dybt interesserede i nyfødte, der får ekstrem opmærksomhed fra alle. Kommunikationen er meget omfattende med lyde, øjenbryn der løftes, klappen med munden osv. Kropssproget er tillige højtudviklet.

Da man for en del år siden fastslog, at det menneskelige genom (arvemasse) næsten er identisk med chimpansernes indenfor et par procent, begyndte vi for alvor at spekulere over forskelle og ligheder. Den genetiske forskel er identisk med den udvikling, mennesket har gennemgået siden, vi skiltes fra abelinjen for omkring 4,5 til 5 millioner år siden. Den er altså ikke specielt stor, når man måler i procent. Forskellen er imidlertid større end man umiddelbart skulle tro, fordi generne ikke er ”ligeværdige”. Nogle gener bestemmer nemlig over andre gener. Vi kalder disse gener for regulatorgener, fordi de regulerer andre geners udtryk. Et klassisk eksempel er genet for det mandlige kønshormon testosteron. Hvis det kun udtrykkes i begrænset form, bliver fosteret til en pige, og kommer der lidt mere af det, bliver fosteret til et drengebarn. Forskellen mellem dreng og pige, mand og kvinde ligger altså i, hvordan et gen reguleres. Det er dog noget af en forskel.
I dag har vi fundet flere eksempler på, at ens gener udtrykkes forskelligt hos henholdsvis mennesker og chimpanser. Det gælder eksempelvis genet der regulerer endorphiner, som kroppens smertedæmpende stoffer, der har indflydelse på indlæring og social tilpasning.

Karen Blixen Camp, Masai Mara

Status 30.Oktober 2009

Otte store, brune rovørne har samlet sig på jorden, og vi kører nærmere for at se, hvad de foretager sig. Lidt tættere på, opdager vi, at de ikke er alene, men sammen med en masse mindre fugle som glansstær, ellekrage, tornskade og gråbrun myrepikker er i fuld gang med at guffe proteinrige, vingede termitter i sig. Det er et godt varsel om regn. Når en længere tørtid afløses af regn, sender termitboerne de ny generationer ud på eventyr for at etablere nye samfund. De er udstyret med små vinger, der med vindens hjælp gerne skulle sprede dem mest muligt, for flyve kan de ikke. For langt de flestes vedkommende ender eventyret ikke med parring og nyt bo, men derimod i maven på talrige dyr, fugle og mennesker. Pokot folket i Vestkenya rister termitterne og gemmer lækkerierne i kalabasser, hvor de udgør folkets vigtigste proteinkilde.

De heldige termitter bider vingerne af i en fart, gemmer sig i græsset og tilkalder en partner ved at stampe i jorden. Det er dog ikke helt nemt for os at registrerer denne vældige gungren, men på den anden side kan vi jo heller ikke høre elefanternes lavfrekvente smalltalk, selvom den faktisk er på 70 Decibel, hvilket svarer nogenlunde til lyden fra en jumbojet.

Termitternes aktivitet varsler regn. Måske registrerer de trykforandringer i luften, højere luftfugtighed eller noget helt tredje, men en kendsgerning er det; når termitterne flyver, bliver det regn.

I Karen Blixen Camp har vi dog endnu ikke fået noget regn bortset fra et par sparsomme dråber, der dårligt kan kaldes regn, men det ser ud til, at skyerne trækker mere og mere sammen. Der har været kraftige byger i Mara Triangel/Trans Mara, over Oloololo højderyggen bag os, og så vidt vi kan bedømme ved Talek. Optimismen breder sig. Regnen i Tanzania fik de sidste migranter til at trækker over Mara floden i forgårs, og i de seneste dage er de fortsat i lange rækker stik syd. Det har derfor været nogle fantastiske dage i Trans Mara, hvor gnu og zebra i titusindvis samler kræfter til den videre tur mod syd til Ndutu. Bygerne i grænseområdet mellem Mara og Serengeti kan sætte vandringen på stand by i en uge eller mere, men ellers må vi jo nok fastslå, at vandringseventyret i Mara er slut for denne gang.
Mens vi kigger efter regnen, er klokken blevet to minutter over tolv. Flere flodheste er døde, og de er trukket væk fra floden, så vi ikke generes af lugten. Flodheste ”planlægger” nedkomst i begyndelsen af regntiden i lighed med impala, men fordelen vendes til et fatalt problem, hvis regnen udebliver. Ti flodheste unger er dukket op de seneste par dage, og vi kan kun håbe, at mødrene har kræfter og mælk nok til at stå den næste uge igennem. Impalaerne flokkes i stort tal omkring KBC, og det meste af natten græsser de omkring teltene, men i går var det slut med freden, da en stor hyæneklan meldte sin ankomst. I timerne efter mørkets frembrud talte vi 20-25 hyæner luske omkring campen, og de har såmænd nok taget deres told af antiloperne i nattens løb.

Får vi regn inden for de nærmeste dage, vokser græsset hurtigt op, og i løbet af en uge eller to vil de residente arter trække sammen langs højderygge i det vestlige Mara, og vi kan se vinteren eller rettere sommeren fortrøstningsfyldt i møde.