Tusinde , måske millioner, år før mennesket udviklede en del af savannens vildt egne former for nomadisme med nøjagtigt samme formål; at sikre vand og føde året rundt; at overvinde tørkens trængsler, ved simpelthen at bevæge sig derhen, hvor forsyningerne var mere rigelige. Som mennesket, har vildtet koncentreret sig om to markante strategier; nemlig den territoriale, hvor et bestemt prisværdigt område forsvares – ofte voldsomt - mod konkurrenter og så den mere eller mindre konstante vandring.
Vort kendskab til disse vandringsstrategier et stadig begrænset, bortset fra de meget iøjefaldende, som eksempelvis den store vildtvandring i Østafrika. Flere steder i Afrika vandrer relativt store elefant klaner i relativt faste årlige cykler, hvilket vi eksempelvis kender fra Tarengire i Tanzania og fra det nordlige Mali og Tchad, hvor årstiderne er meget varierede. Langt de fleste elefanter har deres egne komplicerede systemer, der tilmed er individuelt bestemt fra gruppe til gruppe. De dygtige lederhunner lærer livet igennem og overgiver viden til næste generation. De kender ikke alene årstiderne, naturens mere eller mindre faste cykler, urter og frugters modning, men de forstår også naturens mere ujævne variationer og tørker, og har højt udviklede strategier for nødsituationerne, på samme måde som vore dages kvægnomader.
Man kan ikke opholde sig i længere tid på savannen uden at bemærke svingningerne i de forskellige populationer. Arter som topi, eland og kongoni (koantilobe)vandrer ikke sammen med de øvrige trækkende arter, og dog varierer bestandene efter komplicerede mønstre, der ikke er helt klarlagte. Det gælder i øvrigt også en del fuglearter, der ikke er typiske trækfugle.
Den store vildtvandring (se i øvrigt denne blog fra juli 09) er selvfølgelig noget af det mest spektakulære, hvor gnu, zebra og thomsom gazelle trækker i hundred tusindvis mellem Serengeti og Masai Mara, men hvordan fandt de på det? Der er nogenlunde enighed om, at gnuerne er den initierende kraft, der trækker de øvrige med, men i modsætning til elefanten udviser den ingen større tankevirksomhed, familie- eller flok sammenhørighed. Gnuen opfattes som et primitivt dyr, hvor der kun er et stærkt bånd mellem moder og kalv, mens flokkene er fuldstændigt tilfældigt sammensatte og forandres efter tilfældige mønstre fra time til time. Der er ingen ledelse eller overordnet forsvar, og det handler tilsyneladende kun om, at være flest muligt samlet, således at det enkelte individs overlevelseschancer forbedres statistisk. Alligevel er de lige så succesfulde nomader som elefanter og mennesker?
Gnuerne lever både som nomader og residente i mange områder af Serengeti og Mara. I de fleste områder i det Vestlige Masai Mara, er der græs året rundt og dermed også bofaste gnuer, men de migrerende arter kælver i et stort græsområde i det sydlige Serengeti omkring Ndutu og Sertonera samtidig med sommerregnen. Bygerne kommer med regelmæssige mellemrum over en 4 måneders periode, hvor græsset gror lige så hurtigt, som det ædes. Når regnen er ophørt, og der ikke er mere vand i jorden, holder græsset op med at gro. Hvis alt vildtet blev i området, ville der formentlig kun være føde nok til en tiendedel af bestanden. Man kan derfor konkludere, at vildtet simpelthen følger græstæppet og gnaver sig frem uden yderligere tankevirksomhed. Og dog er der et mønster – broget, men det er der - Hvis der er meget regn i Masai Mara, bliver de længere, og noget tyder på, at flere bliver hængende tilbage og sparer sig fra turen tilbage. Noget tyder også på, at grundstoffet fosfor spiller en særlig rolle for deres opbygning og fordøjelse, og at de i øvrigt kan lugte sig frem til fosforholdig føde. Det ses, at de går gennem friske grønne græsser for at komme frem til mere fosforholdig føde. Græsserne i det sydlige Serengeti er netop meget fosforholdige, så sammenhængen skulle være ganske klar.
Noget vildt er altså udstyret med et tankesystem, der sætter dem i stand til selv at lære og udnytte de naturgivne forudsætninger, mens andre er udstyret med instinkter og sanser, der spiller sammen på en lige så effektiv måde, men kan man på denne baggrund konkludere, at hjernen er generelt over vurderet?
