Otte store, brune rovørne har samlet sig på jorden, og vi kører nærmere for at se, hvad de foretager sig. Lidt tættere på, opdager vi, at de ikke er alene, men sammen med en masse mindre fugle som glansstær, ellekrage, tornskade og gråbrun myrepikker er i fuld gang med at guffe proteinrige, vingede termitter i sig. Det er et godt varsel om regn. Når en længere tørtid afløses af regn, sender termitboerne de ny generationer ud på eventyr for at etablere nye samfund. De er udstyret med små vinger, der med vindens hjælp gerne skulle sprede dem mest muligt, for flyve kan de ikke. For langt de flestes vedkommende ender eventyret ikke med parring og nyt bo, men derimod i maven på talrige dyr, fugle og mennesker. Pokot folket i Vestkenya rister termitterne og gemmer lækkerierne i kalabasser, hvor de udgør folkets vigtigste proteinkilde.
De heldige termitter bider vingerne af i en fart, gemmer sig i græsset og tilkalder en partner ved at stampe i jorden. Det er dog ikke helt nemt for os at registrerer denne vældige gungren, men på den anden side kan vi jo heller ikke høre elefanternes lavfrekvente smalltalk, selvom den faktisk er på 70 Decibel, hvilket svarer nogenlunde til lyden fra en jumbojet.
Termitternes aktivitet varsler regn. Måske registrerer de trykforandringer i luften, højere luftfugtighed eller noget helt tredje, men en kendsgerning er det; når termitterne flyver, bliver det regn.
I Karen Blixen Camp har vi dog endnu ikke fået noget regn bortset fra et par sparsomme dråber, der dårligt kan kaldes regn, men det ser ud til, at skyerne trækker mere og mere sammen. Der har været kraftige byger i Mara Triangel/Trans Mara, over Oloololo højderyggen bag os, og så vidt vi kan bedømme ved Talek. Optimismen breder sig. Regnen i Tanzania fik de sidste migranter til at trækker over Mara floden i forgårs, og i de seneste dage er de fortsat i lange rækker stik syd. Det har derfor været nogle fantastiske dage i Trans Mara, hvor gnu og zebra i titusindvis samler kræfter til den videre tur mod syd til Ndutu. Bygerne i grænseområdet mellem Mara og Serengeti kan sætte vandringen på stand by i en uge eller mere, men ellers må vi jo nok fastslå, at vandringseventyret i Mara er slut for denne gang.
Mens vi kigger efter regnen, er klokken blevet to minutter over tolv. Flere flodheste er døde, og de er trukket væk fra floden, så vi ikke generes af lugten. Flodheste ”planlægger” nedkomst i begyndelsen af regntiden i lighed med impala, men fordelen vendes til et fatalt problem, hvis regnen udebliver. Ti flodheste unger er dukket op de seneste par dage, og vi kan kun håbe, at mødrene har kræfter og mælk nok til at stå den næste uge igennem. Impalaerne flokkes i stort tal omkring KBC, og det meste af natten græsser de omkring teltene, men i går var det slut med freden, da en stor hyæneklan meldte sin ankomst. I timerne efter mørkets frembrud talte vi 20-25 hyæner luske omkring campen, og de har såmænd nok taget deres told af antiloperne i nattens løb.
Får vi regn inden for de nærmeste dage, vokser græsset hurtigt op, og i løbet af en uge eller to vil de residente arter trække sammen langs højderygge i det vestlige Mara, og vi kan se vinteren eller rettere sommeren fortrøstningsfyldt i møde.
