Der findes efterhånden mange undersøgelser, der viser, at Masai Maras træer forsvinder med lynets hast, men man behøver faktisk ikke så megen videnskab i denne sag; det er bare at åbne øjnene. I dag findes store åbne områder, hvor afstanden mellem træerne sagtens kan være over en kilometer, de buskede områder svinder ind til små øer i det åbne landskab, og galleriskovene langs vandløb bliver tyndere og tyndere uden egentligt høje træer. Således er Masai Mara meget anderledes i dag end for 25 år siden, hvor buskads og højere træer var et karakteristika. De sjældne hårde træsorter, der har været mange hundrede år undervejs, er stort set forsvundet og kun i Mara trekanten, ser man en stor population af den smukke ørkendadel.
I disse dage tager elefanterne en gevaldig told af træerne, således som de altid gør i tørkeperioder. Akacier bliver væltet om, barken afstribet og selv mellemstore grene med en diameter på over ti centimeter nedsvælges. Overalt står flåede træer og vidner om elefanternes hærgen, men det er trods alt naturens orden, og den positive side er åbenbar. Elefanterne bidrager væsentligt til savannens åbning, og skaber dermed nye muligheder for andre typiske græsædere. Hver gang et træ destrueres, får græsser og urter bedre vækstmuligheder, og disse sidstnævnte bidrager med langt den største biomasseproduktion. Græsser og urter udgør langt den vigtigste fødeproduktion på savannen, og således bidrager elefanternes destruktion af træer faktisk til at understøtte, ikke bare dens egen eksistens, men også en lang række andre arters eksistens.
Hvor er så problemet?
Man kan stille spørgsmålet; hvordan skal savannen se ud? Hvordan skal forholdet mellem træer og græsser være? Svaret er langtfra entydigt, fordi savannen er dynamisk – som al anden natur – og variationerne bølger gennem tiden. En del af Mara har efter al sandsynlighed engang været ren busksavanne med en masse tsetsefluer, der smittede alt kvæg med sovesyge (Nagana). Sidenhen har såvel masaier som elefanter åbnet landskabet ved afbrænding og destruktion. En anden del af Mara har været præget af de årlige vildtvandringer, der netop har skabt de mere åbne græsarealer, med gamle spredte træer, som har holdt på jordlaget. Alt i alt har disse omstændigheder skabt et meget varieret og vildtrigt landskab, som vi finder værd at bevare for eftertiden.
Mange høje træer i tæt bevoksede galleriskove i lavninger og langs floder, betyder levesteder for en masse planter og vildt, der spiller sammen med de åbne områder, og er med til at give det samlede økosystem en langt højere diversitet og dermed også en høj stabilitet. Økosystemets stabilitet betyder, at det bedre er i stand til at modstå naturkatastrofer, klimaforandringer og alle former for miljømæssige ændringer. Man kan sige, at systemet opretholder sig selv. Meget tyder på, at der er sammenhæng mellem regn og skov. Hvis skoven fældes, regner det mindre, og tørkeperioderne bliver længere og mere vedholdende. På den åbne savanne holder træerne på jorden, hindrer erosion og jordflugt. Alle savannens næringsstoffer ligger i de øverste jordlag (som følge af den høje fordampning), og hvis jordlaget først slides af og blæser væk, starter en irreversibel ødelæggelse, som man i øvrigt ser tusindvis af steder i Afrika.
Den igangværende træ destruktion er en alvorlig trussel mod landskabet. Den vigtigste årsag til problemet er menneskets afbrænding af træ. Lokalbefolkningen er vokset kraftigt, og forbruger derfor en stigende mængde brænde til madlavning og opvarmning, men den værste og mest ødelæggende destruktion kommer fra den massive turisme. De fleste store hoteller i Masai Mara bruger enorme mængder brænde til vandopvarmning. Alle deres vandtanke er forbundet med brændeovne, der stort set er i gang hver dag. Formelt hedder det, at vandtankene er sol opvarmet, med tilskud af brænde på overskyede dage. De anvendte tanker er imidlertid ikke solfangere, men blot almindelige tanke, der kun kan afgive varmt vand midt på en solrig eftermiddag. I årevis har lastbiler kørt rundt for at samle brænde, og i et enkelt stort område kan man se hundredvis af stubbe af sjældne ”hardwood” træer fældet af en enkelt lodge. I folkemunde er det Governors Place, efter den pågældende lodge.
I Karen Blixen Camp har vi derfor besluttet, at vandet skal opvarmes med individuelle gasbrændere, hvor man kun lige opvarmer den mængde vand, der bruges. Al anden energi kommer udelukkende fra solpaneler. Vi har desuden sat et stort genplantningsprojekt i gang. Vi har to mænd fuldt beskæftiget med at avle træer og udplante dem. I år udplanter vi 20.000 træer. Det er samtidigt lidt af et udviklingsprojekt, fordi vi mangler viden om, hvad der får træer til at spire og, hvordan deres vækst bedst understøttes. En del træer sætter kun frø hvert 5 – 10 år og nogle af disse skal igennem vildtmaver, afbrændes eller ligge i vand for at spire. Det er ikke helt nemt men spændende.
Alle billeder er taget i oktober 2009
