Desværre er krybskytteri blevet mere udbredt i de seneste år. Elefanter forgiftes og stødtænderne fjernes. Der går næsten ikke en måned, hvor politiet ikke konfiskerer elfenben eller fanger smuglere. I Mara har vi efterhånden en del konkrete tilfælde, og man regner med, at der er røget en halv snes stykker på den konto gennem det sidste år.
Da man i 1991 forbød al handel med elfenben i hele verden, droppede prisen på elfenben til en tiendedel ”overnight”. Forinden var jagttrykket på elefanterne så kraftigt, at de selv fandt ind i de bedst beskyttede nationalparker, hvor vildbetjente ydede dem en vis beskyttelse. Tre måneder efter forbuddet begyndte elefanterne igen at sprede sig, som om de vidste at de var i sikkerhed. Diskussionen om forbud eller begrænset salg af kontrolleret elfenben bølger frem og tilbage. I Østafrika kæmper man for totalt forbud, der er det eneste, som har vist sig effektivt. Kontrolleret salg giver konsekvent anledning til krybskytteri, fordi nogle fifler med licenser og tilladelser. Da man på et tidspunkt diskuterede en kvotaordning, bad Somalia om en kvote på 14.000 elefanter, men deres totale bestand har aldrig været over 7000 og er formentligt langt, langt mindre. Hvad mon de skulle bruge den kvote til?
I det sydlige Afrika er man helt vild med nedskydning og salg af elfenben. Det hedder sig, at elfenben skal betale for elefanternes ødelæggelser af befolkningens afgrøder, og desuden mener man, at for mange elefanter ødelægger beplantningen. Der er simpelthen for mange elefanter i eksempelvis Kryger, lyder argumentet. Hvordan regner man det ud? Elefanterne ødelægger træer – især i tørtiden – det har de gjort i millioner af år, og vi ser det hver dag her i Masai Mara. På den måde åbner elefanterne savannen, skaber større græsarealer og dermed mere mad til sig selv og savannens mange antiloper, der fortrinsvis græsser på åbne arealer. De åbne arealer, er langt de mest produktive områder, og uden elefanterne ville de næppe eksistere. Kryger nationalpark er fyldt med tæt buskads og rummer derfor langt mindre vildt end eksempelvis Mara – Serengeti økosystemet. I slutningen af 1800 tallet begyndte europæiske lorder og andet godtfolk at valfarte til Kryger for at nedskyde elefanter og vinde guld og gods, hvis de ikke havde det i forvejen. De fik næste gjort kål på bestanden, inden den blev fredet. Dette er formentlig årsagen til, at Kryger ser ud som den gør det i dag, og man kan med rette spørge: hvad er egentlig Krygers rette udseende?
Mere tørke
Fra toppen af Mare kunne vi i går iagttage regnbyger i Western korridor” i Tanzania, så de sidste gnuer er formentlig trukket af sted med halen mellem benene for at æde løs af de friske grønne græsser, der vil skyde op i løbe af få dage. Det er også den vej masai krigerne er draget med Maras samlede kvægbestand, dog skulle de endnu ikke være krydset grænsen. Det forlyder nu, at de overfaldes af talrige sværtbevæbnede folk fra Tanzania, der - ind til videre - har stjålet mere end 200 stykker kvæg. Præcist, hvad der foregår, ved vi ikke, men det går garanteret ikke stille af.
Her har vi stadig ingen regn, og vildtet trækker sammen omkring Karen Blixen Camp, hvor vi stadig har lidt græs – ikke mindst det, vi selv vander – og let adgang til Mara flodens vand. Der er ingen tvivl om, at vildtets besøg vil intensiveres indtil der kommer regn og vandhullerne fyldes. Lige nu glæder vi os over den enorme vildtmængde, som vi kan se på 50 meters afstand, men medaljen har en bagside. Flodheste og bøfler taber sig. Man kan tydeligt se flodhestenes hofteben, og skindet er en anelse slunkent. Vor nabo camp er begyndt at fodre deres flodheste, men det ligner en Sisyfos opgave at skaffe vore 50 flodheste 2 tons frisk græs om dagen. Vildt der er i stand til at spise blade og udsøge sig den mest energirige føde, ser fortsat ud til at klare sig godt. Akacie træerne er meget grønne, men snart falder vandspejlet og bladene visner – mon dog ikke vi snart få en byge – indtil videre må vi nøjes med et par lyn hver aften.
