torsdag den 22. oktober 2009

Tørke, masaier og masser af vildt

Man kan naturligvis ikke glæde sig over tørke, når man ved, at det rammer en masse mennesker som en dødelig trussel. Men her i Masai Mara er det nu engang et eksistensvilkår, en uomgængelig del af naturens cyklus, som vildtet er tilpasset, og det er bestemt fascinerende at betragte, hvordan de vilde dyr klarer sig under denne udfordring.

Safarilivet er fortsat fantastisk. På få dage har vi oplevet gnu og zebra krydse Mara floden, 4 forskellige løvegrupper, to leoparder i hver sin ende af Mara, 3 geparder, en enorm bøffelflok med masser af kohejrer og oksepikker, mindst 50 vortesvin i familiegrupper med op til fem små grislinger i hver, masser af giraffer, flodheste, antiloper og såmænd også et af de sjældne løvedrab.

Masaierne vil allerede nu opleve 2009 som et tørkeår, måske slipper vi med den milde tørke, kalvedøden, men det ved vi ikke endnu. Kalvene ligger døde fra Marienda landsbyen til Musiara Gate og vidner om, hvilken vej de unge krigere er draget ud på ukendte eventyr med hele kvægflokken. De altædende geder er blevet tilbage og klarer sig med tørre grene, konservesdåser og en smule græs, men kvæget har ingen chance for at klare sig. Flokkene er blevet for store og kræver alt for meget på kort tid. Gennem kunstig udvælgelse har vi mennesker avlet tamme kvægracer, der giver glimrende kød og store mælkemængder, men evnen til at modstå tørke og mange naturligt forekommende sygdomme, er gået tabt under vejs. Gennem avl er vort kvæg blevet nogle svæklinge, der klarer sig skidt uden mennesket. De unge masaikrigere har hermed fået en chance for at vinde hæder og ære, som ikke er blevet andre til del i de sidste mange år, hvor nomadedelen af krigerlivet, er blevet afløst af en afslappende tilværelse med masser af mad og vand, der har reduceret arbejdet med kvæghold til næsten ingen ting. Nu er de på eventyr efter ukendte græsgange langt nede i Tanzania, hvor de følger de ældste anvisninger, baseret på overleveret viden og erfaring fra lignende situationer. Formår de unge morans at løse opgaven, måske stjæle lidt kvæg undervejs (en hæderkronet beskæftigelse), dræbe et par rovdyr eller måske ligefrem en kvægtyv, så vil hæderen ingen grænser kende, og der er lagt et solidt fundament for deres fremtidige status som ældste. Inden jeg svømmer helt over i romantiseringen af krigerlivet skal jeg lige tilføje vor campmanager, Martins, bemærkning til de mange vanskelige opgaver, som de selv skal løse: ”De tager sgu da bare mobiltelefonen!”. Det er nok ikke helt forkert.

Tørken volder størst problem for drøvtyggerne, der kun kan fylde mavesækken i begrænset omfang og må vente på, at den langsommelige fordøjelsesproces er tilendebragt, inden der kan fyldes mere på. Hvis energimængden i føden er ringere end arbejdet med at indtage den, er der altså et energiunderskud, som betyder, at dyret taber sig. Det ser ikke ud til at ske for eksempelvis zebra, der kan indtage store fødemængder, der køres løbende igennem fordøjelsessystemet, men også her gælder reglen om energibalancen. Vi ser slunkne og syge bøfler og flodheste, men også velnærede. Tørkens told rammer først og fremmest de svage individer - survival of the fittest – en enkelt flodhest var flygtet fra sit udtørrede vandhul og svedet op af solen i sin søgen efter et nyt vandhul. Vi er lidt bekymrede for vores flodheste i KBC. Der er ca. 50, hvilket betyder, at de har behov for to tons græs i døgnet, og vi kan ikke se, hvor de skal findes. Til gengæld har vi stadig så meget vand i Mara, at flodhestene kan ligge neddykkede, i den svale brune flod og vente på bedre tider.

Forleden aften snuppede en hunløve en stor, gravid topi antilope. Det er sjældent løverne får fat i den graciøse og vagtsomme antilope, der plejer at stille sig til rådighed som vagtmand for savannens øvrige vildt. Både topi og andre typiske antiloper fra den åbne savanne har ændret adfærd på grund af tørken. Mange antiloper har trukket ind i områder med små træer, hvor skyggen under træerne sikrer en anelse mere grønt græs. Vi ser også mange af dem omkring KBC og inde på området natten igennem, fordi vi vander med spildevand, og er efterhånden det eneste sted, hvor der er rigtig saftig græs. Antiloperne er ikke tilpasset disse områder, hvor de bliver et let bytte for rovdyr, der sniger sig ind på ofret. Det var nøjagtigt, hvad der skete med topi’en, men det var ret chokerende at se løvens effektivitet. 10 sekunders løb, bang, topi’en var nede og dræbt indenfor et minut. Vi taler ofte om Maras bløde løver, der er tilpasset små antiloper, og derfor ikke er specielt farlige – men det må komme an på en prøve. Respekten er ikke blevet mindre herfra.

Rovdyr har kronede dage. De mange svage byttedyr, der tilmed stiller sig fordelagtigt, gør livet let for alle rovdyr, der æder så det er en ren fornøjelse og tilmed nedlægger hvad som helst ved højlys dag. Gispende, fyldte løver, geparder og hyæner hører til dagens orden. I dag så vi en mæt hunløve, der ikke kunne undslå sig fra at nedlægge en stor gnu i middagsheden. Men heden blev for meget, så hun besluttede sig at slappe af i skyggen i stedet for at æde.