Redaktøren synes åbenbart, at hovedtemaet ikke er fyldigt nok og vælger så at referere andre videnskabelige arbejder, der til gengæld bliver mere sparsomt belyst.
Således nævnes en forskergruppe i Namibia, der har undersøgt giraffens spisevaner og konstateret, at giraffer ofte bøjer sig for at spise, hvilket ifølge I.V. får dem til at konkludere, at den evolutionære drivkraft bag giraffens lange hals ikke er fødenichen, men muligheden for sex. Den bemærkelsesværdige konklusion, skyldes at knoglerne i hannernes hoved vokser sig tykkere livet igennem, og kraniet opnår den formidable vægt af 20 kg. Når det tunge hoved anbringes på en lang hals, har giraffen et slagkraftigt våben, der flittigt brugs mod artsfæller af hankøn.
Argumentationen er ikke knivskarp. Hvorfor skulle hun giraffen udvikle en lang hals, hvis det kun er hannerne, der har brug for den. Den slags energispild er uhørt i naturen. De forholder sig nok således, som de fleste zoologer synes at mene, at halsen er udviklet med henblik på adgangen til en fødeniche uden konkurrence. En helt kolossal fordel. I takt med halsen er udviklet, og de fysiologiske udfordringer er mindsket, vil det være helt i tråd med evolutionslæren, at andre funktioner udvikles sideløbende som en slags side effekt. Giraffens hals vil udvikle sig lige præcist så længe, at den anvendte energi ikke kan bruges bedre på anden vis. Den dynamiske energioptimering betyder, at tusinde udviklingsprocesser griber ind i hinanden uden bestemt retning, og ingen processer afsluttes nogen sinde. Derfor kan man heller ikke tale om fuldkomne tilpasninger. Som den franske biolog og nobelprismodtager Francois Jacob udtrykker det, bør man omgå den naturlige udvælgelse med en vis forsigtighed, således, ”…at man ikke kommer til at opfatte naturen som en perfektion, som Guds skaberværk”. Det lader vi Linné om!
Men tilbage til Giraffens hals og spisevaner.
Jeg har studeret giraffer i Masai Mara og andre steder i 25 år, og den dag i dag vil jeg hævde, at kunne fastslå en girafs køn med 90 % sandsynlighed blot ved at iagttage spisevanerne. Hunnerne bukker sig generelt temmelig langt efter føden, mens hannerne oftest har helt eller delvis ret hals. Således konkurrerer kønnene ikke om føden. Blandt giraffens mere end 100 fødeemner er nogle mere foretrukne end andre. Et friskt akacieskud, hvor tornene stadig er grønne og bløde, vil afgjort være at foretrække for de fleste andre fødeemner uanset højden. Man skal jo huske på, at vi næppe selv ville stå på tæer for at plukke et rødt æble, hvis vi kan finde et i øjenhøjde, og specielt ikke hvis sidstnævnte æble er størst.
Giraffens lange hals betyder først og fremmest, at dens aktionsradius er større end alle andre dyr (bortset fra elefanten), og dermed er den i besiddelse af en kæmpefordel i kampen om føden. Heldigvis for giraf og andet vildt er livet ikke udelukkende en kamp. Lange stabile perioder med rigelige fødemængder giver også giraffen mulighed for at træffe fordelagtige valg som kompromis mellem fødeemnet og nakkens bøjning.
Alt på giraffen er udviklet med henblik på at kunne række højt. Udover halsen gælder det også ben, nakkehvirvler, hovedformform og tunge. Evolutionens drivkraft er 100 % rationel, og forekommer det ikke at være tilfældet, bør man overveje, om det ikke er én selv, der taget fejl.
Synet er et andet eksempel på en ”sideeffekt” af den lange hals. I modsætning til elefanterne og næsehornenes elendige syn, har giraffen udviklet et formidabelt ”rovfuglesyn”, der på toppen af den lange antenne giver giraffen et enestående overblik, der næsten umuliggør snigende angreb. Hvor elefanten har brugt energi på udvikling af snabel og tilsvarende udviklet lugtesansen, har giraffen altså satset på hals og syn. Logikken er slående. Giraffen har både udviklet evnen til at beskytte sig mod rovdyr og samtidig fået adgang til sin egen føde niche og dermed opfyldt de to væsentlige kriterier for at skubbe generne videre til næste generation. Så mangler vi bare parringen, og diskussionen om hvad, der kom først; hønen eller ægget!
Nye DNA undersøgelser af Afrikas giraffer har afsløret, hvad man kalder 6 destinktive arter. Hidtil har der været bred enighed om, at alle Afrikas giraffer var en og samme art og de mest destinktive blev regnet for underater som eksempelvis netgiraffen. De genetiske analyser viser, at Afrika har 6 forskellige populationer, der tilsyneladende har udviklet sig individuet i mere end 5000 år, og altså i den mellemliggende periode ikke har parret sig med hinanden. Herved er de i genetisk forstand kommet så langt fra hinanden, at man kan begynde at tale om forskellige arter. Spørgsmålet er, om det så også er egentlige arter eller blot underarter - i følge den gængse definition taler vi nemlig kun om forskellige arter, når de ikke kan parre sig med hinanden og få avledygtigt afkom. Det er ikke nok, at de tilsyneladende ikke blander sig med hinanden i naturen.
Hvis der er tale om forskellige arter, er det faktisk lidt af en sensation, fordi moderne dokumentation har vist at artsudviklingen sker gennem radiation/udstråling - det vil sige, at en art spreder sig i et større område og med tiden isoleres de enkelte populationer mere og mere, påvirkes af lokalmiljøet og tilpasser sig løbende til dette. Efterhånden bliver forskellighederne som omfattende, at vi må tale om nye arter. Der er masser af den slags eksempler i evolutionshistorien - mennesket blot for at nævne et enkelt - men de fleste ligger jo så langt tilbage, at dokumentationen bliver mindre konkret og anledning til voldsomme diskussioner. Selvom indicierne for artsudvikling hober sig op til monumentale højder, er der stadig en del der sætter spørgsmålstegn ved beviserne.
Disse billeder er taget i Masai Mara d. 20. oktober 2009 ca. kl. 17.00 og viser med al tydelighed giraffens varierede spisevaner. Det skal dog nævnes, at situationen ikke kan opfattes som typisk.
