Så kom regnen endelig over Karen Blixen Camp. En gevaldig regnstorm sent på eftermiddagen blev fulgt op med regn natten igennem. I alt omkring 47 mm nedbør, og dermed mere end rigeligt til, at Mara North Conservancy vil blive dækket af et tykt, smukt og meget grønt græstæppe de kommende måneder. På savannen er der en ligefrem proportional sammenhæng mellem nedbørsmængden og primærproduktionen. Dobbelt så meget regn giver almindeligvis dobbelt så meget græs. Forbeholdet skyldes, at regnen kan være så kraftig, at noget simpelthen når at løbe af. Det svækkede vildt vil genvinde kræfterne på få uger; de fleste flodheste og bøfler og impalaer overlever også i denne omgang. For rovdyrenes vedkommende er ferien forbi, de skal igen på hårdt arbejde for at nedlægge et stykke vildt. Den stærkeste og sundeste løve, leopard eller hyæne vil fortsat have svært ved at nedlægge den stærkeste og sundeste antilope, og således sikres savannens dynamik.
Vi kan nu se frem til en højsommer med masser af græs og grønne træer, mange overlevende dyrebørn og en gennemgående sund og rigelig vildtbestand omkring KBC. Muligheden for en svag El Nino kaster dog en lille skygge over glæden, men indtil videre er der ikke blevet meget af den skygge.
Herunder ser man nogle af Afrikas sjældneste dyr, som er taget i denne uge i et privat reservat i Sydafrika. Det er henholdsvis den brogede antilope bontebok, beslægtet med Maras topi og bjergzebraen, der trods den typiske stribede tegning er noget fjernere beslægtet med den almindelige zebra (burchells), end man ellers skulle tro. Bjergzebraen har faktisk kun 32 kromosomer mod den almindelige zebras 44, selvom de begge er udviklet fra samme stamfar, der levede for kun 2 millioner år siden på Nordamerikas prærie. Disse prægtige stykker vildt ville efter alt at dømme være udryddet for længe siden, hvis behjertede sjæle ikke havde reddet de sidste få individer i allersidste øjeblik og startet et opdræt i en lang række private reservater. I dag lever små sunde populationer overalt i det sydlige Afrika, men fortsat udelukkende under kontrollerede forhold. Arterne er reddet for eftertiden, hvilket også gælder arter som den sorte gnu og det hvide næsehorn. Sidstnævnte har endda udviklet sig så godt, at de igen spredes til nationalparker og reservater rundt i hele Afrika og herunder Masai Mara.
Endelig er der et mere kontroversielt billede af en sort impala, der stolt blev vist frem ved samme lejlighed. Den heldige ejer har brugt megen tid på at pille de mørkeste individer ud, krydse dem med hinanden, indtil man endelig havde et individ med en massiv melaninproduktion i de yderste hudlag. Altså en sort impala, der nu indbringer 165.000 Rand på auktioner (omkring 100.000 kr.). En sort impala ville næppe klare sig i fri natur i mange døgn. Alle rovdyr har et glimrende sort-hvid syn, og vil givetvis pille disse eksemplarer ud med det samme. Hvad skal vi så med dem? De har nogenlunde samme funktion som en hvid tiger eller løve, der trives bedst i et cirkus. Hvem gider drage ud i naturen for at komme i cirkus?
Der har altid været megen fokus på beskyttelse af udryddelsestruede pattedyr. Jo større og mere spektakulære arter desto større anstrengelser, men hvad gør den ene art mere værdifuld end den anden? Hvorfor er en bontebok mere interessant end en løvfrø eller en soldug? Biologisk set er der intet at foretrække ved en art frem for en anden, men det er langt vanskeligere at beskytte mange arter end enkelte arter. Bontebok, zebra, gnu og næsehorn kan man spærre inde og fodre med lige præcist den rigtige næringssammensætning, men planter, svampe, krybdyr, padder, insekter og fugle ofte kræver komplekse forhold, som vi ikke altid kender til bunds. Komplekse forhold, der er karakteristiske for deres oprindelige levesteder, og derfor er der i dag mere fokus på beskyttelse af levesteder eller fredning af biodiversiteten, som det hedder i fagsproget.
Hvis man freder en elefant i sine naturlige omgivelser, bevarer man også de skarnbasser, der lever af dens gødning; de mangustere, der spiser skarnbasserne i gødningen, de rovfugle der spiser mangusterne; de træer, der kun kan spire, når frøene har været igennem en elefantmave; alle de dyr og fugle, der lever af træernes blade og frugter; de tæger der suger elefantens blod; de oksepikkere, der spiser tægerne på elefantens hud osv. Vi kan nemmere undvære en enkelt art end et levested.
De fleste organisationer vælger fortsat at sætte fokus på spektakulære, truede arter som elefant, næsehorn, tiger og isbjørn, fordi det er meget nemmere at forklare end noget så svært som naturens mangfoldighed. Det er måske også nemmere at skaffe penge til babysæler med store øjne, selvom disse trives ganske udmærket, end til diversitet.
Når man kigger bagud på de forgangne års argumentation for at bevare levesteder( =naturens mangfoldighed = biodiversitet), har disse været præget af to grundsyn; naturromantik og kræmmermentalitet.
Mennesket har godt af noget oprindelig natur, der virker beroligende og måske er det også sundt for øjnene. Hvis man nu godt kan lide at gå tur i en vel friseret park? Hvad skal man så med naturen, det billige skidt?
Den anden del af argumentationen handler om, at de mange arters forskellige gener rummer uanede muligheder for menneskelig udnyttelse. Der ligger en åben guldmine for driftige folk, der kan udvikle alskens mirakelkure mod samtlige menneskelige skavanker, mugfri jordbær og varmebestandige isterninger.
Naturens mangfoldighed er et resultat af 4,5 milliarder års udvikling. Arter er udviklet og forsvundet igen, nye er dukket op og herunder mennesket. Mennesket dukkede op, da der lige præcis blev plads til det. Rundt om mennesket indrettede de andre arter sig efter den nye arts tilstedeværelse, som det er sket talrige gange før. Naturen omkring os er altså en forudsætning for vor eksistens. Det modsatte er langt fra tilfældet. Naturen har ingen speciel brug for mennesket. Vor niche kan erstattes af andet, og systemet kører ufortrødent videre. Spørgsmålet er: ”Hvor mange arter kan vi undvære?” Hvornår har vi fjernet så mange arter fra naturen, at systemet bryder sammen? Det minder meget om CO2 spørgsmålet, og svaret er det samme: Vi ved det ikke?
