Mara North Conservancy/Masai Mara
Masai Mara ser helt anderledes ud end for et år siden. Forskellen er regn. Det meste af 2009 var karakteriseret ved tørke, men i 2010 har det til gengæld ikke skortet på regnens velsignelse. Det må vel snart konkluderes, at vi ikke ved noget som helst om regnmønstret i Masai Mara – hvis der da overhovedet er et mønster. Glem alle anbefalinger og statistikker. De holder ikke alligevel.
Alt er frodigt og grønt. Græsset er gnavet godt af, men det skyder så hurtigt, at store flokke af gnuer stadig står hele vejen langs Maras vestlige højderyg kaldet Oloololo. Hvorfor krydse grænsen tilbage til Tanzania, når der er rigeligt med friske forsyninger her? Regnen falder i små byger med få dages mellemrum og som regel i skumringen, hvor det ikke når at fordampe. Planterne har derfor fuld glæde af nedbøren, og skyder frem så hurtigt, som det afgnaves. Græsæderne har ideelle forhold. De åbne sletter er fyldt med næringsrigt græs, der samtidig er så lavt, at de kan holde et åbent øje med rovdyrene. Bedre fås det ikke fra gnuernes synspunkt.
Til gengæld er rovdyrenes liv blevet mere besværligt. De kan ikke komme tæt på byttet, og skulle det alligevel lykkes, er disse så velnærede og adrætte, at de ofte kan nå at stikke af. Forskellen fra sidste år er enorm. Gnukalvene har overlevet i enormt antal, de er store og stærke, så der er lagt op til en kæmpevandring i 2011.
Gnuvandringen 2010 er allerede godt i gang, og gnuerne må forventes at krydse Marafloden gennem hele oktober og muligvis ind i november. Fortsætter bygerne, vil en del af den vandrende bestand formentlig blive i Masai Mara som en del af den faste bestand, indtil nye tørkeperioder reducerer dem.
Karen Blixen Camps egen ”private” flodhesteflok klarede sig rimeligt igennem sidste års tørke, men kunne dog mærke presset, og pludselig var bestanden reduceret fra 55 til 35. En yngre han har snuppet sig en ny flok og fundet sit eget flodstykke. Bestanden var blevet for stor til græsningsarealet og regulerede derfor sig selv.
Alt er nu ikke lysegrønt, selvom græsset er grønt. Masai-kvæget tager også sin massive told af græsset, der således holdes så kort, at elefanterne ikke kan få fat i det. I morges så vi omkring 30 elefanter skøjte hen over deres foretrukne fødeemne og stoppe ved en gruppe små træer, der blev flået synder og sammen på en halv times tid. Problemet er ikke, at elefanterne ødelægger og spiser træerne, men at de nu også gør det i den periode, hvor de burde æde græs. Når elefanterne må ty til træer i de fødemæssigt mest attraktive perioder, vidner det om en kolossal ubalance, der på kort sigt kan være meget ødelæggende for hele områdets økologi.
