Fra bogen ”I begyndelsen var Afrika”
Samarbejdet mellem den lille cocktailmyre og den spinkle akacie, der kaldes fløjtetorn eller galtorn, er ganske spektakulært. Akaciens torne har en stærk, genetisk tendens til at udvikle nogle store runde galler, som myrerne bider hul i og bebor. Myrerne er nogle arrige spektakler, der angriber alt, som kommer i nærheden af træet. Kan de ikke få fat med deres ekstreme kindbakker, oversprøjtes den indtrængende med gift. Myrerne yder således træet en god beskyttelse mod bladspisende vildt, hvoraf de langt fleste helt undgår myrebefængte træer. Til gengæld kvitterer træet med lyse og venlige boliger samt mad. Træet producerer nemlig en næringsrig nektar gennem særlige kirtler alene beregnet på at dække myrernes behov. Rigtige galler dannes eller induceres af insekter, men hos fløjtetornen er der tale om en evolutionært udviklet genvariation.
Fløjtetornens evne til at danne galler stiger og falder med tilstedeværelsen af bladædere. Den kan både skrue op og ned for produktionen af galler og nektar, men det ikke er myrerne, der får træet til at sætte gang i produktion af galler og nektarkirtler, men udelukkende tilstedeværelsen af stort bladspisende vildt som giraf, kudu, impala og spidssnudet næsehorn. Myrerne kan ikke regne med nogen støtte fra træet, hvis ikke træet har brug for deres hjælp. Træet fungerer helt igennem rationelt, og sparer på energien til det yderste. Myrerne er imidlertid så fastlåst i deres adfærd, at de er tvunget til at blive i træerne og kæmpe for overlevelsen i trange tider uden store dyr i nærheden. Deres kolonier er komplekse samfund, hvor de enkelte galler har specialfunktioner som lagerrum, husdyrhold, rugerum og gravkammer. Når vinden farer gennem gallernes huller, fløjter træet, deraf navnet.
Fløjtetornen dominerer store områder med tilsyneladende veldrænet, tør jord, hvor de står med få meters afstand kun omgivet af græsser. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de ofte står i en jord, der kaldes sort bomuldsjord (Black Cotton), som bliver ekstremt våd og klistret i regntiden. Jorden er med andre ord ret uegnet til myretuer, der risikerer at falde sammen, derfor er mange arter flyttet ind i træerne, hvor vi nu ved, at tre andre arter kæmper om pladsen med den oprindelige cocktailmyre eller mimosemyre, der fortsat dominerer omkring 50 % af alle fløjtetorn. Det har udløst den rene myreverdenskrig.
Hvordan kan man vide, hvem der kom først blandt de fire arter? Hvem har det oprindelige ejerskab til træerne? Og hvem er indtrængende nazi’er i et velordnet, fredsommeligt samfund? Samarbejdet mellem træet og den oprindelige cocktailmyre, som vi her kalder for mimosemyre efter dens latinske navn, er det mest eksemplariske eller symbiotiske, hvor begge arter har gavn af samarbejdet uden væsentlige omkostninger. Tilpasningen er tydeligvis af ældre dato. En af de indtrængende arter benytter sig slet ikke af plantens tilbud om liflig nektar, men afgnaver og ødelægger derimod kirtlerne for at gøre planten mindre attraktiv for de nektarspisende arter. En anden gnaver blade og grene over for at standse træernes vækst, så der ikke dannes broer til andre træer og arter. Vækstcellerne fjerne og træernes vækst standses, samtidigt med at mange blade fjernes. Alt i alt sættes disse træer meget tilbage. Den sidste art formår ikke selv lave huler i gallerne, og holder derfor parasitære billearter som husdyr, for at disse kan udføre jobbet. Arter som i høj rad skader træet. Symbioseforholdet mellem træet og de øvrige myre arter er altså noget anstrengt, eller mindre udviklet, fordi de slider på træets trivsel. Man kan dog ikke udelukke, at de belastende myre arter, overordnet set, kan have en gavnlig effekt i forhold til helt at undvære dette forsvarsberedskab.
(Let bearbejdet afsnit fra bogen)
