Impalaens anti–rovdyr strategi går nemlig ud på, at en angreben flok springer samtidigt i alle retninger. 360 graders vild forvirring, kan somme tider forvirre en angriber tilstrækkeligt til, at det mister byttedyret af syne.
Impalaen er en succesfuld antilope, der både befinder sig vel på de åbne vidder og i det tætte buskads, hvor den skifter fra græs og urter til blade. Det er jo ikke helt ulogisk, at et dyr med et bredt fødevalg har flere muligheder end meget fødespecifikke arter. Det er nok også årsagen til, at impalaen er repræsenteret ved talrige bestande over store dele af kontinentet.
Impalaerne har for øvrigt en ret pudsig vane, som er temmelig unik for antiloper. De fjerner parasitter hos hinanden på steder, som er svære at nå. Det gælder altså specielt hoved, hals og nakke. Hos mange andre dyr som giraf, næsehorn og flodhest løses parasitproblemet af den lille fugl, oksepikker, der kan fjerne op til 400 parasitter dagligt. Men impalaen har altså udviklet en anden teknik, der er baseret på en hidtil uset gensidighed. Vi kalder de for reciprok altruisme, som er en adfærd, der udføres for at hjælpe et andet individ, hvor udøveren ikke nødvendigvis får gengældt sin indsats med det samme. På sigt udlignes indsatsen, da udøveren selv vil modtage hjælp på et andet tidspunkt, men ikke nødvendigvis af samme dyr. Det er en yderst besynderlig adfærd, som vi ikke helt forstår rækkevidden af, fordi den ikke er genetisk betinget.
Teorien om reciprok altruisme – det er nemlig kun en teori - indikerer, at dyrene har hukommelse og kan genkende individer, de har mødt før. Vi vil ikke forvente, at et individ vil udvise altruistisk adfærd overfor et andet, hvis de ikke mødes igen, da dette ville betyde, at giver ikke kunne få gengældt handlingen. Derfor forventes denne form for reciprok altruisme kun at findes hos dyr, der lever sammen i lange perioder. Herved kan dyrene også genkende og straffe snydere. Snydere kan eksempelvis blive straffet, ved ikke at modtage hjælp, og vil på denne måde blive selekteret fra.
