Dagen startede med et spidssnudet (sort) næsehorn med unge i Mara trekanten. En af Afrikas mest usædvanlige og sjældne oplevelser på disse breddegrader, hvor der kun er få tilbage i helt fri natur. Det relativt lille, massive næsehorn foretrækker livet i det tætte buskads, hvor det spiser blade i modsætning til det bredsnudede (hvide) næsehorn, der er udpræget græsæder. De to næsehorn konkurrerer ikke med hinanden. Afrikas vilde næsehorn er stadig udsatte, fordi mange horn ender som skaft på en stupid arabers dolk eller i en lige så stupid kinesisk eller japansk apotekers vindue. Besynderligt, at lidt smulder fra et næsehorn fortsat kan sælges som potensmiddel i 2010. Mon ikke den bedste investering i afrikansk naturbeskyttelse ville være indkøb af Viagra til slatne kinesere?
Hele vejen rundt om næsehornene bød naturen på pragtfulde scenerier som kæmpende hangiraffer, der sloges bravt med halsene slyngede om hinanden, mens de nikkede skaller; Store bøffel – og topiflokke med masser af kalve omgivet af kohejrer og oksepikkere. Vi måtte rive os løs til fordel for endnu en dag ved Marafloden og trækkende vildt.
Tusindvis af hvidskægget gnu var opmarcheret ved Serena overgangen, hvor de igen drillede tilskuerne ved at vandre frem og tilbage mellem vadestederne. I dag var det dog helt tydeligt, at bilerne generede dem og talrige gange stoppede bilkørslen en igangværende krydsning. På et tidspunkt holdt bilerne så tæt på overgangsstedet, at de våde gnuer måtte komme op fra foden mellem bilerne. Resultatet var, at zebrafamilier blev splittet, og gnu kalvene mistede forbindelsen til mødrene. Mange måtte krydse den farlige flod flere gange for at blive forenet. Et unødvendigt ekstra drama.
Hver dag ryger mange tusinde gnuer over, og jeg tror ikke helt på min spådom om, at vandringen holder helt til november. Trods regn kommer græsset for langsomt op – eller også ædes det for hurtigt af køer – og så er der jo ingen grund til at blive hængende. Meget tyder desværre på, at vi har overskredet den grænse, hvor mennesker og vildt kan leve i fordragelighed, og man får den kætterske tanke, at Masai Mara måske ikke skal være et fantastisk naturområde i al fremtid. Det står ingen steder skrevet, at verdens naturområder skal eller vil bevares for eftertiden. Det er noget, vi skal beslutte og arbejde for. Det giver ikke sig selv.
På hjemturen blev himmelen sort, men oplyst af den nedgående sol, så vi fik lige en ekstra time med fantastisk lys over løver, giraffer, krontraner og meget mere inden kæmpehagl satte en stopper for festlighederne.
