En gevaldig byge lagde i dag en dæmper på vores eftermiddagssafari, der foregik indhyllet i tæpper og regnslag. Forinden havde vi dog nogle ganske enestående oplevelser i selve campen, hvor et stort plettet kattedyr defilerede lige forbi loungen, mans vi sad og kiggede på flodhestene. Hvad leoparden skulle her ved højlys dag, er svært at vide, men ikke desto mindre sker den slags i øjeblikket cirka en gang om ugen. Lidt senere strømmede talrige zebrafamilier til, og man kunne iagttage 10-12 stykker ad gangen drikke af Maraflodens grumsede vand. Uanset hvor mange zebraer man ser sammen, er de organiseret i små familier med en førerhingst og en førerhoppe samt en, to eller tre undergivne hopper og deres føl. Familien er yderst sjældent større. Mange zebraer på samme sted betyder altså mange familier, der ikke nødvendigvis koordinerer deres adfærd.
Så begyndte girafferne at dukke op, og de blev tilsyneladende ved og ved med at komme. På et tidspunkt talte jeg 30 inden for synsvidde, men der har nok været temmelig mange flere. Nogle drak af floden, mens andre stod og nippede til træerne. Hele sceneriet tog over en time. Ganske spektakulært. Det er sjældent at se så mange giraffer på en gang, men for et par dage siden så vi 14-15 stykker samlet på de åbne sletter. Giraffen menes ikke at have snærende familiebånd, bortset fra båndet mellem mor og kalv. En del adfærdsstudier peger på, at giraffer skifter rundt mellem grupperne inden for 24 timer. Men vi ved dog, at de kan se meget langt, og at de kan genkende hinanden på over ti kilometers afstand. Vi ved også, at de kommunikerer med hinanden via ørebevægelser, da ørets hvide bagside kan ses på lang afstand. Derfor forestiller denne blogskriver sig, at giraffer måske skal opfattes som hørende til bestemte klaner.
Impalaer ser vi dagligt. De står her mere eller mindre hele dagen, og det ser næsten ud som om, de har en fredsaftale omkring drikkeriet. De er organiseret ligesom hjorte med en dominerende han, der leder et ofte gigantisk harem af hunner med deres respektive unger. Når de store grupper kommer for at drikke, sker det ganske fredfyldt, mens grupper af ungkarle ser til. Hunnerne skal dog ikke langt væk, før den dominerende han må forsvare sin position over for ungkarlene. Hos impalaen har kun hannerne horn, i modsætning til andre antiloper, som lever på den åbne savanne, hvor også hunnerne har horn. Hos alle de antilopearter, som har deres naturlige levested i buskads, har hunnerne derimod ingen horn. Hvorfor det?
Antilopehannernes horn har et vigtigt formål i forhold til parringsrettigheder: De største horn giver i reglen de største parringsmuligheder. Både hanner og hunner bruger deres horn til forsvar, men i busklandskabet kan hornene være en hæmsko. De hænger fast i grenene og kan gøre det svært at flygte. Hvis forsvarsmulighederne alene skal vejes op imod flugtmulighederne, taber forsvaret. Derfor har hunnerne ikke horn. Men da hannerne har brug for deres horn til parringsrettigheder, beholder de hornene, også hvis de lever i det ugæstfri busklandskab. Men hvorfor har impalahunnen, der ofte ses på den åbne savanne, så ingen horn? Fordi den er generalist, undtagelsen der bekræfter reglen. Den spiser både græs og blade.
