Karen Blixen Camp ligger i den del af Masai Mara, der kaldes Mara North Conservancy. Vi kører næsten dagligt safari i dette område og holder øje med stort set alt, hvad der foregår.
I dag kørte vi ud for at se efter en af vore faste løvegrupper. Alle flokkene i området er forholdsvist små og ustabile i modsætning til den berømte ”Marsh pride” 25–30 kilometer herfra. Den har optrådt i talrige naturfilm om den enorme hanløve, Chaka, og hans store familie, der ind i mellem har talt mere end 30 medlemmer. Jo større gruppe desto større succes. De relativt små grupper i Mara North er hele tiden presset af vore store hyæneklaner og tilkommende løver udefra. Sidste år vandrede tre unge hanløver ind, og var akkurat stærke nok til at smide to ældre hanner og deres halvvoksne unger ud, for derefter at overtage gruppens tre hunner, der hurtigt blev drægtige. Ganske usædvenligt at se en løveflok med tre hanner og tre hunner, som tilsyneladende er organiseret i tre par. Da det nye kuld var et par måneder gamle, gentager historien sig. Tre nye hanner dukkede for nyligt op, smed de tre gamle ud og dræbte ungerne for at få hunnerne i brunst. I løbet af ugen har vi set hannerne parre sig med to af hunnerne, mens den tredje hun og tredje han har holdt sig lidt væk.
De tre nye hanner er store og flotte, men så vidt jeg kan bedømme under 6 år gamle. Man kan nogenlunde fastslå løvernes alder på snudens farve, der bliver mere og mere sort med alderen. Når den topper i 8 års alderen er snuden fuldstændigt sort.
Vi fandt de to ”eftersøgte” løver med godt en kilometer i mellem sig. Hunnen er måske stadig fornærmet over hannens udåd af bibelske dimensioner, men sandheden er nok snarere, at hun endnu ikke er kommet i brunst. Det er givetvis kun et spørgsmål om få dage, da hunnernes brunst i reglen er koordineret i familiegruppen. Hannerne parrer sig kun med én hun ad gangen, og da parringen varer adskillige dage, vil der derfor være gode muligheder for, at andre hanner kommer til fadet. Hannen trissede rundt om bilen flere gange inden den lagde sig til rette under en ”Orange leaf croton” busk, efter at have gnedet sig grundigt ind i buskens kraftigt duftende olier (se billedet herunder). Croton busken er en tropisk busk, der findes i mange varianter, men her i Mara, har den lokale udgave altid nogle halvvisne orange blade ind i mellem alle de grønne, og så afgjort løvernes foretrukne skyggeplante, fordi dens safter indeholde et kraftigt insektmiddel (repellant), der bogstavelig talt holder fluer og tæger væk. De lokale masaier stryger af samme årsag dagligt husene indvendigt med buskens blade.
Da der ikke er megen aktivitet hos løverne, fortsætter vi mere eller mindre tilfældigt, og finder snart en rørbuk. Den lille antilope lever relativ skjult i højt buskads, men i øjeblikke ser vi den stort set hver dag. For få år siden var den et uhyre sjældent syn, og der kunne gå måneder mellem de enkelte sights. Noget er sket. Enten er der kommet flere, eller også er de blevet mindre sky. Foreløbig har jeg ikke noget bud.
En masse dyr har samlet sig på de åbne sletter, hvor der er relativt langt græs. Flere hundrede gnuer, zebraer og topi-antiloper krydser vort billedfelt. I en sænkning er der opstået en bar plet uden græs. Den hyppige aften regn har trukket saltet op i overfladen, og den bare plet har udviklet sig til et midlertidigt saltslik. Alt vildtet skal en tur forbi, mens vi sidder og nyder synet med en kop morgenkaffe i hånden. Vildtet kommer og kommer i lange rækker. Solen er efterhånden godt oppe, men morgenlyset er stadig blødt – en lækkerbisken for en fotograf.
En halv snes giraffer trænger ind i billedet. De har god tid, og lader os komme helt tæt på. Stille og roligt nipper de af akacierne. Hunnerne bukker sig ret kraftigt over de lave buske, mens den enlige han er lidt mere stiv i nakken og søger mod de højeste vækster. Han og hun giraf undgår så vidt muligt at konkurrere om føden, ved at spise i forskellige højder. Girafferne defilerer langsomt forbi os, nipper kun kort på hver busk. Mange buske og træer forsvarer sig mod overgræsning, gennem produktion af bitre stoffer som tannin og kan sætte denne produktion i vejret mens der ædes af træet. Derfor flytter girafferne sig hele tiden.
Jeg kan for en gang skyld komme helt tæt på girafferne, og med kikkerten kan jeg følge med i enhver mundfuld. Hvordan spiser de? Der er forskellige oplysninger i forskellige bøger, men sandheden er nok, at de har forskellige måder at indtage føden på afhængigt af arten. Her kan man tydeligt se, at de stikker tungen ud på bladene, som klistrer sig fast, mens overlæben formes efter tungespidsen og lukkes sammen om bladene. Tunge og overlæbe som to fingre om de små mimose blade. De hårde, hvide torne stikker tydeligt, urørt ud på hver side af læberne. Giraffer spiser IKKE hårde torne.
Vi har siddet så længe, at sulten er begyndt at gnave, men på hjemvejen skal vi lige stoppe ved de store næsehornsfugle, der fouragerer på de åbne vidder. Vi taler om den fugl som på engelsk hedder Ground Hornbill, der ikke længere hedder næsehornsfugl, men rynkenæb eller mere præcist (tror jeg)sydlig hornravn. Navnet er nu ikke så dumt, selvom fuglen ikke er en ravn, men ordet antyder jo ravneegenskaber, og fuglen udviser evne til at respondere på forholdene. Den kan jage koordineret i flok, samarbejde med andre arter og stjæle fra så at sige alt, der er mindre end den selv. En fugl der bliver gammel og måske også klogere med alderen.
I dag kørte vi ud for at se efter en af vore faste løvegrupper. Alle flokkene i området er forholdsvist små og ustabile i modsætning til den berømte ”Marsh pride” 25–30 kilometer herfra. Den har optrådt i talrige naturfilm om den enorme hanløve, Chaka, og hans store familie, der ind i mellem har talt mere end 30 medlemmer. Jo større gruppe desto større succes. De relativt små grupper i Mara North er hele tiden presset af vore store hyæneklaner og tilkommende løver udefra. Sidste år vandrede tre unge hanløver ind, og var akkurat stærke nok til at smide to ældre hanner og deres halvvoksne unger ud, for derefter at overtage gruppens tre hunner, der hurtigt blev drægtige. Ganske usædvenligt at se en løveflok med tre hanner og tre hunner, som tilsyneladende er organiseret i tre par. Da det nye kuld var et par måneder gamle, gentager historien sig. Tre nye hanner dukkede for nyligt op, smed de tre gamle ud og dræbte ungerne for at få hunnerne i brunst. I løbet af ugen har vi set hannerne parre sig med to af hunnerne, mens den tredje hun og tredje han har holdt sig lidt væk.
De tre nye hanner er store og flotte, men så vidt jeg kan bedømme under 6 år gamle. Man kan nogenlunde fastslå løvernes alder på snudens farve, der bliver mere og mere sort med alderen. Når den topper i 8 års alderen er snuden fuldstændigt sort.
Vi fandt de to ”eftersøgte” løver med godt en kilometer i mellem sig. Hunnen er måske stadig fornærmet over hannens udåd af bibelske dimensioner, men sandheden er nok snarere, at hun endnu ikke er kommet i brunst. Det er givetvis kun et spørgsmål om få dage, da hunnernes brunst i reglen er koordineret i familiegruppen. Hannerne parrer sig kun med én hun ad gangen, og da parringen varer adskillige dage, vil der derfor være gode muligheder for, at andre hanner kommer til fadet. Hannen trissede rundt om bilen flere gange inden den lagde sig til rette under en ”Orange leaf croton” busk, efter at have gnedet sig grundigt ind i buskens kraftigt duftende olier (se billedet herunder). Croton busken er en tropisk busk, der findes i mange varianter, men her i Mara, har den lokale udgave altid nogle halvvisne orange blade ind i mellem alle de grønne, og så afgjort løvernes foretrukne skyggeplante, fordi dens safter indeholde et kraftigt insektmiddel (repellant), der bogstavelig talt holder fluer og tæger væk. De lokale masaier stryger af samme årsag dagligt husene indvendigt med buskens blade.
Da der ikke er megen aktivitet hos løverne, fortsætter vi mere eller mindre tilfældigt, og finder snart en rørbuk. Den lille antilope lever relativ skjult i højt buskads, men i øjeblikke ser vi den stort set hver dag. For få år siden var den et uhyre sjældent syn, og der kunne gå måneder mellem de enkelte sights. Noget er sket. Enten er der kommet flere, eller også er de blevet mindre sky. Foreløbig har jeg ikke noget bud.
En masse dyr har samlet sig på de åbne sletter, hvor der er relativt langt græs. Flere hundrede gnuer, zebraer og topi-antiloper krydser vort billedfelt. I en sænkning er der opstået en bar plet uden græs. Den hyppige aften regn har trukket saltet op i overfladen, og den bare plet har udviklet sig til et midlertidigt saltslik. Alt vildtet skal en tur forbi, mens vi sidder og nyder synet med en kop morgenkaffe i hånden. Vildtet kommer og kommer i lange rækker. Solen er efterhånden godt oppe, men morgenlyset er stadig blødt – en lækkerbisken for en fotograf.
En halv snes giraffer trænger ind i billedet. De har god tid, og lader os komme helt tæt på. Stille og roligt nipper de af akacierne. Hunnerne bukker sig ret kraftigt over de lave buske, mens den enlige han er lidt mere stiv i nakken og søger mod de højeste vækster. Han og hun giraf undgår så vidt muligt at konkurrere om føden, ved at spise i forskellige højder. Girafferne defilerer langsomt forbi os, nipper kun kort på hver busk. Mange buske og træer forsvarer sig mod overgræsning, gennem produktion af bitre stoffer som tannin og kan sætte denne produktion i vejret mens der ædes af træet. Derfor flytter girafferne sig hele tiden.
Jeg kan for en gang skyld komme helt tæt på girafferne, og med kikkerten kan jeg følge med i enhver mundfuld. Hvordan spiser de? Der er forskellige oplysninger i forskellige bøger, men sandheden er nok, at de har forskellige måder at indtage føden på afhængigt af arten. Her kan man tydeligt se, at de stikker tungen ud på bladene, som klistrer sig fast, mens overlæben formes efter tungespidsen og lukkes sammen om bladene. Tunge og overlæbe som to fingre om de små mimose blade. De hårde, hvide torne stikker tydeligt, urørt ud på hver side af læberne. Giraffer spiser IKKE hårde torne.
Vi har siddet så længe, at sulten er begyndt at gnave, men på hjemvejen skal vi lige stoppe ved de store næsehornsfugle, der fouragerer på de åbne vidder. Vi taler om den fugl som på engelsk hedder Ground Hornbill, der ikke længere hedder næsehornsfugl, men rynkenæb eller mere præcist (tror jeg)sydlig hornravn. Navnet er nu ikke så dumt, selvom fuglen ikke er en ravn, men ordet antyder jo ravneegenskaber, og fuglen udviser evne til at respondere på forholdene. Den kan jage koordineret i flok, samarbejde med andre arter og stjæle fra så at sige alt, der er mindre end den selv. En fugl der bliver gammel og måske også klogere med alderen.
