Bag Karen Blixen Camps telte går en zebrafamilie. Et lille føl er slemt medtaget med blødende sår på benet og lange, dybe rifter på ryggen. Hannen har også fået en del skrammer. Tilsammen fortæller skaderne om et natligt hyæneangreb på føllet, som hannen er kommet til undsætning. Hannens vigtigste opgave er at forsvare sin familie og især afkommet, der jo repræsenterer videreførelsen af hans gener. Hannen er en dygtig og indædt forsvarer, men indimellem må en han lade livet. Jeg har flere gange set de sørgelige rester af en zebrahingst omgivet af den flygtede familien, som er vendt tilbage til dramaets centrum for at søge efter ham. Det er ikke sikkert, vi får fortsættelsen på dette drama, men i første omgang er alle overlevet, og vildt har en forbavsende evne til at komme sig.
Naturen er fuld af eksempler på, at forældre ofrer sig selv i kampen for afkommets overlevelse. Det er ganske almindeligt at fugle bruger sig selv som lokkemad for at fjerne rovdyrs opmærksomhed fra reden, ligesom bavianer ofrer sig selv til en angribende leopard for at beskytte klanen. Eller som her: at en zebrahingst danner front mod en angribende løveflok, mens hunner og føl bringer sig i sikkerhed. Det handler om at beskytte egne gener, men der er tillige en tendens til at understøtte gener i fjernere led (fætre/ kusiner). Det ses eksempelvis hos løver, hvor ungerne dier hos alle flokkens hunner, der næsten altid er tæt beslægtede. Der er dog en klar sammenhæng mellem den afgivne mængde mælk og gentætheden. Mødrene giver altid deres egne unger mest mælk. Når hunnen afgiver mælk til en niece, nevø eller barnebarn, som hun kun deler 25 procent gener med, må det altså ikke ske på bekostning af hendes egne ungers velbefindende. Det ville bryde med naturens regel om optimering af egne geners muligheder. Man må derfor konkludere, at systemet giver egne unger en større chance for at overleve, samtidig med at beslægtede genpuljer også hjælpes lidt på vej. Det er trods alt bedre end ingenting.
Vi kalder denne form for opofrelse altruisme, hvilket altså kan defineres som adfærd, der gavner andre individer, og derved nedsætter udøverens egne muligheder. Fra et evolutionsteoretisk eller darwinistisk synspunkt vil alle organismers primære adfærd være styret af driften til at sende flest muligt gener videre til næste generation, og man må derfor fortolke alle adfærdsmæssige forhold i lyset heraf. Al adfærd, der i almindelighed beskrives som opofrelse eller altruisme, er derfor i sidste instans selviske i forhold til det overordnede formål, nemlig at sikre egne geners overlevelse.
Billedet fra Leopard Gorge, hvor vi ikke så meget til leopard, men til gengæld var en lille zebrafamilie trængt ind for at nyde de lange urørte græsser.
