Gnuer, zebraer og Thomsons gazeller er på vej tilbage til Serengeti. Næsten hver dag springer en gruppe vandrende vildt ned i Maraflodens farlige vand, der i år strømmer med stor hastighed. Vi kører langs Musiara-sumpene, hvor tusindvis af gnuer ses på højdedragene mod syd. Der er ikke meget aktivitet, og vores forventninger daler. Et par små zebrafamilier ved Maraflodens populæreste krydsningssted får ikke forventningerne til at stige. Hvor er gnuerne? De skulle jo stå her i massevis?
Vi bumler rundt på Maraflodens utilgængelige bredder. Strækningen burde døbes ”Skeletkysten” for hundreder af halvfordærvede dyrekroppe ligger og skvulper i vandkanten, hvor endnu flere gribbe og marabustorke kæmper om de sørgelige rester. Der er hård kamp om skindstumperne, og de gribbe, som ikke er hurtige nok, risikerer et hak i tuden. Marabustorkene holder sig fortrinsvist i baggrunden og snupper de kæmpendes tabte rester. En nilvaran passerer forbi. Der måske en godbid til den. Den er i hvert fald ret ligeglad med os.
Pludselig begynder de andre safaribiler at køre. En lille flok gnuer med et par zebraer i spidsen har i al diskretion samlet sig bag os. Støvet hvirvles op. Alle biler har travlt med at komme først. Her er heldigvis ikke så mange biler, men nok til, at vi må kæmpe om pladsen. Balladen forstyrrer imidlertid vandrefuglene, der vender om og forsøger at snige sig ubemærket bag om os til det andet vadested. Men bilerne bakker og kører i al hast de 50 meter til det modsatte udkigspunkt, men denne gang er vildtet tilsyneladende mere beslutsomt, og snart hopper de første gnuer i vandet.
Linjen af svømmende dyr når efter få øjeblikke den modsatte bred, hvor tre kæmpekrokodiller venter på frokosten. De virker sløve og mætte. Maverne er fyldte, og de er nødt til at fordøje det forrige måltid, før der er plads til mere. Gnuerne skræver over krokodillerne, der ikke rører sig, men snart tager dræbeinstinktet over, og en krokodille glider i vandet, hvor den snupper en kalv i første hug. Den kan næsten have hele byttet i munden. Der er åbenbart plads til mere i maverne, for de øvrige krokodiller glider også i vandet for at tage del i byttet. De tager fat i hver sin ende af byttet og ruller rundt, og kødstykkerne flyver bogstaveligt talt omkring. Krokodillerne puster og ruller rundt. Ligesom mange andre af savannens jægere er de bygget til hurtig og pludselig kraftudfoldelse, men mælkesyren hober sig hurtigt op, og dyret bliver træt og udmattet. En god jagt afsluttes hurtigt eller opgives.
I mellemtiden har zebraerne også sneget sig over floden. De plejer at komme først, men har for en gangs skyld ladet gnuerne bane vejen. Vandstanden er høj, og strømmen hurtig, men det ser ikke ud til at genere de trækkende dyr, der svømmer hastigt med hovedet lige over vandoverfladen. Det er helt anderledes end sidste år, hvor alle kunne vade over Marafloden.
Vi venter forgæves på næste bølge af trækkende dyr. Den trækker ud, og frokosten trækker i os.
Masai Mara
