Mens vi sidder og kigger på en gammel hanelefant af den sjældne slags med rigtig lange stødtænder, kommer en lille elefantfamilie raskt imod os og gør ophold i en lille skovtykning, hvor de straks kaster sig over træerne. Vi kører hen for at kigge nærmere, og mens vi kører de få hundrede meter, dukker en eller måske to elefantgrupper mere op. Det er ikke helt klart, om de tilhører samme familie.
Vi er pludselig omgivet af elefanter til alle sider, omkring 30 fordelt på en eller to familier. De nøjes ikke med at æde, men i løbet af den næste time hilser og kæler de med hinanden, hviler under de mest skyggefulde træer, mens de helt små bogstavelig talt flader ud på jorden. Hilseritualerne er gentagne og omfattende, og de har resulteret i nedenstående billeder, hvor man kan se, hvordan de står hoved mod hoved og ruller snablerne rundt om hinanden og ind i hinandens mund. Yderst på snablen sidder deres to fingre med meget følsomme celler, der bruges til berøring understøttet af den enestående lugtesans, der samlet bringer de enkelte elefanter i yderst tæt kontakt med hinanden. De er alle beslægtede, alle kender hinanden særdeles godt, og de ses formentlig dagligt. Alligevel skal der føles på alle tangenter. Elefanternes møde er koordineret. De har sendt deres dybe brummelyde gennem luft og jord, signaleret og truffet aftaler med hinanden over lange afstande. Tæt beslægtede elefantgrupper – familier – står i tæt kontakt med hinanden livet igennem.
Desværre kan de ikke spise af græsset, der godt nok er grønt og saftigt, som jeg skrev i foregående blogindlæg, men det er gnavet alt for langt ned af gnuer, zebraer og især masai køer. Derfor vil de utvivlsomt følge andre af deres fæller og vandre mod højdedragene vest og nord herfor. Her møder de marker, afgrøder og agerdyrkere. Snart kan vi læse om elefanternes huseren og ødelæggende raids mod afgrøderne. Vi vil sandsynligvis få at vide, at elefanterne ikke vil blive i ”deres” reservat – de må være blevet for mange.
Elefanterne er nu ikke blevet flere, men landbruget rykker tættere og tættere på deres levesteder. Hvor der før var savanne og skov, er der nu marker. Vi indskrænker deres levesteder med raketfart og bruger ”deres” reservater som foder for kvæg. Det er svært at se elefanterne som årsag til problemerne. Spørgsmålet er vel egentlig, om vi vil tillade elefanterne at leve i vores verden. Menneskets personlige ejendom.
