Karen Blixen Camp

Om træer, fældning og miljø

Der findes efterhånden mange undersøgelser, der viser, at Masai Maras træer forsvinder med lynets hast, men man behøver faktisk ikke så megen videnskab i denne sag; det er bare at åbne øjnene. I dag findes store åbne områder, hvor afstanden mellem træerne sagtens kan være over en kilometer, de buskede områder svinder ind til små øer i det åbne landskab, og galleriskovene langs vandløb bliver tyndere og tyndere uden egentligt høje træer. Således er Masai Mara meget anderledes i dag end for 25 år siden, hvor buskads og højere træer var et karakteristika. De sjældne hårde træsorter, der har været mange hundrede år undervejs, er stort set forsvundet og kun i Mara trekanten, ser man en stor population af den smukke ørkendadel.

I disse dage tager elefanterne en gevaldig told af træerne, således som de altid gør i tørkeperioder. Akacier bliver væltet om, barken afstribet og selv mellemstore grene med en diameter på over ti centimeter nedsvælges. Overalt står flåede træer og vidner om elefanternes hærgen, men det er trods alt naturens orden, og den positive side er åbenbar. Elefanterne bidrager væsentligt til savannens åbning, og skaber dermed nye muligheder for andre typiske græsædere. Hver gang et træ destrueres, får græsser og urter bedre vækstmuligheder, og disse sidstnævnte bidrager med langt den største biomasseproduktion. Græsser og urter udgør langt den vigtigste fødeproduktion på savannen, og således bidrager elefanternes destruktion af træer faktisk til at understøtte, ikke bare dens egen eksistens, men også en lang række andre arters eksistens.

Hvor er så problemet?

Man kan stille spørgsmålet; hvordan skal savannen se ud? Hvordan skal forholdet mellem træer og græsser være? Svaret er langtfra entydigt, fordi savannen er dynamisk – som al anden natur – og variationerne bølger gennem tiden. En del af Mara har efter al sandsynlighed engang været ren busksavanne med en masse tsetsefluer, der smittede alt kvæg med sovesyge (Nagana). Sidenhen har såvel masaier som elefanter åbnet landskabet ved afbrænding og destruktion. En anden del af Mara har været præget af de årlige vildtvandringer, der netop har skabt de mere åbne græsarealer, med gamle spredte træer, som har holdt på jordlaget. Alt i alt har disse omstændigheder skabt et meget varieret og vildtrigt landskab, som vi finder værd at bevare for eftertiden.

Mange høje træer i tæt bevoksede galleriskove i lavninger og langs floder, betyder levesteder for en masse planter og vildt, der spiller sammen med de åbne områder, og er med til at give det samlede økosystem en langt højere diversitet og dermed også en høj stabilitet. Økosystemets stabilitet betyder, at det bedre er i stand til at modstå naturkatastrofer, klimaforandringer og alle former for miljømæssige ændringer. Man kan sige, at systemet opretholder sig selv. Meget tyder på, at der er sammenhæng mellem regn og skov. Hvis skoven fældes, regner det mindre, og tørkeperioderne bliver længere og mere vedholdende. På den åbne savanne holder træerne på jorden, hindrer erosion og jordflugt. Alle savannens næringsstoffer ligger i de øverste jordlag (som følge af den høje fordampning), og hvis jordlaget først slides af og blæser væk, starter en irreversibel ødelæggelse, som man i øvrigt ser tusindvis af steder i Afrika.

Den igangværende træ destruktion er en alvorlig trussel mod landskabet. Den vigtigste årsag til problemet er menneskets afbrænding af træ. Lokalbefolkningen er vokset kraftigt, og forbruger derfor en stigende mængde brænde til madlavning og opvarmning, men den værste og mest ødelæggende destruktion kommer fra den massive turisme. De fleste store hoteller i Masai Mara bruger enorme mængder brænde til vandopvarmning. Alle deres vandtanke er forbundet med brændeovne, der stort set er i gang hver dag. Formelt hedder det, at vandtankene er sol opvarmet, med tilskud af brænde på overskyede dage. De anvendte tanker er imidlertid ikke solfangere, men blot almindelige tanke, der kun kan afgive varmt vand midt på en solrig eftermiddag. I årevis har lastbiler kørt rundt for at samle brænde, og i et enkelt stort område kan man se hundredvis af stubbe af sjældne ”hardwood” træer fældet af en enkelt lodge. I folkemunde er det Governors Place, efter den pågældende lodge.
I Karen Blixen Camp har vi derfor besluttet, at vandet skal opvarmes med individuelle gasbrændere, hvor man kun lige opvarmer den mængde vand, der bruges. Al anden energi kommer udelukkende fra solpaneler. Vi har desuden sat et stort genplantningsprojekt i gang. Vi har to mænd fuldt beskæftiget med at avle træer og udplante dem. I år udplanter vi 20.000 træer. Det er samtidigt lidt af et udviklingsprojekt, fordi vi mangler viden om, hvad der får træer til at spire og, hvordan deres vækst bedst understøttes. En del træer sætter kun frø hvert 5 – 10 år og nogle af disse skal igennem vildtmaver, afbrændes eller ligge i vand for at spire. Det er ikke helt nemt men spændende.

Alle billeder er taget i oktober 2009

Næsehorn, krybskytter og kvægtyve

De fleste er glade for turen til Maras hvide næsehorn, selvom den delvise bevogtning kolliderer med ønsket om at opleve vildtet i frie og naturlige omgivelser. Det er imidlertid længe siden, Afrika har været fri natur, og vi må leve med de stadigt mere påtrængende kompromiser. Næsehornene er en gave fra Sydafrika, overrakt af Nelson Mandela, og gaver skal man jo passe på. En tidligere gave endte som skæfte på dolke i Yemen og potensmidler i Østen. Næsehornene nedkom med en unge i januar 2007, hvor Kofi Annan besøgte Kenya for at mægle i de daværende politiske stridigheder. Ungen viser sig at være et roligt og besindigt væsen, der nu lyder navnet Kofi Annan. Krybskytter har såmænd også forsøgt sig med disse næsehorn, men heldigvis havde et af de stolte dyr et horn i siden på de indtrængende, som forsøgte at save attributten af dyret. Det hvide eller rettere brednæsede (hedder det snude?) næsehorn trives godt mange steder, specielt i Sydafrika, hvor de fleste reservater eller vildtfarme efterhånden avler dem. Det siges, at de ikke hører til i Mara – at de aldrig har været her naturligt, men hvem ved i grunden det? Hvide næsehorn findes både syd og vest for Mara, og eksistensbetingelserne er ganske glimrende, så der er faktisk ingen grund til at tro, at de aldrig har været her.
Desværre er krybskytteri blevet mere udbredt i de seneste år. Elefanter forgiftes og stødtænderne fjernes. Der går næsten ikke en måned, hvor politiet ikke konfiskerer elfenben eller fanger smuglere. I Mara har vi efterhånden en del konkrete tilfælde, og man regner med, at der er røget en halv snes stykker på den konto gennem det sidste år.

Da man i 1991 forbød al handel med elfenben i hele verden, droppede prisen på elfenben til en tiendedel ”overnight”. Forinden var jagttrykket på elefanterne så kraftigt, at de selv fandt ind i de bedst beskyttede nationalparker, hvor vildbetjente ydede dem en vis beskyttelse. Tre måneder efter forbuddet begyndte elefanterne igen at sprede sig, som om de vidste at de var i sikkerhed. Diskussionen om forbud eller begrænset salg af kontrolleret elfenben bølger frem og tilbage. I Østafrika kæmper man for totalt forbud, der er det eneste, som har vist sig effektivt. Kontrolleret salg giver konsekvent anledning til krybskytteri, fordi nogle fifler med licenser og tilladelser. Da man på et tidspunkt diskuterede en kvotaordning, bad Somalia om en kvote på 14.000 elefanter, men deres totale bestand har aldrig været over 7000 og er formentligt langt, langt mindre. Hvad mon de skulle bruge den kvote til?

I det sydlige Afrika er man helt vild med nedskydning og salg af elfenben. Det hedder sig, at elfenben skal betale for elefanternes ødelæggelser af befolkningens afgrøder, og desuden mener man, at for mange elefanter ødelægger beplantningen. Der er simpelthen for mange elefanter i eksempelvis Kryger, lyder argumentet. Hvordan regner man det ud? Elefanterne ødelægger træer – især i tørtiden – det har de gjort i millioner af år, og vi ser det hver dag her i Masai Mara. På den måde åbner elefanterne savannen, skaber større græsarealer og dermed mere mad til sig selv og savannens mange antiloper, der fortrinsvis græsser på åbne arealer. De åbne arealer, er langt de mest produktive områder, og uden elefanterne ville de næppe eksistere. Kryger nationalpark er fyldt med tæt buskads og rummer derfor langt mindre vildt end eksempelvis Mara – Serengeti økosystemet. I slutningen af 1800 tallet begyndte europæiske lorder og andet godtfolk at valfarte til Kryger for at nedskyde elefanter og vinde guld og gods, hvis de ikke havde det i forvejen. De fik næste gjort kål på bestanden, inden den blev fredet. Dette er formentlig årsagen til, at Kryger ser ud som den gør det i dag, og man kan med rette spørge: hvad er egentlig Krygers rette udseende?

Mere tørke

Fra toppen af Mare kunne vi i går iagttage regnbyger i Western korridor” i Tanzania, så de sidste gnuer er formentlig trukket af sted med halen mellem benene for at æde løs af de friske grønne græsser, der vil skyde op i løbe af få dage. Det er også den vej masai krigerne er draget med Maras samlede kvægbestand, dog skulle de endnu ikke være krydset grænsen. Det forlyder nu, at de overfaldes af talrige sværtbevæbnede folk fra Tanzania, der - ind til videre - har stjålet mere end 200 stykker kvæg. Præcist, hvad der foregår, ved vi ikke, men det går garanteret ikke stille af.

Her har vi stadig ingen regn, og vildtet trækker sammen omkring Karen Blixen Camp, hvor vi stadig har lidt græs – ikke mindst det, vi selv vander – og let adgang til Mara flodens vand. Der er ingen tvivl om, at vildtets besøg vil intensiveres indtil der kommer regn og vandhullerne fyldes. Lige nu glæder vi os over den enorme vildtmængde, som vi kan se på 50 meters afstand, men medaljen har en bagside. Flodheste og bøfler taber sig. Man kan tydeligt se flodhestenes hofteben, og skindet er en anelse slunkent. Vor nabo camp er begyndt at fodre deres flodheste, men det ligner en Sisyfos opgave at skaffe vore 50 flodheste 2 tons frisk græs om dagen. Vildt der er i stand til at spise blade og udsøge sig den mest energirige føde, ser fortsat ud til at klare sig godt. Akacie træerne er meget grønne, men snart falder vandspejlet og bladene visner – mon dog ikke vi snart få en byge – indtil videre må vi nøjes med et par lyn hver aften.

Nu går den vilde jagt

Vi oplever den ene fantastiske dag efter den anden i Karen Blixen Camp og Mara, hvor de fleste vandhuller er udtørret, og vildtet tvinges til at drikke af Marafloden. Den flade flodbrink overfor restauranten er en ren zoo. I de sidste to dage har store flokke vildt frekventeret flodbrinken dagen igennem. Vi taler her om bøffelflokke på over 50, 30 elefanter, 15 – 20 giraffer, 30 topier, og talrige vandbukke, zebraer, impalaer, vortesvin, bavianer og gnuer.

Gnuerne er stadig på vej tilbage over Marafloden til Tanzania, men græsset er stadig ikke grønnere på den anden side, så der venter dem nogle kummerlige dage. Nogle vælger da også at komme tilbage, så vi kan nok se frem til nogle spektakulære krydsninger nogle uger frem. I går blev sceneriet ved flodbrinken ødelagt af en støvsky, der pludselig hvirvlede frem mod de trækkende gnuer og landede på ryggen af en stor han. Det var såmænd en løvinde, der havde ligget i skyggen med fuld mave og fordøjet, men som altså ikke kunne modstå fristelsen, når så meget friskt kød defilerede forbi. Alle stirrede forbløffet på den uventede scene lige foran bilerne. Der gik flere sekunder før man hørte jublen forplante sig fra bil til bil. At se en løve snige sig ind på et dyr, følge den korte jagt og nedlæggelsen er ikke enhver beskåret, men ikke desto mindre, har vi set det to gange på 5 dage. Begge gange en hunløve, der alene nedlægger en fuldvoksen antilope (henholdsvis topi og gnu) med uhyre effektivitet.



Alle rovdyr nedlægger bytte i flæng i disse dage, der ligger næsten konsekvent bytte i nærheden af løve og leopard. Geparder og hyæner med fyldte maver hører til dagens orden og i går, så vi såmænd en stor bavian helt indsmurt i blod efter et godt måltid. Mange dyrebørn og svækket vildt gør jagten let. Det ser ikke ud til at nogen chancer lades uudnyttet, og det mest bemærkelsesværdige er, at hvert rovdyr selv tager affære uden at afvente klanens deltagelse i jagten. Jagtlykken må ligge tæt ved 100%, og dermed udfordres alle de faglige statistikker over vildtets jagtlykke, ifølge hvilken en enlig løves chancer for at nedlæge et bytte er omkring 15%. Det samme gælder geparden, der statistisk set skal ud i 10 opslidende jagter for at få et bytte. I de sidste mange måneder, har de levet godt og ubesværet af nyfødte thomson gazeller, og nu kan de skifte til impala unger, der er på vej i tusindvis. Statistikkerne siger naturligvis noget om forskellene i jagteffektiviteten mellem de enkelte arter og organisationen af den enkelte arts jagt (individ kontra gruppe), men gennemsnitsværdierne siger næppe meget om den konkrete situation i naturen, så man skal nok passe på med generaliseringer.

Efter gårdagens løvejagt, spredte de trækkende dyr sig meget, og flere forsøg på at krydse Mara floden løb ud i ingenting. Bortset fra en lille flok topier, der smuttede over på egen hånd efterfulgt af en halv zebrafamilie, der dog måtte tage turen tilbage, da resten af truppen ikke ville ende som krokodilleføde. Senere afsøgte vi det store græsområde mellem Governors Camp, Serena og Mara floden, men der var ikke meget at se fordi området er stærk domineret af det næringsfattige røde havregræs, som fortsat står urørt i høje tørre totter. Tilsyneladende forlader vildtet disse ret store områder af Mara, når de har taget alt det, der står mellem havren. Det kan være direkte farligt for mange arter, at spise næringsfattig føde, fordi det fylder maven, men giver for lidt næring, hvorefter vildtet taber sig og afkræftes. Man kan undre sig over, hvordan der er opstået så stort et vildtmæssigt ”ingenmandsland” på begge sider af Mara floden, som det migrerende vildt skal igennem for at komme til de gode græsser længere mod nord. Forklaringen skal nok søges i, at netop dette område er så hårdt eksponeret for græsning, når de store flokke kommer sultne sydfra. Efterhånden som de gode græsser er ædt væk, har de dårligere, uspiselige græsser fået bedre vilkår. Det bør undersøges, om dette forhold kan ændres ved afbrænding af havren, hvilket formentlig tidligere har været tilfældet, da Masaikvæget gik i området.

Tørke, masaier og masser af vildt

Man kan naturligvis ikke glæde sig over tørke, når man ved, at det rammer en masse mennesker som en dødelig trussel. Men her i Masai Mara er det nu engang et eksistensvilkår, en uomgængelig del af naturens cyklus, som vildtet er tilpasset, og det er bestemt fascinerende at betragte, hvordan de vilde dyr klarer sig under denne udfordring.

Safarilivet er fortsat fantastisk. På få dage har vi oplevet gnu og zebra krydse Mara floden, 4 forskellige løvegrupper, to leoparder i hver sin ende af Mara, 3 geparder, en enorm bøffelflok med masser af kohejrer og oksepikker, mindst 50 vortesvin i familiegrupper med op til fem små grislinger i hver, masser af giraffer, flodheste, antiloper og såmænd også et af de sjældne løvedrab.

Masaierne vil allerede nu opleve 2009 som et tørkeår, måske slipper vi med den milde tørke, kalvedøden, men det ved vi ikke endnu. Kalvene ligger døde fra Marienda landsbyen til Musiara Gate og vidner om, hvilken vej de unge krigere er draget ud på ukendte eventyr med hele kvægflokken. De altædende geder er blevet tilbage og klarer sig med tørre grene, konservesdåser og en smule græs, men kvæget har ingen chance for at klare sig. Flokkene er blevet for store og kræver alt for meget på kort tid. Gennem kunstig udvælgelse har vi mennesker avlet tamme kvægracer, der giver glimrende kød og store mælkemængder, men evnen til at modstå tørke og mange naturligt forekommende sygdomme, er gået tabt under vejs. Gennem avl er vort kvæg blevet nogle svæklinge, der klarer sig skidt uden mennesket. De unge masaikrigere har hermed fået en chance for at vinde hæder og ære, som ikke er blevet andre til del i de sidste mange år, hvor nomadedelen af krigerlivet, er blevet afløst af en afslappende tilværelse med masser af mad og vand, der har reduceret arbejdet med kvæghold til næsten ingen ting. Nu er de på eventyr efter ukendte græsgange langt nede i Tanzania, hvor de følger de ældste anvisninger, baseret på overleveret viden og erfaring fra lignende situationer. Formår de unge morans at løse opgaven, måske stjæle lidt kvæg undervejs (en hæderkronet beskæftigelse), dræbe et par rovdyr eller måske ligefrem en kvægtyv, så vil hæderen ingen grænser kende, og der er lagt et solidt fundament for deres fremtidige status som ældste. Inden jeg svømmer helt over i romantiseringen af krigerlivet skal jeg lige tilføje vor campmanager, Martins, bemærkning til de mange vanskelige opgaver, som de selv skal løse: ”De tager sgu da bare mobiltelefonen!”. Det er nok ikke helt forkert.

Tørken volder størst problem for drøvtyggerne, der kun kan fylde mavesækken i begrænset omfang og må vente på, at den langsommelige fordøjelsesproces er tilendebragt, inden der kan fyldes mere på. Hvis energimængden i føden er ringere end arbejdet med at indtage den, er der altså et energiunderskud, som betyder, at dyret taber sig. Det ser ikke ud til at ske for eksempelvis zebra, der kan indtage store fødemængder, der køres løbende igennem fordøjelsessystemet, men også her gælder reglen om energibalancen. Vi ser slunkne og syge bøfler og flodheste, men også velnærede. Tørkens told rammer først og fremmest de svage individer - survival of the fittest – en enkelt flodhest var flygtet fra sit udtørrede vandhul og svedet op af solen i sin søgen efter et nyt vandhul. Vi er lidt bekymrede for vores flodheste i KBC. Der er ca. 50, hvilket betyder, at de har behov for to tons græs i døgnet, og vi kan ikke se, hvor de skal findes. Til gengæld har vi stadig så meget vand i Mara, at flodhestene kan ligge neddykkede, i den svale brune flod og vente på bedre tider.

Forleden aften snuppede en hunløve en stor, gravid topi antilope. Det er sjældent løverne får fat i den graciøse og vagtsomme antilope, der plejer at stille sig til rådighed som vagtmand for savannens øvrige vildt. Både topi og andre typiske antiloper fra den åbne savanne har ændret adfærd på grund af tørken. Mange antiloper har trukket ind i områder med små træer, hvor skyggen under træerne sikrer en anelse mere grønt græs. Vi ser også mange af dem omkring KBC og inde på området natten igennem, fordi vi vander med spildevand, og er efterhånden det eneste sted, hvor der er rigtig saftig græs. Antiloperne er ikke tilpasset disse områder, hvor de bliver et let bytte for rovdyr, der sniger sig ind på ofret. Det var nøjagtigt, hvad der skete med topi’en, men det var ret chokerende at se løvens effektivitet. 10 sekunders løb, bang, topi’en var nede og dræbt indenfor et minut. Vi taler ofte om Maras bløde løver, der er tilpasset små antiloper, og derfor ikke er specielt farlige – men det må komme an på en prøve. Respekten er ikke blevet mindre herfra.

Rovdyr har kronede dage. De mange svage byttedyr, der tilmed stiller sig fordelagtigt, gør livet let for alle rovdyr, der æder så det er en ren fornøjelse og tilmed nedlægger hvad som helst ved højlys dag. Gispende, fyldte løver, geparder og hyæner hører til dagens orden. I dag så vi en mæt hunløve, der ikke kunne undslå sig fra at nedlægge en stor gnu i middagsheden. Men heden blev for meget, så hun besluttede sig at slappe af i skyggen i stedet for at æde.

Giraffer og Darwin 2

I august-bloggen skrev jeg om Darwin og de fysiologiske problemer, giraffen har overvundet i kampen for sin egen fødeniche højt over jorden. I denne måneds udgave af "Illustreret Videnskab" kan man læse en fremragende artikel om disse forhold med glimrende illustrationer af blodtryks- og kredsløbsproblematikken. Anskueligt og let forståeligt.
Redaktøren synes åbenbart, at hovedtemaet ikke er fyldigt nok og vælger så at referere andre videnskabelige arbejder, der til gengæld bliver mere sparsomt belyst.

Således nævnes en forskergruppe i Namibia, der har undersøgt giraffens spisevaner og konstateret, at giraffer ofte bøjer sig for at spise, hvilket ifølge I.V. får dem til at konkludere, at den evolutionære drivkraft bag giraffens lange hals ikke er fødenichen, men muligheden for sex. Den bemærkelsesværdige konklusion, skyldes at knoglerne i hannernes hoved vokser sig tykkere livet igennem, og kraniet opnår den formidable vægt af 20 kg. Når det tunge hoved anbringes på en lang hals, har giraffen et slagkraftigt våben, der flittigt brugs mod artsfæller af hankøn.

Argumentationen er ikke knivskarp. Hvorfor skulle hun giraffen udvikle en lang hals, hvis det kun er hannerne, der har brug for den. Den slags energispild er uhørt i naturen. De forholder sig nok således, som de fleste zoologer synes at mene, at halsen er udviklet med henblik på adgangen til en fødeniche uden konkurrence. En helt kolossal fordel. I takt med halsen er udviklet, og de fysiologiske udfordringer er mindsket, vil det være helt i tråd med evolutionslæren, at andre funktioner udvikles sideløbende som en slags side effekt. Giraffens hals vil udvikle sig lige præcist så længe, at den anvendte energi ikke kan bruges bedre på anden vis. Den dynamiske energioptimering betyder, at tusinde udviklingsprocesser griber ind i hinanden uden bestemt retning, og ingen processer afsluttes nogen sinde. Derfor kan man heller ikke tale om fuldkomne tilpasninger. Som den franske biolog og nobelprismodtager Francois Jacob udtrykker det, bør man omgå den naturlige udvælgelse med en vis forsigtighed, således, ”…at man ikke kommer til at opfatte naturen som en perfektion, som Guds skaberværk”. Det lader vi Linné om!

Men tilbage til Giraffens hals og spisevaner.
Jeg har studeret giraffer i Masai Mara og andre steder i 25 år, og den dag i dag vil jeg hævde, at kunne fastslå en girafs køn med 90 % sandsynlighed blot ved at iagttage spisevanerne. Hunnerne bukker sig generelt temmelig langt efter føden, mens hannerne oftest har helt eller delvis ret hals. Således konkurrerer kønnene ikke om føden. Blandt giraffens mere end 100 fødeemner er nogle mere foretrukne end andre. Et friskt akacieskud, hvor tornene stadig er grønne og bløde, vil afgjort være at foretrække for de fleste andre fødeemner uanset højden. Man skal jo huske på, at vi næppe selv ville stå på tæer for at plukke et rødt æble, hvis vi kan finde et i øjenhøjde, og specielt ikke hvis sidstnævnte æble er størst.
Giraffens lange hals betyder først og fremmest, at dens aktionsradius er større end alle andre dyr (bortset fra elefanten), og dermed er den i besiddelse af en kæmpefordel i kampen om føden. Heldigvis for giraf og andet vildt er livet ikke udelukkende en kamp. Lange stabile perioder med rigelige fødemængder giver også giraffen mulighed for at træffe fordelagtige valg som kompromis mellem fødeemnet og nakkens bøjning.
Alt på giraffen er udviklet med henblik på at kunne række højt. Udover halsen gælder det også ben, nakkehvirvler, hovedformform og tunge. Evolutionens drivkraft er 100 % rationel, og forekommer det ikke at være tilfældet, bør man overveje, om det ikke er én selv, der taget fejl.
Synet er et andet eksempel på en ”sideeffekt” af den lange hals. I modsætning til elefanterne og næsehornenes elendige syn, har giraffen udviklet et formidabelt ”rovfuglesyn”, der på toppen af den lange antenne giver giraffen et enestående overblik, der næsten umuliggør snigende angreb. Hvor elefanten har brugt energi på udvikling af snabel og tilsvarende udviklet lugtesansen, har giraffen altså satset på hals og syn. Logikken er slående. Giraffen har både udviklet evnen til at beskytte sig mod rovdyr og samtidig fået adgang til sin egen føde niche og dermed opfyldt de to væsentlige kriterier for at skubbe generne videre til næste generation. Så mangler vi bare parringen, og diskussionen om hvad, der kom først; hønen eller ægget!

Nye DNA undersøgelser af Afrikas giraffer har afsløret, hvad man kalder 6 destinktive arter. Hidtil har der været bred enighed om, at alle Afrikas giraffer var en og samme art og de mest destinktive blev regnet for underater som eksempelvis netgiraffen. De genetiske analyser viser, at Afrika har 6 forskellige populationer, der tilsyneladende har udviklet sig individuet i mere end 5000 år, og altså i den mellemliggende periode ikke har parret sig med hinanden. Herved er de i genetisk forstand kommet så langt fra hinanden, at man kan begynde at tale om forskellige arter. Spørgsmålet er, om det så også er egentlige arter eller blot underarter - i følge den gængse definition taler vi nemlig kun om forskellige arter, når de ikke kan parre sig med hinanden og få avledygtigt afkom. Det er ikke nok, at de tilsyneladende ikke blander sig med hinanden i naturen.

Hvis der er tale om forskellige arter, er det faktisk lidt af en sensation, fordi moderne dokumentation har vist at artsudviklingen sker gennem radiation/udstråling - det vil sige, at en art spreder sig i et større område og med tiden isoleres de enkelte populationer mere og mere, påvirkes af lokalmiljøet og tilpasser sig løbende til dette. Efterhånden bliver forskellighederne som omfattende, at vi må tale om nye arter. Der er masser af den slags eksempler i evolutionshistorien - mennesket blot for at nævne et enkelt - men de fleste ligger jo så langt tilbage, at dokumentationen bliver mindre konkret og anledning til voldsomme diskussioner. Selvom indicierne for artsudvikling hober sig op til monumentale højder, er der stadig en del der sætter spørgsmålstegn ved beviserne.

Disse billeder er taget i Masai Mara d. 20. oktober 2009 ca. kl. 17.00 og viser med al tydelighed giraffens varierede spisevaner. Det skal dog nævnes, at situationen ikke kan opfattes som typisk.

Mens vi venter på regnen

Kenyas lange tørke ser ud til at være forbi. 10-11 måneders tørke giver enorme sultproblemer i store dele af landet, hvor alle afgrøder er brændt af og visnet. I forgårs så det ud til at være slut, da landet ramtes af skybrud. Det tørre Nordkenya flyder i vand og mange veje er ufremkommelige.
Masai Mara er dog stadig meget tør, faktisk har vi ikke oplevet så lang en tørke i mange år. Mara følger ikke det generelle regnsmønster. Vi plejer at få vand med jævne mellemrum året rundt, men altså ikke i år. Heldigvis ligger Karen Blixen Camp i et område, hvor mikroklimaet giver ekstra megen nebør. Den 300 meter høje Oloololo højderyg, der næsten kaster sin skygge over KBC holder på skyerne, og vi har fået lige akkurat vand nok til at holde lavningerne grønne. Højderyggen giver et 2-3 kilometer bredt bælte langs Maras vestlige grænse, hvor der stadig er lidt føde at hente. Der er tale om 60-70 kvadratkilometer, akkurat nok til at understøtte en bestand, der kan blomstre op og sprede sig, når forholdene bedres.

Havtemperaturen i Stillehavet er omkring en halv grad varmere end normalen, hvilket giver varsel om en lille til moderat El Nino effekt. Belært af tidligere El Nino år, ved vi at det betyder, usædvanligt megen regn i Kenya i de kommende måneder. Det er muligvis begyndelsen, vi så i søndags. En moderat El Nino vil også give mere regn i Masai Mara, hvilket betyder, at der er mere regn i hver byge, og perioden med ekstra hyppige byger vil være længere. Regnen kommer i relativt korte skyller, fortrinsvist sidst på dagen, men de enkelte byger vil være så kraftige, at vejene bliver vanskeligt passable på få minutter. Det vil kun være muligt at køre safari i terrængående biler.

El Nino vil betyde, at det bliver vanskeligere at køre i de vestlige områder, som også vil være vanskelige at nå frem til ad de gængse veje. Græsset vil vokse højt og i de områder, hvor der ikke er græssende kvæg (Mara Triangel/Trans Mara - områderne omkring Serena og Governors Camp) vil det stort set være umligt at finde vildt før næste migration i august 2010. Alt savannevildt vil stå i de nordvestlige områder og på Loita Plains.

Men lad os nu se hvad fremtiden byder...

Herunder følger et udvalg af billeder fra området omkring Karen Blixen Camp