Bingo – Big Five

Det er ikke så tit, at vi kan melde ægte ”Big Five” på en uge: Elefant, sort næsehorn, bøffel, løve og leopard. Lørdag den 4. juni blev lykkens dag, da vi fik den manglende leopard i hus, og så oven i købet i ”Leopard Gorge” hvor jeg, trods det velklingende navn, aldrig før har truffet den.

På vej hjem fra en lidt tynd morgensafari, hvor vi specielt kørte efter elefanter, slog vi et smut ind i den berømte gorge, der er dannet af en langsomt størknende lava smelte engang i tidernes morgen. Her poserede nedenstående leopard ganske smukt foran bilen på jagt efter en sagesløs kanin, der trykkede sig helt ned med ørerne tæt til kroppen. Leoparden var så koncentreret om byttet, at den ikke ænsede vor tilstedeværelse. Den sneg sig i en stor volte omkring kaninen og nærmede sig bagfra uden at dyrene kunne se hinanden. Pludselig sprang leoparden ganske præcist ned på kaninens skjulested, men ak kaninen trak det længste strå denne omgang. Den gad ikke vente på al den snigen.

Vi var helt alene i Leopard Gorge – vi havde faktisk ikke set en eneste safaribil hele morgenen – og kunne følge leoparden i mere end en time hvor den skiftevis sneg sig rundt og afsøgte slugten og poserede på forskellige klipper. Det herlige morgenlys sikrede 1000 gode billeder fordelt på 5 entusiastiske fotografer. Mon vi fik set leoparden live?

Der er masser af leoparder i Mara North Conservancy, og selvom jeg umiddelbart mener, at det er nemmere at finde en leopard end et sort næsehorn, hører det så ganske afgjort til sjældenhederne, at komme på skudhold af en leopard, der ikke forsvinder eller skjuler sig i buskads og bladkroner. Men her er den altså.

Kaninen skal vi da også have med.

Hvor er elefanterne?

Masai Mara 1. juni 2011

Vi ser masser af elefanter på den anden side af floden lige overfor Karen Blixen Camp. Man kan naturligvis diskutere hvad ”masser” betyder, for vi ser i reglen ikke mere end 7 – 8 stykker ad gangen, men de kommer og går dagen igennem. Området mellem Mara River og Oloololo er her relativt smalt, meget tæt bevokset og helt uden stier og veje. Elefanterne kan være i fred og der er tilsyneladende rigeligt at spise.




På den anden side af floden er der næsten ingen elefanter. Her er store dele at de åbne plains græsset ret langt ned af kvæg. Så langt, at elefanterne ikke kan få fat i græsset. Vi har afsøgt området ret grundigt, og kun fundet et par gamle hanner. Derfor kører vi til Musiara for at se, om de er i de altid fugtige sumpe, og det er de. Igangværende undersøgelser af bestanden betyder, at vi kan skelne individerne fra hinanden, og kan derfor fastslå, at mange af de elefanter vi ser i Mara North Conservancy i øjeblikket har slået sig ned i Musiara, hvor der er rigeligt at spise. Det er nu ganske normalt, at elefanterne cirkulerer indenfor deres ”Homerange”, men det er indbygget i elefanterne, at de så vidt muligt ikke skal blive for længe på samme sted for ikke at slide for hårdt på vegetationen. Man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på. I øjeblikket har omkring 100 elefanter og 1000 bøfler slået sig ret permanent ned i sumpområdet, hvor de tager en gevaldig told af vegetationen. Jeg har sjældent set den så hårdt medtaget, og det bliver lidt interessant at se, hvad der sker om en uge, når der ikke er mere. Det kan selvfølgelig komme noget regn, der sætter gang i det hele. Men det skal komme snart.

I Musiara fik vi en anden overraskelse: zebra i et kolossalt antal. Mindst 2000 er samlet mellem sumpene og de bagved liggende bakker. De kom i lange rækker, der ligner årets store vildtvandring. Vi kørte derfor langs Mara floden til de forskellige vadesteder, hvor vildtet plejer at krydse floden, men der var absolut intet at se. I mange kilometer på begge sider af Mara, var der som støvsuget for vildt helt frem til Intrepid og længere mod øst. Vi drejede af mod nord og tilbage mod Musiara, og her dukkede vildtet op, flere zebraer, hundrede vis af bøfler, 1000 topi antiloper og så løb vi såmænd også ind i nogle elefanter. Alle arter havde travlt med at fare igennem det halvhøje havregræs til de lave saftspændte arter i vest. Det ser ud som om, at alt vidt trække fra de knastørre områder i øst, til den vestlige højderyg, hvor vi jo har haft en anelse regn.





Det forlyder tillige, at bosætterne i Loita Plains driver alt vildt ud af området og sender dem mod vest. Lokale historier, som vi hørte første gang i februar, påstår vedholdende, at alle store græsædere tvinges bort fra Loita, hvor de ulovlige bosættere tager alle midler i brug for at fjerne konkurrenterne. Motorcykler, biler og våben tages i brug for at rydde savannen for dens naturlige beboere.

Mangel på regn, enorm kvægbestand og indvandring af vildt udefra er en ret farlig cocktail, der umiddelbart ligner en katastrofe, men det er jo før gået godt - vi krydser fingre.

Fredsommelige Mara

Masai Mara slut maj

Måske er det godt med en lavsæson uden ret mange besøgende. Flere lodges holder lukket og har sendt personalet på en velfortjent ferie. Alt ånder fred og ro, vildtet virker ustresset, og vi ser ikke en eneste bil på en dags kørsel. Vi får lov til at studere det sjældne sorte næsehorn, der har sneget sig ud på de åbne vidder, måske fordi den har fornemmet, at der ikke er forstyrrende køretøjer i nærheden. Selvom det sorte næsehorn er bladspiser, kan det sagtens opleves i åbne landskaber, men ikke når, det forstyrres af et halvt hundrede safari biler. Der er ikke mange sorte næsehorn tilbage i Mara, og de fleste holder sig skjult i galleriskoven langs Mara floden, hvor man ikke kan komme til dem.



Løverne nyder også freden og benytter tiden til parring. Flere løvepar er i gang i disse dage. De trækker sig væk fra flokken i 3 - 4 dage og parrer sig omkring hvert 20 minut døgnet rundt. Hver parring varer dog kun få sekunder.





Strudsene er også i gang med parring, hvilket fremgår af hannernes røde halse. Denne struds tager vor tilstedeværelse helt roligt og nyder ufortrødent sit støvbad. Lidt usædvanligt, fordi de fleste strudse piler af, når man kommer for tæt på.




For tiden er zebra den mest markante græsæder i Mara North. De ses overalt ligegyldigt, hvor man vender blikket, og de er tilsyneladende også ganske uforstyrret.



Jeg er egentlig af den opfattelse, at vi ikke forstyrrer vildtet ret meget, når vi kører rundt i safaribilerne, men lige nu virker det som om, at dyrene er gået et ekstra gear ned – måske er det bare mig der er det.

Lavsæson i Masai Mara

Karen Blixen Camp

Lavsæsonen i korthed: Sol fra en skyfri himmel, 25 – 28 grader om dagen og ned til 15 grader om natten, ingen eller næsten ingen regn, masser af vildt og ingen turister.

Månederne fra april til juni er lavsæson og omtales ofte som den store regntid, hvilket naturligvis kan holde de fleste fra et besøg, men tørre fakta er, at der i reglen ikke er mere regn i denne periode end resten af året. Og slet ikke i år, desværre. Savanner er sædvanligvis karakteriseret ved en, to eller tre temmelig afgrænsede regnperioder, men i de sidste 30–40 år er regnen i Masai Mara faldet jævnt hen over året, afbrudt af perioder med ekstraordinær nedbør eller tørke. Det er dog vældig svært at få øje på regelmæssighed. Flodheste nedkommer sædvanligvis omkring starten af længere regnperioder og flodhestene omkring KBC nedkommer både i oktober og januar. Så kan man jo læse ud af det, hvad man vil.

Indtil slutningen af maj har vi kun har ganske få byger, og græsset er slidt helt ned, hvor det burde stå meterhøjt og afvente de store vildtflokke sydfra om et par måneder, men vi kan stadig nå det, med en halv snes solide byger i juni.

Den østlige del af Masai Mara er imidlertid ganske brun, og det korte grønne græs her i Mara North Conservancy trækker vildtet til sydfra og truer den lokale balance. Græsproduktionen ser lige akkurat ud til at kunne dække masaiernes kvæghold og den lokale vildtbestand, så vi har faktisk ikke brug for mere vildt lige nu.

Når græsses gnaves helt ned, er der akut fare for erosion, hvorunder de øverste jordlag skylles væk af regn og dermed de fleste næringsstoffer. Alle savannens næringsstoffer er koncentreret i biomassen og det allerøverste jordlag. Sidstnævnte skyldes, at regnen fordamper lynhurtigt, og trækker alle næringssalte op i overfladen og nogle gange helt op på jordoverfladen. Et godt græsdække holder på jord og næringsstoffer, og sikrer kontinuiteten. Når græsset slides væk og den nøgne jord eksponeres for troperegn, har vi hele balladen. Det sker overalt i ulandene den dag i dag.

I Karen Blixen Camp ser vi masser af dyr. Næsten hver dag har vi besøg af elefant, giraf, zebra, impala, topi og bavian, der drikker, spiser og slikker salt ved floden sammen med vore residente flodheste og krokodiller. Hver dag ser vi tillige vore halvtamme mangustere og dikdik antiloper spankulere rundt i campen.
Nedenfor aktuelle billeder fra dagen i KBC.