tirsdag den 7. juni 2011

Bingo – Big Five


Det er ikke så tit, at vi kan melde ægte ”Big Five” på en uge: Elefant, sort næsehorn, bøffel, løve og leopard. Lørdag den 4. juni blev lykkens dag, da vi fik den manglende leopard i hus, og så oven i købet i ”Leopard Gorge” hvor jeg, trods det velklingende navn, aldrig før har truffet den.

På vej hjem fra en lidt tynd morgensafari, hvor vi specielt kørte efter elefanter, slog vi et smut ind i den berømte gorge, der er dannet af en langsomt størknende lava smelte engang i tidernes morgen. Her poserede nedenstående leopard ganske smukt foran bilen på jagt efter en sagesløs kanin, der trykkede sig helt ned med ørerne tæt til kroppen. Leoparden var så koncentreret om byttet, at den ikke ænsede vor tilstedeværelse. Den sneg sig i en stor volte omkring kaninen og nærmede sig bagfra uden at dyrene kunne se hinanden. Pludselig sprang leoparden ganske præcist ned på kaninens skjulested, men ak kaninen trak det længste strå denne omgang. Den gad ikke vente på al den snigen.

Vi var helt alene i Leopard Gorge – vi havde faktisk ikke set en eneste safaribil hele morgenen – og kunne følge leoparden i mere end en time hvor den skiftevis sneg sig rundt og afsøgte slugten og poserede på forskellige klipper. Det herlige morgenlys sikrede 1000 gode billeder fordelt på 5 entusiastiske fotografer. Mon vi fik set leoparden live?

Der er masser af leoparder i Mara North Conservancy, og selvom jeg umiddelbart mener, at det er nemmere at finde en leopard end et sort næsehorn, hører det så ganske afgjort til sjældenhederne, at komme på skudhold af en leopard, der ikke forsvinder eller skjuler sig i buskads og bladkroner. Men her er den altså.

Kaninen skal vi da også have med.