Vi ser masser af elefanter på den anden side af floden lige overfor Karen Blixen Camp. Man kan naturligvis diskutere hvad ”masser” betyder, for vi ser i reglen ikke mere end 7 – 8 stykker ad gangen, men de kommer og går dagen igennem. Området mellem Mara River og Oloololo er her relativt smalt, meget tæt bevokset og helt uden stier og veje. Elefanterne kan være i fred og der er tilsyneladende rigeligt at spise.
På den anden side af floden er der næsten ingen elefanter. Her er store dele at de åbne plains græsset ret langt ned af kvæg. Så langt, at elefanterne ikke kan få fat i græsset. Vi har afsøgt området ret grundigt, og kun fundet et par gamle hanner. Derfor kører vi til Musiara for at se, om de er i de altid fugtige sumpe, og det er de. Igangværende undersøgelser af bestanden betyder, at vi kan skelne individerne fra hinanden, og kan derfor fastslå, at mange af de elefanter vi ser i Mara North Conservancy i øjeblikket har slået sig ned i Musiara, hvor der er rigeligt at spise. Det er nu ganske normalt, at elefanterne cirkulerer indenfor deres ”Homerange”, men det er indbygget i elefanterne, at de så vidt muligt ikke skal blive for længe på samme sted for ikke at slide for hårdt på vegetationen. Man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på. I øjeblikket har omkring 100 elefanter og 1000 bøfler slået sig ret permanent ned i sumpområdet, hvor de tager en gevaldig told af vegetationen. Jeg har sjældent set den så hårdt medtaget, og det bliver lidt interessant at se, hvad der sker om en uge, når der ikke er mere. Det kan selvfølgelig komme noget regn, der sætter gang i det hele. Men det skal komme snart.
I Musiara fik vi en anden overraskelse: zebra i et kolossalt antal. Mindst 2000 er samlet mellem sumpene og de bagved liggende bakker. De kom i lange rækker, der ligner årets store vildtvandring. Vi kørte derfor langs Mara floden til de forskellige vadesteder, hvor vildtet plejer at krydse floden, men der var absolut intet at se. I mange kilometer på begge sider af Mara, var der som støvsuget for vildt helt frem til Intrepid og længere mod øst. Vi drejede af mod nord og tilbage mod Musiara, og her dukkede vildtet op, flere zebraer, hundrede vis af bøfler, 1000 topi antiloper og så løb vi såmænd også ind i nogle elefanter. Alle arter havde travlt med at fare igennem det halvhøje havregræs til de lave saftspændte arter i vest. Det ser ud som om, at alt vidt trække fra de knastørre områder i øst, til den vestlige højderyg, hvor vi jo har haft en anelse regn.
Det forlyder tillige, at bosætterne i Loita Plains driver alt vildt ud af området og sender dem mod vest. Lokale historier, som vi hørte første gang i februar, påstår vedholdende, at alle store græsædere tvinges bort fra Loita, hvor de ulovlige bosættere tager alle midler i brug for at fjerne konkurrenterne. Motorcykler, biler og våben tages i brug for at rydde savannen for dens naturlige beboere.
Mangel på regn, enorm kvægbestand og indvandring af vildt udefra er en ret farlig cocktail, der umiddelbart ligner en katastrofe, men det er jo før gået godt - vi krydser fingre.
