Masai Maras vildt forsvinder?

Med jævne mellemrum dukker den alarmerende meddelelse op, at Masai Maras dyreliv er stærkt på retur. Den kører en tur rundt i verdenspressen, og så hører man ikke mere. Turister, safariledere og ejere af lodges i Masai Mara kan ikke se nogen forskel. For mit eget vedkommende er jeg helt overbevist om, at vi ser meget mere dyreliv i dag end for 20 år siden, hvilket et blik på mine gamle lysbilleder dokumenterer.

Alarmklokkerne sættes i gang af regelmæssige vildtoptællinger fra luften, der synes at dokumentere et fald fra år til år. Optællingerne sker efter anerkendte videnskabelige metoder, og må antages at give et ret præcist øjebliksbillede af bestanden, hvilket dog ikke nødvendigvis siger noget om bestandens tilstand. Bestanden varierer fra år til år, og vildtet vandrer rundt mellem græsningsarealer og vandløb efter mønstre vi kun har et begrænset kendskab til. Den vandrende bestande af hvidskægget gnu er i perioder blevet optalt til næsten 1,5 million, mens den i perioder med tørke kan falde til mindre end det halve. I nogle perioder kommer det meste af bestanden på besøg i Masai Mara og i andre perioder kun en mindre andel. Hvordan skal bestanden gøres op? Når der er mange gnuer i de åbne områder, fortrækker elefanterne af ukendte årsager. Hvor går de mon hen?

Optællinger vil altså give meget forskellige resultater afhængigt af hvornår de udføres. Men vi kan ikke se bort fra, at en lang række undersøgelser gennemført over en årrække efter samme principper viser en kraftigt faldende tendens. Der er simpelthen mindre vildt.

Når vi alligevel ikke umiddelbart kan se det, skyldes det, at vi opholder os netop der, hvor vildtet er; hvor der er mad og vand og mindst bymæssig bebyggelse, mens undersøgelserne omfatter et langt større område, som indtil for få år siden var fuldt tilgængeligt for vildtet. Mod øst ligger Loita Plains, der er en del af Masai Mara økosystemet og spiller en vigtig rolle for bestandens størrelse. Under normale omstændigheder trækker en del af vildtet til Loita, når der er for tørt vestpå, og de enorme sletter i dette halvtørre område tjener således som en vigtig fødereserve for Masai Mara. I de senere år er en bræmme af ulovlige bebyggelser og marker skudt ud mellem det vestlige Mara og Loita, og truer nu med helt at lukke forbindelsen. Dette betyder i praksis, at Masai Maras samlede bestand, falder med det antal vildt, som netop denne lille migration kan holde i live. Desværre kan man skrive den samme historie om områderne nord og vest for det centrale Masai Mara. Mod nord er træerne fældet i Mau højderyggen, som er et vigtigt tilflugts område for elefanterne og ganske ubemærket, har farmlandet sneget sig længere og længere sydpå således, at en af Masai Maras gamle, velbeliggende bush lodges Mara Safari Club (Fairmont) er fuldstændigt omringet. For 25 år siden var dette område de vandrende gnuers vendepunkt, men nu er der altså skåret en halv snes kilometer af ruten.

Midt i det centrale Masai Mara, hvor reservaterne Mara North Conservancy, Trans Mara Conservancy og Masai Mara Game Reserve mødes skyder en by, Marienda, frem af ingenting. Hundredevis af nye bliktage taler sit tydelige sprog. Et blik på Google Earth afslører lynhurtigt, hvordan mennesket trænger ind på Masai Mara, og snupper pladsen fra vildtet.

Selvfølgelig er der mindre vildt, selvom vi endnu ikke kan se det på stedet. Når det sker, er det for sent!

Babyboom

I de gode gamle dage kom den korte regn i november og derfor har meget vildt indstillet sig på at nedkomme i tiden før, således at der er nok føde i de første svære måneder. Mønstret følges stadig af mange antiloper, men der er en tendens til at fødslerne spredes mere efterhånden som regnmønstret ændres. Det kan være en fordel at spredes og dermed sprede presset på vegetationen, men på den anden side kan det også være en fordel, når mange kommer samlet og dermed får en større chance for at undgå rovdyrene.

Foran KBC kan vi i disse dage se lidt større unger - et par måneder gamle - som på nedenstående billede har sat sig for at solbade mens de voksner svaler sig i det kølige flodvand. Herefter følger en dag gammel tomson gazelle, der således følger mønstret og en gnukalv, der formentlig er fra februar, hvor de fleste kalve falder. De fleste gnuer har indrettet sig efter den store vandring, uanset om de vandrer eller ej.

Familien vandbuk poserer, men faderen vil ikke rigtigt kigge op, men ungens størrelse passer meget godt med normen. Vandbukkene foretrækker sumpede våde områder - dereaf navnet - men man kan nu også finde dem på besøg i de mere tørre områder. De udskiller en grim lugt fra nogle halskirtler, som løver ikke bryder sig om, men desværre skal løverne først gøre erfaringen.

På næste billede ser vi familien klippegrævling, hvis nærmeste slægtning tilsyneladende er elefanten. Kigger man på deres tænder har de faktisk nogle små stødtænder. Den nyfødte unge gemmer sig delvist under moderen.

Og så kommer klippegrævlingenes slægtning elefanten, som her vogter to store ungers middagssøvn - de flader ud - de er nok omkring 4-5 år, men altså nogenlunde lige gamle og kan derfor ikke være søskende. Det er nu ganske normalt, at moster tager over ind imellem.

Og rovdyrene fester skam også. I dag fandt vi både leopard , løve og hyæneunger, men løverne lå og snuede under crotton buske og leoparderne gemte sig mellem sten, så det var svært at få et godt billede.

Det var kattens!

Kloge løvinder snyder på vægten

Selvom løvernes jagtinstinkt er yderst antændeligt, er det kloge dyr, der lærer livet igennem og bruger både erfaring og hjerne til at kalkulere risici og strategi, hvilket denne lille aktuelle historie vidner om.

De to løvegrupper i Mara North har haft hårde tider. Det ene hold hanner efter det andet er indvandret, har overtaget hunnerne og dræbt ungerne for få hunnerne i brunst. Den ene gruppe hunner har derfor ikke fået et voksent hold på benene i de sidste tre år. Det seneste hold unger var dårligt født i april/maj før et nyt hold hanner gentog massakren på det nye hold unger og gjorde hunnerne gravide. I sidste måned skete det så igen: nye hanner. Denne gang tre stærke unge hanner, der har samlet alle hunnerne i området i en ”pride”, der i øjeblikket ekspanderer deres hjemstavn. Vi håber, at det bliver en stærk gruppe, der kan holde succesfuldt i mange år fremover.

De gravide hunner har imidlertid endnu ikke sat ungerne i verden, men har udvist en ret smart adfærd ved at parre sig med de tilkomne hanner, der således narres til at tro, at de er fædre til de kommende unger. En af hunnerne har allerede fået en unge, som hun møjsommeligt har gemt væk, mens hun vandrer mellem den elskovssyge han og ungen, der dies mellem parringerne. På et tidspunkt blev hannen dog utålmodig og fulgte efter hunnen til ungen, men lagde sig roligt ned og ventede mens hunnen diede. Når bare han får lov at parre sig. Parringsinstinktet er vist større end hjernen.

I den store sumpgruppe i naboområdet omkring Musiara er der også kommet fire nye hanner til, som har smidt de to gamle ud. Den hårde kamp har sat spor hos alle fire indvandrere, dog næppe mere end de kan overleve. Her er parringen også godt i gang. En af hunnerne med et hold unger i die-alderen er flygtet i skjul, og har taget søsterens enlige unge med. På den måde kan hun parre sig, velvidende at hendes unge er i sikkerhed, mens hun opholder den potentielle fare. Hermed skulle der være gode overlevelsesmuligheder for såvel ægte som uægte afkom.

Savadi i lykkelige omstændigheder

I en tidligere blog omtaler jeg vor residente leopard Savadi, datter af den berømte TV stjerne ”Halftail”. Savadi er Halftails sidste unge. Hun blev født i 1996 og har dermed nået pensionsalderen for leoparder. Hun er dog stor og kraftfuld nok til at tiltrække en han, der har gjort hende gravid. Bryllupsnatten fejrede de i den nærliggende landsby, Marienda, hvor de brød ind i en indhegning og dræbte over 50 geder.

De fleste pattedyr (med undtagelse af mennesker og nogle hvaler) kan parre sig og blive gravide til de dør. De har ingen menopause, som vi i øvrigt stadig spekulerer over årsagen til. Nogle mener, at vi blot er blevet for gamle (hvad så med hvalerne?), mens andre mener, at viden skal overleveres, og andre igen at der er en genetisk fidus ved at sørge for flere børnebørn. Savadi bliver altså i denne omgang en meget, meget gammel mor – næsten 17 før hendes unger forlader hende og flere år ældre end den normale levetid for plettede katte. Vi følger hende næsten dagligt og kan tydeligt se den voksende mave. Hun er efterhånden meget vant til mennesker, fordi hun fortsatte sin mors TV karriere og blev fulgt af fotografer i månedsvis og i dag kommer folk stadig fra nær og fjern for at se hende. Lur mig om vi ikke skal have denne sidste historie, der lugter af dramatik på TV. En gammel mor, der skal sørge for sine unger bliver med garanti en meget, meget farlig mor.

I Mara North er hendes afløser imidlertid allerede kørt i stilling. Da vi i går kom på sporet af Savadi, fandt vi en dræbt impala under et stort træ tydeligvis dræbt af en anden leopard. Da vi i dag vendte tilbage til træet, fandt vi en ung hun leopard gnaskende på det store bytte. Hun havde løftet det langt op i træet, mens hyænerne neden under ventede på tabte rester. Leoparder komme vi ikke til at mangle.

Besynderlige men interessante iagttagelser

Safarirapport fra Mara North 21. oktober 2011 Mara North er grøn og frodig. Regelmæssige byger i de sene eftermiddagstimer har forlænget den årlige gnu invasion, og vi har fortsat glæde af adskillige tusinde, der imidlertid tager en gevaldig told af græstæppet. Det kan ikke vare længe inden de vender snuden mod Serengeti.

Masser elefanter besøger dagligt Karen Blixen camp, specielt fra modsatte bred, TransMara siden, hvor de poserer foran campens lounge. Ved middagstid kom en flok på 14 i alle størrelser. En af de største ankom lidt senere end de øvrige og blev mødt med snabel og hoved mod hoved hilsen af en anden. Jeg opfattede det først som en ganske normal elefantfamilie bestående af beslægtede hunner med deres unger indtil jeg opdagede, at alle var hanner. Hilste de virkelig på hinanden eller var det en styrkeprøve? Men der var bestemt ingen aggression at spore – han elefanter hilser på hinanden! De ældste så ud til at være først i 30’erne, mens de mindste kun var 13 – 14 år og altså helt grønne, selvstændige unge mænd.

Senere var vi så heldige at se 14 giraffer og en lille flok zebra på 4 krydse Marafloden omkring 4 kilometer nord for KBC. Herefter stod girafferne tæt samlet – nærmest i en stor klump – og skiftedes til at drikke af et lille kildevæld. Jeg er temmelig sikker på, at de er de samme giraffer som vi har fulgt gennem flere år fra KBC. De holder fortrinsvist til i TransMara og ses ofte foran KBC. Har jeg ret i den antagelse, bryder det med den vante forestilling om, at giraffer kun er meget løst associeret og at der formentlig kun er bånd mellem mor og unge. Herom mere, når jeg har analyseret flere års billedmateriale.

Senere på eftermiddagen var der elefanttræf i Mara North. Først dukkede en lille familie på 11 op fulgt af alle de føromtalte hanner, der havde fået selskab af et par stykker mere og herunder en gevaldig stor han i must, der dog holdt sig lid baggrunden. Når man iagttager hannerne, får man klart indtryk af, at de ældste tager hånd om de yngste. Der er bestemt ingen irritation at spore, når de unge render rundt mellem benene på de gamle. Efter hannerne kom endnu et par storfamilier med hunner og unger på over 30 individer, så den samlede elefantflok talte over 60. De mindste unger legede, stangede hinanden og løb ”hoppende” rundt. En ung, voksen han hilste på en hun ved at de begge stak snablerne ind i munden på hinanden. Elefanterne kan genkende hinanden på duften, og der kan være tale om mor og voksen søn, men det er ikke en helt almindelig iagttagelse.

Der er masser af vildt i Mara North. Som nævnt tusindvis af hvidskægget gnu, topi antiloper og sidst på dagen løb vi også ind i en bøffelflok på omkring 67 – det var, hvad jeg talte, men der kan jo godt være flere gemt i buskads. Eftermiddagens store hit var nok en serval, selvom de trykkede sig godt ned i græsset og ikke rigtigt ville posere for fotograferne. Det omkring 10 kilo store, gepardlignende kat er kendt for at snige sig frem i græsset og lytte sig til potentielt bytte, springe op og nærmes falde ned på det intetanende bytte. Ofte ses den hoppe op i luften efter flyvende fugle, som fanges i flugten. Når den altså ses, og det er faktisk ikke så tit.