fredag den 28. oktober 2011

Babyboom

I de gode gamle dage kom den korte regn i november og derfor har meget vildt indstillet sig på at nedkomme i tiden før, således at der er nok føde i de første svære måneder. Mønstret følges stadig af mange antiloper, men der er en tendens til at fødslerne spredes mere efterhånden som regnmønstret ændres. Det kan være en fordel at spredes og dermed sprede presset på vegetationen, men på den anden side kan det også være en fordel, når mange kommer samlet og dermed får en større chance for at undgå rovdyrene.

Foran KBC kan vi i disse dage se lidt større unger - et par måneder gamle - som på nedenstående billede har sat sig for at solbade mens de voksner svaler sig i det kølige flodvand. Herefter følger en dag gammel tomson gazelle, der således følger mønstret og en gnukalv, der formentlig er fra februar, hvor de fleste kalve falder. De fleste gnuer har indrettet sig efter den store vandring, uanset om de vandrer eller ej.

Familien vandbuk poserer, men faderen vil ikke rigtigt kigge op, men ungens størrelse passer meget godt med normen. Vandbukkene foretrækker sumpede våde områder - dereaf navnet - men man kan nu også finde dem på besøg i de mere tørre områder. De udskiller en grim lugt fra nogle halskirtler, som løver ikke bryder sig om, men desværre skal løverne først gøre erfaringen.

På næste billede ser vi familien klippegrævling, hvis nærmeste slægtning tilsyneladende er elefanten. Kigger man på deres tænder har de faktisk nogle små stødtænder. Den nyfødte unge gemmer sig delvist under moderen.

Og så kommer klippegrævlingenes slægtning elefanten, som her vogter to store ungers middagssøvn - de flader ud - de er nok omkring 4-5 år, men altså nogenlunde lige gamle og kan derfor ikke være søskende. Det er nu ganske normalt, at moster tager over ind imellem.

Og rovdyrene fester skam også. I dag fandt vi både leopard , løve og hyæneunger, men løverne lå og snuede under crotton buske og leoparderne gemte sig mellem sten, så det var svært at få et godt billede.