Fugle i februar

Rundt om Karen Blixen Camp

Her er et tilfældigt udvalg, af nogle af de fugle, som det har været muligt at komme på ”skudhold” af. Jeg har en vis veneration for store fugle, der lader sig fotografere. Så jeg lægger ud med hornravnen, som nok hedder sådan, fordi den er sort som en ravn, og har et gevaldigt næb, der skulle ligne et horn. Den er beslægtet med de andre næsehornsfugle, men det engelske navn ground hornbill, er nok lidt mere præcist, fordi det fortæller, at det er næbbet, der udgør hornet, og at den i øvrigt foretrækker at blive ved jorden. Denne smukke han har en stor græshoppe i munden, som er en gave til hunnen. Derfor går han uanfægtet og målrettet mod boet i et hult træ, uden at tage notits af os.


Den næste store fugl er en gøgler ørn, der venligt og lidt uforståeligt poserer for os. Dens kaldes også bateleur, der kommer af fransk og hentyder til, at den ligner en linedaser i flugten. Meget elegant.


Herefter følger så den smukke krontrane, brun slangeørn, Agur buzzard (art. musvåge) og verdens tungeste flyvende fugl stortrappen eller koritrappen, der kan veje op til 19 kilo og dermed overgår knopsvanen. Her har den pustet sig gevaldigt op til ære for en gruppe hunner. Så har vi den smukke lillabrystede ellekrage efterfulgt af vor europæiske sommergæst. På engelsk hedder de rollere, som beskriver deres rullende flugt. De flyver op, slår vingerne sammen, styrtdykker og slår vingerne ud og udnytter accelerationen til ny opdrift.







Så har vi Afrikas svar på kolibrien, den nektarspisende solfugl. Der er mange arter, men i reglen kan vi se dette smukke skarlagen bryst i KBC på de tilsyneladende evigt blomstrende aloe’er.


Så følger den lille maskede væver. Mange væverfugle laver de karakteristisk hængende reder, der ofte ses i akacietræer. De bedste reder hænger langt ude på tynde grene med indgangen nedadvendt, så kedelige typer som marabustork og rovfugle ikke kan komme til ungerne. Den enkelte art kan tydeligt kendes på rede typen, hvis konstruktion tilsyneladende ligger i generne, men ofte skal hannerne øve sig lidt, før det lykkes, mens hunnerne ser kritisk til. Hunnerne vælger kun det bedste af det bedste. Det er jo noget man kender. Væverfuglens navn hentyder til, at rederne faktisk væves af plantefibre i et mønster, der minder om en sisal sæk.


Så kommer vi til et par fluesnappere blå og lys, og mon ikke navnet giver en god indikation af deres føde.



I hurtig rækkefølge en gul biskop, sort drongo, rovørn og vor trofaste bulbul (som bliver en frækkere og frækkere gæst ved morgenbordet), den lille trebåndede præstekrave og såmænd også en husspurv, som repræsentant for husdyrene. Husspurven vænnede sig hurtigt til fastboende mennesker, som dyrkede jorden for 10 -12.000 år siden, og har herefter forsøgt at ernære sig af krummer fra de riges bord. Og så slutter vi med den smukke trappefugl med sort mave og en hvidhoved grip, som mest skal minde mig om, at den er et uhyre sjældent syn i Mara, og hvorfor ved jeg ikke.

Albatros og KBC indleder: Elefantforskning i Masai Mara

Siden midten af 1900-tallet har Masai Mara - Serengeti været et af de sidste store områder i Afrika, hvor det har været muligt at studere vildtet i naturlige omgivelser relativt upåvirket af civilisationen. Derfor kan vi i dag glæde os over, at en stor del af vor viden om såvel pattedyrenes adfærd som dynamikken mellem planter og planteædere og mellem planteædere og rovdyr stammer fra intensive forskningsprojekter udført i dette grænseområde mellem Kenya og Tanzania. Resultaterne er samlet i bøgerne Serengeti 1,2 og 3 med A.R.E. Sinclair som gennemgående redaktør.

Forholdene har dog ændret sig radikalt med årene. Civilisationen rykker tættere på. Farmene æder sig ind på naturen fra alle sider og både den lokale befolkning, masaierne, og deres kvæghjorde vokser faretruende. Disse forhold afspejler sig i en faldende vildtpopulation, hvilket allerede er fastslået i talrige videnskabelige artikler, selvom alle sammenhænge mellem civilisation og vildt endnu ikke er afdækket. Nyere forskningsprojekter må og skal derfor tage udgangspunkt i denne problematik.

Derfor har Albatros og Karen Blixen Camp valgt at støtte, sponsere og overvåge nye forskningsprojekter med det mål for øje. I øjeblikket er bachelor i Biologi og specialestuderende ved Københavns Universitet Cæcilie Willumsgard i gang med et nyt elefant forskningsprojekt i Masai Mara, hvor hun registrerer og fotograferer alle elefanter til en omfattende ”person” database, med oplysning om kendetegn, alder, køn aktuel position, kalve og eventuelle registrerbare afvigelser. Informationerne samkøres med en database, som den kendte elefantforsker Joyce Poole arbejder med.


Cæcile Willumsgaard på arbejde

I de kommende år skal elefanterne følges løbende og deres aktuelle position noteres til databasen sammen med eventuelle nye relevante oplysninger. Besøgende, guider og andre interesserede vil blive indbudt til at deltage, indsende billeder med koordinater, andre observationer, der vil indgå i databasen såfremt informationerne skønnes valide, hvilket eksempelvis kan være identificerbart fotografi med koordinater og tid.

Formålet med at registrere elefanter på individniveau er, at man herigennem kan få et meget præcist billede af, hvordan den samlede population udvikler sig, deres familiemønster, vandringsruter og respons på miljøforandringer. Alt i alt kan det føre til en større forståelse for elefanterne og dermed også en større forståelse for nødvendige fredningsmæssige tiltag.

I fredningskredse er der ofte en vis modvilje mod studier og kampagner for verdens store og mere spektakulære arter som eksempelvis elefant, næsehorn og løve, fordi fokus bør ligge på diversitet og økologiske sammenhænge. Elefanten er imidlertid en af savannens mest dominerende nøglearter, der formentlig spiller den største rolle for landskabets udformning, og derfor kan man godt argumentere for, at fredning af elefanten og dens levested betyder, at man får alt andet med i købet.

Forskning og safari
I Karen Blixen Camp forsøger vi at skabe sammenhæng og forståelse mellem forskning og safari og give opholdet en ekstra dimension. Vore forskere vil så vidt muligt fortælle gæsterne om arbejdet, tage med gæsterne på safari eller omvendt tage gæster med på observationer.

Som man kan læse i elefantforskerne Joyce Poole og Cynthia Moss’ bøger åbnes en hel ny verden, når man studerer elefanterne på nært hold. Her skal man ikke tage noget for givet.
I de sidste har uger har vi eksempelvis konstateret, at der er relativt mange hanner omkring de traditionelle flokke af hunner og deres unger, selvom der ikke er nogen form for parringsaktivitet. Nedenfor har jeg vedhæftet et par billeder af en baby elefant, i uhyre intim kontakt med en velvoksen han, hvor den lille stikker snablen op hannens mund. Det er ikke lige efter den store elefanthåndbog.

Cæcilie har konstateret at elefanterne i Karen Blixen Camps nærområde også kaldet Mara North Conservation, hyppigt antræffes i Mara Triangel og omkring Musiara og at de tilsyneladende blander sig med hinanden på kryds og tværs. Alt i alt tegner det et billede af en stor klan, hvor alle, eller de fleste, kender hinanden og formentlig er beslægtet. I de første uger kunne man i Mara North konstatere en enorm overvægt af hanner (også modsat ”elefanthåndbogen”), hvilket både indikere, at de samler sig for at raide farmene i reservatets udkant (en elefant havde tydeligt stiksår efter et spyd), eller at bestanden føler sig presset. En tredje meget markant observation er, at elefanterne nærmest forsvandt som dug for solen, da store flokke af hvidskægget gnu pludseligt indvandrede omkring d. 9 – 10. februar. Sidstnævnte observation falder godt i tråd med tidligere observationer, der peger på, at elefanterne ikke bryder sig om de store vandrende vildtflokke. Mon de forstyrrer elefanternes interne kommunikation?

Pludseligt rejses mange spørgsmål, og jo flere der kan besvares, desto nemmere kan vi bevare det hele i en verden, hvor vi trænger os på overalt.


Stor han tager sig kærligt af en babyelefant

Dagligdag i Karen Blixen Camp i februar 2011

Billeder fra hotellets område
Hvis man skal nævne hvilke dyr, vi ser i eller fra KBC, er det betydeligt nemmere at nævne dem, vi ikke har set; næsehorn og vildhund. Det dækker naturligvis over store variationer, med de nedenfor anførte billeder er stort set hverdagskost.
Den brede, nedfaldne flodskrænt som vore flodheste venligst har etableret er en ren zoologisk have, der hver eneste dag byder på impala, bavian og en række andre dyr. Efter en periode uden elefanter, er de nu kommet tilbage fordi vandhullerne er tørret ud. Vore krokodiller – der ser ud til at være 3 residente af slagsen – ses næsten hver dag og ind imellem også vor nilvaran, der imidlertid ikke er hverdagskost.



Flodhestene har igen fået kalve, hvilket tyder på, at de følger begge såkaldte regnperioder; november og april. Flodhestene forsøger altid at regulere fødslerne efter regn, således at der er nok mad i die-perioden, men hvordan de deles om årets to regnperioder er lidt af en gåde – hvorfor følger hunnerne ikke samme cyklus i samme gruppe?



Af dagens mere pudsige hændelser er ankomsten af en stor bushbaby – stor galago – der er i familie med halvaber/ lemurer og dermed af samme udviklingslinje som mennesket. Den faldt nærmest ned i hovedet på en medarbejder, der løb skrigende gennem restauranten – det kunne jo være en leopard.


Vi har svært ved at få øje på vore sky oddere uden klør, så jeg nøjes med at fotografere sporene, der ofte ses ganske tydeligt i de våde banker langs floden.

Gudstjeneste i Masai Mara

Det er længe siden, kristendommen holdt sit indtog blandt Maras farvestrålende masaier, men så vidt jeg kan bedømme, er det hovedsageligt kvinder (enlige?) og børn, der strømmer til kirken søndag formiddag.

Overstyrede orgeltoner byder os velkommen, da vi nærmer os den ganske beskedne protestantiske kirke i Marienda – stedet med mange sten - gudstjenesten er under opsejling. Der varmes op inde i kirken, hvor kordegnen og koret synger, klapper i hænderne og danser, mens hundrede børn løber ind og ud af kirken for at holde øje med alle aktiviteterne. Udenfor kirken, øver forskellige børne- og ungdomskor salmer og taktfuld, dansende gang.

Ved 10-tiden er kirken halvt fyldt, og de tilkommende deltager i dans, sang og takstfast klappen, mens nytilkommende finde en plads i den brogede forsamling. Folk strømmer vedblivende til gennem den næste time. De fleste er iklædt søndagstøjet, der for kvindernes vedkommende består af farvestrålende masai tæpper i mange lag. Sangen fylder meget gennem hele gudstjenesten og ledes af en flok kirkesangere forrest i kirken, men alle synes at kende alle sange og melodier.
Vi har fået tildelt nogle spinkle plastikstole, der vakler faretruende under europæisk standardvægt, hvilket dog ikke betyder så meget, da det meste forløber stående eller let dansende.

Forrest i kirken hænger et bibelcitat, som jeg forsøget at oversætte med god hjælp af oplysningen; Joh. 4.16. Historien om den samaritanske kvinde forekommer at være et rigtigt godt valg i dette miljø.
Efterhånden fyldes kirken til bristepunktet, og nogle menighedsbekendtgørelser markerer muligvis indledningen på den egentlige gudstjeneste, selvom der ikke er den store forskel på før og efter. Præsten er beæret over de oversøiske gæster, hilser flere gange meget jovialt, og vi må kvittere med den passende tale om, at vi er alle de samme mennesker og kun det ydre er forskelligt, hvorefter præsten griber tråden og holder en ca. 60 minutters dundertale om, at alle folkeslag forenes i troen. Mennesket er ikke født til at gå alene. Under Prædiken springer præsten behændigt mellem ma sproget, swahili og engelsk, mens forskellige hjælpere forsøger hjælpe med springende oversættelser. De klarer det forbavsende godt.

I det hele taget en vældig festlig oplevelse.

Søndag eftermiddag i Mara North Conservancy

Søndag d. 7. februar er såmænd en ganske almindelig dag i Karen Blixen Camp, men måske er det ikke lige dagen at spørge mig, hvornår det er bedst at tage til Masai Mara, hvis man vil have et objektivt svar. Vi har et tilfælde af ””Zoologisk Have”. En halv snes minutter efter at vi var kørt op af floddalen, hvor udsigten over det nøgne slettelandskab åbner sig, mødtes vi af et herligt syn, der ellers synes forbeholdt den store vandring senere på året. Savannen var simpelthen fyldt med gnu, zebra og topi og ind i mellem stod grant og tomson antiloper samt kongoni og eland.

Som omtalt for et par dage siden, var vi godt klar over, at en ekstraordinær indvandring fra Loita Plains var under opsejling, men det uhyre antal dyr var mildest talt en overraskelse. Et par kraftige regnbyger er altså mere end tilstrækkeligt til at sætte det hele i sving, når de falder oven på en tørke. De seneste par dage har imidlertid været meget varme, med en simrende blå himmel uden mindste tegn på fugt, så det bliver lidt spændende at følge, hvad der sker. Måske er vildtet udmattet af vandring og mangel på føde; de orkede nemlig ikke at flytte sig, når vi kørte tæt på. God dag for nærbilleder og studier af familie og gruppedynamik.

Vi kiggede mest efter fugle og fandt både spændende rovfugle, gøge og et par ellekrager som ret konsekvent valgte de græssende dyrs rygge som udgangspunkt for deres raids mod insekterne, men fugle observationerne blev hele tiden forstyrret af alt muligt andet. Først kom et par geparder i vejen; en mor med næsten voksen unge, som vi faktisk har fulgt i hele opvæksten, men de lå sløve og mætte under en skyggefuld akacie, så vi kørte hurtigt videre, og blev forstyrret af en bunke elefanter, som jeg vender tilbage til en af de næste dage. Vi har tre halvstore han løver på omkring 6 år, som klarer sig ganske godt, senest smed de hele Marsh pride – en stor gruppe løver fra Musiara – hjem, hvor de kom fra. De parrer sig for tiden med en større gruppe hunner, og det lykkedes da også at afbryde en hyrdetime, men efter vi havde ventet 20 minutter på en gentagelse, gik de stille og roligt om bag en busk. Så vi måtte nøjes med lydene. Man forstår dem jo godt.



På vej hjemad stødte vi på en af de residente hyæneklaners huler, hvorfra et større kuld hvalpe underholdt os i solnedgangen. Hvalpene var ikke det mindste sky, men for rundt og legede mellem hinanden, mens de voksne så afslappet til.



Og så skete det igen – sensationen – om der ikke lige stod en jordulv eller Ardwolf og glanede i horisonten. Det velkendte savannedyr på top tre listen over vildt, man bare ikke ser. To gange spottet inden for få dage efter 25 års utålmodig venten. Denne gang fik jeg kameraet op – dokumentationen skal jo være i orden – ikke et mesterværk, bevares! Men den er der.

Årsbonus: En ekstra gnuvandring

I formiddag holdt vi ved et stort vandhul omkring fem kilometer fra Karen Blixen Camp. Pludselig dukkede en lang række gnuer frem af buskadset med kurs direkte mod vandhullet. De blev ved med at komme, stadig i snorlige rækker, akkurat som under den store vandrings tid i juli–oktober. Hundredvis, men naturligvis ikke, i det klassiske omfang. En lille gren af de traditionelle, årlige vandringer går nemlig mellem Mara og den store flade græsslette, Loita Plains, øst herfor. Loita regnes for en del af Mara- Serengeti økosystemet, hvor der i de gode tider kan græsses i hele sommerperioden. Området er dog generelt tørt og uden vand, og vildtet kan derfor ikke klare en længere tørkeperiode, og må vende tilbage til Mara i utide, indtil der eventuelt kommer regn over Loita. Gnuerne kender turen, og ses ofte gå flere gange frem og tilbage alt efter regnmønsteret, som de altså ser ud til at kunne aflæse ganske præcist.



Desværre har vi heller ikke haft så megen regn, og kommer der ikke mere, må gnuerne og alle andre græssere tage endnu en dyst med masaikvæget. Gnuerne vil imidlertid snart kælve, og deres moderkager forurene græsset med en virus, der vil fremkalde den dødelige kvægsygdom ”Malign katar”. Mange køer vil dø, og således bliver der mere græs til gnuerne, der har vænnet sig til viruset gennem tusinde års evolution.

Desværre skyder civilisationen nu en kile ind mellem Loita Plains og Masai Mara. Land– og standfaste masaier, bygger bomaer mellem vildområderne og snart er vi afskåret mod øst, ligesom vi allerede er helt afskåret mod nord og næsten også mod vest. I syd ligger Serengeti og her planlægger Tanzanias regering en motorvej langs grænsen, således at en skarp kniv skærer igennem Mara og Serengeti. Lovende lyder det jo ikke.
På kort sigt vil lukningen mod øst, reducere Maras bestand med alle de dyr, der migrerer mellem de to områder, Ingen vil kunne overleve i Loita i længden.

Masai Maras oaser

Musiara er et sumpet område i Masai Maras sydvestlige hjørne, hvis berømmelse går 60-70 år tilbage i tiden, hvor kendisser fra Europa og USA kom hertil for at gå på jagt, hvilket dog havde den heldige effekt, at englænderne etablerede den første fredning i Mara området. I dag er det enhver safariguides ”back up”, når alt andet glipper. Når sletterne tørrer ind, er der fortsat vand i Musiara til flere måneder.

Vi kørte ind i Musiara en tidlig formiddag for at se, hvordan 5 måneders tørke havde påvirket naturen. Vi blev slemt skuffede. Den velkendte silhuet af elefant– og bøffelrygge i det høje græs omgivet ibis, kohejre og stork, så vi ikke noget til. Vi kørte henover den ellers så lumske tuf, som var knastør. Maras zoologiske have kunne kun byde på nogle spredte flokke vandbuk, bøffel og koantilope. Vi fandt dog de fem unge løvehanner fra den TV berømte ”Swamp pride” eller tidligere ”Chaka pride” som jeg for et par år filmede, mens de legede som glade børn i silende regn. De er nu smidt ud af ”de gamle”, men er tilsyneladende blevet reduceret til 3 ½. Den ene måtte for nyligt aflevere halvdelen af forbenet til en sulten krokodille, og en anden har et enormt stort åbent sår i lysken, der ser ud til at stamme fra et bøffelhorn.

Heldigvis havde vi hørt om en leopard nær Serena, som vi fandt efter en forholdsvis kort kørsel. En gevaldig krabat, der lå godt tilrette i et ”leopard træ” eller bosia mens den gnaskede løs på en ung impala han. Det enorme overskud af impala hanner, der ikke er stærke nok til at vinde parringsrettigheder ender ofte på denne måde. Mon ikke også det ælder de heldige, når den korte parringssæson er slut?



Der er næsten leopard i sigte hver dag, og KBC går heller ikke fri. Forleden aften måtte en af vore askaris (vagter) gå ned i knæ med spyddet godt plantet i jorden, da han mødte vor residente berømthed leoparden Sawadi på stien mellem teltene. Begge parter trak dog baglæns i god ro og orden, men vi har nu en høne at plukke med Sawadi, der igen har dræbt vore kæledyr. Denne gang en lille zebra og en impala unge, der ellers var hegnet godt ind - men altså ikke godt nok. Mon ikke det må være slut med kæledyr?

Efter leoparden i træet noterede vi, at der var faldet en byge nær Serena, meget lokalt, og græsset var kort, grønt og frisk i en cirkulær fordybning, hvor alle Maras topier tilsyneladende er flygtet hen? Ingen forklaring haves.

På vej tilbage rundede vi igen Musiara, og til al retfærdighed skal det nævnes, at vi i løbet af et par timer fandt vi 32 elefanter, der tidligere havde gemt sig i skoven. Sammen med de 9 vi så tæt på leoparden, bliver det til 41 elefanter i det anførte område. Ikke så ringe endda.

Jo mere vi kørte rundt, desto mere stod det klart, at en meget stor del af Maras vildtbestand er koncentreret i et meget lille område omkring Mara North, hvor der er friskt græs. Måske Maras mest sikre græsningsområde på bare 10–15 kvadratkilometer. Der er selvfølgelig ikke en videnskabelig observation, men hvis jeg selv skal vælge, hvor jeg i øjeblikket vil søge efter vildt, er jeg ikke i tvivl.

Det står efterhånden lysende klart, at Masai Maras ekstremt komplicerede regn- og vandløbsmønster er helt afgørende for både diversitet og vildtmængde. I de mange forskellige tørkeperioder søger vildtet ind i små næringsrige nicher langs Mara, periodiske vandløb, sumpe og isolerede regn områder - oaserne – hvorfra de igen kan brede sig, når væde og græsning bedres.

Maras eksistens er betinget af en bestemt størrelse og herunder bevaring af oaserne, fordi den minimale fødemængde er lig med den maksimale vildtmængde. Det er netop den vildtmængde, der overlever de trange tider, som udgør stammen i de gode tiders bestand. Men nogle områder er altså vigtigere end andre, nemlig de områder, som kan græsses i de tørre perioder. Forsvinder disse områder, eller overudnyttes de af eksempelvis køer, falder vildtbestanden eksponentielt. 10% arealreduktion kan teoretisk være nok til, at økosystemet bryder sammen. Så naturbevarelse handler i høj grad om at bevare de rigtige 10%. Her har vi nok forklaringen på de mange videnskabelige fingerpeg om, at Maras vildtbestand daler.

Sommer i Karen Blixen Camp

Sommeren viser sig i år fra sin bedste side. Trods tørke i det meste af Kenya, hvor den korte regn er udeblevet, har de særlige vejrforhold lige over vore telttoppe begunstiget os med et par solide byger og et irgrønt græstæppe. I dag lokaliserede vi fire mindre elefantflokke indenfor en radius af ti kilometer. De fleste gæster fik en dag med ”Big Five”, hvilket vil sige elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard, selvom om næsehornene er bevogtede og derfor regnes for ”snyde sights” i rekordbogen.

De europæiske fugle – eller er de i virkeligheden afrikanske? – er kommet for længe siden og H.C. Andersens pæredanske stork spankulerer såmænd ikke langs Nilens bredder og taler ægyptisk, men er i øjeblikket ved at gøre livet surt for Masai Mares tørlagte frøer. Måske er den flygtet fra præsident Kostalds muen.

Går man rundt mellem teltene forekommer træerne nærmest levende. Der er så mange fugle at de ikke formår at skjule sig for den inkarnerede fuglefotograf. Glansstær, biæder, væverfugl, drongo, kardinal og Gordon Bleu ad libitum.

Forårets emigrant – den hvidskæggede gnu – er for længe siden smuttet til det sydlige Serengeti, hvor årets kalve kommer om et par uger. Vi har stadig en lille resident bestand, der spreder sig i små klatter rundt omkring, men det er bøffel, kongoni eller koantilope (tåbeligt navn), elefant, zebra, impala samt elsdyrantilope (tåbeligt navn), der præger de åbne sletter. Kigger man nærmere efter, er der nok et system i bevægelserne, men de er svære at spore. Hundreder zebra er samlet på de korte friske græsser, mens ingen ses i de lange tørre græsser. Der er altså igen tvivl om, hvad zebraen foretrækker, selvom den er kendt for at rydde de tørre toppe for vandrende gnuer.

Der er mange sjove ”sights” i denne tid. Flere gange er det lykkedes at komme tæt på den sky ræv med de store runde flagermus ører, samt Caracal og i går så vi så sandelig en ardwolf eller jordulv, der – så vidt vides - markerede det første sight i KBCs historie. Og mens jeg skriver dette foran telt 17, kravler en stor flot odder op i det grønne græs 8 meter fra mig. Det er også første gang i 25 år i Mara.