Vi kørte ind i Musiara en tidlig formiddag for at se, hvordan 5 måneders tørke havde påvirket naturen. Vi blev slemt skuffede. Den velkendte silhuet af elefant– og bøffelrygge i det høje græs omgivet ibis, kohejre og stork, så vi ikke noget til. Vi kørte henover den ellers så lumske tuf, som var knastør. Maras zoologiske have kunne kun byde på nogle spredte flokke vandbuk, bøffel og koantilope. Vi fandt dog de fem unge løvehanner fra den TV berømte ”Swamp pride” eller tidligere ”Chaka pride” som jeg for et par år filmede, mens de legede som glade børn i silende regn. De er nu smidt ud af ”de gamle”, men er tilsyneladende blevet reduceret til 3 ½. Den ene måtte for nyligt aflevere halvdelen af forbenet til en sulten krokodille, og en anden har et enormt stort åbent sår i lysken, der ser ud til at stamme fra et bøffelhorn.
Heldigvis havde vi hørt om en leopard nær Serena, som vi fandt efter en forholdsvis kort kørsel. En gevaldig krabat, der lå godt tilrette i et ”leopard træ” eller bosia mens den gnaskede løs på en ung impala han. Det enorme overskud af impala hanner, der ikke er stærke nok til at vinde parringsrettigheder ender ofte på denne måde. Mon ikke også det ælder de heldige, når den korte parringssæson er slut?
Der er næsten leopard i sigte hver dag, og KBC går heller ikke fri. Forleden aften måtte en af vore askaris (vagter) gå ned i knæ med spyddet godt plantet i jorden, da han mødte vor residente berømthed leoparden Sawadi på stien mellem teltene. Begge parter trak dog baglæns i god ro og orden, men vi har nu en høne at plukke med Sawadi, der igen har dræbt vore kæledyr. Denne gang en lille zebra og en impala unge, der ellers var hegnet godt ind - men altså ikke godt nok. Mon ikke det må være slut med kæledyr?
Efter leoparden i træet noterede vi, at der var faldet en byge nær Serena, meget lokalt, og græsset var kort, grønt og frisk i en cirkulær fordybning, hvor alle Maras topier tilsyneladende er flygtet hen? Ingen forklaring haves.
På vej tilbage rundede vi igen Musiara, og til al retfærdighed skal det nævnes, at vi i løbet af et par timer fandt vi 32 elefanter, der tidligere havde gemt sig i skoven. Sammen med de 9 vi så tæt på leoparden, bliver det til 41 elefanter i det anførte område. Ikke så ringe endda.
Jo mere vi kørte rundt, desto mere stod det klart, at en meget stor del af Maras vildtbestand er koncentreret i et meget lille område omkring Mara North, hvor der er friskt græs. Måske Maras mest sikre græsningsområde på bare 10–15 kvadratkilometer. Der er selvfølgelig ikke en videnskabelig observation, men hvis jeg selv skal vælge, hvor jeg i øjeblikket vil søge efter vildt, er jeg ikke i tvivl.
Det står efterhånden lysende klart, at Masai Maras ekstremt komplicerede regn- og vandløbsmønster er helt afgørende for både diversitet og vildtmængde. I de mange forskellige tørkeperioder søger vildtet ind i små næringsrige nicher langs Mara, periodiske vandløb, sumpe og isolerede regn områder - oaserne – hvorfra de igen kan brede sig, når væde og græsning bedres.
Maras eksistens er betinget af en bestemt størrelse og herunder bevaring af oaserne, fordi den minimale fødemængde er lig med den maksimale vildtmængde. Det er netop den vildtmængde, der overlever de trange tider, som udgør stammen i de gode tiders bestand. Men nogle områder er altså vigtigere end andre, nemlig de områder, som kan græsses i de tørre perioder. Forsvinder disse områder, eller overudnyttes de af eksempelvis køer, falder vildtbestanden eksponentielt. 10% arealreduktion kan teoretisk være nok til, at økosystemet bryder sammen. Så naturbevarelse handler i høj grad om at bevare de rigtige 10%. Her har vi nok forklaringen på de mange videnskabelige fingerpeg om, at Maras vildtbestand daler.
