Det er længe siden, kristendommen holdt sit indtog blandt Maras farvestrålende masaier, men så vidt jeg kan bedømme, er det hovedsageligt kvinder (enlige?) og børn, der strømmer til kirken søndag formiddag.
Overstyrede orgeltoner byder os velkommen, da vi nærmer os den ganske beskedne protestantiske kirke i Marienda – stedet med mange sten - gudstjenesten er under opsejling. Der varmes op inde i kirken, hvor kordegnen og koret synger, klapper i hænderne og danser, mens hundrede børn løber ind og ud af kirken for at holde øje med alle aktiviteterne. Udenfor kirken, øver forskellige børne- og ungdomskor salmer og taktfuld, dansende gang.
Ved 10-tiden er kirken halvt fyldt, og de tilkommende deltager i dans, sang og takstfast klappen, mens nytilkommende finde en plads i den brogede forsamling. Folk strømmer vedblivende til gennem den næste time. De fleste er iklædt søndagstøjet, der for kvindernes vedkommende består af farvestrålende masai tæpper i mange lag. Sangen fylder meget gennem hele gudstjenesten og ledes af en flok kirkesangere forrest i kirken, men alle synes at kende alle sange og melodier.
Vi har fået tildelt nogle spinkle plastikstole, der vakler faretruende under europæisk standardvægt, hvilket dog ikke betyder så meget, da det meste forløber stående eller let dansende.
Forrest i kirken hænger et bibelcitat, som jeg forsøget at oversætte med god hjælp af oplysningen; Joh. 4.16. Historien om den samaritanske kvinde forekommer at være et rigtigt godt valg i dette miljø.
Efterhånden fyldes kirken til bristepunktet, og nogle menighedsbekendtgørelser markerer muligvis indledningen på den egentlige gudstjeneste, selvom der ikke er den store forskel på før og efter. Præsten er beæret over de oversøiske gæster, hilser flere gange meget jovialt, og vi må kvittere med den passende tale om, at vi er alle de samme mennesker og kun det ydre er forskelligt, hvorefter præsten griber tråden og holder en ca. 60 minutters dundertale om, at alle folkeslag forenes i troen. Mennesket er ikke født til at gå alene. Under Prædiken springer præsten behændigt mellem ma sproget, swahili og engelsk, mens forskellige hjælpere forsøger hjælpe med springende oversættelser. De klarer det forbavsende godt.
I det hele taget en vældig festlig oplevelse.
