I formiddag holdt vi ved et stort vandhul omkring fem kilometer fra Karen Blixen Camp. Pludselig dukkede en lang række gnuer frem af buskadset med kurs direkte mod vandhullet. De blev ved med at komme, stadig i snorlige rækker, akkurat som under den store vandrings tid i juli–oktober. Hundredvis, men naturligvis ikke, i det klassiske omfang. En lille gren af de traditionelle, årlige vandringer går nemlig mellem Mara og den store flade græsslette, Loita Plains, øst herfor. Loita regnes for en del af Mara- Serengeti økosystemet, hvor der i de gode tider kan græsses i hele sommerperioden. Området er dog generelt tørt og uden vand, og vildtet kan derfor ikke klare en længere tørkeperiode, og må vende tilbage til Mara i utide, indtil der eventuelt kommer regn over Loita. Gnuerne kender turen, og ses ofte gå flere gange frem og tilbage alt efter regnmønsteret, som de altså ser ud til at kunne aflæse ganske præcist.
Desværre har vi heller ikke haft så megen regn, og kommer der ikke mere, må gnuerne og alle andre græssere tage endnu en dyst med masaikvæget. Gnuerne vil imidlertid snart kælve, og deres moderkager forurene græsset med en virus, der vil fremkalde den dødelige kvægsygdom ”Malign katar”. Mange køer vil dø, og således bliver der mere græs til gnuerne, der har vænnet sig til viruset gennem tusinde års evolution.
Desværre skyder civilisationen nu en kile ind mellem Loita Plains og Masai Mara. Land– og standfaste masaier, bygger bomaer mellem vildområderne og snart er vi afskåret mod øst, ligesom vi allerede er helt afskåret mod nord og næsten også mod vest. I syd ligger Serengeti og her planlægger Tanzanias regering en motorvej langs grænsen, således at en skarp kniv skærer igennem Mara og Serengeti. Lovende lyder det jo ikke.
På kort sigt vil lukningen mod øst, reducere Maras bestand med alle de dyr, der migrerer mellem de to områder, Ingen vil kunne overleve i Loita i længden.