De europæiske fugle – eller er de i virkeligheden afrikanske? – er kommet for længe siden og H.C. Andersens pæredanske stork spankulerer såmænd ikke langs Nilens bredder og taler ægyptisk, men er i øjeblikket ved at gøre livet surt for Masai Mares tørlagte frøer. Måske er den flygtet fra præsident Kostalds muen.
Går man rundt mellem teltene forekommer træerne nærmest levende. Der er så mange fugle at de ikke formår at skjule sig for den inkarnerede fuglefotograf. Glansstær, biæder, væverfugl, drongo, kardinal og Gordon Bleu ad libitum.
Forårets emigrant – den hvidskæggede gnu – er for længe siden smuttet til det sydlige Serengeti, hvor årets kalve kommer om et par uger. Vi har stadig en lille resident bestand, der spreder sig i små klatter rundt omkring, men det er bøffel, kongoni eller koantilope (tåbeligt navn), elefant, zebra, impala samt elsdyrantilope (tåbeligt navn), der præger de åbne sletter. Kigger man nærmere efter, er der nok et system i bevægelserne, men de er svære at spore. Hundreder zebra er samlet på de korte friske græsser, mens ingen ses i de lange tørre græsser. Der er altså igen tvivl om, hvad zebraen foretrækker, selvom den er kendt for at rydde de tørre toppe for vandrende gnuer.
Der er mange sjove ”sights” i denne tid. Flere gange er det lykkedes at komme tæt på den sky ræv med de store runde flagermus ører, samt Caracal og i går så vi så sandelig en ardwolf eller jordulv, der – så vidt vides - markerede det første sight i KBCs historie. Og mens jeg skriver dette foran telt 17, kravler en stor flot odder op i det grønne græs 8 meter fra mig. Det er også første gang i 25 år i Mara.
