Forholdene har dog ændret sig radikalt med årene. Civilisationen rykker tættere på. Farmene æder sig ind på naturen fra alle sider og både den lokale befolkning, masaierne, og deres kvæghjorde vokser faretruende. Disse forhold afspejler sig i en faldende vildtpopulation, hvilket allerede er fastslået i talrige videnskabelige artikler, selvom alle sammenhænge mellem civilisation og vildt endnu ikke er afdækket. Nyere forskningsprojekter må og skal derfor tage udgangspunkt i denne problematik.
Derfor har Albatros og Karen Blixen Camp valgt at støtte, sponsere og overvåge nye forskningsprojekter med det mål for øje. I øjeblikket er bachelor i Biologi og specialestuderende ved Københavns Universitet Cæcilie Willumsgard i gang med et nyt elefant forskningsprojekt i Masai Mara, hvor hun registrerer og fotograferer alle elefanter til en omfattende ”person” database, med oplysning om kendetegn, alder, køn aktuel position, kalve og eventuelle registrerbare afvigelser. Informationerne samkøres med en database, som den kendte elefantforsker Joyce Poole arbejder med.
Cæcile Willumsgaard på arbejde
I de kommende år skal elefanterne følges løbende og deres aktuelle position noteres til databasen sammen med eventuelle nye relevante oplysninger. Besøgende, guider og andre interesserede vil blive indbudt til at deltage, indsende billeder med koordinater, andre observationer, der vil indgå i databasen såfremt informationerne skønnes valide, hvilket eksempelvis kan være identificerbart fotografi med koordinater og tid.
Formålet med at registrere elefanter på individniveau er, at man herigennem kan få et meget præcist billede af, hvordan den samlede population udvikler sig, deres familiemønster, vandringsruter og respons på miljøforandringer. Alt i alt kan det føre til en større forståelse for elefanterne og dermed også en større forståelse for nødvendige fredningsmæssige tiltag.
I fredningskredse er der ofte en vis modvilje mod studier og kampagner for verdens store og mere spektakulære arter som eksempelvis elefant, næsehorn og løve, fordi fokus bør ligge på diversitet og økologiske sammenhænge. Elefanten er imidlertid en af savannens mest dominerende nøglearter, der formentlig spiller den største rolle for landskabets udformning, og derfor kan man godt argumentere for, at fredning af elefanten og dens levested betyder, at man får alt andet med i købet.
Forskning og safari
I Karen Blixen Camp forsøger vi at skabe sammenhæng og forståelse mellem forskning og safari og give opholdet en ekstra dimension. Vore forskere vil så vidt muligt fortælle gæsterne om arbejdet, tage med gæsterne på safari eller omvendt tage gæster med på observationer.
Som man kan læse i elefantforskerne Joyce Poole og Cynthia Moss’ bøger åbnes en hel ny verden, når man studerer elefanterne på nært hold. Her skal man ikke tage noget for givet.
I de sidste har uger har vi eksempelvis konstateret, at der er relativt mange hanner omkring de traditionelle flokke af hunner og deres unger, selvom der ikke er nogen form for parringsaktivitet. Nedenfor har jeg vedhæftet et par billeder af en baby elefant, i uhyre intim kontakt med en velvoksen han, hvor den lille stikker snablen op hannens mund. Det er ikke lige efter den store elefanthåndbog.
Cæcilie har konstateret at elefanterne i Karen Blixen Camps nærområde også kaldet Mara North Conservation, hyppigt antræffes i Mara Triangel og omkring Musiara og at de tilsyneladende blander sig med hinanden på kryds og tværs. Alt i alt tegner det et billede af en stor klan, hvor alle, eller de fleste, kender hinanden og formentlig er beslægtet. I de første uger kunne man i Mara North konstatere en enorm overvægt af hanner (også modsat ”elefanthåndbogen”), hvilket både indikere, at de samler sig for at raide farmene i reservatets udkant (en elefant havde tydeligt stiksår efter et spyd), eller at bestanden føler sig presset. En tredje meget markant observation er, at elefanterne nærmest forsvandt som dug for solen, da store flokke af hvidskægget gnu pludseligt indvandrede omkring d. 9 – 10. februar. Sidstnævnte observation falder godt i tråd med tidligere observationer, der peger på, at elefanterne ikke bryder sig om de store vandrende vildtflokke. Mon de forstyrrer elefanternes interne kommunikation?
Pludseligt rejses mange spørgsmål, og jo flere der kan besvares, desto nemmere kan vi bevare det hele i en verden, hvor vi trænger os på overalt.
Stor han tager sig kærligt af en babyelefant
