Her er et tilfældigt udvalg, af nogle af de fugle, som det har været muligt at komme på ”skudhold” af. Jeg har en vis veneration for store fugle, der lader sig fotografere. Så jeg lægger ud med hornravnen, som nok hedder sådan, fordi den er sort som en ravn, og har et gevaldigt næb, der skulle ligne et horn. Den er beslægtet med de andre næsehornsfugle, men det engelske navn ground hornbill, er nok lidt mere præcist, fordi det fortæller, at det er næbbet, der udgør hornet, og at den i øvrigt foretrækker at blive ved jorden. Denne smukke han har en stor græshoppe i munden, som er en gave til hunnen. Derfor går han uanfægtet og målrettet mod boet i et hult træ, uden at tage notits af os.
Den næste store fugl er en gøgler ørn, der venligt og lidt uforståeligt poserer for os. Dens kaldes også bateleur, der kommer af fransk og hentyder til, at den ligner en linedaser i flugten. Meget elegant.
Herefter følger så den smukke krontrane, brun slangeørn, Agur buzzard (art. musvåge) og verdens tungeste flyvende fugl stortrappen eller koritrappen, der kan veje op til 19 kilo og dermed overgår knopsvanen. Her har den pustet sig gevaldigt op til ære for en gruppe hunner. Så har vi den smukke lillabrystede ellekrage efterfulgt af vor europæiske sommergæst. På engelsk hedder de rollere, som beskriver deres rullende flugt. De flyver op, slår vingerne sammen, styrtdykker og slår vingerne ud og udnytter accelerationen til ny opdrift.
Så har vi Afrikas svar på kolibrien, den nektarspisende solfugl. Der er mange arter, men i reglen kan vi se dette smukke skarlagen bryst i KBC på de tilsyneladende evigt blomstrende aloe’er.
Så følger den lille maskede væver. Mange væverfugle laver de karakteristisk hængende reder, der ofte ses i akacietræer. De bedste reder hænger langt ude på tynde grene med indgangen nedadvendt, så kedelige typer som marabustork og rovfugle ikke kan komme til ungerne. Den enkelte art kan tydeligt kendes på rede typen, hvis konstruktion tilsyneladende ligger i generne, men ofte skal hannerne øve sig lidt, før det lykkes, mens hunnerne ser kritisk til. Hunnerne vælger kun det bedste af det bedste. Det er jo noget man kender. Væverfuglens navn hentyder til, at rederne faktisk væves af plantefibre i et mønster, der minder om en sisal sæk.
Så kommer vi til et par fluesnappere blå og lys, og mon ikke navnet giver en god indikation af deres føde.
I hurtig rækkefølge en gul biskop, sort drongo, rovørn og vor trofaste bulbul (som bliver en frækkere og frækkere gæst ved morgenbordet), den lille trebåndede præstekrave og såmænd også en husspurv, som repræsentant for husdyrene. Husspurven vænnede sig hurtigt til fastboende mennesker, som dyrkede jorden for 10 -12.000 år siden, og har herefter forsøgt at ernære sig af krummer fra de riges bord. Og så slutter vi med den smukke trappefugl med sort mave og en hvidhoved grip, som mest skal minde mig om, at den er et uhyre sjældent syn i Mara, og hvorfor ved jeg ikke.
