Som omtalt for et par dage siden, var vi godt klar over, at en ekstraordinær indvandring fra Loita Plains var under opsejling, men det uhyre antal dyr var mildest talt en overraskelse. Et par kraftige regnbyger er altså mere end tilstrækkeligt til at sætte det hele i sving, når de falder oven på en tørke. De seneste par dage har imidlertid været meget varme, med en simrende blå himmel uden mindste tegn på fugt, så det bliver lidt spændende at følge, hvad der sker. Måske er vildtet udmattet af vandring og mangel på føde; de orkede nemlig ikke at flytte sig, når vi kørte tæt på. God dag for nærbilleder og studier af familie og gruppedynamik.
Vi kiggede mest efter fugle og fandt både spændende rovfugle, gøge og et par ellekrager som ret konsekvent valgte de græssende dyrs rygge som udgangspunkt for deres raids mod insekterne, men fugle observationerne blev hele tiden forstyrret af alt muligt andet. Først kom et par geparder i vejen; en mor med næsten voksen unge, som vi faktisk har fulgt i hele opvæksten, men de lå sløve og mætte under en skyggefuld akacie, så vi kørte hurtigt videre, og blev forstyrret af en bunke elefanter, som jeg vender tilbage til en af de næste dage. Vi har tre halvstore han løver på omkring 6 år, som klarer sig ganske godt, senest smed de hele Marsh pride – en stor gruppe løver fra Musiara – hjem, hvor de kom fra. De parrer sig for tiden med en større gruppe hunner, og det lykkedes da også at afbryde en hyrdetime, men efter vi havde ventet 20 minutter på en gentagelse, gik de stille og roligt om bag en busk. Så vi måtte nøjes med lydene. Man forstår dem jo godt.
På vej hjemad stødte vi på en af de residente hyæneklaners huler, hvorfra et større kuld hvalpe underholdt os i solnedgangen. Hvalpene var ikke det mindste sky, men for rundt og legede mellem hinanden, mens de voksne så afslappet til.
Og så skete det igen – sensationen – om der ikke lige stod en jordulv eller Ardwolf og glanede i horisonten. Det velkendte savannedyr på top tre listen over vildt, man bare ikke ser. To gange spottet inden for få dage efter 25 års utålmodig venten. Denne gang fik jeg kameraet op – dokumentationen skal jo være i orden – ikke et mesterværk, bevares! Men den er der.
