Regn over KBC og et sidespring til Sydafrika og sjældne dyr

Så kom regnen endelig over Karen Blixen Camp. En gevaldig regnstorm sent på eftermiddagen blev fulgt op med regn natten igennem. I alt omkring 47 mm nedbør, og dermed mere end rigeligt til, at Mara North Conservancy vil blive dækket af et tykt, smukt og meget grønt græstæppe de kommende måneder. På savannen er der en ligefrem proportional sammenhæng mellem nedbørsmængden og primærproduktionen. Dobbelt så meget regn giver almindeligvis dobbelt så meget græs. Forbeholdet skyldes, at regnen kan være så kraftig, at noget simpelthen når at løbe af. Det svækkede vildt vil genvinde kræfterne på få uger; de fleste flodheste og bøfler og impalaer overlever også i denne omgang. For rovdyrenes vedkommende er ferien forbi, de skal igen på hårdt arbejde for at nedlægge et stykke vildt. Den stærkeste og sundeste løve, leopard eller hyæne vil fortsat have svært ved at nedlægge den stærkeste og sundeste antilope, og således sikres savannens dynamik.

Vi kan nu se frem til en højsommer med masser af græs og grønne træer, mange overlevende dyrebørn og en gennemgående sund og rigelig vildtbestand omkring KBC. Muligheden for en svag El Nino kaster dog en lille skygge over glæden, men indtil videre er der ikke blevet meget af den skygge.

Herunder ser man nogle af Afrikas sjældneste dyr, som er taget i denne uge i et privat reservat i Sydafrika. Det er henholdsvis den brogede antilope bontebok, beslægtet med Maras topi og bjergzebraen, der trods den typiske stribede tegning er noget fjernere beslægtet med den almindelige zebra (burchells), end man ellers skulle tro. Bjergzebraen har faktisk kun 32 kromosomer mod den almindelige zebras 44, selvom de begge er udviklet fra samme stamfar, der levede for kun 2 millioner år siden på Nordamerikas prærie. Disse prægtige stykker vildt ville efter alt at dømme være udryddet for længe siden, hvis behjertede sjæle ikke havde reddet de sidste få individer i allersidste øjeblik og startet et opdræt i en lang række private reservater. I dag lever små sunde populationer overalt i det sydlige Afrika, men fortsat udelukkende under kontrollerede forhold. Arterne er reddet for eftertiden, hvilket også gælder arter som den sorte gnu og det hvide næsehorn. Sidstnævnte har endda udviklet sig så godt, at de igen spredes til nationalparker og reservater rundt i hele Afrika og herunder Masai Mara.




Endelig er der et mere kontroversielt billede af en sort impala, der stolt blev vist frem ved samme lejlighed. Den heldige ejer har brugt megen tid på at pille de mørkeste individer ud, krydse dem med hinanden, indtil man endelig havde et individ med en massiv melaninproduktion i de yderste hudlag. Altså en sort impala, der nu indbringer 165.000 Rand på auktioner (omkring 100.000 kr.). En sort impala ville næppe klare sig i fri natur i mange døgn. Alle rovdyr har et glimrende sort-hvid syn, og vil givetvis pille disse eksemplarer ud med det samme. Hvad skal vi så med dem? De har nogenlunde samme funktion som en hvid tiger eller løve, der trives bedst i et cirkus. Hvem gider drage ud i naturen for at komme i cirkus?

Der har altid været megen fokus på beskyttelse af udryddelsestruede pattedyr. Jo større og mere spektakulære arter desto større anstrengelser, men hvad gør den ene art mere værdifuld end den anden? Hvorfor er en bontebok mere interessant end en løvfrø eller en soldug? Biologisk set er der intet at foretrække ved en art frem for en anden, men det er langt vanskeligere at beskytte mange arter end enkelte arter. Bontebok, zebra, gnu og næsehorn kan man spærre inde og fodre med lige præcist den rigtige næringssammensætning, men planter, svampe, krybdyr, padder, insekter og fugle ofte kræver komplekse forhold, som vi ikke altid kender til bunds. Komplekse forhold, der er karakteristiske for deres oprindelige levesteder, og derfor er der i dag mere fokus på beskyttelse af levesteder eller fredning af biodiversiteten, som det hedder i fagsproget.








Hvis man freder en elefant i sine naturlige omgivelser, bevarer man også de skarnbasser, der lever af dens gødning; de mangustere, der spiser skarnbasserne i gødningen, de rovfugle der spiser mangusterne; de træer, der kun kan spire, når frøene har været igennem en elefantmave; alle de dyr og fugle, der lever af træernes blade og frugter; de tæger der suger elefantens blod; de oksepikkere, der spiser tægerne på elefantens hud osv. Vi kan nemmere undvære en enkelt art end et levested.

De fleste organisationer vælger fortsat at sætte fokus på spektakulære, truede arter som elefant, næsehorn, tiger og isbjørn, fordi det er meget nemmere at forklare end noget så svært som naturens mangfoldighed. Det er måske også nemmere at skaffe penge til babysæler med store øjne, selvom disse trives ganske udmærket, end til diversitet.

Når man kigger bagud på de forgangne års argumentation for at bevare levesteder( =naturens mangfoldighed = biodiversitet), har disse været præget af to grundsyn; naturromantik og kræmmermentalitet.

Mennesket har godt af noget oprindelig natur, der virker beroligende og måske er det også sundt for øjnene. Hvis man nu godt kan lide at gå tur i en vel friseret park? Hvad skal man så med naturen, det billige skidt?

Den anden del af argumentationen handler om, at de mange arters forskellige gener rummer uanede muligheder for menneskelig udnyttelse. Der ligger en åben guldmine for driftige folk, der kan udvikle alskens mirakelkure mod samtlige menneskelige skavanker, mugfri jordbær og varmebestandige isterninger.

Naturens mangfoldighed er et resultat af 4,5 milliarder års udvikling. Arter er udviklet og forsvundet igen, nye er dukket op og herunder mennesket. Mennesket dukkede op, da der lige præcis blev plads til det. Rundt om mennesket indrettede de andre arter sig efter den nye arts tilstedeværelse, som det er sket talrige gange før. Naturen omkring os er altså en forudsætning for vor eksistens. Det modsatte er langt fra tilfældet. Naturen har ingen speciel brug for mennesket. Vor niche kan erstattes af andet, og systemet kører ufortrødent videre. Spørgsmålet er: ”Hvor mange arter kan vi undvære?” Hvornår har vi fjernet så mange arter fra naturen, at systemet bryder sammen? Det minder meget om CO2 spørgsmålet, og svaret er det samme: Vi ved det ikke?

Aber Dabei

Hver eneste uge ser vi mange bavianer langs Mara floden overfor KBC. De kommer for at drikke vand og slikke salt på den bare jord. Fordampningen er så høj, at næringssaltene trækkes med op til overfladen og er let tilgængelig i områder uden græs. Vi kan se dem vandre langs vandkanten ofte med unger på ryggen. Det ser ud til, at de smarte aber drikker i ly af flodhestene, der ligger som en beskyttende bræmme overfor eventuelle krokodiller på jagt efter en varm abe.
Sommetider ser vi også de små marekatte, men ingen af dem kommer helt nær KBC, fordi vi fra starten har frabedt os selskabet. Belært af andres erfaringer sørger vi for, at der ikke er noget spiseligt tilgængelig for aberne. Ikke en enkelt appelsinskal smides ud. Når først aberne har lært, at der er noget at hente ”raider” de simpelthen stedet. De lærer at åbne døre, vinduer og lynlåse, at gå i folks tasker og udvikler sig til sande eksperter i tricktyveri. De lærer at skelne rædselsslagne turister fra farlige afrikanere og snart udvikler de en ubehagelig, truende adfærd, der langt overgår en utrænet angrebshund. Derfor har vi ingen aber i Karen Blixen Camp.

I Kenya ser vi mest den såkaldte ”Olive Baboon”, der er betydeligt større end Tanzanias ”Yellow Baboon” med gylden mave og længere lemmer. Bavianernes hulemandsagtige dybtligende øjne skyldes tykke, kraftige øjenbrynsknogler, som beskytter øjnene. Bavianerne er faktisk udpræget vegetariske og spiser meget græs. Så længe Maras græsser er grønne og saftige udgør de formentlig mere end 50 % af føden, men blomster og frø samt rødder og jordstængler indgår også når græsset guldner og taber næringsværdien.
Alle aber elsker frugt, og kommer de i nærheden af søde saftige frugter fyldes kindposen, der er lige så stor som maven – så kan man jo altid tygge det igennem senere. I praksis er de dog nærmest altædende og ligner således også mennesket på dette område. Forleden så vi en stor enlig han komme gående mod brakvandet nær Musiara Gate. Han var helt oversmurt af blod og havde tydeligvis, sat et større kødmåltid til livs. Der er mange eksempler på, at især større hanner udvikler en jagtteknik og nedlægger eksempelvis mindre antiloper på egen hånd. Nogle klaner udvikler kollektive jagtteknikker, hvor hannerne omkredser og dræber vildt som antiloper, harer, klippegrævlinge og andre mindre dyr. Andre flokke udvikler teknikker, hvor hele flokken; hanner, hunner og unger deltager i jagten. De kan også finde på at stjæle maden fra rovdyr. Selv en leopard, der har bavian på hovedmenukortet kan frygte en større flok hanner.
Alt tyder på, at familierne eller klanerne udvikler sig meget forskelligt og har mange forskellige fødeemner på programmet.
Man skal ikke tage noget for givet.

Troppen eller klanen består af 30–150 aber og en sjælden gang mere. Der vil normalt være 2-3 gange så mange hunner som hanner, der alle kender hinanden grundigt og lærer af hinanden. Troppen består af mindre familier, hvor hunnerne er grundstammen. Hunner, der er vokset op sammen får en meget tæt sammenhørighed, der holder hele livet. Hun gruppen suppleres i reglen af en enkelt han eller et par stykker med en lidt løsere tilknytning. Tre generationer kan ofte ses sammen og afkom af hunkøn bliver normalt i familien resten af livet. Familiegruppen spiser og sover oftest sammen i samme træ og forbliver inden for synsvidde af hinanden. Hannerne er løsere tilknyttet, ofte forlader de troppen og søger over i en ny. Specielt de lavest rangerende, der på denne måde kan opnå en højere statue i en anden klan. Det tager tid at blive accepteret af en ny klan. I begyndelsen holder de sig i periferien og kommer tættere og tættere på. Såfremt de accepteres forsøger den indtrængende han at komme i nærmere kontakt med en hun og får måske lov til at soignere hende gennem nogle uger. Langsomt accepteres tilstedeværelsen, og samtidigt bygges et nærmere bånd mellem han og hun, der er af venskabelig karakter. Sex er noget helt andet, det gør man bare.
Første ægløsning kommer i 4 års alderen, hvor den lyserøde hud under halen vises frem til hannerne. Graviditeten tager 6 måneder. Først sidder den nyfødte unge på maven, men efter 5 uger kan den ride på ryggen. Hele gruppen er dybt interesserede i nyfødte, der får ekstrem opmærksomhed fra alle. Kommunikationen er meget omfattende med lyde, øjenbryn der løftes, klappen med munden osv. Kropssproget er tillige højtudviklet.

Da man for en del år siden fastslog, at det menneskelige genom (arvemasse) næsten er identisk med chimpansernes indenfor et par procent, begyndte vi for alvor at spekulere over forskelle og ligheder. Den genetiske forskel er identisk med den udvikling, mennesket har gennemgået siden, vi skiltes fra abelinjen for omkring 4,5 til 5 millioner år siden. Den er altså ikke specielt stor, når man måler i procent. Forskellen er imidlertid større end man umiddelbart skulle tro, fordi generne ikke er ”ligeværdige”. Nogle gener bestemmer nemlig over andre gener. Vi kalder disse gener for regulatorgener, fordi de regulerer andre geners udtryk. Et klassisk eksempel er genet for det mandlige kønshormon testosteron. Hvis det kun udtrykkes i begrænset form, bliver fosteret til en pige, og kommer der lidt mere af det, bliver fosteret til et drengebarn. Forskellen mellem dreng og pige, mand og kvinde ligger altså i, hvordan et gen reguleres. Det er dog noget af en forskel.
I dag har vi fundet flere eksempler på, at ens gener udtrykkes forskelligt hos henholdsvis mennesker og chimpanser. Det gælder eksempelvis genet der regulerer endorphiner, som kroppens smertedæmpende stoffer, der har indflydelse på indlæring og social tilpasning.

Karen Blixen Camp, Masai Mara

Status 30.Oktober 2009

Otte store, brune rovørne har samlet sig på jorden, og vi kører nærmere for at se, hvad de foretager sig. Lidt tættere på, opdager vi, at de ikke er alene, men sammen med en masse mindre fugle som glansstær, ellekrage, tornskade og gråbrun myrepikker er i fuld gang med at guffe proteinrige, vingede termitter i sig. Det er et godt varsel om regn. Når en længere tørtid afløses af regn, sender termitboerne de ny generationer ud på eventyr for at etablere nye samfund. De er udstyret med små vinger, der med vindens hjælp gerne skulle sprede dem mest muligt, for flyve kan de ikke. For langt de flestes vedkommende ender eventyret ikke med parring og nyt bo, men derimod i maven på talrige dyr, fugle og mennesker. Pokot folket i Vestkenya rister termitterne og gemmer lækkerierne i kalabasser, hvor de udgør folkets vigtigste proteinkilde.

De heldige termitter bider vingerne af i en fart, gemmer sig i græsset og tilkalder en partner ved at stampe i jorden. Det er dog ikke helt nemt for os at registrerer denne vældige gungren, men på den anden side kan vi jo heller ikke høre elefanternes lavfrekvente smalltalk, selvom den faktisk er på 70 Decibel, hvilket svarer nogenlunde til lyden fra en jumbojet.

Termitternes aktivitet varsler regn. Måske registrerer de trykforandringer i luften, højere luftfugtighed eller noget helt tredje, men en kendsgerning er det; når termitterne flyver, bliver det regn.

I Karen Blixen Camp har vi dog endnu ikke fået noget regn bortset fra et par sparsomme dråber, der dårligt kan kaldes regn, men det ser ud til, at skyerne trækker mere og mere sammen. Der har været kraftige byger i Mara Triangel/Trans Mara, over Oloololo højderyggen bag os, og så vidt vi kan bedømme ved Talek. Optimismen breder sig. Regnen i Tanzania fik de sidste migranter til at trækker over Mara floden i forgårs, og i de seneste dage er de fortsat i lange rækker stik syd. Det har derfor været nogle fantastiske dage i Trans Mara, hvor gnu og zebra i titusindvis samler kræfter til den videre tur mod syd til Ndutu. Bygerne i grænseområdet mellem Mara og Serengeti kan sætte vandringen på stand by i en uge eller mere, men ellers må vi jo nok fastslå, at vandringseventyret i Mara er slut for denne gang.
Mens vi kigger efter regnen, er klokken blevet to minutter over tolv. Flere flodheste er døde, og de er trukket væk fra floden, så vi ikke generes af lugten. Flodheste ”planlægger” nedkomst i begyndelsen af regntiden i lighed med impala, men fordelen vendes til et fatalt problem, hvis regnen udebliver. Ti flodheste unger er dukket op de seneste par dage, og vi kan kun håbe, at mødrene har kræfter og mælk nok til at stå den næste uge igennem. Impalaerne flokkes i stort tal omkring KBC, og det meste af natten græsser de omkring teltene, men i går var det slut med freden, da en stor hyæneklan meldte sin ankomst. I timerne efter mørkets frembrud talte vi 20-25 hyæner luske omkring campen, og de har såmænd nok taget deres told af antiloperne i nattens løb.

Får vi regn inden for de nærmeste dage, vokser græsset hurtigt op, og i løbet af en uge eller to vil de residente arter trække sammen langs højderygge i det vestlige Mara, og vi kan se vinteren eller rettere sommeren fortrøstningsfyldt i møde.

Karen Blixen Camp

Om træer, fældning og miljø

Der findes efterhånden mange undersøgelser, der viser, at Masai Maras træer forsvinder med lynets hast, men man behøver faktisk ikke så megen videnskab i denne sag; det er bare at åbne øjnene. I dag findes store åbne områder, hvor afstanden mellem træerne sagtens kan være over en kilometer, de buskede områder svinder ind til små øer i det åbne landskab, og galleriskovene langs vandløb bliver tyndere og tyndere uden egentligt høje træer. Således er Masai Mara meget anderledes i dag end for 25 år siden, hvor buskads og højere træer var et karakteristika. De sjældne hårde træsorter, der har været mange hundrede år undervejs, er stort set forsvundet og kun i Mara trekanten, ser man en stor population af den smukke ørkendadel.

I disse dage tager elefanterne en gevaldig told af træerne, således som de altid gør i tørkeperioder. Akacier bliver væltet om, barken afstribet og selv mellemstore grene med en diameter på over ti centimeter nedsvælges. Overalt står flåede træer og vidner om elefanternes hærgen, men det er trods alt naturens orden, og den positive side er åbenbar. Elefanterne bidrager væsentligt til savannens åbning, og skaber dermed nye muligheder for andre typiske græsædere. Hver gang et træ destrueres, får græsser og urter bedre vækstmuligheder, og disse sidstnævnte bidrager med langt den største biomasseproduktion. Græsser og urter udgør langt den vigtigste fødeproduktion på savannen, og således bidrager elefanternes destruktion af træer faktisk til at understøtte, ikke bare dens egen eksistens, men også en lang række andre arters eksistens.

Hvor er så problemet?

Man kan stille spørgsmålet; hvordan skal savannen se ud? Hvordan skal forholdet mellem træer og græsser være? Svaret er langtfra entydigt, fordi savannen er dynamisk – som al anden natur – og variationerne bølger gennem tiden. En del af Mara har efter al sandsynlighed engang været ren busksavanne med en masse tsetsefluer, der smittede alt kvæg med sovesyge (Nagana). Sidenhen har såvel masaier som elefanter åbnet landskabet ved afbrænding og destruktion. En anden del af Mara har været præget af de årlige vildtvandringer, der netop har skabt de mere åbne græsarealer, med gamle spredte træer, som har holdt på jordlaget. Alt i alt har disse omstændigheder skabt et meget varieret og vildtrigt landskab, som vi finder værd at bevare for eftertiden.

Mange høje træer i tæt bevoksede galleriskove i lavninger og langs floder, betyder levesteder for en masse planter og vildt, der spiller sammen med de åbne områder, og er med til at give det samlede økosystem en langt højere diversitet og dermed også en høj stabilitet. Økosystemets stabilitet betyder, at det bedre er i stand til at modstå naturkatastrofer, klimaforandringer og alle former for miljømæssige ændringer. Man kan sige, at systemet opretholder sig selv. Meget tyder på, at der er sammenhæng mellem regn og skov. Hvis skoven fældes, regner det mindre, og tørkeperioderne bliver længere og mere vedholdende. På den åbne savanne holder træerne på jorden, hindrer erosion og jordflugt. Alle savannens næringsstoffer ligger i de øverste jordlag (som følge af den høje fordampning), og hvis jordlaget først slides af og blæser væk, starter en irreversibel ødelæggelse, som man i øvrigt ser tusindvis af steder i Afrika.

Den igangværende træ destruktion er en alvorlig trussel mod landskabet. Den vigtigste årsag til problemet er menneskets afbrænding af træ. Lokalbefolkningen er vokset kraftigt, og forbruger derfor en stigende mængde brænde til madlavning og opvarmning, men den værste og mest ødelæggende destruktion kommer fra den massive turisme. De fleste store hoteller i Masai Mara bruger enorme mængder brænde til vandopvarmning. Alle deres vandtanke er forbundet med brændeovne, der stort set er i gang hver dag. Formelt hedder det, at vandtankene er sol opvarmet, med tilskud af brænde på overskyede dage. De anvendte tanker er imidlertid ikke solfangere, men blot almindelige tanke, der kun kan afgive varmt vand midt på en solrig eftermiddag. I årevis har lastbiler kørt rundt for at samle brænde, og i et enkelt stort område kan man se hundredvis af stubbe af sjældne ”hardwood” træer fældet af en enkelt lodge. I folkemunde er det Governors Place, efter den pågældende lodge.
I Karen Blixen Camp har vi derfor besluttet, at vandet skal opvarmes med individuelle gasbrændere, hvor man kun lige opvarmer den mængde vand, der bruges. Al anden energi kommer udelukkende fra solpaneler. Vi har desuden sat et stort genplantningsprojekt i gang. Vi har to mænd fuldt beskæftiget med at avle træer og udplante dem. I år udplanter vi 20.000 træer. Det er samtidigt lidt af et udviklingsprojekt, fordi vi mangler viden om, hvad der får træer til at spire og, hvordan deres vækst bedst understøttes. En del træer sætter kun frø hvert 5 – 10 år og nogle af disse skal igennem vildtmaver, afbrændes eller ligge i vand for at spire. Det er ikke helt nemt men spændende.

Alle billeder er taget i oktober 2009

Næsehorn, krybskytter og kvægtyve

De fleste er glade for turen til Maras hvide næsehorn, selvom den delvise bevogtning kolliderer med ønsket om at opleve vildtet i frie og naturlige omgivelser. Det er imidlertid længe siden, Afrika har været fri natur, og vi må leve med de stadigt mere påtrængende kompromiser. Næsehornene er en gave fra Sydafrika, overrakt af Nelson Mandela, og gaver skal man jo passe på. En tidligere gave endte som skæfte på dolke i Yemen og potensmidler i Østen. Næsehornene nedkom med en unge i januar 2007, hvor Kofi Annan besøgte Kenya for at mægle i de daværende politiske stridigheder. Ungen viser sig at være et roligt og besindigt væsen, der nu lyder navnet Kofi Annan. Krybskytter har såmænd også forsøgt sig med disse næsehorn, men heldigvis havde et af de stolte dyr et horn i siden på de indtrængende, som forsøgte at save attributten af dyret. Det hvide eller rettere brednæsede (hedder det snude?) næsehorn trives godt mange steder, specielt i Sydafrika, hvor de fleste reservater eller vildtfarme efterhånden avler dem. Det siges, at de ikke hører til i Mara – at de aldrig har været her naturligt, men hvem ved i grunden det? Hvide næsehorn findes både syd og vest for Mara, og eksistensbetingelserne er ganske glimrende, så der er faktisk ingen grund til at tro, at de aldrig har været her.
Desværre er krybskytteri blevet mere udbredt i de seneste år. Elefanter forgiftes og stødtænderne fjernes. Der går næsten ikke en måned, hvor politiet ikke konfiskerer elfenben eller fanger smuglere. I Mara har vi efterhånden en del konkrete tilfælde, og man regner med, at der er røget en halv snes stykker på den konto gennem det sidste år.

Da man i 1991 forbød al handel med elfenben i hele verden, droppede prisen på elfenben til en tiendedel ”overnight”. Forinden var jagttrykket på elefanterne så kraftigt, at de selv fandt ind i de bedst beskyttede nationalparker, hvor vildbetjente ydede dem en vis beskyttelse. Tre måneder efter forbuddet begyndte elefanterne igen at sprede sig, som om de vidste at de var i sikkerhed. Diskussionen om forbud eller begrænset salg af kontrolleret elfenben bølger frem og tilbage. I Østafrika kæmper man for totalt forbud, der er det eneste, som har vist sig effektivt. Kontrolleret salg giver konsekvent anledning til krybskytteri, fordi nogle fifler med licenser og tilladelser. Da man på et tidspunkt diskuterede en kvotaordning, bad Somalia om en kvote på 14.000 elefanter, men deres totale bestand har aldrig været over 7000 og er formentligt langt, langt mindre. Hvad mon de skulle bruge den kvote til?

I det sydlige Afrika er man helt vild med nedskydning og salg af elfenben. Det hedder sig, at elfenben skal betale for elefanternes ødelæggelser af befolkningens afgrøder, og desuden mener man, at for mange elefanter ødelægger beplantningen. Der er simpelthen for mange elefanter i eksempelvis Kryger, lyder argumentet. Hvordan regner man det ud? Elefanterne ødelægger træer – især i tørtiden – det har de gjort i millioner af år, og vi ser det hver dag her i Masai Mara. På den måde åbner elefanterne savannen, skaber større græsarealer og dermed mere mad til sig selv og savannens mange antiloper, der fortrinsvis græsser på åbne arealer. De åbne arealer, er langt de mest produktive områder, og uden elefanterne ville de næppe eksistere. Kryger nationalpark er fyldt med tæt buskads og rummer derfor langt mindre vildt end eksempelvis Mara – Serengeti økosystemet. I slutningen af 1800 tallet begyndte europæiske lorder og andet godtfolk at valfarte til Kryger for at nedskyde elefanter og vinde guld og gods, hvis de ikke havde det i forvejen. De fik næste gjort kål på bestanden, inden den blev fredet. Dette er formentlig årsagen til, at Kryger ser ud som den gør det i dag, og man kan med rette spørge: hvad er egentlig Krygers rette udseende?

Mere tørke

Fra toppen af Mare kunne vi i går iagttage regnbyger i Western korridor” i Tanzania, så de sidste gnuer er formentlig trukket af sted med halen mellem benene for at æde løs af de friske grønne græsser, der vil skyde op i løbe af få dage. Det er også den vej masai krigerne er draget med Maras samlede kvægbestand, dog skulle de endnu ikke være krydset grænsen. Det forlyder nu, at de overfaldes af talrige sværtbevæbnede folk fra Tanzania, der - ind til videre - har stjålet mere end 200 stykker kvæg. Præcist, hvad der foregår, ved vi ikke, men det går garanteret ikke stille af.

Her har vi stadig ingen regn, og vildtet trækker sammen omkring Karen Blixen Camp, hvor vi stadig har lidt græs – ikke mindst det, vi selv vander – og let adgang til Mara flodens vand. Der er ingen tvivl om, at vildtets besøg vil intensiveres indtil der kommer regn og vandhullerne fyldes. Lige nu glæder vi os over den enorme vildtmængde, som vi kan se på 50 meters afstand, men medaljen har en bagside. Flodheste og bøfler taber sig. Man kan tydeligt se flodhestenes hofteben, og skindet er en anelse slunkent. Vor nabo camp er begyndt at fodre deres flodheste, men det ligner en Sisyfos opgave at skaffe vore 50 flodheste 2 tons frisk græs om dagen. Vildt der er i stand til at spise blade og udsøge sig den mest energirige føde, ser fortsat ud til at klare sig godt. Akacie træerne er meget grønne, men snart falder vandspejlet og bladene visner – mon dog ikke vi snart få en byge – indtil videre må vi nøjes med et par lyn hver aften.

Nu går den vilde jagt

Vi oplever den ene fantastiske dag efter den anden i Karen Blixen Camp og Mara, hvor de fleste vandhuller er udtørret, og vildtet tvinges til at drikke af Marafloden. Den flade flodbrink overfor restauranten er en ren zoo. I de sidste to dage har store flokke vildt frekventeret flodbrinken dagen igennem. Vi taler her om bøffelflokke på over 50, 30 elefanter, 15 – 20 giraffer, 30 topier, og talrige vandbukke, zebraer, impalaer, vortesvin, bavianer og gnuer.

Gnuerne er stadig på vej tilbage over Marafloden til Tanzania, men græsset er stadig ikke grønnere på den anden side, så der venter dem nogle kummerlige dage. Nogle vælger da også at komme tilbage, så vi kan nok se frem til nogle spektakulære krydsninger nogle uger frem. I går blev sceneriet ved flodbrinken ødelagt af en støvsky, der pludselig hvirvlede frem mod de trækkende gnuer og landede på ryggen af en stor han. Det var såmænd en løvinde, der havde ligget i skyggen med fuld mave og fordøjet, men som altså ikke kunne modstå fristelsen, når så meget friskt kød defilerede forbi. Alle stirrede forbløffet på den uventede scene lige foran bilerne. Der gik flere sekunder før man hørte jublen forplante sig fra bil til bil. At se en løve snige sig ind på et dyr, følge den korte jagt og nedlæggelsen er ikke enhver beskåret, men ikke desto mindre, har vi set det to gange på 5 dage. Begge gange en hunløve, der alene nedlægger en fuldvoksen antilope (henholdsvis topi og gnu) med uhyre effektivitet.



Alle rovdyr nedlægger bytte i flæng i disse dage, der ligger næsten konsekvent bytte i nærheden af løve og leopard. Geparder og hyæner med fyldte maver hører til dagens orden og i går, så vi såmænd en stor bavian helt indsmurt i blod efter et godt måltid. Mange dyrebørn og svækket vildt gør jagten let. Det ser ikke ud til at nogen chancer lades uudnyttet, og det mest bemærkelsesværdige er, at hvert rovdyr selv tager affære uden at afvente klanens deltagelse i jagten. Jagtlykken må ligge tæt ved 100%, og dermed udfordres alle de faglige statistikker over vildtets jagtlykke, ifølge hvilken en enlig løves chancer for at nedlæge et bytte er omkring 15%. Det samme gælder geparden, der statistisk set skal ud i 10 opslidende jagter for at få et bytte. I de sidste mange måneder, har de levet godt og ubesværet af nyfødte thomson gazeller, og nu kan de skifte til impala unger, der er på vej i tusindvis. Statistikkerne siger naturligvis noget om forskellene i jagteffektiviteten mellem de enkelte arter og organisationen af den enkelte arts jagt (individ kontra gruppe), men gennemsnitsværdierne siger næppe meget om den konkrete situation i naturen, så man skal nok passe på med generaliseringer.

Efter gårdagens løvejagt, spredte de trækkende dyr sig meget, og flere forsøg på at krydse Mara floden løb ud i ingenting. Bortset fra en lille flok topier, der smuttede over på egen hånd efterfulgt af en halv zebrafamilie, der dog måtte tage turen tilbage, da resten af truppen ikke ville ende som krokodilleføde. Senere afsøgte vi det store græsområde mellem Governors Camp, Serena og Mara floden, men der var ikke meget at se fordi området er stærk domineret af det næringsfattige røde havregræs, som fortsat står urørt i høje tørre totter. Tilsyneladende forlader vildtet disse ret store områder af Mara, når de har taget alt det, der står mellem havren. Det kan være direkte farligt for mange arter, at spise næringsfattig føde, fordi det fylder maven, men giver for lidt næring, hvorefter vildtet taber sig og afkræftes. Man kan undre sig over, hvordan der er opstået så stort et vildtmæssigt ”ingenmandsland” på begge sider af Mara floden, som det migrerende vildt skal igennem for at komme til de gode græsser længere mod nord. Forklaringen skal nok søges i, at netop dette område er så hårdt eksponeret for græsning, når de store flokke kommer sultne sydfra. Efterhånden som de gode græsser er ædt væk, har de dårligere, uspiselige græsser fået bedre vilkår. Det bør undersøges, om dette forhold kan ændres ved afbrænding af havren, hvilket formentlig tidligere har været tilfældet, da Masaikvæget gik i området.

Tørke, masaier og masser af vildt

Man kan naturligvis ikke glæde sig over tørke, når man ved, at det rammer en masse mennesker som en dødelig trussel. Men her i Masai Mara er det nu engang et eksistensvilkår, en uomgængelig del af naturens cyklus, som vildtet er tilpasset, og det er bestemt fascinerende at betragte, hvordan de vilde dyr klarer sig under denne udfordring.

Safarilivet er fortsat fantastisk. På få dage har vi oplevet gnu og zebra krydse Mara floden, 4 forskellige løvegrupper, to leoparder i hver sin ende af Mara, 3 geparder, en enorm bøffelflok med masser af kohejrer og oksepikker, mindst 50 vortesvin i familiegrupper med op til fem små grislinger i hver, masser af giraffer, flodheste, antiloper og såmænd også et af de sjældne løvedrab.

Masaierne vil allerede nu opleve 2009 som et tørkeår, måske slipper vi med den milde tørke, kalvedøden, men det ved vi ikke endnu. Kalvene ligger døde fra Marienda landsbyen til Musiara Gate og vidner om, hvilken vej de unge krigere er draget ud på ukendte eventyr med hele kvægflokken. De altædende geder er blevet tilbage og klarer sig med tørre grene, konservesdåser og en smule græs, men kvæget har ingen chance for at klare sig. Flokkene er blevet for store og kræver alt for meget på kort tid. Gennem kunstig udvælgelse har vi mennesker avlet tamme kvægracer, der giver glimrende kød og store mælkemængder, men evnen til at modstå tørke og mange naturligt forekommende sygdomme, er gået tabt under vejs. Gennem avl er vort kvæg blevet nogle svæklinge, der klarer sig skidt uden mennesket. De unge masaikrigere har hermed fået en chance for at vinde hæder og ære, som ikke er blevet andre til del i de sidste mange år, hvor nomadedelen af krigerlivet, er blevet afløst af en afslappende tilværelse med masser af mad og vand, der har reduceret arbejdet med kvæghold til næsten ingen ting. Nu er de på eventyr efter ukendte græsgange langt nede i Tanzania, hvor de følger de ældste anvisninger, baseret på overleveret viden og erfaring fra lignende situationer. Formår de unge morans at løse opgaven, måske stjæle lidt kvæg undervejs (en hæderkronet beskæftigelse), dræbe et par rovdyr eller måske ligefrem en kvægtyv, så vil hæderen ingen grænser kende, og der er lagt et solidt fundament for deres fremtidige status som ældste. Inden jeg svømmer helt over i romantiseringen af krigerlivet skal jeg lige tilføje vor campmanager, Martins, bemærkning til de mange vanskelige opgaver, som de selv skal løse: ”De tager sgu da bare mobiltelefonen!”. Det er nok ikke helt forkert.

Tørken volder størst problem for drøvtyggerne, der kun kan fylde mavesækken i begrænset omfang og må vente på, at den langsommelige fordøjelsesproces er tilendebragt, inden der kan fyldes mere på. Hvis energimængden i føden er ringere end arbejdet med at indtage den, er der altså et energiunderskud, som betyder, at dyret taber sig. Det ser ikke ud til at ske for eksempelvis zebra, der kan indtage store fødemængder, der køres løbende igennem fordøjelsessystemet, men også her gælder reglen om energibalancen. Vi ser slunkne og syge bøfler og flodheste, men også velnærede. Tørkens told rammer først og fremmest de svage individer - survival of the fittest – en enkelt flodhest var flygtet fra sit udtørrede vandhul og svedet op af solen i sin søgen efter et nyt vandhul. Vi er lidt bekymrede for vores flodheste i KBC. Der er ca. 50, hvilket betyder, at de har behov for to tons græs i døgnet, og vi kan ikke se, hvor de skal findes. Til gengæld har vi stadig så meget vand i Mara, at flodhestene kan ligge neddykkede, i den svale brune flod og vente på bedre tider.

Forleden aften snuppede en hunløve en stor, gravid topi antilope. Det er sjældent løverne får fat i den graciøse og vagtsomme antilope, der plejer at stille sig til rådighed som vagtmand for savannens øvrige vildt. Både topi og andre typiske antiloper fra den åbne savanne har ændret adfærd på grund af tørken. Mange antiloper har trukket ind i områder med små træer, hvor skyggen under træerne sikrer en anelse mere grønt græs. Vi ser også mange af dem omkring KBC og inde på området natten igennem, fordi vi vander med spildevand, og er efterhånden det eneste sted, hvor der er rigtig saftig græs. Antiloperne er ikke tilpasset disse områder, hvor de bliver et let bytte for rovdyr, der sniger sig ind på ofret. Det var nøjagtigt, hvad der skete med topi’en, men det var ret chokerende at se løvens effektivitet. 10 sekunders løb, bang, topi’en var nede og dræbt indenfor et minut. Vi taler ofte om Maras bløde løver, der er tilpasset små antiloper, og derfor ikke er specielt farlige – men det må komme an på en prøve. Respekten er ikke blevet mindre herfra.

Rovdyr har kronede dage. De mange svage byttedyr, der tilmed stiller sig fordelagtigt, gør livet let for alle rovdyr, der æder så det er en ren fornøjelse og tilmed nedlægger hvad som helst ved højlys dag. Gispende, fyldte løver, geparder og hyæner hører til dagens orden. I dag så vi en mæt hunløve, der ikke kunne undslå sig fra at nedlægge en stor gnu i middagsheden. Men heden blev for meget, så hun besluttede sig at slappe af i skyggen i stedet for at æde.

Giraffer og Darwin 2

I august-bloggen skrev jeg om Darwin og de fysiologiske problemer, giraffen har overvundet i kampen for sin egen fødeniche højt over jorden. I denne måneds udgave af "Illustreret Videnskab" kan man læse en fremragende artikel om disse forhold med glimrende illustrationer af blodtryks- og kredsløbsproblematikken. Anskueligt og let forståeligt.
Redaktøren synes åbenbart, at hovedtemaet ikke er fyldigt nok og vælger så at referere andre videnskabelige arbejder, der til gengæld bliver mere sparsomt belyst.

Således nævnes en forskergruppe i Namibia, der har undersøgt giraffens spisevaner og konstateret, at giraffer ofte bøjer sig for at spise, hvilket ifølge I.V. får dem til at konkludere, at den evolutionære drivkraft bag giraffens lange hals ikke er fødenichen, men muligheden for sex. Den bemærkelsesværdige konklusion, skyldes at knoglerne i hannernes hoved vokser sig tykkere livet igennem, og kraniet opnår den formidable vægt af 20 kg. Når det tunge hoved anbringes på en lang hals, har giraffen et slagkraftigt våben, der flittigt brugs mod artsfæller af hankøn.

Argumentationen er ikke knivskarp. Hvorfor skulle hun giraffen udvikle en lang hals, hvis det kun er hannerne, der har brug for den. Den slags energispild er uhørt i naturen. De forholder sig nok således, som de fleste zoologer synes at mene, at halsen er udviklet med henblik på adgangen til en fødeniche uden konkurrence. En helt kolossal fordel. I takt med halsen er udviklet, og de fysiologiske udfordringer er mindsket, vil det være helt i tråd med evolutionslæren, at andre funktioner udvikles sideløbende som en slags side effekt. Giraffens hals vil udvikle sig lige præcist så længe, at den anvendte energi ikke kan bruges bedre på anden vis. Den dynamiske energioptimering betyder, at tusinde udviklingsprocesser griber ind i hinanden uden bestemt retning, og ingen processer afsluttes nogen sinde. Derfor kan man heller ikke tale om fuldkomne tilpasninger. Som den franske biolog og nobelprismodtager Francois Jacob udtrykker det, bør man omgå den naturlige udvælgelse med en vis forsigtighed, således, ”…at man ikke kommer til at opfatte naturen som en perfektion, som Guds skaberværk”. Det lader vi Linné om!

Men tilbage til Giraffens hals og spisevaner.
Jeg har studeret giraffer i Masai Mara og andre steder i 25 år, og den dag i dag vil jeg hævde, at kunne fastslå en girafs køn med 90 % sandsynlighed blot ved at iagttage spisevanerne. Hunnerne bukker sig generelt temmelig langt efter føden, mens hannerne oftest har helt eller delvis ret hals. Således konkurrerer kønnene ikke om føden. Blandt giraffens mere end 100 fødeemner er nogle mere foretrukne end andre. Et friskt akacieskud, hvor tornene stadig er grønne og bløde, vil afgjort være at foretrække for de fleste andre fødeemner uanset højden. Man skal jo huske på, at vi næppe selv ville stå på tæer for at plukke et rødt æble, hvis vi kan finde et i øjenhøjde, og specielt ikke hvis sidstnævnte æble er størst.
Giraffens lange hals betyder først og fremmest, at dens aktionsradius er større end alle andre dyr (bortset fra elefanten), og dermed er den i besiddelse af en kæmpefordel i kampen om føden. Heldigvis for giraf og andet vildt er livet ikke udelukkende en kamp. Lange stabile perioder med rigelige fødemængder giver også giraffen mulighed for at træffe fordelagtige valg som kompromis mellem fødeemnet og nakkens bøjning.
Alt på giraffen er udviklet med henblik på at kunne række højt. Udover halsen gælder det også ben, nakkehvirvler, hovedformform og tunge. Evolutionens drivkraft er 100 % rationel, og forekommer det ikke at være tilfældet, bør man overveje, om det ikke er én selv, der taget fejl.
Synet er et andet eksempel på en ”sideeffekt” af den lange hals. I modsætning til elefanterne og næsehornenes elendige syn, har giraffen udviklet et formidabelt ”rovfuglesyn”, der på toppen af den lange antenne giver giraffen et enestående overblik, der næsten umuliggør snigende angreb. Hvor elefanten har brugt energi på udvikling af snabel og tilsvarende udviklet lugtesansen, har giraffen altså satset på hals og syn. Logikken er slående. Giraffen har både udviklet evnen til at beskytte sig mod rovdyr og samtidig fået adgang til sin egen føde niche og dermed opfyldt de to væsentlige kriterier for at skubbe generne videre til næste generation. Så mangler vi bare parringen, og diskussionen om hvad, der kom først; hønen eller ægget!

Nye DNA undersøgelser af Afrikas giraffer har afsløret, hvad man kalder 6 destinktive arter. Hidtil har der været bred enighed om, at alle Afrikas giraffer var en og samme art og de mest destinktive blev regnet for underater som eksempelvis netgiraffen. De genetiske analyser viser, at Afrika har 6 forskellige populationer, der tilsyneladende har udviklet sig individuet i mere end 5000 år, og altså i den mellemliggende periode ikke har parret sig med hinanden. Herved er de i genetisk forstand kommet så langt fra hinanden, at man kan begynde at tale om forskellige arter. Spørgsmålet er, om det så også er egentlige arter eller blot underarter - i følge den gængse definition taler vi nemlig kun om forskellige arter, når de ikke kan parre sig med hinanden og få avledygtigt afkom. Det er ikke nok, at de tilsyneladende ikke blander sig med hinanden i naturen.

Hvis der er tale om forskellige arter, er det faktisk lidt af en sensation, fordi moderne dokumentation har vist at artsudviklingen sker gennem radiation/udstråling - det vil sige, at en art spreder sig i et større område og med tiden isoleres de enkelte populationer mere og mere, påvirkes af lokalmiljøet og tilpasser sig løbende til dette. Efterhånden bliver forskellighederne som omfattende, at vi må tale om nye arter. Der er masser af den slags eksempler i evolutionshistorien - mennesket blot for at nævne et enkelt - men de fleste ligger jo så langt tilbage, at dokumentationen bliver mindre konkret og anledning til voldsomme diskussioner. Selvom indicierne for artsudvikling hober sig op til monumentale højder, er der stadig en del der sætter spørgsmålstegn ved beviserne.

Disse billeder er taget i Masai Mara d. 20. oktober 2009 ca. kl. 17.00 og viser med al tydelighed giraffens varierede spisevaner. Det skal dog nævnes, at situationen ikke kan opfattes som typisk.

Mens vi venter på regnen

Kenyas lange tørke ser ud til at være forbi. 10-11 måneders tørke giver enorme sultproblemer i store dele af landet, hvor alle afgrøder er brændt af og visnet. I forgårs så det ud til at være slut, da landet ramtes af skybrud. Det tørre Nordkenya flyder i vand og mange veje er ufremkommelige.
Masai Mara er dog stadig meget tør, faktisk har vi ikke oplevet så lang en tørke i mange år. Mara følger ikke det generelle regnsmønster. Vi plejer at få vand med jævne mellemrum året rundt, men altså ikke i år. Heldigvis ligger Karen Blixen Camp i et område, hvor mikroklimaet giver ekstra megen nebør. Den 300 meter høje Oloololo højderyg, der næsten kaster sin skygge over KBC holder på skyerne, og vi har fået lige akkurat vand nok til at holde lavningerne grønne. Højderyggen giver et 2-3 kilometer bredt bælte langs Maras vestlige grænse, hvor der stadig er lidt føde at hente. Der er tale om 60-70 kvadratkilometer, akkurat nok til at understøtte en bestand, der kan blomstre op og sprede sig, når forholdene bedres.

Havtemperaturen i Stillehavet er omkring en halv grad varmere end normalen, hvilket giver varsel om en lille til moderat El Nino effekt. Belært af tidligere El Nino år, ved vi at det betyder, usædvanligt megen regn i Kenya i de kommende måneder. Det er muligvis begyndelsen, vi så i søndags. En moderat El Nino vil også give mere regn i Masai Mara, hvilket betyder, at der er mere regn i hver byge, og perioden med ekstra hyppige byger vil være længere. Regnen kommer i relativt korte skyller, fortrinsvist sidst på dagen, men de enkelte byger vil være så kraftige, at vejene bliver vanskeligt passable på få minutter. Det vil kun være muligt at køre safari i terrængående biler.

El Nino vil betyde, at det bliver vanskeligere at køre i de vestlige områder, som også vil være vanskelige at nå frem til ad de gængse veje. Græsset vil vokse højt og i de områder, hvor der ikke er græssende kvæg (Mara Triangel/Trans Mara - områderne omkring Serena og Governors Camp) vil det stort set være umligt at finde vildt før næste migration i august 2010. Alt savannevildt vil stå i de nordvestlige områder og på Loita Plains.

Men lad os nu se hvad fremtiden byder...

Herunder følger et udvalg af billeder fra området omkring Karen Blixen Camp

Status, august 2009

Endnu en fantastisk måned i Masai Mara.
Dokumenteret med en stribe billeder, der alle stammer fra august 2009 og er taget i området i og omkring Karen Blixen Camp (KBC) - klik her og se et slideshow


Kenya er præget af tørke, og i visse områder af landet nærmer katastrofen sig, men vi sætter vor lid til den ”lille regn” i november. Masai Mara har igen været heldig. Det har ikke regnet skomagerdrenge som i visse tidligere år, men vi har dog haft nogle solide eftermiddags- og aftenbyger, der har sat skub i de korte, næringsrige græsser i Mara North Conservancy og længere mod nord. God, saftig græs som gnuerne trekker efter, selvom de må dele det med masaiernes kvæg. Bygerne og græsset er forudsætningen for, at vildtets trækruter kan opretholdes på sædvanlig vis. Vi ser masser af gnu, zebra og thomson gazelle passerer igennem, men også de mindre regulære migranter som topi og elefant har været flittige gæster i det meste af området.
Den besynderlige kombination af tørke og spredte byger, her medført at gnuerne er væltet frem og tilbage over Mara floden i et væk. Det sædvanligvis helt usystematiske skuespil omkring vadestederne, har været endnu mere påfaldende i år, og mange besøgende har haft heldet med sig og set flere krydsninger. Der har været dage med op mod en halv snes krydsninger af samme vadested, så de fleste har fået det hele med uden det store opbud af tålmodighed. Selve krydsningerne har ikke været helt så spektakulære i år, på grund af den ringe vandmængde i floden, men til gengæld har det være muligt at få et tydeligt bilede af kampen mellem krokodiller og byttedyr, der så at sige har kæmpet oven vande.
Løve, hyæne, gepard og leopard og andre rovdyr har kronede dage. Der er rigeligt med attraktive byttedyr, så der spises og yngles lystigt. Geparden får på forunderlig vis opsnuset mange af de små nyfødte gazeller, og behøver ikke at begive sig ud i de mange opslidende jagter for at få dækket fødebehovet. Gennem hele måneden er alle arter, med undtagelse af leoparden, blevet spottet dagligt på safarikørsler fra Karen Blixen camp. I øjeblikket har vi dog en 50 %’s leopardsucces, så helt ringe er det ikke.
Masai Mara er ikke helt så velbesøgt som tidligere år, hvilket tilskrives den internationale finanskrise, men selvom det kan være attraktivt for besøgende, ikke at skulle dele herlighederne med alt for mange andre, er det dog en trussel for hele områdets økonomi og eksistens. Uden besøgende ingen indtægter; uden indtægter intet naturområde. Sæsonen er dog først lige startet og mon ikke det retter sig?
Under alle omstændigheder ser det ud til at september også vil blive en fantastisk måned i naturmæssig henseende, og så er vi tæt på at kunne spå positivt om hele den kommende sæson; der er masser af vildt, og kommer regnen som den skal, i løbet af de kommende måneder så er der frit valg på alle hylder…