mandag den 18. oktober 2010

Sawadi – Karen Blixen Camps leopard


Jeg er ikke sikker på, at leoparden er bekendt med vort ejerskab, for den vader rundt som det passer den, men på den anden side cirkulerer den dagligt rundt om og ind i KBC. Mange morgener finder vi dens spor midt inde i campen, enten i bogstavelig forstand som poteaftryk i mudder eller som resterne af nattens måltid. Sidstnævnte udgøres ikke sjældent af vore kæledyr – små, forladte antiloper som vi møjsommeligt har opflasket – som vi ikke har lukket inde for natten. De små dyr går ind i mellem deres egne skæbnesvangre veje. Forleden dag var det imidlertid Sawadi, der bragte sig i svære vanskeligheder. De lækre geder i nabolandsbyen tiltrak leoparden, som lavt hængende slikhylder tiltrækker børn (og voksne), men utysket blev taget med pletterne nede midt i sit lyssky forehavende. Mange afrikanske landsbyfolk kan ikke mobilisere den store overbærenhed med en tyvagtig leopard – TV stjerne eller ej – og snart jages den formastelige rundt mellem blikskure og indhegninger, indtil den forsvinder op i et frelsende træ. Her fandt vi den godt skjult i toppen, mens fire af vore parkbetjente fra Mara North holdt vagt ved træet – for leopardens skyld. Snart lød jungletrommerne, og biler med safarigæster fra hele Mara kom for at spotte pletterne på den verdensberømte leopard, der tidligere optrådte i BBCs naturserie ”Big Cats”, optaget her i Masai Mara. Sawadi betyder gaven, men navngivningen er et anliggende mellem leoparden selv og BBC. Det øger dramaet, når vildtet får navne, hensigter og ønsker, som formuleres i et sprog, vi forstår fra os selv, men det er først og fremmest underholdning, og ikke nødvendigvis et billede af virkeligheden. Det svarer til, at Bubber og BS overnatter i et træ for at beskytte sig mod vilde dyr, mens et enormt kamerahold filmer seancen.

Sawadi slap godt af sted i ly af mørket, men der er en grund til at den nærmer sig tamdyrene. Alderen trykker, og det bliver sværere og sværere at få fat i savannens sprintere. Samtidig har de mange timers TV optagelser, som har stået på i flere år tilvænnet denne leopard til mennesker. Hvor de fleste andre leoparder er meget sky, har jeg talrige gange fulgt Sawadi på jagt. Billederne nedenfor stammer fra flere forskellige situationer. Sawadi er yderst afslappet overfor vor tilstedeværelse, hvilke i sidste ende nok skal vise sig at være fatalt.




lørdag den 16. oktober 2010

Morgensafari i Mara North - Dag 11

Karen Blixen Camp ligger i den del af Masai Mara, der kaldes Mara North Conservancy. Vi kører næsten dagligt safari i dette område og holder øje med stort set alt, hvad der foregår.

I dag kørte vi ud for at se efter en af vore faste løvegrupper. Alle flokkene i området er forholdsvist små og ustabile i modsætning til den berømte ”Marsh pride” 25–30 kilometer herfra. Den har optrådt i talrige naturfilm om den enorme hanløve, Chaka, og hans store familie, der ind i mellem har talt mere end 30 medlemmer. Jo større gruppe desto større succes. De relativt små grupper i Mara North er hele tiden presset af vore store hyæneklaner og tilkommende løver udefra. Sidste år vandrede tre unge hanløver ind, og var akkurat stærke nok til at smide to ældre hanner og deres halvvoksne unger ud, for derefter at overtage gruppens tre hunner, der hurtigt blev drægtige. Ganske usædvenligt at se en løveflok med tre hanner og tre hunner, som tilsyneladende er organiseret i tre par. Da det nye kuld var et par måneder gamle, gentager historien sig. Tre nye hanner dukkede for nyligt op, smed de tre gamle ud og dræbte ungerne for at få hunnerne i brunst. I løbet af ugen har vi set hannerne parre sig med to af hunnerne, mens den tredje hun og tredje han har holdt sig lidt væk.

De tre nye hanner er store og flotte, men så vidt jeg kan bedømme under 6 år gamle. Man kan nogenlunde fastslå løvernes alder på snudens farve, der bliver mere og mere sort med alderen. Når den topper i 8 års alderen er snuden fuldstændigt sort.

Vi fandt de to ”eftersøgte” løver med godt en kilometer i mellem sig. Hunnen er måske stadig fornærmet over hannens udåd af bibelske dimensioner, men sandheden er nok snarere, at hun endnu ikke er kommet i brunst. Det er givetvis kun et spørgsmål om få dage, da hunnernes brunst i reglen er koordineret i familiegruppen. Hannerne parrer sig kun med én hun ad gangen, og da parringen varer adskillige dage, vil der derfor være gode muligheder for, at andre hanner kommer til fadet. Hannen trissede rundt om bilen flere gange inden den lagde sig til rette under en ”Orange leaf croton” busk, efter at have gnedet sig grundigt ind i buskens kraftigt duftende olier (se billedet herunder). Croton busken er en tropisk busk, der findes i mange varianter, men her i Mara, har den lokale udgave altid nogle halvvisne orange blade ind i mellem alle de grønne, og så afgjort løvernes foretrukne skyggeplante, fordi dens safter indeholde et kraftigt insektmiddel (repellant), der bogstavelig talt holder fluer og tæger væk. De lokale masaier stryger af samme årsag dagligt husene indvendigt med buskens blade.



Da der ikke er megen aktivitet hos løverne, fortsætter vi mere eller mindre tilfældigt, og finder snart en rørbuk. Den lille antilope lever relativ skjult i højt buskads, men i øjeblikke ser vi den stort set hver dag. For få år siden var den et uhyre sjældent syn, og der kunne gå måneder mellem de enkelte sights. Noget er sket. Enten er der kommet flere, eller også er de blevet mindre sky. Foreløbig har jeg ikke noget bud.


En masse dyr har samlet sig på de åbne sletter, hvor der er relativt langt græs. Flere hundrede gnuer, zebraer og topi-antiloper krydser vort billedfelt. I en sænkning er der opstået en bar plet uden græs. Den hyppige aften regn har trukket saltet op i overfladen, og den bare plet har udviklet sig til et midlertidigt saltslik. Alt vildtet skal en tur forbi, mens vi sidder og nyder synet med en kop morgenkaffe i hånden. Vildtet kommer og kommer i lange rækker. Solen er efterhånden godt oppe, men morgenlyset er stadig blødt – en lækkerbisken for en fotograf.




En halv snes giraffer trænger ind i billedet. De har god tid, og lader os komme helt tæt på. Stille og roligt nipper de af akacierne. Hunnerne bukker sig ret kraftigt over de lave buske, mens den enlige han er lidt mere stiv i nakken og søger mod de højeste vækster. Han og hun giraf undgår så vidt muligt at konkurrere om føden, ved at spise i forskellige højder. Girafferne defilerer langsomt forbi os, nipper kun kort på hver busk. Mange buske og træer forsvarer sig mod overgræsning, gennem produktion af bitre stoffer som tannin og kan sætte denne produktion i vejret mens der ædes af træet. Derfor flytter girafferne sig hele tiden.

Jeg kan for en gang skyld komme helt tæt på girafferne, og med kikkerten kan jeg følge med i enhver mundfuld. Hvordan spiser de? Der er forskellige oplysninger i forskellige bøger, men sandheden er nok, at de har forskellige måder at indtage føden på afhængigt af arten. Her kan man tydeligt se, at de stikker tungen ud på bladene, som klistrer sig fast, mens overlæben formes efter tungespidsen og lukkes sammen om bladene. Tunge og overlæbe som to fingre om de små mimose blade. De hårde, hvide torne stikker tydeligt, urørt ud på hver side af læberne. Giraffer spiser IKKE hårde torne.

Vi har siddet så længe, at sulten er begyndt at gnave, men på hjemvejen skal vi lige stoppe ved de store næsehornsfugle, der fouragerer på de åbne vidder. Vi taler om den fugl som på engelsk hedder Ground Hornbill, der ikke længere hedder næsehornsfugl, men rynkenæb eller mere præcist (tror jeg)sydlig hornravn. Navnet er nu ikke så dumt, selvom fuglen ikke er en ravn, men ordet antyder jo ravneegenskaber, og fuglen udviser evne til at respondere på forholdene. Den kan jage koordineret i flok, samarbejde med andre arter og stjæle fra så at sige alt, der er mindre end den selv. En fugl der bliver gammel og måske også klogere med alderen.




torsdag den 14. oktober 2010

Impalaen - Afrikas succesfulde antilope - Dag 10

Selvom græsset er irgrønt i Masai Mara, er det stadig ganske kort. Derfor har Karen Blixen Camp glæde af elefanter, zebraer og impalaer, der tilsyneladende gerne vil have fat i det lange saftige græs, der er vandet med vort rensede spillevand (sidste stadie i rensningsprocessen). Knækkede grene vidner om elefanternes natlige besøg, mens de øvrige græsædere gerne viser sig ved højlys dag. Da flere safarigæster ikke syntes, at det var nok, at kigge på impalaernes farvetegninger på siden og især i rumpen for at skille dem fra grant- og tomson gazeller, foreslog jeg den meget markante sorte plet på bagbenene som kendetegn. Den sorte plet er et bundt hår om en kirtel, men så er der jo lige spørgsmålet: Hvad bruger de en kirtel på bagbenene til? Tja, det vides ikke med bestemthed – som så meget andet – men et bud er, at de udskiller et duftstof, der kan bringe dem sammen efter en vild flugt fra et rovdyr.
Impalaens anti–rovdyr strategi går nemlig ud på, at en angreben flok springer samtidigt i alle retninger. 360 graders vild forvirring, kan somme tider forvirre en angriber tilstrækkeligt til, at det mister byttedyret af syne.

Impalaen er en succesfuld antilope, der både befinder sig vel på de åbne vidder og i det tætte buskads, hvor den skifter fra græs og urter til blade. Det er jo ikke helt ulogisk, at et dyr med et bredt fødevalg har flere muligheder end meget fødespecifikke arter. Det er nok også årsagen til, at impalaen er repræsenteret ved talrige bestande over store dele af kontinentet.

Impalaerne har for øvrigt en ret pudsig vane, som er temmelig unik for antiloper. De fjerner parasitter hos hinanden på steder, som er svære at nå. Det gælder altså specielt hoved, hals og nakke. Hos mange andre dyr som giraf, næsehorn og flodhest løses parasitproblemet af den lille fugl, oksepikker, der kan fjerne op til 400 parasitter dagligt. Men impalaen har altså udviklet en anden teknik, der er baseret på en hidtil uset gensidighed. Vi kalder de for reciprok altruisme, som er en adfærd, der udføres for at hjælpe et andet individ, hvor udøveren ikke nødvendigvis får gengældt sin indsats med det samme. På sigt udlignes indsatsen, da udøveren selv vil modtage hjælp på et andet tidspunkt, men ikke nødvendigvis af samme dyr. Det er en yderst besynderlig adfærd, som vi ikke helt forstår rækkevidden af, fordi den ikke er genetisk betinget.

Teorien om reciprok altruisme – det er nemlig kun en teori - indikerer, at dyrene har hukommelse og kan genkende individer, de har mødt før. Vi vil ikke forvente, at et individ vil udvise altruistisk adfærd overfor et andet, hvis de ikke mødes igen, da dette ville betyde, at giver ikke kunne få gengældt handlingen. Derfor forventes denne form for reciprok altruisme kun at findes hos dyr, der lever sammen i lange perioder. Herved kan dyrene også genkende og straffe snydere. Snydere kan eksempelvis blive straffet, ved ikke at modtage hjælp, og vil på denne måde blive selekteret fra.


Fugleflugt - Dag 9

Gribbene har travlt omkring ligene langs Mara floden. Der er nok at æde, og arbejdet for føden kan minimeres, men natten skal tilbringes i træernes sikkerhed. Hver morgen sidder de store gribbe i træerne og venter på solen og de varme opvinde, der skal bringe dem tilbage til ådslerne uden yderligere energiforbrug. Mange af savannens store fugle som gribbe, rovfugle og storke udnytter de varierede termiske forhold til en gratis svævetur. Når solen varmer jorden, opvarmer den luften, der udvider sig og stiger til vejrs. Fuglene slår de stor vinger ud, hopper ud i luftstrømmen, og bæres opad. I reglen cirkulerer fuglene opad, og vinder et stykke pr. omdrejning, men på et tidspunkt stopper festen i de koldere luftlag. Herfra kan de bevæge sig i en ønsket retning ved at gå over til glideflugt. Vingerne trækkes lidt ind, fuglen falder lidt i højde, men farten accelererer voldsomt. Nogle høge og falke bruger denne fart til at dræbe eller gribe byttet i luften, mens vore gribbe og marabustorke glider ind i en ny varmestrøm og finder tilbage til ådslerne.

Mange fuglearter har forskellige smarte teknikker til at udnytte vind og varmeskel til at nedbringe energiforbruget til minimum. En del havfugle som stormfugle (eksempelvis albatrosser) benytter sig af vindforskellen mellem bølgernes læside og vindside. De glider ned i læ bag bølgen og drejer op i vinden over bølgetoppen, hvor de accelererer voldsomt og vinder højde. Og så forfra igen.

Selvom vi ser en del Albatrosser omkring Karen Blixen Camp, er der ikke så mange havfugle imellem, men til gengæld har vi megen glæde af den smukke ellekrage med det farvestrålende lilla bryst. Hunnerne sidder ofte på en gren og venter på hannerne kurtiserer med et saftigt insekt. De hører til fuglefamilien med det velvalgte engelske navn ”rollers”. Fuglene ruller nemlig rundt i luften. De stiger opad i høj fart, klapper vingerne sammen og lader sig falde. Når farten er tilstrækkelig høj slår de vingerne ud igen, drejer af og stiger med den optjente energi indtil momentum osv.

Fuglene skal spare på energien. Hvad der er sparet er tjent. Jo mindre energi de skal bruge til flyvning, desto mindre fødemængde behøver de indtage; og desto mindre behøver de flyve for at lede efter føde. Den gode cirkel er soleklar. Alle fugle, der er dygtige til at minimere energiforbruget, klarer sig bedre end andre og får mere afkom, der klarer sig bedre end andre osv.

Det er måske ikke så dumt, når mange mennesker i denne tid bruger rigtig megen energi på at minimere deres energiforbrug.






tirsdag den 12. oktober 2010

Verdenskrigen i trætoppene - Dag 8

En lille naturvandring omkring Karen Blixen Camp bød ikke på så meget vildt, om end vi så gnuer, zebraer og topi-antiloper på afstand. Så jeg brugte lejligheden til at kigge på træer, planter, gødning, kranier og den lille historie som kommer nedenfor, som jeg i et anfald af akut dovenskab har sakset fra min bog, der udkommer efter jul.

Fra bogen ”I begyndelsen var Afrika”

Samarbejdet mellem den lille cocktailmyre og den spinkle akacie, der kaldes fløjtetorn eller galtorn, er ganske spektakulært. Akaciens torne har en stærk, genetisk tendens til at udvikle nogle store runde galler, som myrerne bider hul i og bebor. Myrerne er nogle arrige spektakler, der angriber alt, som kommer i nærheden af træet. Kan de ikke få fat med deres ekstreme kindbakker, oversprøjtes den indtrængende med gift. Myrerne yder således træet en god beskyttelse mod bladspisende vildt, hvoraf de langt fleste helt undgår myrebefængte træer. Til gengæld kvitterer træet med lyse og venlige boliger samt mad. Træet producerer nemlig en næringsrig nektar gennem særlige kirtler alene beregnet på at dække myrernes behov. Rigtige galler dannes eller induceres af insekter, men hos fløjtetornen er der tale om en evolutionært udviklet genvariation.

Fløjtetornens evne til at danne galler stiger og falder med tilstedeværelsen af bladædere. Den kan både skrue op og ned for produktionen af galler og nektar, men det ikke er myrerne, der får træet til at sætte gang i produktion af galler og nektarkirtler, men udelukkende tilstedeværelsen af stort bladspisende vildt som giraf, kudu, impala og spidssnudet næsehorn. Myrerne kan ikke regne med nogen støtte fra træet, hvis ikke træet har brug for deres hjælp. Træet fungerer helt igennem rationelt, og sparer på energien til det yderste. Myrerne er imidlertid så fastlåst i deres adfærd, at de er tvunget til at blive i træerne og kæmpe for overlevelsen i trange tider uden store dyr i nærheden. Deres kolonier er komplekse samfund, hvor de enkelte galler har specialfunktioner som lagerrum, husdyrhold, rugerum og gravkammer. Når vinden farer gennem gallernes huller, fløjter træet, deraf navnet.
Fløjtetornen dominerer store områder med tilsyneladende veldrænet, tør jord, hvor de står med få meters afstand kun omgivet af græsser. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de ofte står i en jord, der kaldes sort bomuldsjord (Black Cotton), som bliver ekstremt våd og klistret i regntiden. Jorden er med andre ord ret uegnet til myretuer, der risikerer at falde sammen, derfor er mange arter flyttet ind i træerne, hvor vi nu ved, at tre andre arter kæmper om pladsen med den oprindelige cocktailmyre eller mimosemyre, der fortsat dominerer omkring 50 % af alle fløjtetorn. Det har udløst den rene myreverdenskrig.

Hvordan kan man vide, hvem der kom først blandt de fire arter? Hvem har det oprindelige ejerskab til træerne? Og hvem er indtrængende nazi’er i et velordnet, fredsommeligt samfund? Samarbejdet mellem træet og den oprindelige cocktailmyre, som vi her kalder for mimosemyre efter dens latinske navn, er det mest eksemplariske eller symbiotiske, hvor begge arter har gavn af samarbejdet uden væsentlige omkostninger. Tilpasningen er tydeligvis af ældre dato. En af de indtrængende arter benytter sig slet ikke af plantens tilbud om liflig nektar, men afgnaver og ødelægger derimod kirtlerne for at gøre planten mindre attraktiv for de nektarspisende arter. En anden gnaver blade og grene over for at standse træernes vækst, så der ikke dannes broer til andre træer og arter. Vækstcellerne fjerne og træernes vækst standses, samtidigt med at mange blade fjernes. Alt i alt sættes disse træer meget tilbage. Den sidste art formår ikke selv lave huler i gallerne, og holder derfor parasitære billearter som husdyr, for at disse kan udføre jobbet. Arter som i høj rad skader træet. Symbioseforholdet mellem træet og de øvrige myre arter er altså noget anstrengt, eller mindre udviklet, fordi de slider på træets trivsel. Man kan dog ikke udelukke, at de belastende myre arter, overordnet set, kan have en gavnlig effekt i forhold til helt at undvære dette forsvarsberedskab.

(Let bearbejdet afsnit fra bogen)



mandag den 11. oktober 2010

Næsehorn og vildtvandring i Masai Mara - Dag 7

Dagen i dag har været fantastisk og kan næppe overgås. Dagen i forgårs var også enestående. I det hele taget byder safari på talrige enestående dage, der ikke kan overgås. Det er måske det særlige ved safari. Det lyder måske underligt og kan ikke umiddelbart forklares, man må selv se efter.

Dagen startede med et spidssnudet (sort) næsehorn med unge i Mara trekanten. En af Afrikas mest usædvanlige og sjældne oplevelser på disse breddegrader, hvor der kun er få tilbage i helt fri natur. Det relativt lille, massive næsehorn foretrækker livet i det tætte buskads, hvor det spiser blade i modsætning til det bredsnudede (hvide) næsehorn, der er udpræget græsæder. De to næsehorn konkurrerer ikke med hinanden. Afrikas vilde næsehorn er stadig udsatte, fordi mange horn ender som skaft på en stupid arabers dolk eller i en lige så stupid kinesisk eller japansk apotekers vindue. Besynderligt, at lidt smulder fra et næsehorn fortsat kan sælges som potensmiddel i 2010. Mon ikke den bedste investering i afrikansk naturbeskyttelse ville være indkøb af Viagra til slatne kinesere?



Hele vejen rundt om næsehornene bød naturen på pragtfulde scenerier som kæmpende hangiraffer, der sloges bravt med halsene slyngede om hinanden, mens de nikkede skaller; Store bøffel – og topiflokke med masser af kalve omgivet af kohejrer og oksepikkere. Vi måtte rive os løs til fordel for endnu en dag ved Marafloden og trækkende vildt.



Tusindvis af hvidskægget gnu var opmarcheret ved Serena overgangen, hvor de igen drillede tilskuerne ved at vandre frem og tilbage mellem vadestederne. I dag var det dog helt tydeligt, at bilerne generede dem og talrige gange stoppede bilkørslen en igangværende krydsning. På et tidspunkt holdt bilerne så tæt på overgangsstedet, at de våde gnuer måtte komme op fra foden mellem bilerne. Resultatet var, at zebrafamilier blev splittet, og gnu kalvene mistede forbindelsen til mødrene. Mange måtte krydse den farlige flod flere gange for at blive forenet. Et unødvendigt ekstra drama.




Hver dag ryger mange tusinde gnuer over, og jeg tror ikke helt på min spådom om, at vandringen holder helt til november. Trods regn kommer græsset for langsomt op – eller også ædes det for hurtigt af køer – og så er der jo ingen grund til at blive hængende. Meget tyder desværre på, at vi har overskredet den grænse, hvor mennesker og vildt kan leve i fordragelighed, og man får den kætterske tanke, at Masai Mara måske ikke skal være et fantastisk naturområde i al fremtid. Det står ingen steder skrevet, at verdens naturområder skal eller vil bevares for eftertiden. Det er noget, vi skal beslutte og arbejde for. Det giver ikke sig selv.

På hjemturen blev himmelen sort, men oplyst af den nedgående sol, så vi fik lige en ekstra time med fantastisk lys over løver, giraffer, krontraner og meget mere inden kæmpehagl satte en stopper for festlighederne.

fredag den 8. oktober 2010

Vildtvandring på Skeletkysten - Dag 6

Masai Mara

Gnuer, zebraer og Thomsons gazeller er på vej tilbage til Serengeti. Næsten hver dag springer en gruppe vandrende vildt ned i Maraflodens farlige vand, der i år strømmer med stor hastighed. Vi kører langs Musiara-sumpene, hvor tusindvis af gnuer ses på højdedragene mod syd. Der er ikke meget aktivitet, og vores forventninger daler. Et par små zebrafamilier ved Maraflodens populæreste krydsningssted får ikke forventningerne til at stige. Hvor er gnuerne? De skulle jo stå her i massevis?

Vi bumler rundt på Maraflodens utilgængelige bredder. Strækningen burde døbes ”Skeletkysten” for hundreder af halvfordærvede dyrekroppe ligger og skvulper i vandkanten, hvor endnu flere gribbe og marabustorke kæmper om de sørgelige rester. Der er hård kamp om skindstumperne, og de gribbe, som ikke er hurtige nok, risikerer et hak i tuden. Marabustorkene holder sig fortrinsvist i baggrunden og snupper de kæmpendes tabte rester. En nilvaran passerer forbi. Der måske en godbid til den. Den er i hvert fald ret ligeglad med os.



Pludselig begynder de andre safaribiler at køre. En lille flok gnuer med et par zebraer i spidsen har i al diskretion samlet sig bag os. Støvet hvirvles op. Alle biler har travlt med at komme først. Her er heldigvis ikke så mange biler, men nok til, at vi må kæmpe om pladsen. Balladen forstyrrer imidlertid vandrefuglene, der vender om og forsøger at snige sig ubemærket bag om os til det andet vadested. Men bilerne bakker og kører i al hast de 50 meter til det modsatte udkigspunkt, men denne gang er vildtet tilsyneladende mere beslutsomt, og snart hopper de første gnuer i vandet.

Linjen af svømmende dyr når efter få øjeblikke den modsatte bred, hvor tre kæmpekrokodiller venter på frokosten. De virker sløve og mætte. Maverne er fyldte, og de er nødt til at fordøje det forrige måltid, før der er plads til mere. Gnuerne skræver over krokodillerne, der ikke rører sig, men snart tager dræbeinstinktet over, og en krokodille glider i vandet, hvor den snupper en kalv i første hug. Den kan næsten have hele byttet i munden. Der er åbenbart plads til mere i maverne, for de øvrige krokodiller glider også i vandet for at tage del i byttet. De tager fat i hver sin ende af byttet og ruller rundt, og kødstykkerne flyver bogstaveligt talt omkring. Krokodillerne puster og ruller rundt. Ligesom mange andre af savannens jægere er de bygget til hurtig og pludselig kraftudfoldelse, men mælkesyren hober sig hurtigt op, og dyret bliver træt og udmattet. En god jagt afsluttes hurtigt eller opgives.

I mellemtiden har zebraerne også sneget sig over floden. De plejer at komme først, men har for en gangs skyld ladet gnuerne bane vejen. Vandstanden er høj, og strømmen hurtig, men det ser ikke ud til at genere de trækkende dyr, der svømmer hastigt med hovedet lige over vandoverfladen. Det er helt anderledes end sidste år, hvor alle kunne vade over Marafloden.

Vi venter forgæves på næste bølge af trækkende dyr. Den trækker ud, og frokosten trækker i os.





Masai Mara

torsdag den 7. oktober 2010

Karen Blixen Camp - Dag 5

Masai Mara

En gevaldig byge lagde i dag en dæmper på vores eftermiddagssafari, der foregik indhyllet i tæpper og regnslag. Forinden havde vi dog nogle ganske enestående oplevelser i selve campen, hvor et stort plettet kattedyr defilerede lige forbi loungen, mans vi sad og kiggede på flodhestene. Hvad leoparden skulle her ved højlys dag, er svært at vide, men ikke desto mindre sker den slags i øjeblikket cirka en gang om ugen. Lidt senere strømmede talrige zebrafamilier til, og man kunne iagttage 10-12 stykker ad gangen drikke af Maraflodens grumsede vand. Uanset hvor mange zebraer man ser sammen, er de organiseret i små familier med en førerhingst og en førerhoppe samt en, to eller tre undergivne hopper og deres føl. Familien er yderst sjældent større. Mange zebraer på samme sted betyder altså mange familier, der ikke nødvendigvis koordinerer deres adfærd.




Så begyndte girafferne at dukke op, og de blev tilsyneladende ved og ved med at komme. På et tidspunkt talte jeg 30 inden for synsvidde, men der har nok været temmelig mange flere. Nogle drak af floden, mens andre stod og nippede til træerne. Hele sceneriet tog over en time. Ganske spektakulært. Det er sjældent at se så mange giraffer på en gang, men for et par dage siden så vi 14-15 stykker samlet på de åbne sletter. Giraffen menes ikke at have snærende familiebånd, bortset fra båndet mellem mor og kalv. En del adfærdsstudier peger på, at giraffer skifter rundt mellem grupperne inden for 24 timer. Men vi ved dog, at de kan se meget langt, og at de kan genkende hinanden på over ti kilometers afstand. Vi ved også, at de kommunikerer med hinanden via ørebevægelser, da ørets hvide bagside kan ses på lang afstand. Derfor forestiller denne blogskriver sig, at giraffer måske skal opfattes som hørende til bestemte klaner.

Impalaer ser vi dagligt. De står her mere eller mindre hele dagen, og det ser næsten ud som om, de har en fredsaftale omkring drikkeriet. De er organiseret ligesom hjorte med en dominerende han, der leder et ofte gigantisk harem af hunner med deres respektive unger. Når de store grupper kommer for at drikke, sker det ganske fredfyldt, mens grupper af ungkarle ser til. Hunnerne skal dog ikke langt væk, før den dominerende han må forsvare sin position over for ungkarlene. Hos impalaen har kun hannerne horn, i modsætning til andre antiloper, som lever på den åbne savanne, hvor også hunnerne har horn. Hos alle de antilopearter, som har deres naturlige levested i buskads, har hunnerne derimod ingen horn. Hvorfor det?

Antilopehannernes horn har et vigtigt formål i forhold til parringsrettigheder: De største horn giver i reglen de største parringsmuligheder. Både hanner og hunner bruger deres horn til forsvar, men i busklandskabet kan hornene være en hæmsko. De hænger fast i grenene og kan gøre det svært at flygte. Hvis forsvarsmulighederne alene skal vejes op imod flugtmulighederne, taber forsvaret. Derfor har hunnerne ikke horn. Men da hannerne har brug for deres horn til parringsrettigheder, beholder de hornene, også hvis de lever i det ugæstfri busklandskab. Men hvorfor har impalahunnen, der ofte ses på den åbne savanne, så ingen horn? Fordi den er generalist, undtagelsen der bekræfter reglen. Den spiser både græs og blade.



tirsdag den 5. oktober 2010

Karen Blixen Camp - Dag 3

Masai Mara

Bag Karen Blixen Camps telte går en zebrafamilie. Et lille føl er slemt medtaget med blødende sår på benet og lange, dybe rifter på ryggen. Hannen har også fået en del skrammer. Tilsammen fortæller skaderne om et natligt hyæneangreb på føllet, som hannen er kommet til undsætning. Hannens vigtigste opgave er at forsvare sin familie og især afkommet, der jo repræsenterer videreførelsen af hans gener. Hannen er en dygtig og indædt forsvarer, men indimellem må en han lade livet. Jeg har flere gange set de sørgelige rester af en zebrahingst omgivet af den flygtede familien, som er vendt tilbage til dramaets centrum for at søge efter ham. Det er ikke sikkert, vi får fortsættelsen på dette drama, men i første omgang er alle overlevet, og vildt har en forbavsende evne til at komme sig.

Naturen er fuld af eksempler på, at forældre ofrer sig selv i kampen for afkommets overlevelse. Det er ganske almindeligt at fugle bruger sig selv som lokkemad for at fjerne rovdyrs opmærksomhed fra reden, ligesom bavianer ofrer sig selv til en angribende leopard for at beskytte klanen. Eller som her: at en zebrahingst danner front mod en angribende løveflok, mens hunner og føl bringer sig i sikkerhed. Det handler om at beskytte egne gener, men der er tillige en tendens til at understøtte gener i fjernere led (fætre/ kusiner). Det ses eksempelvis hos løver, hvor ungerne dier hos alle flokkens hunner, der næsten altid er tæt beslægtede. Der er dog en klar sammenhæng mellem den afgivne mængde mælk og gentætheden. Mødrene giver altid deres egne unger mest mælk. Når hunnen afgiver mælk til en niece, nevø eller barnebarn, som hun kun deler 25 procent gener med, må det altså ikke ske på bekostning af hendes egne ungers velbefindende. Det ville bryde med naturens regel om optimering af egne geners muligheder. Man må derfor konkludere, at systemet giver egne unger en større chance for at overleve, samtidig med at beslægtede genpuljer også hjælpes lidt på vej. Det er trods alt bedre end ingenting.

Vi kalder denne form for opofrelse altruisme, hvilket altså kan defineres som adfærd, der gavner andre individer, og derved nedsætter udøverens egne muligheder. Fra et evolutionsteoretisk eller darwinistisk synspunkt vil alle organismers primære adfærd være styret af driften til at sende flest muligt gener videre til næste generation, og man må derfor fortolke alle adfærdsmæssige forhold i lyset heraf. Al adfærd, der i almindelighed beskrives som opofrelse eller altruisme, er derfor i sidste instans selviske i forhold til det overordnede formål, nemlig at sikre egne geners overlevelse.

Billedet fra Leopard Gorge, hvor vi ikke så meget til leopard, men til gengæld var en lille zebrafamilie trængt ind for at nyde de lange urørte græsser.


mandag den 4. oktober 2010

Karen Blixen Camp - Dag 2

Masai Mara

Mens vi sidder og kigger på en gammel hanelefant af den sjældne slags med rigtig lange stødtænder, kommer en lille elefantfamilie raskt imod os og gør ophold i en lille skovtykning, hvor de straks kaster sig over træerne. Vi kører hen for at kigge nærmere, og mens vi kører de få hundrede meter, dukker en eller måske to elefantgrupper mere op. Det er ikke helt klart, om de tilhører samme familie.

Vi er pludselig omgivet af elefanter til alle sider, omkring 30 fordelt på en eller to familier. De nøjes ikke med at æde, men i løbet af den næste time hilser og kæler de med hinanden, hviler under de mest skyggefulde træer, mens de helt små bogstavelig talt flader ud på jorden. Hilseritualerne er gentagne og omfattende, og de har resulteret i nedenstående billeder, hvor man kan se, hvordan de står hoved mod hoved og ruller snablerne rundt om hinanden og ind i hinandens mund. Yderst på snablen sidder deres to fingre med meget følsomme celler, der bruges til berøring understøttet af den enestående lugtesans, der samlet bringer de enkelte elefanter i yderst tæt kontakt med hinanden. De er alle beslægtede, alle kender hinanden særdeles godt, og de ses formentlig dagligt. Alligevel skal der føles på alle tangenter. Elefanternes møde er koordineret. De har sendt deres dybe brummelyde gennem luft og jord, signaleret og truffet aftaler med hinanden over lange afstande. Tæt beslægtede elefantgrupper – familier – står i tæt kontakt med hinanden livet igennem.

Desværre kan de ikke spise af græsset, der godt nok er grønt og saftigt, som jeg skrev i foregående blogindlæg, men det er gnavet alt for langt ned af gnuer, zebraer og især masai køer. Derfor vil de utvivlsomt følge andre af deres fæller og vandre mod højdedragene vest og nord herfor. Her møder de marker, afgrøder og agerdyrkere. Snart kan vi læse om elefanternes huseren og ødelæggende raids mod afgrøderne. Vi vil sandsynligvis få at vide, at elefanterne ikke vil blive i ”deres” reservat – de må være blevet for mange.

Elefanterne er nu ikke blevet flere, men landbruget rykker tættere og tættere på deres levesteder. Hvor der før var savanne og skov, er der nu marker. Vi indskrænker deres levesteder med raketfart og bruger ”deres” reservater som foder for kvæg. Det er svært at se elefanterne som årsag til problemerne. Spørgsmålet er vel egentlig, om vi vil tillade elefanterne at leve i vores verden. Menneskets personlige ejendom.





Tilbage i Karen Blixen Camp - Dag 1

Mara North Conservancy/Masai Mara

Masai Mara ser helt anderledes ud end for et år siden. Forskellen er regn. Det meste af 2009 var karakteriseret ved tørke, men i 2010 har det til gengæld ikke skortet på regnens velsignelse. Det må vel snart konkluderes, at vi ikke ved noget som helst om regnmønstret i Masai Mara – hvis der da overhovedet er et mønster. Glem alle anbefalinger og statistikker. De holder ikke alligevel.

Alt er frodigt og grønt. Græsset er gnavet godt af, men det skyder så hurtigt, at store flokke af gnuer stadig står hele vejen langs Maras vestlige højderyg kaldet Oloololo. Hvorfor krydse grænsen tilbage til Tanzania, når der er rigeligt med friske forsyninger her? Regnen falder i små byger med få dages mellemrum og som regel i skumringen, hvor det ikke når at fordampe. Planterne har derfor fuld glæde af nedbøren, og skyder frem så hurtigt, som det afgnaves. Græsæderne har ideelle forhold. De åbne sletter er fyldt med næringsrigt græs, der samtidig er så lavt, at de kan holde et åbent øje med rovdyrene. Bedre fås det ikke fra gnuernes synspunkt.

Til gengæld er rovdyrenes liv blevet mere besværligt. De kan ikke komme tæt på byttet, og skulle det alligevel lykkes, er disse så velnærede og adrætte, at de ofte kan nå at stikke af. Forskellen fra sidste år er enorm. Gnukalvene har overlevet i enormt antal, de er store og stærke, så der er lagt op til en kæmpevandring i 2011.

Gnuvandringen 2010 er allerede godt i gang, og gnuerne må forventes at krydse Marafloden gennem hele oktober og muligvis ind i november. Fortsætter bygerne, vil en del af den vandrende bestand formentlig blive i Masai Mara som en del af den faste bestand, indtil nye tørkeperioder reducerer dem.

Karen Blixen Camps egen ”private” flodhesteflok klarede sig rimeligt igennem sidste års tørke, men kunne dog mærke presset, og pludselig var bestanden reduceret fra 55 til 35. En yngre han har snuppet sig en ny flok og fundet sit eget flodstykke. Bestanden var blevet for stor til græsningsarealet og regulerede derfor sig selv.
Alt er nu ikke lysegrønt, selvom græsset er grønt. Masai-kvæget tager også sin massive told af græsset, der således holdes så kort, at elefanterne ikke kan få fat i det. I morges så vi omkring 30 elefanter skøjte hen over deres foretrukne fødeemne og stoppe ved en gruppe små træer, der blev flået synder og sammen på en halv times tid. Problemet er ikke, at elefanterne ødelægger og spiser træerne, men at de nu også gør det i den periode, hvor de burde æde græs. Når elefanterne må ty til træer i de fødemæssigt mest attraktive perioder, vidner det om en kolossal ubalance, der på kort sigt kan være meget ødelæggende for hele områdets økologi.