Karen Blixen Camp

Om træer, fældning og miljø

Der findes efterhånden mange undersøgelser, der viser, at Masai Maras træer forsvinder med lynets hast, men man behøver faktisk ikke så megen videnskab i denne sag; det er bare at åbne øjnene. I dag findes store åbne områder, hvor afstanden mellem træerne sagtens kan være over en kilometer, de buskede områder svinder ind til små øer i det åbne landskab, og galleriskovene langs vandløb bliver tyndere og tyndere uden egentligt høje træer. Således er Masai Mara meget anderledes i dag end for 25 år siden, hvor buskads og højere træer var et karakteristika. De sjældne hårde træsorter, der har været mange hundrede år undervejs, er stort set forsvundet og kun i Mara trekanten, ser man en stor population af den smukke ørkendadel.

I disse dage tager elefanterne en gevaldig told af træerne, således som de altid gør i tørkeperioder. Akacier bliver væltet om, barken afstribet og selv mellemstore grene med en diameter på over ti centimeter nedsvælges. Overalt står flåede træer og vidner om elefanternes hærgen, men det er trods alt naturens orden, og den positive side er åbenbar. Elefanterne bidrager væsentligt til savannens åbning, og skaber dermed nye muligheder for andre typiske græsædere. Hver gang et træ destrueres, får græsser og urter bedre vækstmuligheder, og disse sidstnævnte bidrager med langt den største biomasseproduktion. Græsser og urter udgør langt den vigtigste fødeproduktion på savannen, og således bidrager elefanternes destruktion af træer faktisk til at understøtte, ikke bare dens egen eksistens, men også en lang række andre arters eksistens.

Hvor er så problemet?

Man kan stille spørgsmålet; hvordan skal savannen se ud? Hvordan skal forholdet mellem træer og græsser være? Svaret er langtfra entydigt, fordi savannen er dynamisk – som al anden natur – og variationerne bølger gennem tiden. En del af Mara har efter al sandsynlighed engang været ren busksavanne med en masse tsetsefluer, der smittede alt kvæg med sovesyge (Nagana). Sidenhen har såvel masaier som elefanter åbnet landskabet ved afbrænding og destruktion. En anden del af Mara har været præget af de årlige vildtvandringer, der netop har skabt de mere åbne græsarealer, med gamle spredte træer, som har holdt på jordlaget. Alt i alt har disse omstændigheder skabt et meget varieret og vildtrigt landskab, som vi finder værd at bevare for eftertiden.

Mange høje træer i tæt bevoksede galleriskove i lavninger og langs floder, betyder levesteder for en masse planter og vildt, der spiller sammen med de åbne områder, og er med til at give det samlede økosystem en langt højere diversitet og dermed også en høj stabilitet. Økosystemets stabilitet betyder, at det bedre er i stand til at modstå naturkatastrofer, klimaforandringer og alle former for miljømæssige ændringer. Man kan sige, at systemet opretholder sig selv. Meget tyder på, at der er sammenhæng mellem regn og skov. Hvis skoven fældes, regner det mindre, og tørkeperioderne bliver længere og mere vedholdende. På den åbne savanne holder træerne på jorden, hindrer erosion og jordflugt. Alle savannens næringsstoffer ligger i de øverste jordlag (som følge af den høje fordampning), og hvis jordlaget først slides af og blæser væk, starter en irreversibel ødelæggelse, som man i øvrigt ser tusindvis af steder i Afrika.

Den igangværende træ destruktion er en alvorlig trussel mod landskabet. Den vigtigste årsag til problemet er menneskets afbrænding af træ. Lokalbefolkningen er vokset kraftigt, og forbruger derfor en stigende mængde brænde til madlavning og opvarmning, men den værste og mest ødelæggende destruktion kommer fra den massive turisme. De fleste store hoteller i Masai Mara bruger enorme mængder brænde til vandopvarmning. Alle deres vandtanke er forbundet med brændeovne, der stort set er i gang hver dag. Formelt hedder det, at vandtankene er sol opvarmet, med tilskud af brænde på overskyede dage. De anvendte tanker er imidlertid ikke solfangere, men blot almindelige tanke, der kun kan afgive varmt vand midt på en solrig eftermiddag. I årevis har lastbiler kørt rundt for at samle brænde, og i et enkelt stort område kan man se hundredvis af stubbe af sjældne ”hardwood” træer fældet af en enkelt lodge. I folkemunde er det Governors Place, efter den pågældende lodge.
I Karen Blixen Camp har vi derfor besluttet, at vandet skal opvarmes med individuelle gasbrændere, hvor man kun lige opvarmer den mængde vand, der bruges. Al anden energi kommer udelukkende fra solpaneler. Vi har desuden sat et stort genplantningsprojekt i gang. Vi har to mænd fuldt beskæftiget med at avle træer og udplante dem. I år udplanter vi 20.000 træer. Det er samtidigt lidt af et udviklingsprojekt, fordi vi mangler viden om, hvad der får træer til at spire og, hvordan deres vækst bedst understøttes. En del træer sætter kun frø hvert 5 – 10 år og nogle af disse skal igennem vildtmaver, afbrændes eller ligge i vand for at spire. Det er ikke helt nemt men spændende.

Alle billeder er taget i oktober 2009

Næsehorn, krybskytter og kvægtyve

De fleste er glade for turen til Maras hvide næsehorn, selvom den delvise bevogtning kolliderer med ønsket om at opleve vildtet i frie og naturlige omgivelser. Det er imidlertid længe siden, Afrika har været fri natur, og vi må leve med de stadigt mere påtrængende kompromiser. Næsehornene er en gave fra Sydafrika, overrakt af Nelson Mandela, og gaver skal man jo passe på. En tidligere gave endte som skæfte på dolke i Yemen og potensmidler i Østen. Næsehornene nedkom med en unge i januar 2007, hvor Kofi Annan besøgte Kenya for at mægle i de daværende politiske stridigheder. Ungen viser sig at være et roligt og besindigt væsen, der nu lyder navnet Kofi Annan. Krybskytter har såmænd også forsøgt sig med disse næsehorn, men heldigvis havde et af de stolte dyr et horn i siden på de indtrængende, som forsøgte at save attributten af dyret. Det hvide eller rettere brednæsede (hedder det snude?) næsehorn trives godt mange steder, specielt i Sydafrika, hvor de fleste reservater eller vildtfarme efterhånden avler dem. Det siges, at de ikke hører til i Mara – at de aldrig har været her naturligt, men hvem ved i grunden det? Hvide næsehorn findes både syd og vest for Mara, og eksistensbetingelserne er ganske glimrende, så der er faktisk ingen grund til at tro, at de aldrig har været her.
Desværre er krybskytteri blevet mere udbredt i de seneste år. Elefanter forgiftes og stødtænderne fjernes. Der går næsten ikke en måned, hvor politiet ikke konfiskerer elfenben eller fanger smuglere. I Mara har vi efterhånden en del konkrete tilfælde, og man regner med, at der er røget en halv snes stykker på den konto gennem det sidste år.

Da man i 1991 forbød al handel med elfenben i hele verden, droppede prisen på elfenben til en tiendedel ”overnight”. Forinden var jagttrykket på elefanterne så kraftigt, at de selv fandt ind i de bedst beskyttede nationalparker, hvor vildbetjente ydede dem en vis beskyttelse. Tre måneder efter forbuddet begyndte elefanterne igen at sprede sig, som om de vidste at de var i sikkerhed. Diskussionen om forbud eller begrænset salg af kontrolleret elfenben bølger frem og tilbage. I Østafrika kæmper man for totalt forbud, der er det eneste, som har vist sig effektivt. Kontrolleret salg giver konsekvent anledning til krybskytteri, fordi nogle fifler med licenser og tilladelser. Da man på et tidspunkt diskuterede en kvotaordning, bad Somalia om en kvote på 14.000 elefanter, men deres totale bestand har aldrig været over 7000 og er formentligt langt, langt mindre. Hvad mon de skulle bruge den kvote til?

I det sydlige Afrika er man helt vild med nedskydning og salg af elfenben. Det hedder sig, at elfenben skal betale for elefanternes ødelæggelser af befolkningens afgrøder, og desuden mener man, at for mange elefanter ødelægger beplantningen. Der er simpelthen for mange elefanter i eksempelvis Kryger, lyder argumentet. Hvordan regner man det ud? Elefanterne ødelægger træer – især i tørtiden – det har de gjort i millioner af år, og vi ser det hver dag her i Masai Mara. På den måde åbner elefanterne savannen, skaber større græsarealer og dermed mere mad til sig selv og savannens mange antiloper, der fortrinsvis græsser på åbne arealer. De åbne arealer, er langt de mest produktive områder, og uden elefanterne ville de næppe eksistere. Kryger nationalpark er fyldt med tæt buskads og rummer derfor langt mindre vildt end eksempelvis Mara – Serengeti økosystemet. I slutningen af 1800 tallet begyndte europæiske lorder og andet godtfolk at valfarte til Kryger for at nedskyde elefanter og vinde guld og gods, hvis de ikke havde det i forvejen. De fik næste gjort kål på bestanden, inden den blev fredet. Dette er formentlig årsagen til, at Kryger ser ud som den gør det i dag, og man kan med rette spørge: hvad er egentlig Krygers rette udseende?

Mere tørke

Fra toppen af Mare kunne vi i går iagttage regnbyger i Western korridor” i Tanzania, så de sidste gnuer er formentlig trukket af sted med halen mellem benene for at æde løs af de friske grønne græsser, der vil skyde op i løbe af få dage. Det er også den vej masai krigerne er draget med Maras samlede kvægbestand, dog skulle de endnu ikke være krydset grænsen. Det forlyder nu, at de overfaldes af talrige sværtbevæbnede folk fra Tanzania, der - ind til videre - har stjålet mere end 200 stykker kvæg. Præcist, hvad der foregår, ved vi ikke, men det går garanteret ikke stille af.

Her har vi stadig ingen regn, og vildtet trækker sammen omkring Karen Blixen Camp, hvor vi stadig har lidt græs – ikke mindst det, vi selv vander – og let adgang til Mara flodens vand. Der er ingen tvivl om, at vildtets besøg vil intensiveres indtil der kommer regn og vandhullerne fyldes. Lige nu glæder vi os over den enorme vildtmængde, som vi kan se på 50 meters afstand, men medaljen har en bagside. Flodheste og bøfler taber sig. Man kan tydeligt se flodhestenes hofteben, og skindet er en anelse slunkent. Vor nabo camp er begyndt at fodre deres flodheste, men det ligner en Sisyfos opgave at skaffe vore 50 flodheste 2 tons frisk græs om dagen. Vildt der er i stand til at spise blade og udsøge sig den mest energirige føde, ser fortsat ud til at klare sig godt. Akacie træerne er meget grønne, men snart falder vandspejlet og bladene visner – mon dog ikke vi snart få en byge – indtil videre må vi nøjes med et par lyn hver aften.

Nu går den vilde jagt

Vi oplever den ene fantastiske dag efter den anden i Karen Blixen Camp og Mara, hvor de fleste vandhuller er udtørret, og vildtet tvinges til at drikke af Marafloden. Den flade flodbrink overfor restauranten er en ren zoo. I de sidste to dage har store flokke vildt frekventeret flodbrinken dagen igennem. Vi taler her om bøffelflokke på over 50, 30 elefanter, 15 – 20 giraffer, 30 topier, og talrige vandbukke, zebraer, impalaer, vortesvin, bavianer og gnuer.

Gnuerne er stadig på vej tilbage over Marafloden til Tanzania, men græsset er stadig ikke grønnere på den anden side, så der venter dem nogle kummerlige dage. Nogle vælger da også at komme tilbage, så vi kan nok se frem til nogle spektakulære krydsninger nogle uger frem. I går blev sceneriet ved flodbrinken ødelagt af en støvsky, der pludselig hvirvlede frem mod de trækkende gnuer og landede på ryggen af en stor han. Det var såmænd en løvinde, der havde ligget i skyggen med fuld mave og fordøjet, men som altså ikke kunne modstå fristelsen, når så meget friskt kød defilerede forbi. Alle stirrede forbløffet på den uventede scene lige foran bilerne. Der gik flere sekunder før man hørte jublen forplante sig fra bil til bil. At se en løve snige sig ind på et dyr, følge den korte jagt og nedlæggelsen er ikke enhver beskåret, men ikke desto mindre, har vi set det to gange på 5 dage. Begge gange en hunløve, der alene nedlægger en fuldvoksen antilope (henholdsvis topi og gnu) med uhyre effektivitet.



Alle rovdyr nedlægger bytte i flæng i disse dage, der ligger næsten konsekvent bytte i nærheden af løve og leopard. Geparder og hyæner med fyldte maver hører til dagens orden og i går, så vi såmænd en stor bavian helt indsmurt i blod efter et godt måltid. Mange dyrebørn og svækket vildt gør jagten let. Det ser ikke ud til at nogen chancer lades uudnyttet, og det mest bemærkelsesværdige er, at hvert rovdyr selv tager affære uden at afvente klanens deltagelse i jagten. Jagtlykken må ligge tæt ved 100%, og dermed udfordres alle de faglige statistikker over vildtets jagtlykke, ifølge hvilken en enlig løves chancer for at nedlæge et bytte er omkring 15%. Det samme gælder geparden, der statistisk set skal ud i 10 opslidende jagter for at få et bytte. I de sidste mange måneder, har de levet godt og ubesværet af nyfødte thomson gazeller, og nu kan de skifte til impala unger, der er på vej i tusindvis. Statistikkerne siger naturligvis noget om forskellene i jagteffektiviteten mellem de enkelte arter og organisationen af den enkelte arts jagt (individ kontra gruppe), men gennemsnitsværdierne siger næppe meget om den konkrete situation i naturen, så man skal nok passe på med generaliseringer.

Efter gårdagens løvejagt, spredte de trækkende dyr sig meget, og flere forsøg på at krydse Mara floden løb ud i ingenting. Bortset fra en lille flok topier, der smuttede over på egen hånd efterfulgt af en halv zebrafamilie, der dog måtte tage turen tilbage, da resten af truppen ikke ville ende som krokodilleføde. Senere afsøgte vi det store græsområde mellem Governors Camp, Serena og Mara floden, men der var ikke meget at se fordi området er stærk domineret af det næringsfattige røde havregræs, som fortsat står urørt i høje tørre totter. Tilsyneladende forlader vildtet disse ret store områder af Mara, når de har taget alt det, der står mellem havren. Det kan være direkte farligt for mange arter, at spise næringsfattig føde, fordi det fylder maven, men giver for lidt næring, hvorefter vildtet taber sig og afkræftes. Man kan undre sig over, hvordan der er opstået så stort et vildtmæssigt ”ingenmandsland” på begge sider af Mara floden, som det migrerende vildt skal igennem for at komme til de gode græsser længere mod nord. Forklaringen skal nok søges i, at netop dette område er så hårdt eksponeret for græsning, når de store flokke kommer sultne sydfra. Efterhånden som de gode græsser er ædt væk, har de dårligere, uspiselige græsser fået bedre vilkår. Det bør undersøges, om dette forhold kan ændres ved afbrænding af havren, hvilket formentlig tidligere har været tilfældet, da Masaikvæget gik i området.

Tørke, masaier og masser af vildt

Man kan naturligvis ikke glæde sig over tørke, når man ved, at det rammer en masse mennesker som en dødelig trussel. Men her i Masai Mara er det nu engang et eksistensvilkår, en uomgængelig del af naturens cyklus, som vildtet er tilpasset, og det er bestemt fascinerende at betragte, hvordan de vilde dyr klarer sig under denne udfordring.

Safarilivet er fortsat fantastisk. På få dage har vi oplevet gnu og zebra krydse Mara floden, 4 forskellige løvegrupper, to leoparder i hver sin ende af Mara, 3 geparder, en enorm bøffelflok med masser af kohejrer og oksepikker, mindst 50 vortesvin i familiegrupper med op til fem små grislinger i hver, masser af giraffer, flodheste, antiloper og såmænd også et af de sjældne løvedrab.

Masaierne vil allerede nu opleve 2009 som et tørkeår, måske slipper vi med den milde tørke, kalvedøden, men det ved vi ikke endnu. Kalvene ligger døde fra Marienda landsbyen til Musiara Gate og vidner om, hvilken vej de unge krigere er draget ud på ukendte eventyr med hele kvægflokken. De altædende geder er blevet tilbage og klarer sig med tørre grene, konservesdåser og en smule græs, men kvæget har ingen chance for at klare sig. Flokkene er blevet for store og kræver alt for meget på kort tid. Gennem kunstig udvælgelse har vi mennesker avlet tamme kvægracer, der giver glimrende kød og store mælkemængder, men evnen til at modstå tørke og mange naturligt forekommende sygdomme, er gået tabt under vejs. Gennem avl er vort kvæg blevet nogle svæklinge, der klarer sig skidt uden mennesket. De unge masaikrigere har hermed fået en chance for at vinde hæder og ære, som ikke er blevet andre til del i de sidste mange år, hvor nomadedelen af krigerlivet, er blevet afløst af en afslappende tilværelse med masser af mad og vand, der har reduceret arbejdet med kvæghold til næsten ingen ting. Nu er de på eventyr efter ukendte græsgange langt nede i Tanzania, hvor de følger de ældste anvisninger, baseret på overleveret viden og erfaring fra lignende situationer. Formår de unge morans at løse opgaven, måske stjæle lidt kvæg undervejs (en hæderkronet beskæftigelse), dræbe et par rovdyr eller måske ligefrem en kvægtyv, så vil hæderen ingen grænser kende, og der er lagt et solidt fundament for deres fremtidige status som ældste. Inden jeg svømmer helt over i romantiseringen af krigerlivet skal jeg lige tilføje vor campmanager, Martins, bemærkning til de mange vanskelige opgaver, som de selv skal løse: ”De tager sgu da bare mobiltelefonen!”. Det er nok ikke helt forkert.

Tørken volder størst problem for drøvtyggerne, der kun kan fylde mavesækken i begrænset omfang og må vente på, at den langsommelige fordøjelsesproces er tilendebragt, inden der kan fyldes mere på. Hvis energimængden i føden er ringere end arbejdet med at indtage den, er der altså et energiunderskud, som betyder, at dyret taber sig. Det ser ikke ud til at ske for eksempelvis zebra, der kan indtage store fødemængder, der køres løbende igennem fordøjelsessystemet, men også her gælder reglen om energibalancen. Vi ser slunkne og syge bøfler og flodheste, men også velnærede. Tørkens told rammer først og fremmest de svage individer - survival of the fittest – en enkelt flodhest var flygtet fra sit udtørrede vandhul og svedet op af solen i sin søgen efter et nyt vandhul. Vi er lidt bekymrede for vores flodheste i KBC. Der er ca. 50, hvilket betyder, at de har behov for to tons græs i døgnet, og vi kan ikke se, hvor de skal findes. Til gengæld har vi stadig så meget vand i Mara, at flodhestene kan ligge neddykkede, i den svale brune flod og vente på bedre tider.

Forleden aften snuppede en hunløve en stor, gravid topi antilope. Det er sjældent løverne får fat i den graciøse og vagtsomme antilope, der plejer at stille sig til rådighed som vagtmand for savannens øvrige vildt. Både topi og andre typiske antiloper fra den åbne savanne har ændret adfærd på grund af tørken. Mange antiloper har trukket ind i områder med små træer, hvor skyggen under træerne sikrer en anelse mere grønt græs. Vi ser også mange af dem omkring KBC og inde på området natten igennem, fordi vi vander med spildevand, og er efterhånden det eneste sted, hvor der er rigtig saftig græs. Antiloperne er ikke tilpasset disse områder, hvor de bliver et let bytte for rovdyr, der sniger sig ind på ofret. Det var nøjagtigt, hvad der skete med topi’en, men det var ret chokerende at se løvens effektivitet. 10 sekunders løb, bang, topi’en var nede og dræbt indenfor et minut. Vi taler ofte om Maras bløde løver, der er tilpasset små antiloper, og derfor ikke er specielt farlige – men det må komme an på en prøve. Respekten er ikke blevet mindre herfra.

Rovdyr har kronede dage. De mange svage byttedyr, der tilmed stiller sig fordelagtigt, gør livet let for alle rovdyr, der æder så det er en ren fornøjelse og tilmed nedlægger hvad som helst ved højlys dag. Gispende, fyldte løver, geparder og hyæner hører til dagens orden. I dag så vi en mæt hunløve, der ikke kunne undslå sig fra at nedlægge en stor gnu i middagsheden. Men heden blev for meget, så hun besluttede sig at slappe af i skyggen i stedet for at æde.

Giraffer og Darwin 2

I august-bloggen skrev jeg om Darwin og de fysiologiske problemer, giraffen har overvundet i kampen for sin egen fødeniche højt over jorden. I denne måneds udgave af "Illustreret Videnskab" kan man læse en fremragende artikel om disse forhold med glimrende illustrationer af blodtryks- og kredsløbsproblematikken. Anskueligt og let forståeligt.
Redaktøren synes åbenbart, at hovedtemaet ikke er fyldigt nok og vælger så at referere andre videnskabelige arbejder, der til gengæld bliver mere sparsomt belyst.

Således nævnes en forskergruppe i Namibia, der har undersøgt giraffens spisevaner og konstateret, at giraffer ofte bøjer sig for at spise, hvilket ifølge I.V. får dem til at konkludere, at den evolutionære drivkraft bag giraffens lange hals ikke er fødenichen, men muligheden for sex. Den bemærkelsesværdige konklusion, skyldes at knoglerne i hannernes hoved vokser sig tykkere livet igennem, og kraniet opnår den formidable vægt af 20 kg. Når det tunge hoved anbringes på en lang hals, har giraffen et slagkraftigt våben, der flittigt brugs mod artsfæller af hankøn.

Argumentationen er ikke knivskarp. Hvorfor skulle hun giraffen udvikle en lang hals, hvis det kun er hannerne, der har brug for den. Den slags energispild er uhørt i naturen. De forholder sig nok således, som de fleste zoologer synes at mene, at halsen er udviklet med henblik på adgangen til en fødeniche uden konkurrence. En helt kolossal fordel. I takt med halsen er udviklet, og de fysiologiske udfordringer er mindsket, vil det være helt i tråd med evolutionslæren, at andre funktioner udvikles sideløbende som en slags side effekt. Giraffens hals vil udvikle sig lige præcist så længe, at den anvendte energi ikke kan bruges bedre på anden vis. Den dynamiske energioptimering betyder, at tusinde udviklingsprocesser griber ind i hinanden uden bestemt retning, og ingen processer afsluttes nogen sinde. Derfor kan man heller ikke tale om fuldkomne tilpasninger. Som den franske biolog og nobelprismodtager Francois Jacob udtrykker det, bør man omgå den naturlige udvælgelse med en vis forsigtighed, således, ”…at man ikke kommer til at opfatte naturen som en perfektion, som Guds skaberværk”. Det lader vi Linné om!

Men tilbage til Giraffens hals og spisevaner.
Jeg har studeret giraffer i Masai Mara og andre steder i 25 år, og den dag i dag vil jeg hævde, at kunne fastslå en girafs køn med 90 % sandsynlighed blot ved at iagttage spisevanerne. Hunnerne bukker sig generelt temmelig langt efter føden, mens hannerne oftest har helt eller delvis ret hals. Således konkurrerer kønnene ikke om føden. Blandt giraffens mere end 100 fødeemner er nogle mere foretrukne end andre. Et friskt akacieskud, hvor tornene stadig er grønne og bløde, vil afgjort være at foretrække for de fleste andre fødeemner uanset højden. Man skal jo huske på, at vi næppe selv ville stå på tæer for at plukke et rødt æble, hvis vi kan finde et i øjenhøjde, og specielt ikke hvis sidstnævnte æble er størst.
Giraffens lange hals betyder først og fremmest, at dens aktionsradius er større end alle andre dyr (bortset fra elefanten), og dermed er den i besiddelse af en kæmpefordel i kampen om føden. Heldigvis for giraf og andet vildt er livet ikke udelukkende en kamp. Lange stabile perioder med rigelige fødemængder giver også giraffen mulighed for at træffe fordelagtige valg som kompromis mellem fødeemnet og nakkens bøjning.
Alt på giraffen er udviklet med henblik på at kunne række højt. Udover halsen gælder det også ben, nakkehvirvler, hovedformform og tunge. Evolutionens drivkraft er 100 % rationel, og forekommer det ikke at være tilfældet, bør man overveje, om det ikke er én selv, der taget fejl.
Synet er et andet eksempel på en ”sideeffekt” af den lange hals. I modsætning til elefanterne og næsehornenes elendige syn, har giraffen udviklet et formidabelt ”rovfuglesyn”, der på toppen af den lange antenne giver giraffen et enestående overblik, der næsten umuliggør snigende angreb. Hvor elefanten har brugt energi på udvikling af snabel og tilsvarende udviklet lugtesansen, har giraffen altså satset på hals og syn. Logikken er slående. Giraffen har både udviklet evnen til at beskytte sig mod rovdyr og samtidig fået adgang til sin egen føde niche og dermed opfyldt de to væsentlige kriterier for at skubbe generne videre til næste generation. Så mangler vi bare parringen, og diskussionen om hvad, der kom først; hønen eller ægget!

Nye DNA undersøgelser af Afrikas giraffer har afsløret, hvad man kalder 6 destinktive arter. Hidtil har der været bred enighed om, at alle Afrikas giraffer var en og samme art og de mest destinktive blev regnet for underater som eksempelvis netgiraffen. De genetiske analyser viser, at Afrika har 6 forskellige populationer, der tilsyneladende har udviklet sig individuet i mere end 5000 år, og altså i den mellemliggende periode ikke har parret sig med hinanden. Herved er de i genetisk forstand kommet så langt fra hinanden, at man kan begynde at tale om forskellige arter. Spørgsmålet er, om det så også er egentlige arter eller blot underarter - i følge den gængse definition taler vi nemlig kun om forskellige arter, når de ikke kan parre sig med hinanden og få avledygtigt afkom. Det er ikke nok, at de tilsyneladende ikke blander sig med hinanden i naturen.

Hvis der er tale om forskellige arter, er det faktisk lidt af en sensation, fordi moderne dokumentation har vist at artsudviklingen sker gennem radiation/udstråling - det vil sige, at en art spreder sig i et større område og med tiden isoleres de enkelte populationer mere og mere, påvirkes af lokalmiljøet og tilpasser sig løbende til dette. Efterhånden bliver forskellighederne som omfattende, at vi må tale om nye arter. Der er masser af den slags eksempler i evolutionshistorien - mennesket blot for at nævne et enkelt - men de fleste ligger jo så langt tilbage, at dokumentationen bliver mindre konkret og anledning til voldsomme diskussioner. Selvom indicierne for artsudvikling hober sig op til monumentale højder, er der stadig en del der sætter spørgsmålstegn ved beviserne.

Disse billeder er taget i Masai Mara d. 20. oktober 2009 ca. kl. 17.00 og viser med al tydelighed giraffens varierede spisevaner. Det skal dog nævnes, at situationen ikke kan opfattes som typisk.

Mens vi venter på regnen

Kenyas lange tørke ser ud til at være forbi. 10-11 måneders tørke giver enorme sultproblemer i store dele af landet, hvor alle afgrøder er brændt af og visnet. I forgårs så det ud til at være slut, da landet ramtes af skybrud. Det tørre Nordkenya flyder i vand og mange veje er ufremkommelige.
Masai Mara er dog stadig meget tør, faktisk har vi ikke oplevet så lang en tørke i mange år. Mara følger ikke det generelle regnsmønster. Vi plejer at få vand med jævne mellemrum året rundt, men altså ikke i år. Heldigvis ligger Karen Blixen Camp i et område, hvor mikroklimaet giver ekstra megen nebør. Den 300 meter høje Oloololo højderyg, der næsten kaster sin skygge over KBC holder på skyerne, og vi har fået lige akkurat vand nok til at holde lavningerne grønne. Højderyggen giver et 2-3 kilometer bredt bælte langs Maras vestlige grænse, hvor der stadig er lidt føde at hente. Der er tale om 60-70 kvadratkilometer, akkurat nok til at understøtte en bestand, der kan blomstre op og sprede sig, når forholdene bedres.

Havtemperaturen i Stillehavet er omkring en halv grad varmere end normalen, hvilket giver varsel om en lille til moderat El Nino effekt. Belært af tidligere El Nino år, ved vi at det betyder, usædvanligt megen regn i Kenya i de kommende måneder. Det er muligvis begyndelsen, vi så i søndags. En moderat El Nino vil også give mere regn i Masai Mara, hvilket betyder, at der er mere regn i hver byge, og perioden med ekstra hyppige byger vil være længere. Regnen kommer i relativt korte skyller, fortrinsvist sidst på dagen, men de enkelte byger vil være så kraftige, at vejene bliver vanskeligt passable på få minutter. Det vil kun være muligt at køre safari i terrængående biler.

El Nino vil betyde, at det bliver vanskeligere at køre i de vestlige områder, som også vil være vanskelige at nå frem til ad de gængse veje. Græsset vil vokse højt og i de områder, hvor der ikke er græssende kvæg (Mara Triangel/Trans Mara - områderne omkring Serena og Governors Camp) vil det stort set være umligt at finde vildt før næste migration i august 2010. Alt savannevildt vil stå i de nordvestlige områder og på Loita Plains.

Men lad os nu se hvad fremtiden byder...

Herunder følger et udvalg af billeder fra området omkring Karen Blixen Camp

Status, august 2009

Endnu en fantastisk måned i Masai Mara.
Dokumenteret med en stribe billeder, der alle stammer fra august 2009 og er taget i området i og omkring Karen Blixen Camp (KBC) - klik her og se et slideshow


Kenya er præget af tørke, og i visse områder af landet nærmer katastrofen sig, men vi sætter vor lid til den ”lille regn” i november. Masai Mara har igen været heldig. Det har ikke regnet skomagerdrenge som i visse tidligere år, men vi har dog haft nogle solide eftermiddags- og aftenbyger, der har sat skub i de korte, næringsrige græsser i Mara North Conservancy og længere mod nord. God, saftig græs som gnuerne trekker efter, selvom de må dele det med masaiernes kvæg. Bygerne og græsset er forudsætningen for, at vildtets trækruter kan opretholdes på sædvanlig vis. Vi ser masser af gnu, zebra og thomson gazelle passerer igennem, men også de mindre regulære migranter som topi og elefant har været flittige gæster i det meste af området.
Den besynderlige kombination af tørke og spredte byger, her medført at gnuerne er væltet frem og tilbage over Mara floden i et væk. Det sædvanligvis helt usystematiske skuespil omkring vadestederne, har været endnu mere påfaldende i år, og mange besøgende har haft heldet med sig og set flere krydsninger. Der har været dage med op mod en halv snes krydsninger af samme vadested, så de fleste har fået det hele med uden det store opbud af tålmodighed. Selve krydsningerne har ikke været helt så spektakulære i år, på grund af den ringe vandmængde i floden, men til gengæld har det være muligt at få et tydeligt bilede af kampen mellem krokodiller og byttedyr, der så at sige har kæmpet oven vande.
Løve, hyæne, gepard og leopard og andre rovdyr har kronede dage. Der er rigeligt med attraktive byttedyr, så der spises og yngles lystigt. Geparden får på forunderlig vis opsnuset mange af de små nyfødte gazeller, og behøver ikke at begive sig ud i de mange opslidende jagter for at få dækket fødebehovet. Gennem hele måneden er alle arter, med undtagelse af leoparden, blevet spottet dagligt på safarikørsler fra Karen Blixen camp. I øjeblikket har vi dog en 50 %’s leopardsucces, så helt ringe er det ikke.
Masai Mara er ikke helt så velbesøgt som tidligere år, hvilket tilskrives den internationale finanskrise, men selvom det kan være attraktivt for besøgende, ikke at skulle dele herlighederne med alt for mange andre, er det dog en trussel for hele områdets økonomi og eksistens. Uden besøgende ingen indtægter; uden indtægter intet naturområde. Sæsonen er dog først lige startet og mon ikke det retter sig?
Under alle omstændigheder ser det ud til at september også vil blive en fantastisk måned i naturmæssig henseende, og så er vi tæt på at kunne spå positivt om hele den kommende sæson; der er masser af vildt, og kommer regnen som den skal, i løbet af de kommende måneder så er der frit valg på alle hylder…

Hvad er Masai Mara

(Klik på billedet for at se kortet i et større format)
Masai Mara er Serengeti National Parks forlængelse over grænsen fra Tanzania ind i Kenya. Dette uhyre vigtige økosystem har - modsat alle andre væsentlige naturområder - ingen officiel anerkendelse eller beskyttelse som ”National Park”. Masai Mara ejes af masai stammen, der ikke kan enes om en fælles administration. Derfor er området udstykket i tusindvis af parceller på hver omkring 60 hektar med nogle klausuler om, at bosættelser skal ske på bestemte vilkår.

Der er to hovedårsager til Masai Maras naturrigdom. Dels vand og nedbørsforhold; og dels den årlige vildtvandring, der naturligvis hænger sammen med førstnævnte. Mara floden løber igennem hele området og vil under normale forhold være temmelig vandrig året rundt. Floden kan dog tørre ud i særligt hårde tørkeperioder, ikke mindst fordi skovrydning i Kenyas højland ser ud til at ændre de økologiske forhold i en beklagelig retning. Nedbørsforholdene har ændret sig markant gennem de seneste 40 år. Hvor de fleste typiske savanneområder er henvist til stærkt afgrænsede nedbørsperioder f.eks. en lang eller to kortere perioder årligt, ser det ud til, at Masai Mara for det meste er velsignet med byger året rundt – selvom man aldrig kan være helt sikker på noget som helst. Mod vest er Masai Mara afgrænset af en lang gennemgående højderyg, Oloololo, der gennemsnitligt rejser sig 300 meter over terrænet. Højderyggen ”fanger” regnskyerne og beriger hele den nordvestlige del af Mara, med områdets største nedbør, og netop her finder man de korte frodige græsser, som foretrækkes af såvel vildt som tamkvæg. Området har derfor en høj permanent bestand af alle former for typisk savannevildt.

Vildtvandringen (se dette blogindlæg) kommer sydfra og krydser grænsen i juli og august. På dette tidspunkt er der knastørt overalt i Serengeti. Nogle gnuer og zebraer kommer fra og via Loita Plains (se kortet), der ligeledes bliver meget tør i denne periode. Loita er en knastør bufferzone, uegnet til opdyrkning, der ligger som både en beskyttelse og en afgrænsning af Mara mod øst. En stor del af bestanden krydser Marafloden i Masai Mara National Reserve specielt i områderne omkring Mara Serena Lodge, men også længere sydøstligt ved Sands River. Ofte krydses mange gange frem og tilbage afhængigt af regnmønstret og græssets beskaffenhed. Den lunefulde natur spiller nemlig de vandrende dyr et lille puds, idet de efter passagen af Marafloden først skal igennem en kilometerbred zone af høje, seje græsser, som de faktisk ikke bryder sig om, for at komme frem til de frodige grænser i Mara North Conservancy. Her risikerer de så at få hård konkurrence fra masai kvæg, hvilket endnu ikke er et stort problem – hvis der kommer en eller to solide byger om ugen.

Masai Mara blev oprindeligt etableret som naturområde i 1961, og i første omgang blev 512 kvm langs grænset udlagt som beskyttelsesområde. I dag ser man ofte det meget præcist anførte tal på 1.794 kvm for hele området inklusiv Mara North Conservancy, Lemmek Ol Chorro og Olara Orok med flere. Men det er et ret åbent spørgsmål, hvad man skal regne med til Masai Mara, fordi vildtet bevæger sig langt uden for disse områder. Administrationen er ret lemfældig. Jordbesiddende masaier og lodgeejere i de enkelte områder ser ud til at bekæmpe hinanden, hvilket blandt andet resulterer i, at de sagesløse besøgende ofte skal betale flere entreer dagligt på 60 amerikanske dollar. Da man tillige betaler afgift pr. seng og bil, betyder det i realiteten, at alle besøgende betaler mellem 700 og 1000 kr. i døgnet i rene afgifter.

Besøgende i Masai Mara vil formentlig få mest ud af ophold i den vestlige del under hele vandringstiden fra juli til november. Selvom der kan være meget at se østpå, skal der lidt mere held til. Fra december til april er hele Mara udmærket, om end der også her plejer at være en del byger, specielt sidst i perioden. Generelt er det vestlige Mara ikke særligt egnet til kørsel i safaribusser. Terrængående køretøjer er absolut at foretrække.

Darwins jubelår, intelligent design og hvordan giraffen fik en lang hals

I år er det 200 år siden Charles Darwin blev født, og 150 år siden hans berømte værk ”Arternes oprindelse” rystede offentligheden over den ganske klode. Evolutionslæren markerede det endelige brud med den traditionelle opfattelse af, at alle levende organismer er skabt præcist, som man ser dem, og generation efter generation er kopier af de foregående. Evolutionslæren fastslog, at alt levende udvikler sig løbende under påvirkning af omgivelserne. Generationerne tilpasser sig og justeres. Alt levende har samme stamfader, hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage i kæden.

I Karen Blixen Camp har vi erfaret, at den berømte fødselar giver anledning til mange spørgsmål om organismernes udvikling. Populært sagt, hvordan fik elefanten sin lange snabel og giraffen sin lange hals.
Inden jeg fortæller om Darwins liv og tankevirksomhed, plejer jeg at sige, at alt hvad jeg hidtil har sagt og skrevet faktisk handler om Darwin og fortsætter med den rystende bemærkning, at stort set al moderne natur – og lægevidenskab tager udgangspunkt i evolutionslæren. Her mærker man tydeligt en vis skepsis; nok var Hr. Darwin en stor videnskabsmand – der er jo skrevet meget om ham - men darwinisme er vist noget gammeldags snak og under alle omstændigheder er det blot en teori. Oven i købet en af flere teorier eller et alternativ til Kristendommen.

Alt det kan vi vende tilbage til senere, men lad os tage et kig på naturen, og se hvordan evolutionen arbejder. Vi kan sikkert være enige om, at alle organismers væsentligste opgave er at videreføre livet og især sende sine egne gener videre ind i næste generation. Dette forudsætter, at to væsentlige forhold opfyldes; at der er nok at spise, og at det enkelte individ lever længe nok til at give næste generation et godt skub fremad. Giraffen har på fortrinlig vis fået opfyldt disse betingelser. Den har udviklet en lang hals og dermed fået sin egen private salatbar, højt hævet over konkurrenternes rækkevidde. Den har også udviklet lange ben, særligt lange forben; et langt hoved og en halshvirvel, der tillader den at bøje hovedet helt tilbage og opnå fuld udnyttelse af dets længde. Endelig er den udstyret med en 40 – 45 cm lang tunge. Den er således uden konkurrence, når man ser bort fra elefanten, der – specielt i tørtiden – rækker godt op i kronerne. Sådan er det i naturen, man kan aldrig være helt glad! Hungiraffen er tilpas ærbødig overfor hannens rettigheder og bukker sig gerne efter føden. Dermed konkurrerer de ikke indbyrdes.
Så mangler de at gardere sig mod løvernes middagsbord, før afkommet er godt i vej. Her har evolutionen være så praktisk at udvikle synssansen til noget helt enestående i modsætning til slægtningene elefant og næsehorn, der nærmest er blinde. Logikken er indlysende; når halsen forlænges øges det potentielle udsyn, og energien udnyttes bedst til at udvikle synet frem forandre sanser. Elefanten eller dens forfædre har formentlig haft et langt bedre syn da snablen var lille, men i takt med dennes vækst er lugtesansen udviklet til en fremragende rummelig sans, der nemt kan erstatte synet (se bloggen: Næse for elefanter af 12/8-09).

Evolutionen prioriterer fortsat de højeste giraffer. Hunnerne foretrækker tydeligvis gamle, erfarne og især store hanner. Livet igennem vokser han-giraffens kranium, og bliver tungere og tungere. Kombineret med en lang hals er giraffen udstyret med en farlig forhammer, som flittigt benyttes i dødbringende kampe om parringsrettigheder. De gamle vinder slaget og kan faktisk dræbe en yngre han med ”skallen”.

Nu kunne man godt henfalde til begejstring over naturens storhed og de raffinerede tilpasninger, som vi så ofte udsættes for i flotte naturfilm, men helt så raffineret er det ikke. Jeg hørte engang den franske nobelpristager og molekylærbiolog Francois Jacob bramfrit kalde naturen for en kedelflikker. Det er nærmest det modsatte synspunkt, der bygger på, at evolutionen kun løser de mest påtrængende problemer, og der er masser af mispasninger, som man kun kan få øje på, hvis man kigger efter dem.
Den optimale tilpasning ville jo fjerne naturens dynamik. Hvordan skulle en fugl finde frem til et fuldstændigt kamufleret insekt? Fuglen finder netop frem til sine byttedyr, fordi alle ikke er lige optimalt camoufleret. Naturen tager sig først og fremmest af de store problemer, løses de får dyret succes, løses de ikke, er individet røget ind i en evolutionær blindgyde og forsvinder.
Der eksisterer et interessant dynamisk forhold mellem en giraf og dens primære fødekilde akacien. Når giraffen nipper af de friske blade, starter akacien et giftforsvar. Den producerer det bitre stof tannin, og bliver først uspiselig og siden direkte giftig. Den sørger således for ikke at blive overgræsset. Hermed er problemet ikke fuldstændigt løst. Hvis flere akacier græsses så voldsomt, at de dør, holder rødderne ikke længere på jorden, som følgelig vaskes væk i næste regntid. Dermed er forudsætningen for akaciens og giraffens eksistens forsvundet. Problemet løses ved, at akacien fortæller de øvrige træer, at de nok skal se at komme i gang med tanninproduktionen, hvis de ikke vil spises. I praksis producere den første akacie et luftbåret hormon (etylene), som sætter gang i produktionen hos de øvrige træer. Giraffen har på sin side efterhånden lært fidusen, at tilnærme sig træerne med vinden i mod sig, og sådan fortsætter kampen i det uendelige. Giraffen, der har lært fidusen har størst evolutionær fordel, det samme har den giraf, der kan tåle mest tannin og omvendt har de træer, med den største tanninproduktion størst chance for at sætte flest nye spirer. Ifølge teorien vil træerne blive mere bitre, mens giraffen blive mere tolerant overfor tannin, men det kan man aldrig vide med sikkerhed, for evolutionen kan have andre prioriteter og ændre retning.

Lad os kaste et blik på giraffens mange tilpasninger. Ofte opnår de en højde på 5 meter, i Kenya har man endda eksempler på 6 meter høje individer. Den evolutionære udvikling af den lange hals, har skabt problemer. Halsen og hovedet vejer op til 350 kg, så det er jo en gevaldig forvægt, der ikke ligefrem stabiliserer balancen, tilmed er det også et problem, når giraffer skal flygte fra rovdyr – halsen kommer simpelthen i svingninger og den risikerer at banke hovedet ind i et træ – og så er jagten slut. Normalt er det ikke et problem, men der er flere eksempler på, at specielt løver lærer en ”girafstrategi”, og så er de ganske alvorligt i fare. I Kryger parken i Sydafrika, har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltveje, hvor de store hove snubler på de glatte veje. Det uhyrlige resultat er, at giraffer nu udgør næsten 50% af disse løvers diæt i modsætning til normalt langt under 1%. Der findes flere oplagte giraf habitater i Afrika uden giraffer. Dette er måske forklaringen, og så har evolutionen bestemt været en værre kedelflikker.

Giraffens blod skal pumpes 3 meter fra hjertet til hjerne – mod tyngdekraften, derfor har Giraffen udviklet et hjerte på ca. 10 kg og væggen til vestre ventrikel er 8 cm tyk. Blodtrykket er 2 – 3 gange over menneskets og hjertet slår 150 slag/min, når den ikke er aktiv. Når blodet når hjernen, er blodtrykket faldet kraftigt – ophævet af tyngdekraften, ellers ville den få en hjerneblødning. Problemet opstår imidlertid, når giraffen skal bukke sig ned, for at drikke, og slagtilfældet nærmer sig. Derfor er halspulsåren opdelt i et netværk af små elastiske arterier umiddelbart før hjernen. Disse kan udvide sig kraftigt – helt til knoglestrukturen og dermed lette trykket inden blodet når hjernen. Efter hjernen, er venen udstyret med en række klapper (ventiler), der lukker for tilbageløb. Systemet betyder at giraffen kan bukke sig for at drikke, men det skal gøres kort og, den knæler helt ned på knæene for at gøre vinklen mellem krop og hals så stor som mulig. Drikkeriet er i alle henseender et farligt forehavende, som evolutionen ikke har løst på bedste vis, men noget tyder på, at der stadig arbejdes på sagen. Den nordlige underart, kaldet netgiraf, har udviklet evnen til at optage næsten alt nødvendigt vand gennem føden og genanvende det meste af væden i urinproduktionen. Så om nogle tusinde år, er der måske ingen giraffer, der skal drikke, medmindre vi får udhvilet en søgiraf - hvem ved?

Giraffen har, som alle andre dyr, ufatteligt mange forskellige tilpasninger til sit miljø. Nogle er bedre end andre, og fælles for de mindre gode er, at de overskygges af fordele. Når giraffen er høj, falder føllet langt og det går ikke altid godt, men dog så tilstrækkeligt mange gange, at den specielle føde niche overskygger problemet. Mennesket føder med smerte, hvilket næppe skal kategoriseres blandt fordelene, men et stort og sundt barn, er dog evolutionært at foretrække frem for en let født skrælling!
Evolutionsteorien giver god mening, når vi skal forklare fænomener i naturen. Der er faktisk ikke nogen fænomener, der ikke kan forklares på baggrund heraf, selvom vi ikke altid er i stand til at opnå vished - i det mindste i absolut forstand!
Når man bruger ordet teori – videnskabelig teori – betyder det ikke nødvendigvis tvivl i gængs forstand. Tvivlen skal forstås i relation til det absolutte, som vi mennesker, nu engang ikke kan gøre os kloge på. Derfor kan en teori godt virke i praksis og være uhyre brugbar. Det er netop tilfældet med evolutionsteorien.
Evolutionsteorien stiller sig ikke i vejen for tro og herunder Kristendom. Der er tale om en videnskabelig teori – sansebaseret teori - der ikke beskæftiger sig med Skabelsen, men om hvordan livsytringerne udvikler, sig efter de er skabt.

Søren Rasmussen

Rapport fra Karen Blixen Camp og Mara North Conservancy

Nkai - og der blev vand - og leopard

Efter 10 hede og knastørre dage kom bygen endelig. Ikke så meget som man kunne håbe på, men man skal jo ikke være grådig, og der er stadig et grønt skær fra forrige byge, så alt i alt ser det ikke så skidt ud for Mara North og KBC.
Regnen viste sig som så ofte før fra sin venlige side, hvilket vil sige, at bygen pænt venter til sidst på dagen efter en god safari, der blandt andet bød på en poserende leopard. Vi har været på udkig efter den store hun leopard Savadi i over en uge, inden heldet i dag var med os. Hendes navn betyder gave, og hun er datter af ”Short tail” eller Chui; leoparden med den afbidte hale som mange kender fra Jonathan Scotts’ BBC film. Det er ingen tilfældighed, at hovedparten af film om afrikanske dyr er optaget netop her. Savadi fandt vi i toppen af en akacie - alt andet end usynlig – hvor hun tilsyneladende kæmpede en forgæves kamp for at få fat i en velhængt kødklump, der var faldet ned og blev fastholdt af nogle tynde tornekviste. For tynde til en krabat som hende på måske op mod 80 kg og langt over gennemsnitsvægten for en hun leopard.
Vi havde også besøg af en anden leopard i Karen Blixen Camp i nat formentlig tiltrukket af vores Assistant Manager, Jespers, snorken, der godt kan minde om leopardens ”save brænde lyd” , om end en hel del højere.
Ordet Nkai betyder både Gud og vand på maa – masaiernes sprog – og indikerer således vandets livgivende betydning. Uden vand intet liv. Vandet er savannens begrænsende faktor. Der er rigeligt lys og mineraler, så en regnbyge sætter straks gang i væksten, og normalt er mængden af nedbøren ligefrem proportional med primærproduktionen; hvis 10 mm regn giver 20 gram græs vil 20 mm regn give 40 gram græs, medmindre det kommer i kaskader og får mulighed for at løbe af. Den seneste nedbør betyder, at vi får vækst på de store, åbne sletter øst for KBC – vi plejer at sige ovenover, fordi vi kører fra floden op ad bakken for at komme ud på sletterne – hvilket betyder, at der igen står endeløse rækker af trækkende gnuer om en uge.

Mange Hyæner

Vi støder på mange hyæner – måske påfaldende mange – og der er unger alle vegne. Hyænen er tilsyneladende ved at overtage løvens rolle som savannens dominerende rovdyr i Mara North. Vi ser dog stadig mange løver, og de enkelte grupper ser sunde og raske ud. Det er dog påfaldende, at løvefamilierne har meget små kuld. Ofte ser vi, at det kun er lykkedes at opfostre en eller to unger, hvor man tidligere ofte så 4 store unger i et kuld. Når ungerne dør tidligt, skyldes det enten manglende føde eller at de dræbes af andre rovdyr. I det aktuelle tilfælde kan vi udelukke fødemangel og derfor konkludere, at ungerne dræbes af andre rovdyr – sandsynligvis af hyæner. Løve og hyæne indtager samme niche og bekæmper hinanden på livet løs. Hyænerne er i reglen medlemmer af større klaner, der passer godt på deres unger, som gemmes i dybe huler gravet af jordsvin, mens løvemoderen føder væk fra flokken og dagligt efterlader sine skjulte unger for at jage. Løveungerne er derfor stærkt eksponeret for andre, konkurrerende rovdyr. Langt bedre går det, når mødrene nedkommer sammen med flere søstre eller kusiner og har mulighed for at efterlade en barnepige hos ungerne. Vi må holde lidt øje med situationen, og lige nu er vi så heldige, at en ung forsker er i gang med at studere hele løvepopulationen i MNC og alle vore gæster har faktisk mulighed for at medvirke til arbejdet gennem at studere de enkelte løvers kendetegn , fotografere dem og afrapportere ”sights”.

Næsehorn

Vi har svært ved at finde Maras sorte næsehorn for tiden. Det forudsætter en længere køretur med indbygget usikkerhed. Der er alt for meget at se omkring Mara flodens vadesteder og i de nærliggende områder, derfor ”nøjes” vi med de hvide næsehorn, der er doneret af Nelson Mandela og lever en beskyttet tilværelse i Maras udkant. De klarer sig godt, man kan komme tæt på og der er en pragtfuld udsigt. Desværre har de været udsat for krybskytter, der uden held prøvede at afsave et horn. Det fik ubehagelige konsekvenser for skytten, der så at sige blev stødt. I denne omgang!

Rapport fra et vandhul

KBC har i de seneste dage været en ren zoologisk have. Blandt teltene ses vortesvin, manguster, dikdik,impala og thomson gazelle og ved floden, der efterhånden har forvandlet sig til et vandhul, har vi ikke blot vore residente, flodheste og krokodiller, men også elefanter, vandukke, impalaer, zebraer, giraffer og bøfler finder vej hertil. Natten præges af lyde fra både flodhest, løve og hyæne

.

Dramaet starter, Marafloden krydses….

En gnu tages af Maras stride strøm, den spjætter unaturligt, kæmper for at følge den lille flok pionerer, der har kastet sig udover brinken og ned i de grumsede strømhvirvler. Den tages igen af strømmen og forsvinder et øjeblik. De fleste holder vejret og iagttager tavst naturens drama fra første parket. Så er hovedet oppe igen, svømmer den? Ned igen, og pludselig stikker benene op over vandet, hovedet vender den forkerte vej! En krokodillens spidse snude anes lige netop med et godt greb i sideskindet. Så er det slut. Et splitsekund af evigheden. Dramatisk og udramatisk på samme tid.
Denne beskrivelse stammer fra sidste års vandring over Mara floden, men i år er alt anderledes. Der er ingen stride strømhvirvler, vandstanden er katastrofal lav, vildtet kan næsten soppe over. Tørken præger hele landet, hvilket forvirrer de trækkende gnu’er, der krydser frem og tilbage over floden i en pærevælling. For en gnu er græsset altid grønnere på den anden side; en evig sandhed, der ikke lader sig udfordre af fakta. Krokodillerne samler sig på vanlig vis omkring vadestederne. Nogle gevaldige krabater, der ind imellem opnår en længde på 6 meter og vejer et tons.
Jeg kigger omkring. Tilskuerskaren er løseligt fordelt på godt 30 køretøjer af varierende beskaffenhed. Flere hundrede safariturister fra Australien i syd til Island i nord har fundet vej til det årlige eventyr i Maasai Mara. De fleste har betalt en mindre formue for at opleve kalvens bedrøvelige endeligt. Hvert år kommer flere til, og alle former for indkvartering er fyldt til bristepunktet. Drømmen om den vilde, øde og ganske jomfruelige natur, brister hos de, der glemmer at verden er større dem selv. Det er nu ikke så ringe endda, fordi vi i forhold til vildtets adfærd er meget tæt på at være et neutralt element. Vi er der, og vi er der ikke.

Zebraerne står forrest og spejder efter de enorme nilkrokodiller, der har taget plads i restauranten og tålmodigt afventer serveringen. Små familier går spredt rundt mellem hinanden og samler sig ind i mellem i en storfamilie, inden de rykker. Måske bliver presset bagfra for stort. Det er vanskeligt at se, hvad der får dem til at ignorere den åbenlyse fare. Gang på gang slipper zebra familier uskadte gennem. Krokodillerne går ret konsekvent efter små gnu kalve. En hurtig godbid. Måske giver det bløde, unge skind lettere adgang til frisk kød. En gammel myte fortæller, at krokodiller foretrækker en små rådden, velhængt bøf, og at de derfor klemmer deres ådsler ned under undersøiske grene og rødder. Det hænger dog nærmere sammen med, at store dyr med seje skind er nemmere at flå i passende bidder, når det har ligget lidt. Selvom krokodiller gerne snupper ådsler, ville det være ret ulogisk, hvis denne effektive dræbermaskine ikke ville foretrække friskt kød. Når naturen forekommer ulogisk, er det ofte fordi, vi endnu ikke har forstået, hvad der egentlig foregår.

Hvorfor kan gnuerne ikke bekvemme sig til at passere den farlige flod i et gevaldigt ryk? Hvad skal de i grunden på den anden side? De kommer i små flokke, går lidt frem og tilbage, en lille flok følger måske en zebra familie, timerne går. Ind imellem kan vi følge de urgamle øgler komme snigende i vandoverfladen, tættere og tættere på det vildt pjaskende, panikslagne bytte. Krokodillerne har også problemer med den lave vandstand, de skal bruge halen til det ultimative fremstød mod målet. Uden vand, intet haleslag, og det åbne farlige gab, der får hele forsamlingen til at gyse, viser sig at være næsten ufarligt eller ligefrem komisk, når en gnu træder henover den forurettede dille. Krokodillerne kan ikke rykke, og håber på, at en gnu vil være så venlig at træde ned i gabet. Flok efter flok kommer uskadt over; det er et fantastisk syn, når de galoperer over floden og vandet står i kaskader omkring, men helt ufarlige er krokodillerne nu ikke, og vi får så rigeligt vore gys. En af de største krokodiller får heldet med sig og får bid i en stor kraftig, fuldvoksen gnu. Krokodillen bider sig fast i låret, men gnuen kæmper hårdt. Krokodillen trækker langsomt sit bytte baglæns mod dybere vand, hvor den forsøger at drukne ofret. Gnu’en ruller nærmest rundt om krokodillen, og hviler sit hoved på toppen af modstanderen. Krokodillen slipper sit tag og får fat i halsen, kampen er ovre, tror vi! Men en stor nu er sejlivet, og krokodillens kræfter begrænsede. Krokodillen må udmattet slippe sit tag, og den stærkt blødende gnu redder sig ind til bredden, hvor en flåde af krokodiller efterhånden samler sig og afventer dyrets forudsigelige død.

Et par hundereder kamera klik overdøver et kort øjeblik gryntene fra de ventende gnuflokke, der ikke har specielt travl med at komme over, mens dramaet står på.
Bortset fra de tætte bånd mellem moder og kalv har gnuerne ingen familie eller flokstruktur. Forreste mand fører og resten følger efter i noget, der forekommer at være den mest uorganiserede og usystematiske adfærd i naturen. Samme farlige vadested kan nemt blive passeret tre gange på en dag. Nogle mener, at de kan lugte regn og navigerer efter de spredte subtropiske tordenbyger, men det besynderlige er, at de ofte får følge af zebra familier, der ofte tager teten i denne situation.

De vandrende gnuer har affundet sig med at være naturens store madkasse og har i nogen grad overladt forsvars- og flugt instinkter til massestrategien: ”Når bare vi er mange nok, er det nok mig der overlever!”. Masser af rovdyr har specialiseret sig i gnuer, der på sin side har opgivet at bruge energi på udvikling af flugt –og forsvarsstrategier.

Krokodillerne har ikke synderligt besvær med at blive mætte i vandringsperioden, der kan give løbende fødevareforsyninger i en periode på op til fire, fem måneder, hvilket er mere end rigeligt til at holde bestanden trind og velnæret til næste vandring. Krokodillen vækst hænger direkte sammen med fødeindtaget, og når der er fødeknaphed ryger stofskiftet helt i bund.

Dagens bød også på en af de enestående oplevelser, man næsten altid får med på en safari. Omkring 20 fede krokodiller samler sig i løbet af eftermiddagen for at flå og nedsvælge dagens byttedyr under voldsomme rulninger og indbyrdes kamp om stumperne. Det ser fantastisk ud, og mens vi – uden andre biler i øvrigt – nyder det fantastiske sceneri, viser det sig, at festmåltidet nydes lige lovlig tæt på flodhestenes territorium. Flodhestene angriber simpelthen i flok. De kommer langsomt tættere og tættere på krokodillerne, der selv flytter længere ned ad floden, men bytter er for interessant og flugten går for trægt. Flodhestene mister tålmodigheden og bider simpelthen krokodillerne. Det er svært at se resultatet, men vi ser simpelthen flodhestene lukke gabet om flere krokodiller, og har man set et flodhestegebis, er det ikke svært at forestille sig det ubehagelige resultat af et bid.

Den store vildtvandring eller ”migration”, som det ofte formuleres er blevet et kæmpe tilløbsstykke i Masai Mara i perioden juli - november. Selvom man kan opleve dens mange facetter året rundt, afhængigt af, hvor man befinder sig.

Søren Rasmussen