(Klik på billedet for at se kortet i et større format)
Masai Mara er Serengeti National Parks forlængelse over grænsen fra Tanzania ind i Kenya. Dette uhyre vigtige økosystem har - modsat alle andre væsentlige naturområder - ingen officiel anerkendelse eller beskyttelse som ”National Park”. Masai Mara ejes af masai stammen, der ikke kan enes om en fælles administration. Derfor er området udstykket i tusindvis af parceller på hver omkring 60 hektar med nogle klausuler om, at bosættelser skal ske på bestemte vilkår.
Der er to hovedårsager til Masai Maras naturrigdom. Dels vand og nedbørsforhold; og dels den årlige vildtvandring, der naturligvis hænger sammen med førstnævnte. Mara floden løber igennem hele området og vil under normale forhold være temmelig vandrig året rundt. Floden kan dog tørre ud i særligt hårde tørkeperioder, ikke mindst fordi skovrydning i Kenyas højland ser ud til at ændre de økologiske forhold i en beklagelig retning. Nedbørsforholdene har ændret sig markant gennem de seneste 40 år. Hvor de fleste typiske savanneområder er henvist til stærkt afgrænsede nedbørsperioder f.eks. en lang eller to kortere perioder årligt, ser det ud til, at Masai Mara for det meste er velsignet med byger året rundt – selvom man aldrig kan være helt sikker på noget som helst. Mod vest er Masai Mara afgrænset af en lang gennemgående højderyg, Oloololo, der gennemsnitligt rejser sig 300 meter over terrænet. Højderyggen ”fanger” regnskyerne og beriger hele den nordvestlige del af Mara, med områdets største nedbør, og netop her finder man de korte frodige græsser, som foretrækkes af såvel vildt som tamkvæg. Området har derfor en høj permanent bestand af alle former for typisk savannevildt.
Vildtvandringen (se dette blogindlæg) kommer sydfra og krydser grænsen i juli og august. På dette tidspunkt er der knastørt overalt i Serengeti. Nogle gnuer og zebraer kommer fra og via Loita Plains (se kortet), der ligeledes bliver meget tør i denne periode. Loita er en knastør bufferzone, uegnet til opdyrkning, der ligger som både en beskyttelse og en afgrænsning af Mara mod øst. En stor del af bestanden krydser Marafloden i Masai Mara National Reserve specielt i områderne omkring Mara Serena Lodge, men også længere sydøstligt ved Sands River. Ofte krydses mange gange frem og tilbage afhængigt af regnmønstret og græssets beskaffenhed. Den lunefulde natur spiller nemlig de vandrende dyr et lille puds, idet de efter passagen af Marafloden først skal igennem en kilometerbred zone af høje, seje græsser, som de faktisk ikke bryder sig om, for at komme frem til de frodige grænser i Mara North Conservancy. Her risikerer de så at få hård konkurrence fra masai kvæg, hvilket endnu ikke er et stort problem – hvis der kommer en eller to solide byger om ugen.
Masai Mara blev oprindeligt etableret som naturområde i 1961, og i første omgang blev 512 kvm langs grænset udlagt som beskyttelsesområde. I dag ser man ofte det meget præcist anførte tal på 1.794 kvm for hele området inklusiv Mara North Conservancy, Lemmek Ol Chorro og Olara Orok med flere. Men det er et ret åbent spørgsmål, hvad man skal regne med til Masai Mara, fordi vildtet bevæger sig langt uden for disse områder. Administrationen er ret lemfældig. Jordbesiddende masaier og lodgeejere i de enkelte områder ser ud til at bekæmpe hinanden, hvilket blandt andet resulterer i, at de sagesløse besøgende ofte skal betale flere entreer dagligt på 60 amerikanske dollar. Da man tillige betaler afgift pr. seng og bil, betyder det i realiteten, at alle besøgende betaler mellem 700 og 1000 kr. i døgnet i rene afgifter.
Besøgende i Masai Mara vil formentlig få mest ud af ophold i den vestlige del under hele vandringstiden fra juli til november. Selvom der kan være meget at se østpå, skal der lidt mere held til. Fra december til april er hele Mara udmærket, om end der også her plejer at være en del byger, specielt sidst i perioden. Generelt er det vestlige Mara ikke særligt egnet til kørsel i safaribusser. Terrængående køretøjer er absolut at foretrække.