Igen i dag har vi haft elefanter og giraffer tæt på Karen Blixen Camp. Vi var særligt heldige, fordi to elefantgrupper kom helt ned til floden for at drikke. Vi antager, at det lille vandhul bag floden er udtørret og venter derfor i spænding på, om vi også får girafferne helt ned i fotohjørnet. Det er i det hele taget ved at være en zoologisk have med alle de dyr, vi har inden for synsvidde. Det er meget varmt og alt for tørt – vi spejder længselsfuldt efter skyer. Jeg er blevet mere forsigtig med skråsikre udtalelser om vildt. Under sidste besøg så vi fjorten giraffer stå og glane fra modsatte bred, men jeg opfattede nu alligevel det fremragende sceneri som sort uheld. Det var nemlig de selv samme fjorten giraffer, der havde besøgt os her ved Karen Blixen Camp for tredje gang inden for en uge, og jeg havde netop forklaret, hvordan moderne adfærdsforskning har godtgjort, at girafgrupper er meget løse forbindelser, der i reglen kun holder sammen i få timer ad gangen. Da vi under en safari senere på dagen stødte ind i en ny og større flok giraffer, undgik jeg det problematiske tema, og holdt mig i stedet til den sikre historie om girafbørnehaver. Med fronten vendt mod deltagerne og ryggen mod forruden fortalte jeg, hvordan girafmoderen anbragte det nyfødte føl i et skjul, hvor de kunne lære hinandens syn og lugt og samtidigt beskytte det mod rovdyr. Somme tider sker det at flere føl anbringes samme sted – deraf begrebet girafbørnehave! Jeg skulle dog blot vende en halv omgang i sædet for at se det morsomme! En stor giraf stod bøjet over et lille føl, som blev grundigt nusset. Man kunne næsten ikke se føllet bag moderens gigantiske hoved, der på ingen måde dækkede den friske navlestreng under føllet. Nu kan man måske nok dadle girafferne for ikke at optræde helt politisk korrekt, men naturen kan kun beskrives med muligheder og sandsynligheder. Efterhånden har vi accepteret, at naturvidenskabelige fakta skal betragtes som sandsynligheder, men det står i virkeligheden langt mere skralt til med de eksakte videnskaber, når vi ser det fra girafperspektivet. Giraffer optræder sandsynligvis som det sig hør og bør, om end undtagelser forekommer og kan forklares, men hvis nu mulighederne viser sig at være nye og anderledes, så holder ikke engang sandsynligheden stik, og hvad kan man så regne med? I det smukke bjergreservat, Entabeni, i Sydafrika bemærkede jeg, at mange af giraffer har har på bagkroppen efter løveangreb. Én manglede simpelthen halen. En ranger, som tilfældigvis også er min datter, fortalte, at de faktisk havde mistet temmelig mange halvvoksne giraffer til løverne, der havde udviklet en særlig girafteknik. Flere angribere forstyrrede giraffens balance ved at angribe og fastholde giraffens ben, bide fast i hale og ben - og simpelthen vælte den. Det usædvanlige er, at den videnskabelige sandsynlighed fortæller os, at giraffernes andel af løvernes diæt er betydeligt under 1%, og at denne andel primært udgøres af føl på under et år. Når giraffen er over et år, regnes den ikke længere for god løvemad. Undtagelserne lurer. I Kryger Nationalpark har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltvejene, hvor deres kæmpe hove er klodsede og glatte. De bliver panikslagne, mister balancen og falder. I dag er giraffernes andel af løvemaden vokset til næsten halvvdelen takket være turismen og de fine veje. Det er næsten en tilsvarende situation, der gør sig gældende i Entabeni. Reservatet er begrænset og indhegnet. For Giraffer og løver udgør Entabenibjergene en yderligere naturlig barriere, der reducerer deres naturlige territorium og flugtveje ganske betydeligt. Giraffen kan sagtens holde afstand til rovdyr ved hjælp af sit helt fantastisk syn, men der skal helst være et sted at gå hen. I en dansk lærebog læste jeg for nyligt, at giraffen har nået sin absolutte højde og at evolutionen nu kan koncentrere sig om at løse andre problemer, som er affødt af, at den absolut skal finde sin eksklusive føde niche i 6 meters højde. Det er nu ikke rigtigt. Nyere undersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at hun-giraffer foretrækker de højeste og ældste hanner. Evolutionen presser derfor giraffen mod nye højder, selvom det formentlig går meget langsomt. Det interessante er imidlertid at hun-giraffen også foretrækker de ældre hanner, hvilket i øvrigt også gælder elefanten. Hunnerne parrer sig simpelthen ikke med en ung fløs. De vil have erfaring og modenhed. En stor, halvgammel han, har jo bevist sine gode gener ved at overleve længe. Man kan jo så spørge sig om, hvorvidt det er de samme årsager, der gør sig gældende, når en del stammefolk har samme praksis? Både kvægnomader og buskmænd er samfund med stor afhængighed af ældre, der kan huske og genfortælle strategier fra tidligere krisetider. Både elefant og masai er eksempelvis meget afhængig af at nogle kan huske, hvad man gjorde under sidste tørkekatastrofe.
