Denne beskrivelse stammer fra sidste års vandring over Mara floden, men i år er alt anderledes. Der er ingen stride strømhvirvler, vandstanden er katastrofal lav, vildtet kan næsten soppe over. Tørken præger hele landet, hvilket forvirrer de trækkende gnu’er, der krydser frem og tilbage over floden i en pærevælling. For en gnu er græsset altid grønnere på den anden side; en evig sandhed, der ikke lader sig udfordre af fakta. Krokodillerne samler sig på vanlig vis omkring vadestederne. Nogle gevaldige krabater, der ind imellem opnår en længde på 6 meter og vejer et tons.
Jeg kigger omkring. Tilskuerskaren er løseligt fordelt på godt 30 køretøjer af varierende beskaffenhed. Flere hundrede safariturister fra Australien i syd til Island i nord har fundet vej til det årlige eventyr i Maasai Mara. De fleste har betalt en mindre formue for at opleve kalvens bedrøvelige endeligt. Hvert år kommer flere til, og alle former for indkvartering er fyldt til bristepunktet. Drømmen om den vilde, øde og ganske jomfruelige natur, brister hos de, der glemmer at verden er større dem selv. Det er nu ikke så ringe endda, fordi vi i forhold til vildtets adfærd er meget tæt på at være et neutralt element. Vi er der, og vi er der ikke.
Zebraerne står forrest og spejder efter de enorme nilkrokodiller, der har taget plads i restauranten og tålmodigt afventer serveringen. Små familier går spredt rundt mellem hinanden og samler sig ind i mellem i en storfamilie, inden de rykker. Måske bliver presset bagfra for stort. Det er vanskeligt at se, hvad der får dem til at ignorere den åbenlyse fare. Gang på gang slipper zebra familier uskadte gennem. Krokodillerne går ret konsekvent efter små gnu kalve. En hurtig godbid. Måske giver det bløde, unge skind lettere adgang til frisk kød. En gammel myte fortæller, at krokodiller foretrækker en små rådden, velhængt bøf, og at de derfor klemmer deres ådsler ned under undersøiske grene og rødder. Det hænger dog nærmere sammen med, at store dyr med seje skind er nemmere at flå i passende bidder, når det har ligget lidt. Selvom krokodiller gerne snupper ådsler, ville det være ret ulogisk, hvis denne effektive dræbermaskine ikke ville foretrække friskt kød. Når naturen forekommer ulogisk, er det ofte fordi, vi endnu ikke har forstået, hvad der egentlig foregår.
Hvorfor kan gnuerne ikke bekvemme sig til at passere den farlige flod i et gevaldigt ryk? Hvad skal de i grunden på den anden side? De kommer i små flokke, går lidt frem og tilbage, en lille flok følger måske en zebra familie, timerne går. Ind imellem kan vi følge de urgamle øgler komme snigende i vandoverfladen, tættere og tættere på det vildt pjaskende, panikslagne bytte. Krokodillerne har også problemer med den lave vandstand, de skal bruge halen til det ultimative fremstød mod målet. Uden vand, intet haleslag, og det åbne farlige gab, der får hele forsamlingen til at gyse, viser sig at være næsten ufarligt eller ligefrem komisk, når en gnu træder henover den forurettede dille. Krokodillerne kan ikke rykke, og håber på, at en gnu vil være så venlig at træde ned i gabet. Flok efter flok kommer uskadt over; det er et fantastisk syn, når de galoperer over floden og vandet står i kaskader omkring, men helt ufarlige er krokodillerne nu ikke, og vi får så rigeligt vore gys. En af de største krokodiller får heldet med sig og får bid i en stor kraftig, fuldvoksen gnu. Krokodillen bider sig fast i låret, men gnuen kæmper hårdt. Krokodillen trækker langsomt sit bytte baglæns mod dybere vand, hvor den forsøger at drukne ofret. Gnu’en ruller nærmest rundt om krokodillen, og hviler sit hoved på toppen af modstanderen. Krokodillen slipper sit tag og får fat i halsen, kampen er ovre, tror vi! Men en stor nu er sejlivet, og krokodillens kræfter begrænsede. Krokodillen må udmattet slippe sit tag, og den stærkt blødende gnu redder sig ind til bredden, hvor en flåde af krokodiller efterhånden samler sig og afventer dyrets forudsigelige død.
Et par hundereder kamera klik overdøver et kort øjeblik gryntene fra de ventende gnuflokke, der ikke har specielt travl med at komme over, mens dramaet står på.
Bortset fra de tætte bånd mellem moder og kalv har gnuerne ingen familie eller flokstruktur. Forreste mand fører og resten følger efter i noget, der forekommer at være den mest uorganiserede og usystematiske adfærd i naturen. Samme farlige vadested kan nemt blive passeret tre gange på en dag. Nogle mener, at de kan lugte regn og navigerer efter de spredte subtropiske tordenbyger, men det besynderlige er, at de ofte får følge af zebra familier, der ofte tager teten i denne situation.
De vandrende gnuer har affundet sig med at være naturens store madkasse og har i nogen grad overladt forsvars- og flugt instinkter til massestrategien: ”Når bare vi er mange nok, er det nok mig der overlever!”. Masser af rovdyr har specialiseret sig i gnuer, der på sin side har opgivet at bruge energi på udvikling af flugt –og forsvarsstrategier.
Krokodillerne har ikke synderligt besvær med at blive mætte i vandringsperioden, der kan give løbende fødevareforsyninger i en periode på op til fire, fem måneder, hvilket er mere end rigeligt til at holde bestanden trind og velnæret til næste vandring. Krokodillen vækst hænger direkte sammen med fødeindtaget, og når der er fødeknaphed ryger stofskiftet helt i bund.
Dagens bød også på en af de enestående oplevelser, man næsten altid får med på en safari. Omkring 20 fede krokodiller samler sig i løbet af eftermiddagen for at flå og nedsvælge dagens byttedyr under voldsomme rulninger og indbyrdes kamp om stumperne. Det ser fantastisk ud, og mens vi – uden andre biler i øvrigt – nyder det fantastiske sceneri, viser det sig, at festmåltidet nydes lige lovlig tæt på flodhestenes territorium. Flodhestene angriber simpelthen i flok. De kommer langsomt tættere og tættere på krokodillerne, der selv flytter længere ned ad floden, men bytter er for interessant og flugten går for trægt. Flodhestene mister tålmodigheden og bider simpelthen krokodillerne. Det er svært at se resultatet, men vi ser simpelthen flodhestene lukke gabet om flere krokodiller, og har man set et flodhestegebis, er det ikke svært at forestille sig det ubehagelige resultat af et bid.
Den store vildtvandring eller ”migration”, som det ofte formuleres er blevet et kæmpe tilløbsstykke i Masai Mara i perioden juli - november. Selvom man kan opleve dens mange facetter året rundt, afhængigt af, hvor man befinder sig.
Søren Rasmussen
