Jeg tænker, altså er jeg. Skulle elefanten have udtalt disse vise ord, havde den givetvis fået en lang snabel, for ingen havde troet den. Elefanter kan vel ikke tænke, og så eksisterer de altså heller ikke?
For godt 350 år siden spekulerede den franske matematiker og filosof Descartes over, om det kunne bevises, at mennesket eksisterer. Konklusionen fremgår af ovennævnte dogme. Mennesket eksisterer, fordi det er i stand til at tvivle på alt og reflekterer over sin egen eksistens. Når man tænker, kan man ikke så godt gendrive sin egen eksistens. Altså er det at tænke, det samme som at eksistere. Mennesket har denne evne, og adskiller sig derved fra alt andet levende. Tror vi!
Det er anelse vanskeligt at forestille sig, elefanterne spankulere rundt på savannen og reflektere over tilværelsens ulidelige lethed, mens de indtager et par hundrede kilo planteføde. Descartes
var ikke i tvivl: de umælende væsener havde end ikke en sjæl, selvom han vist aldrig fik forklaret tilstedeværelsen af en koglekirtel dyrenes i hjerner. Det jo netop er koglekirtlen, der ifølge ham selv var mødestedet mellem den åndelige, metafysiske verden og den materielle verden også kaldet materien.
Følgelig kunne man godt pine en gris eller andre dyr for den sags skyld uden at få dårlig samvittighed. Skrigene skyldtes udelukkende instinkt. Når dyret ikke har en sjæl, kan det naturligvis heller ikke reflektere over smerten, og altså ikke vide at det faktisk gør ondt. I dag ved vi bedre. Nerver og smertefølelse er til for at beskytte kroppen. Uden smertefølelse ville man ikke flytte hånden fra den glødende kogeplade. Sjæl eller ej.
Mennesket har taget patent på Descartes’ dogme, det er jo netop, hvad der adskiller os og dyrene. Og hvor ville vi ellers være henne? Vi kan jo eller ikke så godt spørge dyrene, om de er intelligente, eller om de har følelser. Men hvem er det egentlig, der har et kommunikationsproblem?
Elefantforskere har det med at blive uvidenskabelige og dårlige sandhedsvidner efter få måneders samliv med elefanter i den frie natur. Måske går de ikke helt så vidt, som Dian Fossey, der ville gifte sig med en gorilla, hvilket utvivlsomt ville skabe uoverstigelige tekniske vanskeligheder, men hengivenheden for dette mægtige pattedyr har i høj grad humanistiske dimensioner.
Den videnskabelige ”hardliner”, palæontologen Richard Leakey, der har et utal af bøger om menneskets oprindelse og udvikling på samvittigheden, skrev bogen ”Elefant Wars” om sin tid som direktør for Kenya Wildlife Service og kampen mod krybskytteriet. I bogen beskriver han nogle dage i elefantforskerne Cynthia Moss og Joyce Pooles bush Camp i Amboseli. Alt hvad han vidste om elefanter, fik et skud for boven på få dage. Joyce Poole oversatte hver eneste øre og muskel bevægelse for Leakey, med samme nøjagtighed som Jane Goodall tidligere havde beskrevet chimpansernes liv. Leakey slutter kapitlet af med sætningen: ”I had become a ”sentimental” convert” .
Elefant sentimentalitet har bragt mig ud i talrige følelsesbetonede diskussioner. De plejer at kører efter nogenlunde samme koncept:
- Elefanter ødelægger træer og buske, og derfor kan der ikke være for mange af dem!
- Nej, de holder savannen åben, så den ikke gror fuldkommen til. Dermed er der plads til alle savannens græsædere.
- Ja, men de tusind år gamle baobab træer er også bevaringsværdige og de ødelægges af elefanterne i tørtiden.
- Ja, men sådan har det altid været. Træer og elefanter passer til hinanden. Vis mig et træ der er gået ud!
- Når der er for mange elefanter trænger de ind på nabo-jorde og ødelægger bøndernes afgrøder og det må der kompenseres for, eksempelvis med indtægterne fra elfenben.
- Det koster nu engang noget at bevare elefanterne, men med en god naturplanlægning med bufferzoner og hegn kan man undgå de fleste problemer.
Herefter plejer diskussionen at blive mere filosofisk. Under en af de mere ophedede diskussioner ved lejrbålet fortalte en lokalguide og elefantjæger oprørt om, hvordan stakkels elefantunger blev efterladt til den visse død, når de ikke kunne følge med flokken. Bestemt ikke menneskeligt! Men elefanterne passe deres unger efter alle kunstens regler. Den lille kalv går tæt op ad moderen, der hele tiden har kropskontakt. Når afstanden bliver for stor holdes kontakten med snablen eller moderen stikker sin store fod bagud og mærker efter med den ekstremt følsomme trædepude. Jo, den er god nok, ungen er der. Søstre og mostre tager en tørn med og kommer den lille i vanskeligheder er der straks et flyvende redningskorps, der hjælper den op ad mudderpølen, flytter en stor gren eller langer føde ned osv. Elefanterne går ofte lange dagsmarcher efter bestemte mønstre, og de små skal følge med. Bliver de syge undervejs, får de lang snor. De støttes med snablen og puffes forsigtigt af sted, man nedsætter tempoet, og først når det er helt indlysende opgives håbet. Da vil elefantungen formentlig være så udmattet, at den ligger ned.
Der er masser af menneskelige paralleller til elefanthistorien. Vore nordlige medborgere i de polare egne – inuitterne - skal ikke mange dekader tilbage i tiden for af mindes eksempler på børneudsætning. Døde familiefaderen – skaffedyret – blev den tilbageværende mor nød til at gøre en rationel kalkulation omkring hvilke børn der var i stand til at brødføde sig selv og herunder i hvilket omfang der kunne produceres et jagtoverskud, der kunne brødføde de mindste. Med til historien hører, at de bedste drenge kunne gå selvstændigt på jagt fra 6 – 8 års alderen og mange var fuldbefarne jægere som 12 årige. De børn, der ikke var mad til, måtte dø og i de fleste tilfælde kvalte den ulykkelige mor simpelthen børnene. Jeg tror ikke, der er den store forskel på moderfølelse dengang og i dag.
Alle arter producerer langt mere afkom end naturen skal bruge. Overskudsproduktionen tjener som føde for den øvrige natur og materiale for evolutionen. Hvis man analyserer de enkelte arters produktion og forestiller sig, at alle vil overleve, kan man med en simpel rentetabel regne ud, hvornår jordens samlede biomasse, teoretisk set, vil bestå af denne ene art – og det vil ske lynhurtigt. Konklusionen er altså, at nogle individer må gå til grunde, nogle må ædes af andre. Det må langt de fleste. Økonomen og filosoffen Thomas Malthus indså allerede problemet for menneskets vedkommende så tidligt som i 1798, hvilket satte gang i udvandringen til Afrika og andre oversøiske kolonier og siden hen Darwin på sporet af evolutionsteorien.
