I år er det 200 år siden Charles Darwin blev født, og 150 år siden hans berømte værk ”Arternes oprindelse” rystede offentligheden over den ganske klode. Evolutionslæren markerede det endelige brud med den traditionelle opfattelse af, at alle levende organismer er skabt præcist, som man ser dem, og generation efter generation er kopier af de foregående. Evolutionslæren fastslog, at alt levende udvikler sig løbende under påvirkning af omgivelserne. Generationerne tilpasser sig og justeres. Alt levende har samme stamfader, hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage i kæden.
I Karen Blixen Camp har vi erfaret, at den berømte fødselar giver anledning til mange spørgsmål om organismernes udvikling. Populært sagt, hvordan fik elefanten sin lange snabel og giraffen sin lange hals.
Inden jeg fortæller om Darwins liv og tankevirksomhed, plejer jeg at sige, at alt hvad jeg hidtil har sagt og skrevet faktisk handler om Darwin og fortsætter med den rystende bemærkning, at stort set al moderne natur – og lægevidenskab tager udgangspunkt i evolutionslæren. Her mærker man tydeligt en vis skepsis; nok var Hr. Darwin en stor videnskabsmand – der er jo skrevet meget om ham - men darwinisme er vist noget gammeldags snak og under alle omstændigheder er det blot en teori. Oven i købet en af flere teorier eller et alternativ til Kristendommen.
Alt det kan vi vende tilbage til senere, men lad os tage et kig på naturen, og se hvordan evolutionen arbejder. Vi kan sikkert være enige om, at alle organismers væsentligste opgave er at videreføre livet og især sende sine egne gener videre ind i næste generation. Dette forudsætter, at to væsentlige forhold opfyldes; at der er nok at spise, og at det enkelte individ lever længe nok til at give næste generation et godt skub fremad. Giraffen har på fortrinlig vis fået opfyldt disse betingelser. Den har udviklet en lang hals og dermed fået sin egen private salatbar, højt hævet over konkurrenternes rækkevidde. Den har også udviklet lange ben, særligt lange forben; et langt hoved og en halshvirvel, der tillader den at bøje hovedet helt tilbage og opnå fuld udnyttelse af dets længde. Endelig er den udstyret med en 40 – 45 cm lang tunge. Den er således uden konkurrence, når man ser bort fra elefanten, der – specielt i tørtiden – rækker godt op i kronerne. Sådan er det i naturen, man kan aldrig være helt glad! Hungiraffen er tilpas ærbødig overfor hannens rettigheder og bukker sig gerne efter føden. Dermed konkurrerer de ikke indbyrdes.
Så mangler de at gardere sig mod løvernes middagsbord, før afkommet er godt i vej. Her har evolutionen være så praktisk at udvikle synssansen til noget helt enestående i modsætning til slægtningene elefant og næsehorn, der nærmest er blinde. Logikken er indlysende; når halsen forlænges øges det potentielle udsyn, og energien udnyttes bedst til at udvikle synet frem forandre sanser. Elefanten eller dens forfædre har formentlig haft et langt bedre syn da snablen var lille, men i takt med dennes vækst er lugtesansen udviklet til en fremragende rummelig sans, der nemt kan erstatte synet (se bloggen: Næse for elefanter af 12/8-09).
Evolutionen prioriterer fortsat de højeste giraffer. Hunnerne foretrækker tydeligvis gamle, erfarne og især store hanner. Livet igennem vokser han-giraffens kranium, og bliver tungere og tungere. Kombineret med en lang hals er giraffen udstyret med en farlig forhammer, som flittigt benyttes i dødbringende kampe om parringsrettigheder. De gamle vinder slaget og kan faktisk dræbe en yngre han med ”skallen”.
Nu kunne man godt henfalde til begejstring over naturens storhed og de raffinerede tilpasninger, som vi så ofte udsættes for i flotte naturfilm, men helt så raffineret er det ikke. Jeg hørte engang den franske nobelpristager og molekylærbiolog Francois Jacob bramfrit kalde naturen for en kedelflikker. Det er nærmest det modsatte synspunkt, der bygger på, at evolutionen kun løser de mest påtrængende problemer, og der er masser af mispasninger, som man kun kan få øje på, hvis man kigger efter dem.
Den optimale tilpasning ville jo fjerne naturens dynamik. Hvordan skulle en fugl finde frem til et fuldstændigt kamufleret insekt? Fuglen finder netop frem til sine byttedyr, fordi alle ikke er lige optimalt camoufleret. Naturen tager sig først og fremmest af de store problemer, løses de får dyret succes, løses de ikke, er individet røget ind i en evolutionær blindgyde og forsvinder.
Der eksisterer et interessant dynamisk forhold mellem en giraf og dens primære fødekilde akacien. Når giraffen nipper af de friske blade, starter akacien et giftforsvar. Den producerer det bitre stof tannin, og bliver først uspiselig og siden direkte giftig. Den sørger således for ikke at blive overgræsset. Hermed er problemet ikke fuldstændigt løst. Hvis flere akacier græsses så voldsomt, at de dør, holder rødderne ikke længere på jorden, som følgelig vaskes væk i næste regntid. Dermed er forudsætningen for akaciens og giraffens eksistens forsvundet. Problemet løses ved, at akacien fortæller de øvrige træer, at de nok skal se at komme i gang med tanninproduktionen, hvis de ikke vil spises. I praksis producere den første akacie et luftbåret hormon (etylene), som sætter gang i produktionen hos de øvrige træer. Giraffen har på sin side efterhånden lært fidusen, at tilnærme sig træerne med vinden i mod sig, og sådan fortsætter kampen i det uendelige. Giraffen, der har lært fidusen har størst evolutionær fordel, det samme har den giraf, der kan tåle mest tannin og omvendt har de træer, med den største tanninproduktion størst chance for at sætte flest nye spirer. Ifølge teorien vil træerne blive mere bitre, mens giraffen blive mere tolerant overfor tannin, men det kan man aldrig vide med sikkerhed, for evolutionen kan have andre prioriteter og ændre retning.
Lad os kaste et blik på giraffens mange tilpasninger. Ofte opnår de en højde på 5 meter, i Kenya har man endda eksempler på 6 meter høje individer. Den evolutionære udvikling af den lange hals, har skabt problemer. Halsen og hovedet vejer op til 350 kg, så det er jo en gevaldig forvægt, der ikke ligefrem stabiliserer balancen, tilmed er det også et problem, når giraffer skal flygte fra rovdyr – halsen kommer simpelthen i svingninger og den risikerer at banke hovedet ind i et træ – og så er jagten slut. Normalt er det ikke et problem, men der er flere eksempler på, at specielt løver lærer en ”girafstrategi”, og så er de ganske alvorligt i fare. I Kryger parken i Sydafrika, har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltveje, hvor de store hove snubler på de glatte veje. Det uhyrlige resultat er, at giraffer nu udgør næsten 50% af disse løvers diæt i modsætning til normalt langt under 1%. Der findes flere oplagte giraf habitater i Afrika uden giraffer. Dette er måske forklaringen, og så har evolutionen bestemt været en værre kedelflikker.
Giraffens blod skal pumpes 3 meter fra hjertet til hjerne – mod tyngdekraften, derfor har Giraffen udviklet et hjerte på ca. 10 kg og væggen til vestre ventrikel er 8 cm tyk. Blodtrykket er 2 – 3 gange over menneskets og hjertet slår 150 slag/min, når den ikke er aktiv. Når blodet når hjernen, er blodtrykket faldet kraftigt – ophævet af tyngdekraften, ellers ville den få en hjerneblødning. Problemet opstår imidlertid, når giraffen skal bukke sig ned, for at drikke, og slagtilfældet nærmer sig. Derfor er halspulsåren opdelt i et netværk af små elastiske arterier umiddelbart før hjernen. Disse kan udvide sig kraftigt – helt til knoglestrukturen og dermed lette trykket inden blodet når hjernen. Efter hjernen, er venen udstyret med en række klapper (ventiler), der lukker for tilbageløb. Systemet betyder at giraffen kan bukke sig for at drikke, men det skal gøres kort og, den knæler helt ned på knæene for at gøre vinklen mellem krop og hals så stor som mulig. Drikkeriet er i alle henseender et farligt forehavende, som evolutionen ikke har løst på bedste vis, men noget tyder på, at der stadig arbejdes på sagen. Den nordlige underart, kaldet netgiraf, har udviklet evnen til at optage næsten alt nødvendigt vand gennem føden og genanvende det meste af væden i urinproduktionen. Så om nogle tusinde år, er der måske ingen giraffer, der skal drikke, medmindre vi får udhvilet en søgiraf - hvem ved?
Giraffen har, som alle andre dyr, ufatteligt mange forskellige tilpasninger til sit miljø. Nogle er bedre end andre, og fælles for de mindre gode er, at de overskygges af fordele. Når giraffen er høj, falder føllet langt og det går ikke altid godt, men dog så tilstrækkeligt mange gange, at den specielle føde niche overskygger problemet. Mennesket føder med smerte, hvilket næppe skal kategoriseres blandt fordelene, men et stort og sundt barn, er dog evolutionært at foretrække frem for en let født skrælling!
Evolutionsteorien giver god mening, når vi skal forklare fænomener i naturen. Der er faktisk ikke nogen fænomener, der ikke kan forklares på baggrund heraf, selvom vi ikke altid er i stand til at opnå vished - i det mindste i absolut forstand!
Når man bruger ordet teori – videnskabelig teori – betyder det ikke nødvendigvis tvivl i gængs forstand. Tvivlen skal forstås i relation til det absolutte, som vi mennesker, nu engang ikke kan gøre os kloge på. Derfor kan en teori godt virke i praksis og være uhyre brugbar. Det er netop tilfældet med evolutionsteorien.
Evolutionsteorien stiller sig ikke i vejen for tro og herunder Kristendom. Der er tale om en videnskabelig teori – sansebaseret teori - der ikke beskæftiger sig med Skabelsen, men om hvordan livsytringerne udvikler, sig efter de er skabt.
Søren Rasmussen
