Vi er yderst velkomne, og det kan da ikke udelukkes at 20 dollar i entré bidrager med et par grader i den varme velkomst. Karen Blixen gæster er særligt velkomne, fordi vi har indført et system, hvor betalingen sker til lodgen, der sidenhen betaler masaierne. Herved udelukkes den hidtidige mellemmand, safarichaufføren, der plejer at stikke 85% ned i egen lomme eller i øjeblikket 17 af 20 dollar. De såkaldte ”driving guides” er turismens aristokrati. De får de højeste lønninger, største drikkepenge og stort set kommission af alt, hvad den sagesløse turist måtte ønske at erhverve. Forandringen er ikke gået stille af, og nu er chaufførmafiaen i Nairobi temmelig nervøs for, at vore unoder skal smitte. Fiduserne er mangeartede. Flere chauffører har pludselig fået tid til at besøge en masai landsby på vejen fra Nairobi til Masai Mara. Vi kæmper videre.
Jeg besøger tit landsbyen, hvor vi udveksler traditioner og ritualer, men mine evner kommer ofte til kort, fordi det, jeg har at byde på, simpelthen er for fremmed eller for tåbeligt til komparative analyser. Hvordan overføres klaphattens filosofiske betydning til en kvægnomade?
Hvordan forklarer jeg netop ham, at vi definitivt har afskaffet alderdommen? Vi har ikke brug for ældre og slet ikke de rigtig gamle, som vi helst isolerer så langt fra familien som muligt. Der ingen prestige i alderdom, teknologien har overvundet erfaringen, og vi kæmper en hård og ressourcekrævende kamp mod alderdommens umiskendelige spor. Vi vil bare ikke være gamle, om vi så skal gå med lav talje, figursyede T-shirts, lapper på bukserne eller det der er værre.
Man ryster på hovedet og nikker dybsindigt, men aner overhovedet ikke, hvad jeg taler om. Det er for langt ude. Jeg kaster mig ud i malende beskrivelser af, hvordan vi lemlæster vore kroppe; frivilligt skærer ansigter, bryster og maver op med knive for at rette huden ud, farver håret, henslæber talrige timer storsvedende i fitnescentre, løber ultra maraton med tungen ud af halsen, æder slankepulver for at få plads til en ekstra burger, samtidigt med en verdensomspændende medicinindustri bruger milliarder på at udvikle medikamenter, der fjerner alderdommens tegn så nænsomt som muligt. Her er vi tilsyneladende ude i noget, der er rasende morsomt om end ganske utroværdigt. Jeg er jo en rigtig filur, og selv kunne de aldrig finde på at spøge med den slags.
Nu glemte jeg måske lige pointen; hos masaierne stiger prestigen med alderen. En gammel hvidhåret mzee med et helt livs erfaring er en MAND man lytter til. Skulle en ung, ubehøvlet fløs fremture med sine tåbeligheder, venter der læsterlige klø forude – men det sker så at sige aldrig!
Vi taler meget om vore forskellige verdner, og ikke mindst de uhørt kontroversielle emner; ligestilling, omskæring og homoseksualitet, hvor man på lokalt plan nok repræsenterer holdninger, der ville medføre indespærring på livstid i Sverige.
Afrika er i udpræget grad beboet af ager dyrkende bantustammer, hvis historie og slægtskab kan spores langt tilbage, men i hele Østafrika er små nært beslægtede nilohamitiske stammer, specialiseret i kvæg nomadisme, skudt ind som bræmmer i ”bantuhavet”. Bantuer og kvægnomader er ikke umiddelbart beslægtede, og deres samliv kan nærmest betegnes som forholdet mellem ild og vand. Der er derfor nærliggende at stille spørgsmålet; hvor disse underlige folk kommer fra? Det er nu engang ikke muligt at drive græssende kvæg rundt i landbrugsområder, og her har vi så kimen til de fleste afrikanske konflikter – måske alle kriges moder. Men hvor kommer kvægnomaderne fra; hvordan er de opstået; og hvorfor har de bragt konflikten med sig? . Der er bred enighed om, at de kommer nordfra, og de fleste er opstået ved en sammen smeltning af to kulturer i et område omkring det nuværende Etiopien. Herfra fortoner historien sig dog i det uvisse, men her kommer altså mit bud, uden fuld videnskabelig evidens om end med indikationer.
De nuværende kvægnomader har formentlig været blandt den lille gruppe mennesker, der har forladt Afrika i tidernes morgen, hvilket nærmere bestemt er for ca. 80.000 år siden. Altså de mennesker, der er grundstammen i alle folkeslag uden for Afrika – danskere inkluderet.
Disse grupper har startet koloniseringen af kloden i områderne omkring floderne Tigris og Eufrat, hvor de har udviklet husdyrhold og agerbrug for omkring år 10 -12.000 før vor tidsregning. Det er et tal, der rykker langsomt baglæns. Husdyrholdet og udviklingen af tamkvæg er sket noget senere, men mennesket har længe været fortrolig med primitivt husdyrhold. Eksempelvis har mennesket holdt hunde i mindst 40.000 år. Kvægnomaderne har samme mutation som europæere, der medfører at tolerancen overfor mælkesukker bibeholdes i voksenalderen. Den finder man ikke hos bantustammer eller hos de fleste folkeslag i Fjerneøsten. Man må derfor regne med en slægtsforhold mellem europæere og kvægnomader.
Hvorvidt mennesker med nævnte mutation har fundet på at holde malkekvæg, eller der blandt kvægavlere er opstået en mutation, som har give nogle en evolutionær fordel, er ikke til at sige, men disse folkeslag er indvandret i Sydeuropa, og nogle er returneret til Afrika via Sahara, og andre er fortsat nordpå. Vi, der vandrede mod nord, måtte først igennem en ny mutation for at klare mosten. Vi måtte af med hudfarven for at optage tilstrækkeligt D vitamin fra solen. Lys hud optager ti gange mere D vitamin end sort hud. Det ser således ud til, at alle hudfarver er et evolutionært kompromis mellem optagelse af D vitamin på den ene side og beskyttelse mod solens stråler på den anden side.
Hvor kvægnomaderne krydsede over til Afrika, vides ikke, men små nomadegrupper har befolket den frodige savanne, der i dag kaldes Sahara for ca. 9000 år siden. Små ensomme grupper uden den store indbyrdes kontakt. Efterhånden som Sahara tørrede ud for omkring 5 -6000 år siden, bevægede nomaderne sig længere syd- og øst på langs Afrikas store floder, hvor de langsom udviklede sig til det vi kender i dag.
Kvægnomadernes manuelle arbejde er langt mere begrænset end bantuernes hårde markarbejde, og man har derfor haft mulighed for at udvikle en stærk krigerkultur, der har gjort dem til en betydelig magtfaktor i hele Østafrika og skabt et hav af konflikter som vi blandt andet kender fra Rwanda, hvor de gamle kvægnomader (Tutsi) længe har udgjort overklassen overfor bantuerne (Hutu). Nøjagtigt det samme oplevede de berømte opdagelsesrejsende Burton og Speke, da de som de første hvide trængte ind i Uganda (daværende Buganda) i midten af 1800-tallet. Her regerede en slank, yderst blodtørstig overklasse, som udgjorde et begrænset mindretal overfor en stor ager dyrkende bantu befolkning. Alle konflikter eksisterer i bedste velgående den dag i dag, om end der er time out i disse dage.
Søren Rasmussen
Dagens billeder:
