Pludselig stopper den lille masai, der har antaget ”turistførernavne” Peter og erklærer at der er elefanter i buskadset. Han kan lugte friske, afbrækkede akacie grene og konkluderer derfor, at der må være elefanter. Han har naturligvis, fuldkommen ret. Jeg forsøger at fange duften, men det lykkedes ikke at registrere den konkrete fært af træ, selvom jeg ellers er ret stolt af mine evner i så henseende. Den manglende succes kan næppe tilskrives størrelsen af bemeldte organ.
Selvom vi er stand til at træne vore næser, går vi glip af et kolossalt univers af dufte, som resultat af et af evolutionens mange kompromisser. Vore tidlige forfædre havde behov for at klare sig i træer, hvilket nødvendiggjorde udviklingen af stereo syn. Snuden var i vejen og måtte væk. Næsen svandt altså ind og med den en masse duftreceptorer. Senere kom ganen og talen til. Næsehulen halveredes, hvilket ikke ligefrem forbedrede evnen til at registrere dufte.
Elefanterne i baggrunden udsender flere kraftige advarselssignaler, hvilket er en anelse besynderligt eftersom de er over en kilometer væk. Peter siger, at noget andet må have skræmt dem, men det er efter al sandsynlighed os. Vinden bærer i vor retning, så elefanterne kan ikke få færden. De hører os tydeligt, og opfatter noget ukendt. Alt ukendt er pr. definition truende, indtil det modsatte er bevist. Elefantens syn er elendigt, men dens lugtesans uovertruffen. Den enorme snabel, næserum og svælg er en ren duftcomputer. De kan opfange duften af et enkelt molekyle. Mængden og hastigheden af duftmolekyler giver elefanten et ret komplet billede af de indtrængende; art, størrelse, mængde og hastighed. Elefanter ser altså med snablen.
De gamle grækere var meget optaget af sanserne og der har gennem tiden være enighed blandt filosoffer om, at synet er menneskets fremmeste sans. Det er sikkert helt rigtigt, fordi sanserne dybest set er til for at sikre vore geners fortsatte rejse gennem den muligvis evige livscyklus. I praksis betyder det, at sanserne skal sikre mad på bordet, og at man ikke selv ender i gryden. Vi kan måske nok høre og lugte en fjende, men vi kan ikke gøre så meget ved det uden øjne.
Elefantens lugtesans opfylder samme formål. Alle sanser er små signaler – eller så dunk – på en nerveende, der ryger op til hjernen, hvor det nødvendige billede dannes. Alle dyr og herunder mennesket er i besiddelse af forskellige kombinationer af sanser, der til syvende og sidst ender i et højest brugbart billede i hjernen, uanset hvilken sans, der træder mest frem.
Peter og jeg diskuterede emnet, og han kunne bidrage med en væsentlig observation.Som kvægdrivende masaikriger havde han bemærket, at elefanterne ofte græssede helt fredeligt side om side med kvæget, mens de andre gange optrådte bemærkelsesværdigt aggressivt. Konklusionen er nærliggende: når elefanterne ikke kan se(lugte), hvad der foregår, bliver de skræmte. Det er derfor klogt at nærme sig med vinden i ryggen, og det vil vi så prøve på!
Søren Rasmussen
PS: Alle billeder, der lægges på denne blog i de første 3 uger af august er taget i samme periode, sendt direkte til blokken uden manipulation
