Savannes standfaste eller rettere standhaftige indbyggere er fortrukket til den tvivlsomme skygge under de tornede paraplyakasier og ørkendadler. Disse små skyggeoaser holder på den sparsomme fugtighed og lokker med særligt frodige græsser, og vildtet kvitterer taknemmeligt med gødende efterladenskaber. Varmedisen slører blikket, og de græssende zebrafamilier bliver pludseligt forvandlet til et kubistisk mesterværk i sort og hvidt, som ikke et rovdyr kan finde hoved og hale på. De mindre antiloper gør sig umage for at beskytte de sortstribede flanker mod indstrålingen og vender nødigt siden til solen.
Vi er så tæt på Ækvator, at temperaturen sagtens kan snige sig over 30 grader midt i eftermiddagssolen, selvom højsletten er et par kilometer over havets overflade. Mennesker og dyr gør klogt i at træffe de nødvendige forholdsregler for at holde på vandet. Vi drikker og sveder. Heldigvis har vi en stor camping boks med dejlige kolde drikkevarer. Familien struds flygter fra bilstøjen. Vingerne er løftet, dog ikke i erindringen om en fjern flyvende fortid, men for at lukke vinden ind over den underliggende nøgne hud. Strudsens kølevindue. Hver art sin strategi, der for mit vedkommende resulterer i en Tusker (velsmagende kenyansk øl).
Mange guider kolporterer ukritisk den udbredte myte om det symbioselignende forhold mellem de vandrende dyr. Zebrafamilierne går forrest, spiser de lange tørre strå og åbner adgangen til savannens saftige bundgræsser for gnuerne. Gnuerne er drøvtyggere og er derfor ret afhængige af næringsrig føde, da de kun kan fylde maven op før de skal gennem en lang fordøjelsesprocedure i modsætning til zebraer, der kan køre store mængder gennem systemet og derfor ikke er så afhængig af fødekvaliteten. Sidst kommer så de små thompson gazeller og snupper næringsrige urter. Små antiloper har som de fleste små dyr en stor overflade i forhold til kropsvægten og derfor et højt stofskifte, der kræver næringsrig føde. Eksempelvis dør en lille spidsmus, hvis den er uden mad i et par timer. Myten er nu ikke forkert, men heller ikke helt rigtig. Naturromantikken har taget over, for vi vil så frygteligt gerne glæde os over naturens formidable tilpasninger. Vi ser samme myte i talrige dyrefilm og TV udsendelser. Naturen er i fin balance, og den må vi endelig ikke forstyrre?
Alle dyr har fundet deres nicher og arterne lever balance med hinanden, snupper ikke hinandens føde. Savannen græsses aldrig ned fordi alle har forskellige fødenicher (i modsætning til eksempelvis geder og køer)
Men holder den i byretten, eller glemmer vi den kritiske rationalisme? Hvorfor skulle en zebra foretrække tør næringsfattig græs? Selvfølgelig gør den ikke det! Men den kan leve af det, og det er noget ganske andet. Når græsset er højt, er det ikke smart at stikke hovedet langt ned, for man aner jo ikke hvad der ligger og lurer. Kan man spise fra oven og i øvrigt holde øje med omgivelserne, stiger chancerne for overlevelse ganske betydeligt. Når græsset er gnavet godt i bund går zebraerne lystigt løs på de nye spigrende græsser i skarp konkurrence med gnu og andet savannevildt.
Jo større føde potentiale desto større succes. Dyr der kan tilpasse sig overlever – savanne dyr dør når savannen forsvinder. Overlevelsesstrategier er forskellige, og hvert dyr har haft succes med sin nogle er konservative nogle er tilpasningsdygtige. Hvis alle havde samme strategi, ville der vel ikke være nogen tilbage. Nøjagtigt som med menneskene. Kvægnomader er konservative, bantuer og europæere er innovative i forsøget på at optimere liv situationen, men alle har haft succes i netop deres eget miljø.
Billeder:
Alle billede taget d. d.
