Hvad er Masai Mara

(Klik på billedet for at se kortet i et større format)
Masai Mara er Serengeti National Parks forlængelse over grænsen fra Tanzania ind i Kenya. Dette uhyre vigtige økosystem har - modsat alle andre væsentlige naturområder - ingen officiel anerkendelse eller beskyttelse som ”National Park”. Masai Mara ejes af masai stammen, der ikke kan enes om en fælles administration. Derfor er området udstykket i tusindvis af parceller på hver omkring 60 hektar med nogle klausuler om, at bosættelser skal ske på bestemte vilkår.

Der er to hovedårsager til Masai Maras naturrigdom. Dels vand og nedbørsforhold; og dels den årlige vildtvandring, der naturligvis hænger sammen med førstnævnte. Mara floden løber igennem hele området og vil under normale forhold være temmelig vandrig året rundt. Floden kan dog tørre ud i særligt hårde tørkeperioder, ikke mindst fordi skovrydning i Kenyas højland ser ud til at ændre de økologiske forhold i en beklagelig retning. Nedbørsforholdene har ændret sig markant gennem de seneste 40 år. Hvor de fleste typiske savanneområder er henvist til stærkt afgrænsede nedbørsperioder f.eks. en lang eller to kortere perioder årligt, ser det ud til, at Masai Mara for det meste er velsignet med byger året rundt – selvom man aldrig kan være helt sikker på noget som helst. Mod vest er Masai Mara afgrænset af en lang gennemgående højderyg, Oloololo, der gennemsnitligt rejser sig 300 meter over terrænet. Højderyggen ”fanger” regnskyerne og beriger hele den nordvestlige del af Mara, med områdets største nedbør, og netop her finder man de korte frodige græsser, som foretrækkes af såvel vildt som tamkvæg. Området har derfor en høj permanent bestand af alle former for typisk savannevildt.

Vildtvandringen (se dette blogindlæg) kommer sydfra og krydser grænsen i juli og august. På dette tidspunkt er der knastørt overalt i Serengeti. Nogle gnuer og zebraer kommer fra og via Loita Plains (se kortet), der ligeledes bliver meget tør i denne periode. Loita er en knastør bufferzone, uegnet til opdyrkning, der ligger som både en beskyttelse og en afgrænsning af Mara mod øst. En stor del af bestanden krydser Marafloden i Masai Mara National Reserve specielt i områderne omkring Mara Serena Lodge, men også længere sydøstligt ved Sands River. Ofte krydses mange gange frem og tilbage afhængigt af regnmønstret og græssets beskaffenhed. Den lunefulde natur spiller nemlig de vandrende dyr et lille puds, idet de efter passagen af Marafloden først skal igennem en kilometerbred zone af høje, seje græsser, som de faktisk ikke bryder sig om, for at komme frem til de frodige grænser i Mara North Conservancy. Her risikerer de så at få hård konkurrence fra masai kvæg, hvilket endnu ikke er et stort problem – hvis der kommer en eller to solide byger om ugen.

Masai Mara blev oprindeligt etableret som naturområde i 1961, og i første omgang blev 512 kvm langs grænset udlagt som beskyttelsesområde. I dag ser man ofte det meget præcist anførte tal på 1.794 kvm for hele området inklusiv Mara North Conservancy, Lemmek Ol Chorro og Olara Orok med flere. Men det er et ret åbent spørgsmål, hvad man skal regne med til Masai Mara, fordi vildtet bevæger sig langt uden for disse områder. Administrationen er ret lemfældig. Jordbesiddende masaier og lodgeejere i de enkelte områder ser ud til at bekæmpe hinanden, hvilket blandt andet resulterer i, at de sagesløse besøgende ofte skal betale flere entreer dagligt på 60 amerikanske dollar. Da man tillige betaler afgift pr. seng og bil, betyder det i realiteten, at alle besøgende betaler mellem 700 og 1000 kr. i døgnet i rene afgifter.

Besøgende i Masai Mara vil formentlig få mest ud af ophold i den vestlige del under hele vandringstiden fra juli til november. Selvom der kan være meget at se østpå, skal der lidt mere held til. Fra december til april er hele Mara udmærket, om end der også her plejer at være en del byger, specielt sidst i perioden. Generelt er det vestlige Mara ikke særligt egnet til kørsel i safaribusser. Terrængående køretøjer er absolut at foretrække.

Darwins jubelår, intelligent design og hvordan giraffen fik en lang hals

I år er det 200 år siden Charles Darwin blev født, og 150 år siden hans berømte værk ”Arternes oprindelse” rystede offentligheden over den ganske klode. Evolutionslæren markerede det endelige brud med den traditionelle opfattelse af, at alle levende organismer er skabt præcist, som man ser dem, og generation efter generation er kopier af de foregående. Evolutionslæren fastslog, at alt levende udvikler sig løbende under påvirkning af omgivelserne. Generationerne tilpasser sig og justeres. Alt levende har samme stamfader, hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage i kæden.

I Karen Blixen Camp har vi erfaret, at den berømte fødselar giver anledning til mange spørgsmål om organismernes udvikling. Populært sagt, hvordan fik elefanten sin lange snabel og giraffen sin lange hals.
Inden jeg fortæller om Darwins liv og tankevirksomhed, plejer jeg at sige, at alt hvad jeg hidtil har sagt og skrevet faktisk handler om Darwin og fortsætter med den rystende bemærkning, at stort set al moderne natur – og lægevidenskab tager udgangspunkt i evolutionslæren. Her mærker man tydeligt en vis skepsis; nok var Hr. Darwin en stor videnskabsmand – der er jo skrevet meget om ham - men darwinisme er vist noget gammeldags snak og under alle omstændigheder er det blot en teori. Oven i købet en af flere teorier eller et alternativ til Kristendommen.

Alt det kan vi vende tilbage til senere, men lad os tage et kig på naturen, og se hvordan evolutionen arbejder. Vi kan sikkert være enige om, at alle organismers væsentligste opgave er at videreføre livet og især sende sine egne gener videre ind i næste generation. Dette forudsætter, at to væsentlige forhold opfyldes; at der er nok at spise, og at det enkelte individ lever længe nok til at give næste generation et godt skub fremad. Giraffen har på fortrinlig vis fået opfyldt disse betingelser. Den har udviklet en lang hals og dermed fået sin egen private salatbar, højt hævet over konkurrenternes rækkevidde. Den har også udviklet lange ben, særligt lange forben; et langt hoved og en halshvirvel, der tillader den at bøje hovedet helt tilbage og opnå fuld udnyttelse af dets længde. Endelig er den udstyret med en 40 – 45 cm lang tunge. Den er således uden konkurrence, når man ser bort fra elefanten, der – specielt i tørtiden – rækker godt op i kronerne. Sådan er det i naturen, man kan aldrig være helt glad! Hungiraffen er tilpas ærbødig overfor hannens rettigheder og bukker sig gerne efter føden. Dermed konkurrerer de ikke indbyrdes.
Så mangler de at gardere sig mod løvernes middagsbord, før afkommet er godt i vej. Her har evolutionen være så praktisk at udvikle synssansen til noget helt enestående i modsætning til slægtningene elefant og næsehorn, der nærmest er blinde. Logikken er indlysende; når halsen forlænges øges det potentielle udsyn, og energien udnyttes bedst til at udvikle synet frem forandre sanser. Elefanten eller dens forfædre har formentlig haft et langt bedre syn da snablen var lille, men i takt med dennes vækst er lugtesansen udviklet til en fremragende rummelig sans, der nemt kan erstatte synet (se bloggen: Næse for elefanter af 12/8-09).

Evolutionen prioriterer fortsat de højeste giraffer. Hunnerne foretrækker tydeligvis gamle, erfarne og især store hanner. Livet igennem vokser han-giraffens kranium, og bliver tungere og tungere. Kombineret med en lang hals er giraffen udstyret med en farlig forhammer, som flittigt benyttes i dødbringende kampe om parringsrettigheder. De gamle vinder slaget og kan faktisk dræbe en yngre han med ”skallen”.

Nu kunne man godt henfalde til begejstring over naturens storhed og de raffinerede tilpasninger, som vi så ofte udsættes for i flotte naturfilm, men helt så raffineret er det ikke. Jeg hørte engang den franske nobelpristager og molekylærbiolog Francois Jacob bramfrit kalde naturen for en kedelflikker. Det er nærmest det modsatte synspunkt, der bygger på, at evolutionen kun løser de mest påtrængende problemer, og der er masser af mispasninger, som man kun kan få øje på, hvis man kigger efter dem.
Den optimale tilpasning ville jo fjerne naturens dynamik. Hvordan skulle en fugl finde frem til et fuldstændigt kamufleret insekt? Fuglen finder netop frem til sine byttedyr, fordi alle ikke er lige optimalt camoufleret. Naturen tager sig først og fremmest af de store problemer, løses de får dyret succes, løses de ikke, er individet røget ind i en evolutionær blindgyde og forsvinder.
Der eksisterer et interessant dynamisk forhold mellem en giraf og dens primære fødekilde akacien. Når giraffen nipper af de friske blade, starter akacien et giftforsvar. Den producerer det bitre stof tannin, og bliver først uspiselig og siden direkte giftig. Den sørger således for ikke at blive overgræsset. Hermed er problemet ikke fuldstændigt løst. Hvis flere akacier græsses så voldsomt, at de dør, holder rødderne ikke længere på jorden, som følgelig vaskes væk i næste regntid. Dermed er forudsætningen for akaciens og giraffens eksistens forsvundet. Problemet løses ved, at akacien fortæller de øvrige træer, at de nok skal se at komme i gang med tanninproduktionen, hvis de ikke vil spises. I praksis producere den første akacie et luftbåret hormon (etylene), som sætter gang i produktionen hos de øvrige træer. Giraffen har på sin side efterhånden lært fidusen, at tilnærme sig træerne med vinden i mod sig, og sådan fortsætter kampen i det uendelige. Giraffen, der har lært fidusen har størst evolutionær fordel, det samme har den giraf, der kan tåle mest tannin og omvendt har de træer, med den største tanninproduktion størst chance for at sætte flest nye spirer. Ifølge teorien vil træerne blive mere bitre, mens giraffen blive mere tolerant overfor tannin, men det kan man aldrig vide med sikkerhed, for evolutionen kan have andre prioriteter og ændre retning.

Lad os kaste et blik på giraffens mange tilpasninger. Ofte opnår de en højde på 5 meter, i Kenya har man endda eksempler på 6 meter høje individer. Den evolutionære udvikling af den lange hals, har skabt problemer. Halsen og hovedet vejer op til 350 kg, så det er jo en gevaldig forvægt, der ikke ligefrem stabiliserer balancen, tilmed er det også et problem, når giraffer skal flygte fra rovdyr – halsen kommer simpelthen i svingninger og den risikerer at banke hovedet ind i et træ – og så er jagten slut. Normalt er det ikke et problem, men der er flere eksempler på, at specielt løver lærer en ”girafstrategi”, og så er de ganske alvorligt i fare. I Kryger parken i Sydafrika, har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltveje, hvor de store hove snubler på de glatte veje. Det uhyrlige resultat er, at giraffer nu udgør næsten 50% af disse løvers diæt i modsætning til normalt langt under 1%. Der findes flere oplagte giraf habitater i Afrika uden giraffer. Dette er måske forklaringen, og så har evolutionen bestemt været en værre kedelflikker.

Giraffens blod skal pumpes 3 meter fra hjertet til hjerne – mod tyngdekraften, derfor har Giraffen udviklet et hjerte på ca. 10 kg og væggen til vestre ventrikel er 8 cm tyk. Blodtrykket er 2 – 3 gange over menneskets og hjertet slår 150 slag/min, når den ikke er aktiv. Når blodet når hjernen, er blodtrykket faldet kraftigt – ophævet af tyngdekraften, ellers ville den få en hjerneblødning. Problemet opstår imidlertid, når giraffen skal bukke sig ned, for at drikke, og slagtilfældet nærmer sig. Derfor er halspulsåren opdelt i et netværk af små elastiske arterier umiddelbart før hjernen. Disse kan udvide sig kraftigt – helt til knoglestrukturen og dermed lette trykket inden blodet når hjernen. Efter hjernen, er venen udstyret med en række klapper (ventiler), der lukker for tilbageløb. Systemet betyder at giraffen kan bukke sig for at drikke, men det skal gøres kort og, den knæler helt ned på knæene for at gøre vinklen mellem krop og hals så stor som mulig. Drikkeriet er i alle henseender et farligt forehavende, som evolutionen ikke har løst på bedste vis, men noget tyder på, at der stadig arbejdes på sagen. Den nordlige underart, kaldet netgiraf, har udviklet evnen til at optage næsten alt nødvendigt vand gennem føden og genanvende det meste af væden i urinproduktionen. Så om nogle tusinde år, er der måske ingen giraffer, der skal drikke, medmindre vi får udhvilet en søgiraf - hvem ved?

Giraffen har, som alle andre dyr, ufatteligt mange forskellige tilpasninger til sit miljø. Nogle er bedre end andre, og fælles for de mindre gode er, at de overskygges af fordele. Når giraffen er høj, falder føllet langt og det går ikke altid godt, men dog så tilstrækkeligt mange gange, at den specielle føde niche overskygger problemet. Mennesket føder med smerte, hvilket næppe skal kategoriseres blandt fordelene, men et stort og sundt barn, er dog evolutionært at foretrække frem for en let født skrælling!
Evolutionsteorien giver god mening, når vi skal forklare fænomener i naturen. Der er faktisk ikke nogen fænomener, der ikke kan forklares på baggrund heraf, selvom vi ikke altid er i stand til at opnå vished - i det mindste i absolut forstand!
Når man bruger ordet teori – videnskabelig teori – betyder det ikke nødvendigvis tvivl i gængs forstand. Tvivlen skal forstås i relation til det absolutte, som vi mennesker, nu engang ikke kan gøre os kloge på. Derfor kan en teori godt virke i praksis og være uhyre brugbar. Det er netop tilfældet med evolutionsteorien.
Evolutionsteorien stiller sig ikke i vejen for tro og herunder Kristendom. Der er tale om en videnskabelig teori – sansebaseret teori - der ikke beskæftiger sig med Skabelsen, men om hvordan livsytringerne udvikler, sig efter de er skabt.

Søren Rasmussen

Rapport fra Karen Blixen Camp og Mara North Conservancy

Nkai - og der blev vand - og leopard

Efter 10 hede og knastørre dage kom bygen endelig. Ikke så meget som man kunne håbe på, men man skal jo ikke være grådig, og der er stadig et grønt skær fra forrige byge, så alt i alt ser det ikke så skidt ud for Mara North og KBC.
Regnen viste sig som så ofte før fra sin venlige side, hvilket vil sige, at bygen pænt venter til sidst på dagen efter en god safari, der blandt andet bød på en poserende leopard. Vi har været på udkig efter den store hun leopard Savadi i over en uge, inden heldet i dag var med os. Hendes navn betyder gave, og hun er datter af ”Short tail” eller Chui; leoparden med den afbidte hale som mange kender fra Jonathan Scotts’ BBC film. Det er ingen tilfældighed, at hovedparten af film om afrikanske dyr er optaget netop her. Savadi fandt vi i toppen af en akacie - alt andet end usynlig – hvor hun tilsyneladende kæmpede en forgæves kamp for at få fat i en velhængt kødklump, der var faldet ned og blev fastholdt af nogle tynde tornekviste. For tynde til en krabat som hende på måske op mod 80 kg og langt over gennemsnitsvægten for en hun leopard.
Vi havde også besøg af en anden leopard i Karen Blixen Camp i nat formentlig tiltrukket af vores Assistant Manager, Jespers, snorken, der godt kan minde om leopardens ”save brænde lyd” , om end en hel del højere.
Ordet Nkai betyder både Gud og vand på maa – masaiernes sprog – og indikerer således vandets livgivende betydning. Uden vand intet liv. Vandet er savannens begrænsende faktor. Der er rigeligt lys og mineraler, så en regnbyge sætter straks gang i væksten, og normalt er mængden af nedbøren ligefrem proportional med primærproduktionen; hvis 10 mm regn giver 20 gram græs vil 20 mm regn give 40 gram græs, medmindre det kommer i kaskader og får mulighed for at løbe af. Den seneste nedbør betyder, at vi får vækst på de store, åbne sletter øst for KBC – vi plejer at sige ovenover, fordi vi kører fra floden op ad bakken for at komme ud på sletterne – hvilket betyder, at der igen står endeløse rækker af trækkende gnuer om en uge.

Mange Hyæner

Vi støder på mange hyæner – måske påfaldende mange – og der er unger alle vegne. Hyænen er tilsyneladende ved at overtage løvens rolle som savannens dominerende rovdyr i Mara North. Vi ser dog stadig mange løver, og de enkelte grupper ser sunde og raske ud. Det er dog påfaldende, at løvefamilierne har meget små kuld. Ofte ser vi, at det kun er lykkedes at opfostre en eller to unger, hvor man tidligere ofte så 4 store unger i et kuld. Når ungerne dør tidligt, skyldes det enten manglende føde eller at de dræbes af andre rovdyr. I det aktuelle tilfælde kan vi udelukke fødemangel og derfor konkludere, at ungerne dræbes af andre rovdyr – sandsynligvis af hyæner. Løve og hyæne indtager samme niche og bekæmper hinanden på livet løs. Hyænerne er i reglen medlemmer af større klaner, der passer godt på deres unger, som gemmes i dybe huler gravet af jordsvin, mens løvemoderen føder væk fra flokken og dagligt efterlader sine skjulte unger for at jage. Løveungerne er derfor stærkt eksponeret for andre, konkurrerende rovdyr. Langt bedre går det, når mødrene nedkommer sammen med flere søstre eller kusiner og har mulighed for at efterlade en barnepige hos ungerne. Vi må holde lidt øje med situationen, og lige nu er vi så heldige, at en ung forsker er i gang med at studere hele løvepopulationen i MNC og alle vore gæster har faktisk mulighed for at medvirke til arbejdet gennem at studere de enkelte løvers kendetegn , fotografere dem og afrapportere ”sights”.

Næsehorn

Vi har svært ved at finde Maras sorte næsehorn for tiden. Det forudsætter en længere køretur med indbygget usikkerhed. Der er alt for meget at se omkring Mara flodens vadesteder og i de nærliggende områder, derfor ”nøjes” vi med de hvide næsehorn, der er doneret af Nelson Mandela og lever en beskyttet tilværelse i Maras udkant. De klarer sig godt, man kan komme tæt på og der er en pragtfuld udsigt. Desværre har de været udsat for krybskytter, der uden held prøvede at afsave et horn. Det fik ubehagelige konsekvenser for skytten, der så at sige blev stødt. I denne omgang!

Rapport fra et vandhul

KBC har i de seneste dage været en ren zoologisk have. Blandt teltene ses vortesvin, manguster, dikdik,impala og thomson gazelle og ved floden, der efterhånden har forvandlet sig til et vandhul, har vi ikke blot vore residente, flodheste og krokodiller, men også elefanter, vandukke, impalaer, zebraer, giraffer og bøfler finder vej hertil. Natten præges af lyde fra både flodhest, løve og hyæne

.

Dramaet starter, Marafloden krydses….

En gnu tages af Maras stride strøm, den spjætter unaturligt, kæmper for at følge den lille flok pionerer, der har kastet sig udover brinken og ned i de grumsede strømhvirvler. Den tages igen af strømmen og forsvinder et øjeblik. De fleste holder vejret og iagttager tavst naturens drama fra første parket. Så er hovedet oppe igen, svømmer den? Ned igen, og pludselig stikker benene op over vandet, hovedet vender den forkerte vej! En krokodillens spidse snude anes lige netop med et godt greb i sideskindet. Så er det slut. Et splitsekund af evigheden. Dramatisk og udramatisk på samme tid.
Denne beskrivelse stammer fra sidste års vandring over Mara floden, men i år er alt anderledes. Der er ingen stride strømhvirvler, vandstanden er katastrofal lav, vildtet kan næsten soppe over. Tørken præger hele landet, hvilket forvirrer de trækkende gnu’er, der krydser frem og tilbage over floden i en pærevælling. For en gnu er græsset altid grønnere på den anden side; en evig sandhed, der ikke lader sig udfordre af fakta. Krokodillerne samler sig på vanlig vis omkring vadestederne. Nogle gevaldige krabater, der ind imellem opnår en længde på 6 meter og vejer et tons.
Jeg kigger omkring. Tilskuerskaren er løseligt fordelt på godt 30 køretøjer af varierende beskaffenhed. Flere hundrede safariturister fra Australien i syd til Island i nord har fundet vej til det årlige eventyr i Maasai Mara. De fleste har betalt en mindre formue for at opleve kalvens bedrøvelige endeligt. Hvert år kommer flere til, og alle former for indkvartering er fyldt til bristepunktet. Drømmen om den vilde, øde og ganske jomfruelige natur, brister hos de, der glemmer at verden er større dem selv. Det er nu ikke så ringe endda, fordi vi i forhold til vildtets adfærd er meget tæt på at være et neutralt element. Vi er der, og vi er der ikke.

Zebraerne står forrest og spejder efter de enorme nilkrokodiller, der har taget plads i restauranten og tålmodigt afventer serveringen. Små familier går spredt rundt mellem hinanden og samler sig ind i mellem i en storfamilie, inden de rykker. Måske bliver presset bagfra for stort. Det er vanskeligt at se, hvad der får dem til at ignorere den åbenlyse fare. Gang på gang slipper zebra familier uskadte gennem. Krokodillerne går ret konsekvent efter små gnu kalve. En hurtig godbid. Måske giver det bløde, unge skind lettere adgang til frisk kød. En gammel myte fortæller, at krokodiller foretrækker en små rådden, velhængt bøf, og at de derfor klemmer deres ådsler ned under undersøiske grene og rødder. Det hænger dog nærmere sammen med, at store dyr med seje skind er nemmere at flå i passende bidder, når det har ligget lidt. Selvom krokodiller gerne snupper ådsler, ville det være ret ulogisk, hvis denne effektive dræbermaskine ikke ville foretrække friskt kød. Når naturen forekommer ulogisk, er det ofte fordi, vi endnu ikke har forstået, hvad der egentlig foregår.

Hvorfor kan gnuerne ikke bekvemme sig til at passere den farlige flod i et gevaldigt ryk? Hvad skal de i grunden på den anden side? De kommer i små flokke, går lidt frem og tilbage, en lille flok følger måske en zebra familie, timerne går. Ind imellem kan vi følge de urgamle øgler komme snigende i vandoverfladen, tættere og tættere på det vildt pjaskende, panikslagne bytte. Krokodillerne har også problemer med den lave vandstand, de skal bruge halen til det ultimative fremstød mod målet. Uden vand, intet haleslag, og det åbne farlige gab, der får hele forsamlingen til at gyse, viser sig at være næsten ufarligt eller ligefrem komisk, når en gnu træder henover den forurettede dille. Krokodillerne kan ikke rykke, og håber på, at en gnu vil være så venlig at træde ned i gabet. Flok efter flok kommer uskadt over; det er et fantastisk syn, når de galoperer over floden og vandet står i kaskader omkring, men helt ufarlige er krokodillerne nu ikke, og vi får så rigeligt vore gys. En af de største krokodiller får heldet med sig og får bid i en stor kraftig, fuldvoksen gnu. Krokodillen bider sig fast i låret, men gnuen kæmper hårdt. Krokodillen trækker langsomt sit bytte baglæns mod dybere vand, hvor den forsøger at drukne ofret. Gnu’en ruller nærmest rundt om krokodillen, og hviler sit hoved på toppen af modstanderen. Krokodillen slipper sit tag og får fat i halsen, kampen er ovre, tror vi! Men en stor nu er sejlivet, og krokodillens kræfter begrænsede. Krokodillen må udmattet slippe sit tag, og den stærkt blødende gnu redder sig ind til bredden, hvor en flåde af krokodiller efterhånden samler sig og afventer dyrets forudsigelige død.

Et par hundereder kamera klik overdøver et kort øjeblik gryntene fra de ventende gnuflokke, der ikke har specielt travl med at komme over, mens dramaet står på.
Bortset fra de tætte bånd mellem moder og kalv har gnuerne ingen familie eller flokstruktur. Forreste mand fører og resten følger efter i noget, der forekommer at være den mest uorganiserede og usystematiske adfærd i naturen. Samme farlige vadested kan nemt blive passeret tre gange på en dag. Nogle mener, at de kan lugte regn og navigerer efter de spredte subtropiske tordenbyger, men det besynderlige er, at de ofte får følge af zebra familier, der ofte tager teten i denne situation.

De vandrende gnuer har affundet sig med at være naturens store madkasse og har i nogen grad overladt forsvars- og flugt instinkter til massestrategien: ”Når bare vi er mange nok, er det nok mig der overlever!”. Masser af rovdyr har specialiseret sig i gnuer, der på sin side har opgivet at bruge energi på udvikling af flugt –og forsvarsstrategier.

Krokodillerne har ikke synderligt besvær med at blive mætte i vandringsperioden, der kan give løbende fødevareforsyninger i en periode på op til fire, fem måneder, hvilket er mere end rigeligt til at holde bestanden trind og velnæret til næste vandring. Krokodillen vækst hænger direkte sammen med fødeindtaget, og når der er fødeknaphed ryger stofskiftet helt i bund.

Dagens bød også på en af de enestående oplevelser, man næsten altid får med på en safari. Omkring 20 fede krokodiller samler sig i løbet af eftermiddagen for at flå og nedsvælge dagens byttedyr under voldsomme rulninger og indbyrdes kamp om stumperne. Det ser fantastisk ud, og mens vi – uden andre biler i øvrigt – nyder det fantastiske sceneri, viser det sig, at festmåltidet nydes lige lovlig tæt på flodhestenes territorium. Flodhestene angriber simpelthen i flok. De kommer langsomt tættere og tættere på krokodillerne, der selv flytter længere ned ad floden, men bytter er for interessant og flugten går for trægt. Flodhestene mister tålmodigheden og bider simpelthen krokodillerne. Det er svært at se resultatet, men vi ser simpelthen flodhestene lukke gabet om flere krokodiller, og har man set et flodhestegebis, er det ikke svært at forestille sig det ubehagelige resultat af et bid.

Den store vildtvandring eller ”migration”, som det ofte formuleres er blevet et kæmpe tilløbsstykke i Masai Mara i perioden juli - november. Selvom man kan opleve dens mange facetter året rundt, afhængigt af, hvor man befinder sig.

Søren Rasmussen

Næse for elefanter

Vi eksperimenterer lidt med ”walking Safari”, hvilket i praksis betyder, at vi går en tur på savannen og kigger på det, der nu engang dukker op. Når jeg skriver ”eksperimenterer, skyldes det, at vi skal finde en form, der er sikker. Grundreglen er dog, at så længe man holder sig til de åbne vidder, er der god kontrol over det hele. Vi gik i dag en tur på et par timer med et lille hold gæster og et par masai guider, der er født op opvokse her, og forstår at aflæse alle signaler.

Pludselig stopper den lille masai, der har antaget ”turistførernavne” Peter og erklærer at der er elefanter i buskadset. Han kan lugte friske, afbrækkede akacie grene og konkluderer derfor, at der må være elefanter. Han har naturligvis, fuldkommen ret. Jeg forsøger at fange duften, men det lykkedes ikke at registrere den konkrete fært af træ, selvom jeg ellers er ret stolt af mine evner i så henseende. Den manglende succes kan næppe tilskrives størrelsen af bemeldte organ.
Selvom vi er stand til at træne vore næser, går vi glip af et kolossalt univers af dufte, som resultat af et af evolutionens mange kompromisser. Vore tidlige forfædre havde behov for at klare sig i træer, hvilket nødvendiggjorde udviklingen af stereo syn. Snuden var i vejen og måtte væk. Næsen svandt altså ind og med den en masse duftreceptorer. Senere kom ganen og talen til. Næsehulen halveredes, hvilket ikke ligefrem forbedrede evnen til at registrere dufte.
Elefanterne i baggrunden udsender flere kraftige advarselssignaler, hvilket er en anelse besynderligt eftersom de er over en kilometer væk. Peter siger, at noget andet må have skræmt dem, men det er efter al sandsynlighed os. Vinden bærer i vor retning, så elefanterne kan ikke få færden. De hører os tydeligt, og opfatter noget ukendt. Alt ukendt er pr. definition truende, indtil det modsatte er bevist. Elefantens syn er elendigt, men dens lugtesans uovertruffen. Den enorme snabel, næserum og svælg er en ren duftcomputer. De kan opfange duften af et enkelt molekyle. Mængden og hastigheden af duftmolekyler giver elefanten et ret komplet billede af de indtrængende; art, størrelse, mængde og hastighed. Elefanter ser altså med snablen.
De gamle grækere var meget optaget af sanserne og der har gennem tiden være enighed blandt filosoffer om, at synet er menneskets fremmeste sans. Det er sikkert helt rigtigt, fordi sanserne dybest set er til for at sikre vore geners fortsatte rejse gennem den muligvis evige livscyklus. I praksis betyder det, at sanserne skal sikre mad på bordet, og at man ikke selv ender i gryden. Vi kan måske nok høre og lugte en fjende, men vi kan ikke gøre så meget ved det uden øjne.
Elefantens lugtesans opfylder samme formål. Alle sanser er små signaler – eller så dunk – på en nerveende, der ryger op til hjernen, hvor det nødvendige billede dannes. Alle dyr og herunder mennesket er i besiddelse af forskellige kombinationer af sanser, der til syvende og sidst ender i et højest brugbart billede i hjernen, uanset hvilken sans, der træder mest frem.
Peter og jeg diskuterede emnet, og han kunne bidrage med en væsentlig observation.Som kvægdrivende masaikriger havde han bemærket, at elefanterne ofte græssede helt fredeligt side om side med kvæget, mens de andre gange optrådte bemærkelsesværdigt aggressivt. Konklusionen er nærliggende: når elefanterne ikke kan se(lugte), hvad der foregår, bliver de skræmte. Det er derfor klogt at nærme sig med vinden i ryggen, og det vil vi så prøve på!
Søren Rasmussen
PS: Alle billeder, der lægges på denne blog i de første 3 uger af august er taget i samme periode, sendt direkte til blokken uden manipulation

Girafvidenskab

Igen i dag har vi haft elefanter og giraffer tæt på Karen Blixen Camp. Vi var særligt heldige, fordi to elefantgrupper kom helt ned til floden for at drikke. Vi antager, at det lille vandhul bag floden er udtørret og venter derfor i spænding på, om vi også får girafferne helt ned i fotohjørnet. Det er i det hele taget ved at være en zoologisk have med alle de dyr, vi har inden for synsvidde. Det er meget varmt og alt for tørt – vi spejder længselsfuldt efter skyer. Jeg er blevet mere forsigtig med skråsikre udtalelser om vildt. Under sidste besøg så vi fjorten giraffer stå og glane fra modsatte bred, men jeg opfattede nu alligevel det fremragende sceneri som sort uheld. Det var nemlig de selv samme fjorten giraffer, der havde besøgt os her ved Karen Blixen Camp for tredje gang inden for en uge, og jeg havde netop forklaret, hvordan moderne adfærdsforskning har godtgjort, at girafgrupper er meget løse forbindelser, der i reglen kun holder sammen i få timer ad gangen. Da vi under en safari senere på dagen stødte ind i en ny og større flok giraffer, undgik jeg det problematiske tema, og holdt mig i stedet til den sikre historie om girafbørnehaver. Med fronten vendt mod deltagerne og ryggen mod forruden fortalte jeg, hvordan girafmoderen anbragte det nyfødte føl i et skjul, hvor de kunne lære hinandens syn og lugt og samtidigt beskytte det mod rovdyr. Somme tider sker det at flere føl anbringes samme sted – deraf begrebet girafbørnehave! Jeg skulle dog blot vende en halv omgang i sædet for at se det morsomme! En stor giraf stod bøjet over et lille føl, som blev grundigt nusset. Man kunne næsten ikke se føllet bag moderens gigantiske hoved, der på ingen måde dækkede den friske navlestreng under føllet. Nu kan man måske nok dadle girafferne for ikke at optræde helt politisk korrekt, men naturen kan kun beskrives med muligheder og sandsynligheder. Efterhånden har vi accepteret, at naturvidenskabelige fakta skal betragtes som sandsynligheder, men det står i virkeligheden langt mere skralt til med de eksakte videnskaber, når vi ser det fra girafperspektivet. Giraffer optræder sandsynligvis som det sig hør og bør, om end undtagelser forekommer og kan forklares, men hvis nu mulighederne viser sig at være nye og anderledes, så holder ikke engang sandsynligheden stik, og hvad kan man så regne med? I det smukke bjergreservat, Entabeni, i Sydafrika bemærkede jeg, at mange af giraffer har har på bagkroppen efter løveangreb. Én manglede simpelthen halen. En ranger, som tilfældigvis også er min datter, fortalte, at de faktisk havde mistet temmelig mange halvvoksne giraffer til løverne, der havde udviklet en særlig girafteknik. Flere angribere forstyrrede giraffens balance ved at angribe og fastholde giraffens ben, bide fast i hale og ben - og simpelthen vælte den. Det usædvanlige er, at den videnskabelige sandsynlighed fortæller os, at giraffernes andel af løvernes diæt er betydeligt under 1%, og at denne andel primært udgøres af føl på under et år. Når giraffen er over et år, regnes den ikke længere for god løvemad. Undtagelserne lurer. I Kryger Nationalpark har løverne lært at jage girafferne ud på asfaltvejene, hvor deres kæmpe hove er klodsede og glatte. De bliver panikslagne, mister balancen og falder. I dag er giraffernes andel af løvemaden vokset til næsten halvvdelen takket være turismen og de fine veje. Det er næsten en tilsvarende situation, der gør sig gældende i Entabeni. Reservatet er begrænset og indhegnet. For Giraffer og løver udgør Entabenibjergene en yderligere naturlig barriere, der reducerer deres naturlige territorium og flugtveje ganske betydeligt. Giraffen kan sagtens holde afstand til rovdyr ved hjælp af sit helt fantastisk syn, men der skal helst være et sted at gå hen. I en dansk lærebog læste jeg for nyligt, at giraffen har nået sin absolutte højde og at evolutionen nu kan koncentrere sig om at løse andre problemer, som er affødt af, at den absolut skal finde sin eksklusive føde niche i 6 meters højde. Det er nu ikke rigtigt. Nyere undersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at hun-giraffer foretrækker de højeste og ældste hanner. Evolutionen presser derfor giraffen mod nye højder, selvom det formentlig går meget langsomt. Det interessante er imidlertid at hun-giraffen også foretrækker de ældre hanner, hvilket i øvrigt også gælder elefanten. Hunnerne parrer sig simpelthen ikke med en ung fløs. De vil have erfaring og modenhed. En stor, halvgammel han, har jo bevist sine gode gener ved at overleve længe. Man kan jo så spørge sig om, hvorvidt det er de samme årsager, der gør sig gældende, når en del stammefolk har samme praksis? Både kvægnomader og buskmænd er samfund med stor afhængighed af ældre, der kan huske og genfortælle strategier fra tidligere krisetider. Både elefant og masai er eksempelvis meget afhængig af at nogle kan huske, hvad man gjorde under sidste tørkekatastrofe.

Gamedrive

Når vi kører rundt på savannen i åbne køretøjer for at se nærmere på naturen, kalder vi det ”gamedrive”, men hele opholdet på Karen Blixen Camp er et langt gamedrive. Der er vildt alle vegne, og når man sidder stille og iagttager dyrenes færden omkring floden, kan man faktisk få langt flere detaljer med, end når man kører rundt i en bil. Der sker hele tiden noget blandt flodhestene; unge hanner skal holdes på plads – og det bliver de – de små unger hygger sig med mødrene, forsøger at kravle op, så skal en gruppe op, for at sole sig lidt, fremmede trænger sig på osv. En meterlang nilvaran tager solbad, mens en flok bavianer nærmer sig for at drikke. De små unger rider på ryggen af mødrene, kravler ned men passer på ikke at komme for langt væk. Det er jo farlige omgivelser ved vandet, der kunne jo også være krokodiller i vandet bortset fra de to dovne, der ligger på brinken. Alle kommer for at drikke; elefanter, zebraer, impalaer, vandbukke og eland.

Det sene eftermiddags gamedrive udviklede sig til et af den slags, man ikke bør nævne. Der skete for meget på alt for kort tid. Lige bag KBC ligger et lille vandhul som masaierne indimellem benytter, men i dag var det optaget af en snes elefanter og heraf mange små unger, der var på skønhedsklinik. Vand var der ikke meget af men dejlig sort, klæbrigt mudder, som elefanterne i bogstaveligste forstand væltede rundt i. I en lille time kunne vi iagttage de store dyrs leben fra få meters afstand. Få hundrede meter derfra nåede vi op på de åbne vidder, hvor lange grupper af hvidskægget gnu traskede henover savannen og udgjorde et særligt smukt syn i eftermiddagssolen med den mørke, truende himmel i baggrunden. Det forblev desværre ved truslen, regn fik vi ikke noget af. Lidt senere stødte vi ind i en gepard, der naturligvis lige skulle rejse sig op og nedlægge en lille thomson gazelle, og mens vi kiggede gentog den såmænd succesen – to styks nedlagt – det bør her nævnes, at dette ikke er en hverdagsbegivenhed. Inden vi nåede tilbage, havde vi også fået hyæne, løve, sjakal samt masser af antiloper – igen: det var en af de rigtig gode eftermiddage.

Dagens billeder: