Krybskytter i Masai Mara

Siden man for en del år tilbage igen tillod handel med elfenben, er krybskytteriet tiltaget overalt i Afrika. Det eneste effektive måde at beskytte elefanterne på er at forbyde al handel herunder også de lovligt indsamlede elfenben fra selvdøde dyr. Lovlig handel er tilbøjelig til at smitte elefanterne med en livsfarlig og meget dødelig virus.

I Mara North er der siden 2008 dræbt 70 elefanter. Vi ved ikke hvor stor den samlede population er, da elefanterne jo har det med at spankulere en del rundt, men det er yderst sjældent, at vi kan tælle mere end 5-600 individer i området. Selv med nye fødsler taget i betragtning er det svært at få tallet af dræbte elefanter til komme under 10% af populationen. Det peger kun en vej.

Heldigvis lykkedes det vore lokale rangere at nå frem til 64 af de dræbte elefanter, inden stødtænderne var fjernet. Desværre er vi en anelse i tvivl om, hvor de nu lovlige stødtænder fra elefanterne havner, efter de er indleveret til Kenya Wildlife Service. Vi vil nemlig helst selv brænde dem, men det må vi ikke. Derfor har Mara North indledt et samarbejde med et britisk universitet om at indsamle og registrere DNA fra samtlige døde dyr. Informationerne havner på internettet, hvor de kan kobles med informationerne om de lovligt handlede elfenben, der altid DNA registreres. Det bliver interessant at følge.

Ganske tilfældigt er tallet 64 også det antal elefanter, som er forsøgt relokeret fra Narok til grænsen mellem Masai Mara og Serengeti. De omkring 200 elefanter der holder til omkring den voksende by Narok, laver en del ravage. De ødelægger og æder lokalbefolkningens afgrøder, men selvom de var her først, har vi mennesker altså besluttet, at dette område ikke skal være elefantfristed, der er simpelthen for mange mennesker. Elefanterne bedøves, transporteres til Masai Mara og slippes som nævnt løs på grænsen til Serengeti ud fra den betragtning, at netop her har de valget mellem alle verdenshjørner. Desværre har elefanter - ligesom mennesker - en meget stor tilbøjelighed til at transportere sig selv tilbage til det sted, de kom fra. Der ser også ud til at ske i denne omgang, hvor slaget kan følges på Google, da elefanterne er mærket.

Elfenben er ikke den eneste årsag til krybskytteri. I dag dræbes flere og flere elefanter som følge af konflikten mellem menneske og dyr, mellem udvikling og natur.

Agamer i KBC

Vi har i reglen fokus på storvildt, men der er sandelig også meget småvildt at iagttage. I selve KBC holder et utal af røde klippeagamer til, og vi kan dagligt se hannerne kippe med det flade røde hoved for at tiltrække hunnerne og skræmme andre bejlere væk. Agamer er en selvstændig familie af firben med 3-400 arter i specielt Østen og Australien. De afrikanske agamer er specialiseret i termitter og myrer, men kan i princippet spise alt det de kan gabe over, hvilket ikke er så lidt, da de kan udspile huden under kæben.

Forleden dag iagttog jeg en fladhovede træagam med det kraftige blå hoved. Jeg snuppede et hurtigt billede, men inden jeg havde nået at stille kameraet var farven forsvundet, så de to første billeder er samme dyr med 30-40 sekunders mellemrum. Den grå udgave er langt mindre synlig, så de bruger farveskiftet på samme måde som kameleoner til at camouflere sig, eller rettere undgå at tilstrække sig opmærksomhed. Det er en rigtig god ide, når samtlig overflyvende rovfugle gladeligt vil sætte tænderne i en.

Samme dag så jeg et legende par, hvor hannen, havde et kraftigt blåt hoved, men tabte farven hurtigt efter, at vi kom til stede. Dog gik der ikke mange øjeblikke, før han havde vænnet sig til vor tilstedeværelse på behørig afstand og fandt den blå farve frem igen. Farveskiftet kan med andre ord gå lynhurtigt, og styres af det autonome nervesystem, således at stressfaktoren øjeblikkeligt giver sig udslag i den mest hensigtsæssige farvetegning.

Man kan godt komme tæt på en agame, men man risikerer, at den vender sig og aflevere et grimt bid, hvilket dog ikke er giftigt, selvom det modsatte ofte hævdes.

Masai Maras vildt forsvinder?

Med jævne mellemrum dukker den alarmerende meddelelse op, at Masai Maras dyreliv er stærkt på retur. Den kører en tur rundt i verdenspressen, og så hører man ikke mere. Turister, safariledere og ejere af lodges i Masai Mara kan ikke se nogen forskel. For mit eget vedkommende er jeg helt overbevist om, at vi ser meget mere dyreliv i dag end for 20 år siden, hvilket et blik på mine gamle lysbilleder dokumenterer.

Alarmklokkerne sættes i gang af regelmæssige vildtoptællinger fra luften, der synes at dokumentere et fald fra år til år. Optællingerne sker efter anerkendte videnskabelige metoder, og må antages at give et ret præcist øjebliksbillede af bestanden, hvilket dog ikke nødvendigvis siger noget om bestandens tilstand. Bestanden varierer fra år til år, og vildtet vandrer rundt mellem græsningsarealer og vandløb efter mønstre vi kun har et begrænset kendskab til. Den vandrende bestande af hvidskægget gnu er i perioder blevet optalt til næsten 1,5 million, mens den i perioder med tørke kan falde til mindre end det halve. I nogle perioder kommer det meste af bestanden på besøg i Masai Mara og i andre perioder kun en mindre andel. Hvordan skal bestanden gøres op? Når der er mange gnuer i de åbne områder, fortrækker elefanterne af ukendte årsager. Hvor går de mon hen?

Optællinger vil altså give meget forskellige resultater afhængigt af hvornår de udføres. Men vi kan ikke se bort fra, at en lang række undersøgelser gennemført over en årrække efter samme principper viser en kraftigt faldende tendens. Der er simpelthen mindre vildt.

Når vi alligevel ikke umiddelbart kan se det, skyldes det, at vi opholder os netop der, hvor vildtet er; hvor der er mad og vand og mindst bymæssig bebyggelse, mens undersøgelserne omfatter et langt større område, som indtil for få år siden var fuldt tilgængeligt for vildtet. Mod øst ligger Loita Plains, der er en del af Masai Mara økosystemet og spiller en vigtig rolle for bestandens størrelse. Under normale omstændigheder trækker en del af vildtet til Loita, når der er for tørt vestpå, og de enorme sletter i dette halvtørre område tjener således som en vigtig fødereserve for Masai Mara. I de senere år er en bræmme af ulovlige bebyggelser og marker skudt ud mellem det vestlige Mara og Loita, og truer nu med helt at lukke forbindelsen. Dette betyder i praksis, at Masai Maras samlede bestand, falder med det antal vildt, som netop denne lille migration kan holde i live. Desværre kan man skrive den samme historie om områderne nord og vest for det centrale Masai Mara. Mod nord er træerne fældet i Mau højderyggen, som er et vigtigt tilflugts område for elefanterne og ganske ubemærket, har farmlandet sneget sig længere og længere sydpå således, at en af Masai Maras gamle, velbeliggende bush lodges Mara Safari Club (Fairmont) er fuldstændigt omringet. For 25 år siden var dette område de vandrende gnuers vendepunkt, men nu er der altså skåret en halv snes kilometer af ruten.

Midt i det centrale Masai Mara, hvor reservaterne Mara North Conservancy, Trans Mara Conservancy og Masai Mara Game Reserve mødes skyder en by, Marienda, frem af ingenting. Hundredevis af nye bliktage taler sit tydelige sprog. Et blik på Google Earth afslører lynhurtigt, hvordan mennesket trænger ind på Masai Mara, og snupper pladsen fra vildtet.

Selvfølgelig er der mindre vildt, selvom vi endnu ikke kan se det på stedet. Når det sker, er det for sent!

Babyboom

I de gode gamle dage kom den korte regn i november og derfor har meget vildt indstillet sig på at nedkomme i tiden før, således at der er nok føde i de første svære måneder. Mønstret følges stadig af mange antiloper, men der er en tendens til at fødslerne spredes mere efterhånden som regnmønstret ændres. Det kan være en fordel at spredes og dermed sprede presset på vegetationen, men på den anden side kan det også være en fordel, når mange kommer samlet og dermed får en større chance for at undgå rovdyrene.

Foran KBC kan vi i disse dage se lidt større unger - et par måneder gamle - som på nedenstående billede har sat sig for at solbade mens de voksner svaler sig i det kølige flodvand. Herefter følger en dag gammel tomson gazelle, der således følger mønstret og en gnukalv, der formentlig er fra februar, hvor de fleste kalve falder. De fleste gnuer har indrettet sig efter den store vandring, uanset om de vandrer eller ej.

Familien vandbuk poserer, men faderen vil ikke rigtigt kigge op, men ungens størrelse passer meget godt med normen. Vandbukkene foretrækker sumpede våde områder - dereaf navnet - men man kan nu også finde dem på besøg i de mere tørre områder. De udskiller en grim lugt fra nogle halskirtler, som løver ikke bryder sig om, men desværre skal løverne først gøre erfaringen.

På næste billede ser vi familien klippegrævling, hvis nærmeste slægtning tilsyneladende er elefanten. Kigger man på deres tænder har de faktisk nogle små stødtænder. Den nyfødte unge gemmer sig delvist under moderen.

Og så kommer klippegrævlingenes slægtning elefanten, som her vogter to store ungers middagssøvn - de flader ud - de er nok omkring 4-5 år, men altså nogenlunde lige gamle og kan derfor ikke være søskende. Det er nu ganske normalt, at moster tager over ind imellem.

Og rovdyrene fester skam også. I dag fandt vi både leopard , løve og hyæneunger, men løverne lå og snuede under crotton buske og leoparderne gemte sig mellem sten, så det var svært at få et godt billede.

Det var kattens!

Kloge løvinder snyder på vægten

Selvom løvernes jagtinstinkt er yderst antændeligt, er det kloge dyr, der lærer livet igennem og bruger både erfaring og hjerne til at kalkulere risici og strategi, hvilket denne lille aktuelle historie vidner om.

De to løvegrupper i Mara North har haft hårde tider. Det ene hold hanner efter det andet er indvandret, har overtaget hunnerne og dræbt ungerne for få hunnerne i brunst. Den ene gruppe hunner har derfor ikke fået et voksent hold på benene i de sidste tre år. Det seneste hold unger var dårligt født i april/maj før et nyt hold hanner gentog massakren på det nye hold unger og gjorde hunnerne gravide. I sidste måned skete det så igen: nye hanner. Denne gang tre stærke unge hanner, der har samlet alle hunnerne i området i en ”pride”, der i øjeblikket ekspanderer deres hjemstavn. Vi håber, at det bliver en stærk gruppe, der kan holde succesfuldt i mange år fremover.

De gravide hunner har imidlertid endnu ikke sat ungerne i verden, men har udvist en ret smart adfærd ved at parre sig med de tilkomne hanner, der således narres til at tro, at de er fædre til de kommende unger. En af hunnerne har allerede fået en unge, som hun møjsommeligt har gemt væk, mens hun vandrer mellem den elskovssyge han og ungen, der dies mellem parringerne. På et tidspunkt blev hannen dog utålmodig og fulgte efter hunnen til ungen, men lagde sig roligt ned og ventede mens hunnen diede. Når bare han får lov at parre sig. Parringsinstinktet er vist større end hjernen.

I den store sumpgruppe i naboområdet omkring Musiara er der også kommet fire nye hanner til, som har smidt de to gamle ud. Den hårde kamp har sat spor hos alle fire indvandrere, dog næppe mere end de kan overleve. Her er parringen også godt i gang. En af hunnerne med et hold unger i die-alderen er flygtet i skjul, og har taget søsterens enlige unge med. På den måde kan hun parre sig, velvidende at hendes unge er i sikkerhed, mens hun opholder den potentielle fare. Hermed skulle der være gode overlevelsesmuligheder for såvel ægte som uægte afkom.

Savadi i lykkelige omstændigheder

I en tidligere blog omtaler jeg vor residente leopard Savadi, datter af den berømte TV stjerne ”Halftail”. Savadi er Halftails sidste unge. Hun blev født i 1996 og har dermed nået pensionsalderen for leoparder. Hun er dog stor og kraftfuld nok til at tiltrække en han, der har gjort hende gravid. Bryllupsnatten fejrede de i den nærliggende landsby, Marienda, hvor de brød ind i en indhegning og dræbte over 50 geder.

De fleste pattedyr (med undtagelse af mennesker og nogle hvaler) kan parre sig og blive gravide til de dør. De har ingen menopause, som vi i øvrigt stadig spekulerer over årsagen til. Nogle mener, at vi blot er blevet for gamle (hvad så med hvalerne?), mens andre mener, at viden skal overleveres, og andre igen at der er en genetisk fidus ved at sørge for flere børnebørn. Savadi bliver altså i denne omgang en meget, meget gammel mor – næsten 17 før hendes unger forlader hende og flere år ældre end den normale levetid for plettede katte. Vi følger hende næsten dagligt og kan tydeligt se den voksende mave. Hun er efterhånden meget vant til mennesker, fordi hun fortsatte sin mors TV karriere og blev fulgt af fotografer i månedsvis og i dag kommer folk stadig fra nær og fjern for at se hende. Lur mig om vi ikke skal have denne sidste historie, der lugter af dramatik på TV. En gammel mor, der skal sørge for sine unger bliver med garanti en meget, meget farlig mor.

I Mara North er hendes afløser imidlertid allerede kørt i stilling. Da vi i går kom på sporet af Savadi, fandt vi en dræbt impala under et stort træ tydeligvis dræbt af en anden leopard. Da vi i dag vendte tilbage til træet, fandt vi en ung hun leopard gnaskende på det store bytte. Hun havde løftet det langt op i træet, mens hyænerne neden under ventede på tabte rester. Leoparder komme vi ikke til at mangle.

Besynderlige men interessante iagttagelser

Safarirapport fra Mara North 21. oktober 2011 Mara North er grøn og frodig. Regelmæssige byger i de sene eftermiddagstimer har forlænget den årlige gnu invasion, og vi har fortsat glæde af adskillige tusinde, der imidlertid tager en gevaldig told af græstæppet. Det kan ikke vare længe inden de vender snuden mod Serengeti.

Masser elefanter besøger dagligt Karen Blixen camp, specielt fra modsatte bred, TransMara siden, hvor de poserer foran campens lounge. Ved middagstid kom en flok på 14 i alle størrelser. En af de største ankom lidt senere end de øvrige og blev mødt med snabel og hoved mod hoved hilsen af en anden. Jeg opfattede det først som en ganske normal elefantfamilie bestående af beslægtede hunner med deres unger indtil jeg opdagede, at alle var hanner. Hilste de virkelig på hinanden eller var det en styrkeprøve? Men der var bestemt ingen aggression at spore – han elefanter hilser på hinanden! De ældste så ud til at være først i 30’erne, mens de mindste kun var 13 – 14 år og altså helt grønne, selvstændige unge mænd.

Senere var vi så heldige at se 14 giraffer og en lille flok zebra på 4 krydse Marafloden omkring 4 kilometer nord for KBC. Herefter stod girafferne tæt samlet – nærmest i en stor klump – og skiftedes til at drikke af et lille kildevæld. Jeg er temmelig sikker på, at de er de samme giraffer som vi har fulgt gennem flere år fra KBC. De holder fortrinsvist til i TransMara og ses ofte foran KBC. Har jeg ret i den antagelse, bryder det med den vante forestilling om, at giraffer kun er meget løst associeret og at der formentlig kun er bånd mellem mor og unge. Herom mere, når jeg har analyseret flere års billedmateriale.

Senere på eftermiddagen var der elefanttræf i Mara North. Først dukkede en lille familie på 11 op fulgt af alle de føromtalte hanner, der havde fået selskab af et par stykker mere og herunder en gevaldig stor han i must, der dog holdt sig lid baggrunden. Når man iagttager hannerne, får man klart indtryk af, at de ældste tager hånd om de yngste. Der er bestemt ingen irritation at spore, når de unge render rundt mellem benene på de gamle. Efter hannerne kom endnu et par storfamilier med hunner og unger på over 30 individer, så den samlede elefantflok talte over 60. De mindste unger legede, stangede hinanden og løb ”hoppende” rundt. En ung, voksen han hilste på en hun ved at de begge stak snablerne ind i munden på hinanden. Elefanterne kan genkende hinanden på duften, og der kan være tale om mor og voksen søn, men det er ikke en helt almindelig iagttagelse.

Der er masser af vildt i Mara North. Som nævnt tusindvis af hvidskægget gnu, topi antiloper og sidst på dagen løb vi også ind i en bøffelflok på omkring 67 – det var, hvad jeg talte, men der kan jo godt være flere gemt i buskads. Eftermiddagens store hit var nok en serval, selvom de trykkede sig godt ned i græsset og ikke rigtigt ville posere for fotograferne. Det omkring 10 kilo store, gepardlignende kat er kendt for at snige sig frem i græsset og lytte sig til potentielt bytte, springe op og nærmes falde ned på det intetanende bytte. Ofte ses den hoppe op i luften efter flyvende fugle, som fanges i flugten. Når den altså ses, og det er faktisk ikke så tit.

Bingo – Big Five

Det er ikke så tit, at vi kan melde ægte ”Big Five” på en uge: Elefant, sort næsehorn, bøffel, løve og leopard. Lørdag den 4. juni blev lykkens dag, da vi fik den manglende leopard i hus, og så oven i købet i ”Leopard Gorge” hvor jeg, trods det velklingende navn, aldrig før har truffet den.

På vej hjem fra en lidt tynd morgensafari, hvor vi specielt kørte efter elefanter, slog vi et smut ind i den berømte gorge, der er dannet af en langsomt størknende lava smelte engang i tidernes morgen. Her poserede nedenstående leopard ganske smukt foran bilen på jagt efter en sagesløs kanin, der trykkede sig helt ned med ørerne tæt til kroppen. Leoparden var så koncentreret om byttet, at den ikke ænsede vor tilstedeværelse. Den sneg sig i en stor volte omkring kaninen og nærmede sig bagfra uden at dyrene kunne se hinanden. Pludselig sprang leoparden ganske præcist ned på kaninens skjulested, men ak kaninen trak det længste strå denne omgang. Den gad ikke vente på al den snigen.

Vi var helt alene i Leopard Gorge – vi havde faktisk ikke set en eneste safaribil hele morgenen – og kunne følge leoparden i mere end en time hvor den skiftevis sneg sig rundt og afsøgte slugten og poserede på forskellige klipper. Det herlige morgenlys sikrede 1000 gode billeder fordelt på 5 entusiastiske fotografer. Mon vi fik set leoparden live?

Der er masser af leoparder i Mara North Conservancy, og selvom jeg umiddelbart mener, at det er nemmere at finde en leopard end et sort næsehorn, hører det så ganske afgjort til sjældenhederne, at komme på skudhold af en leopard, der ikke forsvinder eller skjuler sig i buskads og bladkroner. Men her er den altså.

Kaninen skal vi da også have med.

Hvor er elefanterne?

Masai Mara 1. juni 2011

Vi ser masser af elefanter på den anden side af floden lige overfor Karen Blixen Camp. Man kan naturligvis diskutere hvad ”masser” betyder, for vi ser i reglen ikke mere end 7 – 8 stykker ad gangen, men de kommer og går dagen igennem. Området mellem Mara River og Oloololo er her relativt smalt, meget tæt bevokset og helt uden stier og veje. Elefanterne kan være i fred og der er tilsyneladende rigeligt at spise.




På den anden side af floden er der næsten ingen elefanter. Her er store dele at de åbne plains græsset ret langt ned af kvæg. Så langt, at elefanterne ikke kan få fat i græsset. Vi har afsøgt området ret grundigt, og kun fundet et par gamle hanner. Derfor kører vi til Musiara for at se, om de er i de altid fugtige sumpe, og det er de. Igangværende undersøgelser af bestanden betyder, at vi kan skelne individerne fra hinanden, og kan derfor fastslå, at mange af de elefanter vi ser i Mara North Conservancy i øjeblikket har slået sig ned i Musiara, hvor der er rigeligt at spise. Det er nu ganske normalt, at elefanterne cirkulerer indenfor deres ”Homerange”, men det er indbygget i elefanterne, at de så vidt muligt ikke skal blive for længe på samme sted for ikke at slide for hårdt på vegetationen. Man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på. I øjeblikket har omkring 100 elefanter og 1000 bøfler slået sig ret permanent ned i sumpområdet, hvor de tager en gevaldig told af vegetationen. Jeg har sjældent set den så hårdt medtaget, og det bliver lidt interessant at se, hvad der sker om en uge, når der ikke er mere. Det kan selvfølgelig komme noget regn, der sætter gang i det hele. Men det skal komme snart.

I Musiara fik vi en anden overraskelse: zebra i et kolossalt antal. Mindst 2000 er samlet mellem sumpene og de bagved liggende bakker. De kom i lange rækker, der ligner årets store vildtvandring. Vi kørte derfor langs Mara floden til de forskellige vadesteder, hvor vildtet plejer at krydse floden, men der var absolut intet at se. I mange kilometer på begge sider af Mara, var der som støvsuget for vildt helt frem til Intrepid og længere mod øst. Vi drejede af mod nord og tilbage mod Musiara, og her dukkede vildtet op, flere zebraer, hundrede vis af bøfler, 1000 topi antiloper og så løb vi såmænd også ind i nogle elefanter. Alle arter havde travlt med at fare igennem det halvhøje havregræs til de lave saftspændte arter i vest. Det ser ud som om, at alt vidt trække fra de knastørre områder i øst, til den vestlige højderyg, hvor vi jo har haft en anelse regn.





Det forlyder tillige, at bosætterne i Loita Plains driver alt vildt ud af området og sender dem mod vest. Lokale historier, som vi hørte første gang i februar, påstår vedholdende, at alle store græsædere tvinges bort fra Loita, hvor de ulovlige bosættere tager alle midler i brug for at fjerne konkurrenterne. Motorcykler, biler og våben tages i brug for at rydde savannen for dens naturlige beboere.

Mangel på regn, enorm kvægbestand og indvandring af vildt udefra er en ret farlig cocktail, der umiddelbart ligner en katastrofe, men det er jo før gået godt - vi krydser fingre.

Fredsommelige Mara

Masai Mara slut maj

Måske er det godt med en lavsæson uden ret mange besøgende. Flere lodges holder lukket og har sendt personalet på en velfortjent ferie. Alt ånder fred og ro, vildtet virker ustresset, og vi ser ikke en eneste bil på en dags kørsel. Vi får lov til at studere det sjældne sorte næsehorn, der har sneget sig ud på de åbne vidder, måske fordi den har fornemmet, at der ikke er forstyrrende køretøjer i nærheden. Selvom det sorte næsehorn er bladspiser, kan det sagtens opleves i åbne landskaber, men ikke når, det forstyrres af et halvt hundrede safari biler. Der er ikke mange sorte næsehorn tilbage i Mara, og de fleste holder sig skjult i galleriskoven langs Mara floden, hvor man ikke kan komme til dem.



Løverne nyder også freden og benytter tiden til parring. Flere løvepar er i gang i disse dage. De trækker sig væk fra flokken i 3 - 4 dage og parrer sig omkring hvert 20 minut døgnet rundt. Hver parring varer dog kun få sekunder.





Strudsene er også i gang med parring, hvilket fremgår af hannernes røde halse. Denne struds tager vor tilstedeværelse helt roligt og nyder ufortrødent sit støvbad. Lidt usædvanligt, fordi de fleste strudse piler af, når man kommer for tæt på.




For tiden er zebra den mest markante græsæder i Mara North. De ses overalt ligegyldigt, hvor man vender blikket, og de er tilsyneladende også ganske uforstyrret.



Jeg er egentlig af den opfattelse, at vi ikke forstyrrer vildtet ret meget, når vi kører rundt i safaribilerne, men lige nu virker det som om, at dyrene er gået et ekstra gear ned – måske er det bare mig der er det.

Lavsæson i Masai Mara

Karen Blixen Camp

Lavsæsonen i korthed: Sol fra en skyfri himmel, 25 – 28 grader om dagen og ned til 15 grader om natten, ingen eller næsten ingen regn, masser af vildt og ingen turister.

Månederne fra april til juni er lavsæson og omtales ofte som den store regntid, hvilket naturligvis kan holde de fleste fra et besøg, men tørre fakta er, at der i reglen ikke er mere regn i denne periode end resten af året. Og slet ikke i år, desværre. Savanner er sædvanligvis karakteriseret ved en, to eller tre temmelig afgrænsede regnperioder, men i de sidste 30–40 år er regnen i Masai Mara faldet jævnt hen over året, afbrudt af perioder med ekstraordinær nedbør eller tørke. Det er dog vældig svært at få øje på regelmæssighed. Flodheste nedkommer sædvanligvis omkring starten af længere regnperioder og flodhestene omkring KBC nedkommer både i oktober og januar. Så kan man jo læse ud af det, hvad man vil.

Indtil slutningen af maj har vi kun har ganske få byger, og græsset er slidt helt ned, hvor det burde stå meterhøjt og afvente de store vildtflokke sydfra om et par måneder, men vi kan stadig nå det, med en halv snes solide byger i juni.

Den østlige del af Masai Mara er imidlertid ganske brun, og det korte grønne græs her i Mara North Conservancy trækker vildtet til sydfra og truer den lokale balance. Græsproduktionen ser lige akkurat ud til at kunne dække masaiernes kvæghold og den lokale vildtbestand, så vi har faktisk ikke brug for mere vildt lige nu.

Når græsses gnaves helt ned, er der akut fare for erosion, hvorunder de øverste jordlag skylles væk af regn og dermed de fleste næringsstoffer. Alle savannens næringsstoffer er koncentreret i biomassen og det allerøverste jordlag. Sidstnævnte skyldes, at regnen fordamper lynhurtigt, og trækker alle næringssalte op i overfladen og nogle gange helt op på jordoverfladen. Et godt græsdække holder på jord og næringsstoffer, og sikrer kontinuiteten. Når græsset slides væk og den nøgne jord eksponeres for troperegn, har vi hele balladen. Det sker overalt i ulandene den dag i dag.

I Karen Blixen Camp ser vi masser af dyr. Næsten hver dag har vi besøg af elefant, giraf, zebra, impala, topi og bavian, der drikker, spiser og slikker salt ved floden sammen med vore residente flodheste og krokodiller. Hver dag ser vi tillige vore halvtamme mangustere og dikdik antiloper spankulere rundt i campen.
Nedenfor aktuelle billeder fra dagen i KBC.

Silhuetter i Mara

februar 2011

Fugle i februar

Rundt om Karen Blixen Camp

Her er et tilfældigt udvalg, af nogle af de fugle, som det har været muligt at komme på ”skudhold” af. Jeg har en vis veneration for store fugle, der lader sig fotografere. Så jeg lægger ud med hornravnen, som nok hedder sådan, fordi den er sort som en ravn, og har et gevaldigt næb, der skulle ligne et horn. Den er beslægtet med de andre næsehornsfugle, men det engelske navn ground hornbill, er nok lidt mere præcist, fordi det fortæller, at det er næbbet, der udgør hornet, og at den i øvrigt foretrækker at blive ved jorden. Denne smukke han har en stor græshoppe i munden, som er en gave til hunnen. Derfor går han uanfægtet og målrettet mod boet i et hult træ, uden at tage notits af os.


Den næste store fugl er en gøgler ørn, der venligt og lidt uforståeligt poserer for os. Dens kaldes også bateleur, der kommer af fransk og hentyder til, at den ligner en linedaser i flugten. Meget elegant.


Herefter følger så den smukke krontrane, brun slangeørn, Agur buzzard (art. musvåge) og verdens tungeste flyvende fugl stortrappen eller koritrappen, der kan veje op til 19 kilo og dermed overgår knopsvanen. Her har den pustet sig gevaldigt op til ære for en gruppe hunner. Så har vi den smukke lillabrystede ellekrage efterfulgt af vor europæiske sommergæst. På engelsk hedder de rollere, som beskriver deres rullende flugt. De flyver op, slår vingerne sammen, styrtdykker og slår vingerne ud og udnytter accelerationen til ny opdrift.







Så har vi Afrikas svar på kolibrien, den nektarspisende solfugl. Der er mange arter, men i reglen kan vi se dette smukke skarlagen bryst i KBC på de tilsyneladende evigt blomstrende aloe’er.


Så følger den lille maskede væver. Mange væverfugle laver de karakteristisk hængende reder, der ofte ses i akacietræer. De bedste reder hænger langt ude på tynde grene med indgangen nedadvendt, så kedelige typer som marabustork og rovfugle ikke kan komme til ungerne. Den enkelte art kan tydeligt kendes på rede typen, hvis konstruktion tilsyneladende ligger i generne, men ofte skal hannerne øve sig lidt, før det lykkes, mens hunnerne ser kritisk til. Hunnerne vælger kun det bedste af det bedste. Det er jo noget man kender. Væverfuglens navn hentyder til, at rederne faktisk væves af plantefibre i et mønster, der minder om en sisal sæk.


Så kommer vi til et par fluesnappere blå og lys, og mon ikke navnet giver en god indikation af deres føde.



I hurtig rækkefølge en gul biskop, sort drongo, rovørn og vor trofaste bulbul (som bliver en frækkere og frækkere gæst ved morgenbordet), den lille trebåndede præstekrave og såmænd også en husspurv, som repræsentant for husdyrene. Husspurven vænnede sig hurtigt til fastboende mennesker, som dyrkede jorden for 10 -12.000 år siden, og har herefter forsøgt at ernære sig af krummer fra de riges bord. Og så slutter vi med den smukke trappefugl med sort mave og en hvidhoved grip, som mest skal minde mig om, at den er et uhyre sjældent syn i Mara, og hvorfor ved jeg ikke.