Fugleflugt - Dag 9

Gribbene har travlt omkring ligene langs Mara floden. Der er nok at æde, og arbejdet for føden kan minimeres, men natten skal tilbringes i træernes sikkerhed. Hver morgen sidder de store gribbe i træerne og venter på solen og de varme opvinde, der skal bringe dem tilbage til ådslerne uden yderligere energiforbrug. Mange af savannens store fugle som gribbe, rovfugle og storke udnytter de varierede termiske forhold til en gratis svævetur. Når solen varmer jorden, opvarmer den luften, der udvider sig og stiger til vejrs. Fuglene slår de stor vinger ud, hopper ud i luftstrømmen, og bæres opad. I reglen cirkulerer fuglene opad, og vinder et stykke pr. omdrejning, men på et tidspunkt stopper festen i de koldere luftlag. Herfra kan de bevæge sig i en ønsket retning ved at gå over til glideflugt. Vingerne trækkes lidt ind, fuglen falder lidt i højde, men farten accelererer voldsomt. Nogle høge og falke bruger denne fart til at dræbe eller gribe byttet i luften, mens vore gribbe og marabustorke glider ind i en ny varmestrøm og finder tilbage til ådslerne.

Mange fuglearter har forskellige smarte teknikker til at udnytte vind og varmeskel til at nedbringe energiforbruget til minimum. En del havfugle som stormfugle (eksempelvis albatrosser) benytter sig af vindforskellen mellem bølgernes læside og vindside. De glider ned i læ bag bølgen og drejer op i vinden over bølgetoppen, hvor de accelererer voldsomt og vinder højde. Og så forfra igen.

Selvom vi ser en del Albatrosser omkring Karen Blixen Camp, er der ikke så mange havfugle imellem, men til gengæld har vi megen glæde af den smukke ellekrage med det farvestrålende lilla bryst. Hunnerne sidder ofte på en gren og venter på hannerne kurtiserer med et saftigt insekt. De hører til fuglefamilien med det velvalgte engelske navn ”rollers”. Fuglene ruller nemlig rundt i luften. De stiger opad i høj fart, klapper vingerne sammen og lader sig falde. Når farten er tilstrækkelig høj slår de vingerne ud igen, drejer af og stiger med den optjente energi indtil momentum osv.

Fuglene skal spare på energien. Hvad der er sparet er tjent. Jo mindre energi de skal bruge til flyvning, desto mindre fødemængde behøver de indtage; og desto mindre behøver de flyve for at lede efter føde. Den gode cirkel er soleklar. Alle fugle, der er dygtige til at minimere energiforbruget, klarer sig bedre end andre og får mere afkom, der klarer sig bedre end andre osv.

Det er måske ikke så dumt, når mange mennesker i denne tid bruger rigtig megen energi på at minimere deres energiforbrug.

Verdenskrigen i trætoppene - Dag 8

En lille naturvandring omkring Karen Blixen Camp bød ikke på så meget vildt, om end vi så gnuer, zebraer og topi-antiloper på afstand. Så jeg brugte lejligheden til at kigge på træer, planter, gødning, kranier og den lille historie som kommer nedenfor, som jeg i et anfald af akut dovenskab har sakset fra min bog, der udkommer efter jul.

Fra bogen ”I begyndelsen var Afrika”

Samarbejdet mellem den lille cocktailmyre og den spinkle akacie, der kaldes fløjtetorn eller galtorn, er ganske spektakulært. Akaciens torne har en stærk, genetisk tendens til at udvikle nogle store runde galler, som myrerne bider hul i og bebor. Myrerne er nogle arrige spektakler, der angriber alt, som kommer i nærheden af træet. Kan de ikke få fat med deres ekstreme kindbakker, oversprøjtes den indtrængende med gift. Myrerne yder således træet en god beskyttelse mod bladspisende vildt, hvoraf de langt fleste helt undgår myrebefængte træer. Til gengæld kvitterer træet med lyse og venlige boliger samt mad. Træet producerer nemlig en næringsrig nektar gennem særlige kirtler alene beregnet på at dække myrernes behov. Rigtige galler dannes eller induceres af insekter, men hos fløjtetornen er der tale om en evolutionært udviklet genvariation.

Fløjtetornens evne til at danne galler stiger og falder med tilstedeværelsen af bladædere. Den kan både skrue op og ned for produktionen af galler og nektar, men det ikke er myrerne, der får træet til at sætte gang i produktion af galler og nektarkirtler, men udelukkende tilstedeværelsen af stort bladspisende vildt som giraf, kudu, impala og spidssnudet næsehorn. Myrerne kan ikke regne med nogen støtte fra træet, hvis ikke træet har brug for deres hjælp. Træet fungerer helt igennem rationelt, og sparer på energien til det yderste. Myrerne er imidlertid så fastlåst i deres adfærd, at de er tvunget til at blive i træerne og kæmpe for overlevelsen i trange tider uden store dyr i nærheden. Deres kolonier er komplekse samfund, hvor de enkelte galler har specialfunktioner som lagerrum, husdyrhold, rugerum og gravkammer. Når vinden farer gennem gallernes huller, fløjter træet, deraf navnet.
Fløjtetornen dominerer store områder med tilsyneladende veldrænet, tør jord, hvor de står med få meters afstand kun omgivet af græsser. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de ofte står i en jord, der kaldes sort bomuldsjord (Black Cotton), som bliver ekstremt våd og klistret i regntiden. Jorden er med andre ord ret uegnet til myretuer, der risikerer at falde sammen, derfor er mange arter flyttet ind i træerne, hvor vi nu ved, at tre andre arter kæmper om pladsen med den oprindelige cocktailmyre eller mimosemyre, der fortsat dominerer omkring 50 % af alle fløjtetorn. Det har udløst den rene myreverdenskrig.

Hvordan kan man vide, hvem der kom først blandt de fire arter? Hvem har det oprindelige ejerskab til træerne? Og hvem er indtrængende nazi’er i et velordnet, fredsommeligt samfund? Samarbejdet mellem træet og den oprindelige cocktailmyre, som vi her kalder for mimosemyre efter dens latinske navn, er det mest eksemplariske eller symbiotiske, hvor begge arter har gavn af samarbejdet uden væsentlige omkostninger. Tilpasningen er tydeligvis af ældre dato. En af de indtrængende arter benytter sig slet ikke af plantens tilbud om liflig nektar, men afgnaver og ødelægger derimod kirtlerne for at gøre planten mindre attraktiv for de nektarspisende arter. En anden gnaver blade og grene over for at standse træernes vækst, så der ikke dannes broer til andre træer og arter. Vækstcellerne fjerne og træernes vækst standses, samtidigt med at mange blade fjernes. Alt i alt sættes disse træer meget tilbage. Den sidste art formår ikke selv lave huler i gallerne, og holder derfor parasitære billearter som husdyr, for at disse kan udføre jobbet. Arter som i høj rad skader træet. Symbioseforholdet mellem træet og de øvrige myre arter er altså noget anstrengt, eller mindre udviklet, fordi de slider på træets trivsel. Man kan dog ikke udelukke, at de belastende myre arter, overordnet set, kan have en gavnlig effekt i forhold til helt at undvære dette forsvarsberedskab.

(Let bearbejdet afsnit fra bogen)

Næsehorn og vildtvandring i Masai Mara - Dag 7

Dagen i dag har været fantastisk og kan næppe overgås. Dagen i forgårs var også enestående. I det hele taget byder safari på talrige enestående dage, der ikke kan overgås. Det er måske det særlige ved safari. Det lyder måske underligt og kan ikke umiddelbart forklares, man må selv se efter.

Dagen startede med et spidssnudet (sort) næsehorn med unge i Mara trekanten. En af Afrikas mest usædvanlige og sjældne oplevelser på disse breddegrader, hvor der kun er få tilbage i helt fri natur. Det relativt lille, massive næsehorn foretrækker livet i det tætte buskads, hvor det spiser blade i modsætning til det bredsnudede (hvide) næsehorn, der er udpræget græsæder. De to næsehorn konkurrerer ikke med hinanden. Afrikas vilde næsehorn er stadig udsatte, fordi mange horn ender som skaft på en stupid arabers dolk eller i en lige så stupid kinesisk eller japansk apotekers vindue. Besynderligt, at lidt smulder fra et næsehorn fortsat kan sælges som potensmiddel i 2010. Mon ikke den bedste investering i afrikansk naturbeskyttelse ville være indkøb af Viagra til slatne kinesere?



Hele vejen rundt om næsehornene bød naturen på pragtfulde scenerier som kæmpende hangiraffer, der sloges bravt med halsene slyngede om hinanden, mens de nikkede skaller; Store bøffel – og topiflokke med masser af kalve omgivet af kohejrer og oksepikkere. Vi måtte rive os løs til fordel for endnu en dag ved Marafloden og trækkende vildt.



Tusindvis af hvidskægget gnu var opmarcheret ved Serena overgangen, hvor de igen drillede tilskuerne ved at vandre frem og tilbage mellem vadestederne. I dag var det dog helt tydeligt, at bilerne generede dem og talrige gange stoppede bilkørslen en igangværende krydsning. På et tidspunkt holdt bilerne så tæt på overgangsstedet, at de våde gnuer måtte komme op fra foden mellem bilerne. Resultatet var, at zebrafamilier blev splittet, og gnu kalvene mistede forbindelsen til mødrene. Mange måtte krydse den farlige flod flere gange for at blive forenet. Et unødvendigt ekstra drama.




Hver dag ryger mange tusinde gnuer over, og jeg tror ikke helt på min spådom om, at vandringen holder helt til november. Trods regn kommer græsset for langsomt op – eller også ædes det for hurtigt af køer – og så er der jo ingen grund til at blive hængende. Meget tyder desværre på, at vi har overskredet den grænse, hvor mennesker og vildt kan leve i fordragelighed, og man får den kætterske tanke, at Masai Mara måske ikke skal være et fantastisk naturområde i al fremtid. Det står ingen steder skrevet, at verdens naturområder skal eller vil bevares for eftertiden. Det er noget, vi skal beslutte og arbejde for. Det giver ikke sig selv.

På hjemturen blev himmelen sort, men oplyst af den nedgående sol, så vi fik lige en ekstra time med fantastisk lys over løver, giraffer, krontraner og meget mere inden kæmpehagl satte en stopper for festlighederne.

Vildtvandring på Skeletkysten - Dag 6

Masai Mara

Gnuer, zebraer og Thomsons gazeller er på vej tilbage til Serengeti. Næsten hver dag springer en gruppe vandrende vildt ned i Maraflodens farlige vand, der i år strømmer med stor hastighed. Vi kører langs Musiara-sumpene, hvor tusindvis af gnuer ses på højdedragene mod syd. Der er ikke meget aktivitet, og vores forventninger daler. Et par små zebrafamilier ved Maraflodens populæreste krydsningssted får ikke forventningerne til at stige. Hvor er gnuerne? De skulle jo stå her i massevis?

Vi bumler rundt på Maraflodens utilgængelige bredder. Strækningen burde døbes ”Skeletkysten” for hundreder af halvfordærvede dyrekroppe ligger og skvulper i vandkanten, hvor endnu flere gribbe og marabustorke kæmper om de sørgelige rester. Der er hård kamp om skindstumperne, og de gribbe, som ikke er hurtige nok, risikerer et hak i tuden. Marabustorkene holder sig fortrinsvist i baggrunden og snupper de kæmpendes tabte rester. En nilvaran passerer forbi. Der måske en godbid til den. Den er i hvert fald ret ligeglad med os.



Pludselig begynder de andre safaribiler at køre. En lille flok gnuer med et par zebraer i spidsen har i al diskretion samlet sig bag os. Støvet hvirvles op. Alle biler har travlt med at komme først. Her er heldigvis ikke så mange biler, men nok til, at vi må kæmpe om pladsen. Balladen forstyrrer imidlertid vandrefuglene, der vender om og forsøger at snige sig ubemærket bag om os til det andet vadested. Men bilerne bakker og kører i al hast de 50 meter til det modsatte udkigspunkt, men denne gang er vildtet tilsyneladende mere beslutsomt, og snart hopper de første gnuer i vandet.

Linjen af svømmende dyr når efter få øjeblikke den modsatte bred, hvor tre kæmpekrokodiller venter på frokosten. De virker sløve og mætte. Maverne er fyldte, og de er nødt til at fordøje det forrige måltid, før der er plads til mere. Gnuerne skræver over krokodillerne, der ikke rører sig, men snart tager dræbeinstinktet over, og en krokodille glider i vandet, hvor den snupper en kalv i første hug. Den kan næsten have hele byttet i munden. Der er åbenbart plads til mere i maverne, for de øvrige krokodiller glider også i vandet for at tage del i byttet. De tager fat i hver sin ende af byttet og ruller rundt, og kødstykkerne flyver bogstaveligt talt omkring. Krokodillerne puster og ruller rundt. Ligesom mange andre af savannens jægere er de bygget til hurtig og pludselig kraftudfoldelse, men mælkesyren hober sig hurtigt op, og dyret bliver træt og udmattet. En god jagt afsluttes hurtigt eller opgives.

I mellemtiden har zebraerne også sneget sig over floden. De plejer at komme først, men har for en gangs skyld ladet gnuerne bane vejen. Vandstanden er høj, og strømmen hurtig, men det ser ikke ud til at genere de trækkende dyr, der svømmer hastigt med hovedet lige over vandoverfladen. Det er helt anderledes end sidste år, hvor alle kunne vade over Marafloden.

Vi venter forgæves på næste bølge af trækkende dyr. Den trækker ud, og frokosten trækker i os.





Masai Mara

Karen Blixen Camp - Dag 5

Masai Mara

En gevaldig byge lagde i dag en dæmper på vores eftermiddagssafari, der foregik indhyllet i tæpper og regnslag. Forinden havde vi dog nogle ganske enestående oplevelser i selve campen, hvor et stort plettet kattedyr defilerede lige forbi loungen, mans vi sad og kiggede på flodhestene. Hvad leoparden skulle her ved højlys dag, er svært at vide, men ikke desto mindre sker den slags i øjeblikket cirka en gang om ugen. Lidt senere strømmede talrige zebrafamilier til, og man kunne iagttage 10-12 stykker ad gangen drikke af Maraflodens grumsede vand. Uanset hvor mange zebraer man ser sammen, er de organiseret i små familier med en førerhingst og en førerhoppe samt en, to eller tre undergivne hopper og deres føl. Familien er yderst sjældent større. Mange zebraer på samme sted betyder altså mange familier, der ikke nødvendigvis koordinerer deres adfærd.




Så begyndte girafferne at dukke op, og de blev tilsyneladende ved og ved med at komme. På et tidspunkt talte jeg 30 inden for synsvidde, men der har nok været temmelig mange flere. Nogle drak af floden, mens andre stod og nippede til træerne. Hele sceneriet tog over en time. Ganske spektakulært. Det er sjældent at se så mange giraffer på en gang, men for et par dage siden så vi 14-15 stykker samlet på de åbne sletter. Giraffen menes ikke at have snærende familiebånd, bortset fra båndet mellem mor og kalv. En del adfærdsstudier peger på, at giraffer skifter rundt mellem grupperne inden for 24 timer. Men vi ved dog, at de kan se meget langt, og at de kan genkende hinanden på over ti kilometers afstand. Vi ved også, at de kommunikerer med hinanden via ørebevægelser, da ørets hvide bagside kan ses på lang afstand. Derfor forestiller denne blogskriver sig, at giraffer måske skal opfattes som hørende til bestemte klaner.

Impalaer ser vi dagligt. De står her mere eller mindre hele dagen, og det ser næsten ud som om, de har en fredsaftale omkring drikkeriet. De er organiseret ligesom hjorte med en dominerende han, der leder et ofte gigantisk harem af hunner med deres respektive unger. Når de store grupper kommer for at drikke, sker det ganske fredfyldt, mens grupper af ungkarle ser til. Hunnerne skal dog ikke langt væk, før den dominerende han må forsvare sin position over for ungkarlene. Hos impalaen har kun hannerne horn, i modsætning til andre antiloper, som lever på den åbne savanne, hvor også hunnerne har horn. Hos alle de antilopearter, som har deres naturlige levested i buskads, har hunnerne derimod ingen horn. Hvorfor det?

Antilopehannernes horn har et vigtigt formål i forhold til parringsrettigheder: De største horn giver i reglen de største parringsmuligheder. Både hanner og hunner bruger deres horn til forsvar, men i busklandskabet kan hornene være en hæmsko. De hænger fast i grenene og kan gøre det svært at flygte. Hvis forsvarsmulighederne alene skal vejes op imod flugtmulighederne, taber forsvaret. Derfor har hunnerne ikke horn. Men da hannerne har brug for deres horn til parringsrettigheder, beholder de hornene, også hvis de lever i det ugæstfri busklandskab. Men hvorfor har impalahunnen, der ofte ses på den åbne savanne, så ingen horn? Fordi den er generalist, undtagelsen der bekræfter reglen. Den spiser både græs og blade.

Karen Blixen Camp - Dag 3

Masai Mara

Bag Karen Blixen Camps telte går en zebrafamilie. Et lille føl er slemt medtaget med blødende sår på benet og lange, dybe rifter på ryggen. Hannen har også fået en del skrammer. Tilsammen fortæller skaderne om et natligt hyæneangreb på føllet, som hannen er kommet til undsætning. Hannens vigtigste opgave er at forsvare sin familie og især afkommet, der jo repræsenterer videreførelsen af hans gener. Hannen er en dygtig og indædt forsvarer, men indimellem må en han lade livet. Jeg har flere gange set de sørgelige rester af en zebrahingst omgivet af den flygtede familien, som er vendt tilbage til dramaets centrum for at søge efter ham. Det er ikke sikkert, vi får fortsættelsen på dette drama, men i første omgang er alle overlevet, og vildt har en forbavsende evne til at komme sig.

Naturen er fuld af eksempler på, at forældre ofrer sig selv i kampen for afkommets overlevelse. Det er ganske almindeligt at fugle bruger sig selv som lokkemad for at fjerne rovdyrs opmærksomhed fra reden, ligesom bavianer ofrer sig selv til en angribende leopard for at beskytte klanen. Eller som her: at en zebrahingst danner front mod en angribende løveflok, mens hunner og føl bringer sig i sikkerhed. Det handler om at beskytte egne gener, men der er tillige en tendens til at understøtte gener i fjernere led (fætre/ kusiner). Det ses eksempelvis hos løver, hvor ungerne dier hos alle flokkens hunner, der næsten altid er tæt beslægtede. Der er dog en klar sammenhæng mellem den afgivne mængde mælk og gentætheden. Mødrene giver altid deres egne unger mest mælk. Når hunnen afgiver mælk til en niece, nevø eller barnebarn, som hun kun deler 25 procent gener med, må det altså ikke ske på bekostning af hendes egne ungers velbefindende. Det ville bryde med naturens regel om optimering af egne geners muligheder. Man må derfor konkludere, at systemet giver egne unger en større chance for at overleve, samtidig med at beslægtede genpuljer også hjælpes lidt på vej. Det er trods alt bedre end ingenting.

Vi kalder denne form for opofrelse altruisme, hvilket altså kan defineres som adfærd, der gavner andre individer, og derved nedsætter udøverens egne muligheder. Fra et evolutionsteoretisk eller darwinistisk synspunkt vil alle organismers primære adfærd være styret af driften til at sende flest muligt gener videre til næste generation, og man må derfor fortolke alle adfærdsmæssige forhold i lyset heraf. Al adfærd, der i almindelighed beskrives som opofrelse eller altruisme, er derfor i sidste instans selviske i forhold til det overordnede formål, nemlig at sikre egne geners overlevelse.

Billedet fra Leopard Gorge, hvor vi ikke så meget til leopard, men til gengæld var en lille zebrafamilie trængt ind for at nyde de lange urørte græsser.

Karen Blixen Camp - Dag 2

Masai Mara

Mens vi sidder og kigger på en gammel hanelefant af den sjældne slags med rigtig lange stødtænder, kommer en lille elefantfamilie raskt imod os og gør ophold i en lille skovtykning, hvor de straks kaster sig over træerne. Vi kører hen for at kigge nærmere, og mens vi kører de få hundrede meter, dukker en eller måske to elefantgrupper mere op. Det er ikke helt klart, om de tilhører samme familie.

Vi er pludselig omgivet af elefanter til alle sider, omkring 30 fordelt på en eller to familier. De nøjes ikke med at æde, men i løbet af den næste time hilser og kæler de med hinanden, hviler under de mest skyggefulde træer, mens de helt små bogstavelig talt flader ud på jorden. Hilseritualerne er gentagne og omfattende, og de har resulteret i nedenstående billeder, hvor man kan se, hvordan de står hoved mod hoved og ruller snablerne rundt om hinanden og ind i hinandens mund. Yderst på snablen sidder deres to fingre med meget følsomme celler, der bruges til berøring understøttet af den enestående lugtesans, der samlet bringer de enkelte elefanter i yderst tæt kontakt med hinanden. De er alle beslægtede, alle kender hinanden særdeles godt, og de ses formentlig dagligt. Alligevel skal der føles på alle tangenter. Elefanternes møde er koordineret. De har sendt deres dybe brummelyde gennem luft og jord, signaleret og truffet aftaler med hinanden over lange afstande. Tæt beslægtede elefantgrupper – familier – står i tæt kontakt med hinanden livet igennem.

Desværre kan de ikke spise af græsset, der godt nok er grønt og saftigt, som jeg skrev i foregående blogindlæg, men det er gnavet alt for langt ned af gnuer, zebraer og især masai køer. Derfor vil de utvivlsomt følge andre af deres fæller og vandre mod højdedragene vest og nord herfor. Her møder de marker, afgrøder og agerdyrkere. Snart kan vi læse om elefanternes huseren og ødelæggende raids mod afgrøderne. Vi vil sandsynligvis få at vide, at elefanterne ikke vil blive i ”deres” reservat – de må være blevet for mange.

Elefanterne er nu ikke blevet flere, men landbruget rykker tættere og tættere på deres levesteder. Hvor der før var savanne og skov, er der nu marker. Vi indskrænker deres levesteder med raketfart og bruger ”deres” reservater som foder for kvæg. Det er svært at se elefanterne som årsag til problemerne. Spørgsmålet er vel egentlig, om vi vil tillade elefanterne at leve i vores verden. Menneskets personlige ejendom.

Tilbage i Karen Blixen Camp - Dag 1

Mara North Conservancy/Masai Mara

Masai Mara ser helt anderledes ud end for et år siden. Forskellen er regn. Det meste af 2009 var karakteriseret ved tørke, men i 2010 har det til gengæld ikke skortet på regnens velsignelse. Det må vel snart konkluderes, at vi ikke ved noget som helst om regnmønstret i Masai Mara – hvis der da overhovedet er et mønster. Glem alle anbefalinger og statistikker. De holder ikke alligevel.

Alt er frodigt og grønt. Græsset er gnavet godt af, men det skyder så hurtigt, at store flokke af gnuer stadig står hele vejen langs Maras vestlige højderyg kaldet Oloololo. Hvorfor krydse grænsen tilbage til Tanzania, når der er rigeligt med friske forsyninger her? Regnen falder i små byger med få dages mellemrum og som regel i skumringen, hvor det ikke når at fordampe. Planterne har derfor fuld glæde af nedbøren, og skyder frem så hurtigt, som det afgnaves. Græsæderne har ideelle forhold. De åbne sletter er fyldt med næringsrigt græs, der samtidig er så lavt, at de kan holde et åbent øje med rovdyrene. Bedre fås det ikke fra gnuernes synspunkt.

Til gengæld er rovdyrenes liv blevet mere besværligt. De kan ikke komme tæt på byttet, og skulle det alligevel lykkes, er disse så velnærede og adrætte, at de ofte kan nå at stikke af. Forskellen fra sidste år er enorm. Gnukalvene har overlevet i enormt antal, de er store og stærke, så der er lagt op til en kæmpevandring i 2011.

Gnuvandringen 2010 er allerede godt i gang, og gnuerne må forventes at krydse Marafloden gennem hele oktober og muligvis ind i november. Fortsætter bygerne, vil en del af den vandrende bestand formentlig blive i Masai Mara som en del af den faste bestand, indtil nye tørkeperioder reducerer dem.

Karen Blixen Camps egen ”private” flodhesteflok klarede sig rimeligt igennem sidste års tørke, men kunne dog mærke presset, og pludselig var bestanden reduceret fra 55 til 35. En yngre han har snuppet sig en ny flok og fundet sit eget flodstykke. Bestanden var blevet for stor til græsningsarealet og regulerede derfor sig selv.
Alt er nu ikke lysegrønt, selvom græsset er grønt. Masai-kvæget tager også sin massive told af græsset, der således holdes så kort, at elefanterne ikke kan få fat i det. I morges så vi omkring 30 elefanter skøjte hen over deres foretrukne fødeemne og stoppe ved en gruppe små træer, der blev flået synder og sammen på en halv times tid. Problemet er ikke, at elefanterne ødelægger og spiser træerne, men at de nu også gør det i den periode, hvor de burde æde græs. Når elefanterne må ty til træer i de fødemæssigt mest attraktive perioder, vidner det om en kolossal ubalance, der på kort sigt kan være meget ødelæggende for hele områdets økologi.

Savannens nomader

For 13–14.000 år siden fandt vi ud af, at det er noget smartere at dyrke jorden og tæmme vildtet, end henslumre en højst usikker tilværelse med daglig afhængighed af tilfældigt forekommende afgrøder og vildt. Siden har vi drevet dyrene rundt til gode, saftige græsgange med frisk drikkevand. Vi har udnyttet vor viden om naturen, årstiderne og vejret til at få det bedst mulige ud af situationen. Nogle af os blev kort sagt nomader eller beduiner, som der står i Bibelen. Kainitterne af Kains slægt blev agerbrugere, mens habilerne af Abels slægt blev hyrder (beduiner). Således udviklede menneskeslægten to nye livs strategier, der sikrede fødevareforsyningen på en ny og mere effektiv måde.

Tusinde , måske millioner, år før mennesket udviklede en del af savannens vildt egne former for nomadisme med nøjagtigt samme formål; at sikre vand og føde året rundt; at overvinde tørkens trængsler, ved simpelthen at bevæge sig derhen, hvor forsyningerne var mere rigelige. Som mennesket, har vildtet koncentreret sig om to markante strategier; nemlig den territoriale, hvor et bestemt prisværdigt område forsvares – ofte voldsomt - mod konkurrenter og så den mere eller mindre konstante vandring.

Vort kendskab til disse vandringsstrategier et stadig begrænset, bortset fra de meget iøjefaldende, som eksempelvis den store vildtvandring i Østafrika. Flere steder i Afrika vandrer relativt store elefant klaner i relativt faste årlige cykler, hvilket vi eksempelvis kender fra Tarengire i Tanzania og fra det nordlige Mali og Tchad, hvor årstiderne er meget varierede. Langt de fleste elefanter har deres egne komplicerede systemer, der tilmed er individuelt bestemt fra gruppe til gruppe. De dygtige lederhunner lærer livet igennem og overgiver viden til næste generation. De kender ikke alene årstiderne, naturens mere eller mindre faste cykler, urter og frugters modning, men de forstår også naturens mere ujævne variationer og tørker, og har højt udviklede strategier for nødsituationerne, på samme måde som vore dages kvægnomader.

Man kan ikke opholde sig i længere tid på savannen uden at bemærke svingningerne i de forskellige populationer. Arter som topi, eland og kongoni (koantilobe)vandrer ikke sammen med de øvrige trækkende arter, og dog varierer bestandene efter komplicerede mønstre, der ikke er helt klarlagte. Det gælder i øvrigt også en del fuglearter, der ikke er typiske trækfugle.

Den store vildtvandring (se i øvrigt denne blog fra juli 09) er selvfølgelig noget af det mest spektakulære, hvor gnu, zebra og thomsom gazelle trækker i hundred tusindvis mellem Serengeti og Masai Mara, men hvordan fandt de på det? Der er nogenlunde enighed om, at gnuerne er den initierende kraft, der trækker de øvrige med, men i modsætning til elefanten udviser den ingen større tankevirksomhed, familie- eller flok sammenhørighed. Gnuen opfattes som et primitivt dyr, hvor der kun er et stærkt bånd mellem moder og kalv, mens flokkene er fuldstændigt tilfældigt sammensatte og forandres efter tilfældige mønstre fra time til time. Der er ingen ledelse eller overordnet forsvar, og det handler tilsyneladende kun om, at være flest muligt samlet, således at det enkelte individs overlevelseschancer forbedres statistisk. Alligevel er de lige så succesfulde nomader som elefanter og mennesker?

Gnuerne lever både som nomader og residente i mange områder af Serengeti og Mara. I de fleste områder i det Vestlige Masai Mara, er der græs året rundt og dermed også bofaste gnuer, men de migrerende arter kælver i et stort græsområde i det sydlige Serengeti omkring Ndutu og Sertonera samtidig med sommerregnen. Bygerne kommer med regelmæssige mellemrum over en 4 måneders periode, hvor græsset gror lige så hurtigt, som det ædes. Når regnen er ophørt, og der ikke er mere vand i jorden, holder græsset op med at gro. Hvis alt vildtet blev i området, ville der formentlig kun være føde nok til en tiendedel af bestanden. Man kan derfor konkludere, at vildtet simpelthen følger græstæppet og gnaver sig frem uden yderligere tankevirksomhed. Og dog er der et mønster – broget, men det er der - Hvis der er meget regn i Masai Mara, bliver de længere, og noget tyder på, at flere bliver hængende tilbage og sparer sig fra turen tilbage. Noget tyder også på, at grundstoffet fosfor spiller en særlig rolle for deres opbygning og fordøjelse, og at de i øvrigt kan lugte sig frem til fosforholdig føde. Det ses, at de går gennem friske grønne græsser for at komme frem til mere fosforholdig føde. Græsserne i det sydlige Serengeti er netop meget fosforholdige, så sammenhængen skulle være ganske klar.

Noget vildt er altså udstyret med et tankesystem, der sætter dem i stand til selv at lære og udnytte de naturgivne forudsætninger, mens andre er udstyret med instinkter og sanser, der spiller sammen på en lige så effektiv måde, men kan man på denne baggrund konkludere, at hjernen er generelt over vurderet?

Regn over KBC og et sidespring til Sydafrika og sjældne dyr

Så kom regnen endelig over Karen Blixen Camp. En gevaldig regnstorm sent på eftermiddagen blev fulgt op med regn natten igennem. I alt omkring 47 mm nedbør, og dermed mere end rigeligt til, at Mara North Conservancy vil blive dækket af et tykt, smukt og meget grønt græstæppe de kommende måneder. På savannen er der en ligefrem proportional sammenhæng mellem nedbørsmængden og primærproduktionen. Dobbelt så meget regn giver almindeligvis dobbelt så meget græs. Forbeholdet skyldes, at regnen kan være så kraftig, at noget simpelthen når at løbe af. Det svækkede vildt vil genvinde kræfterne på få uger; de fleste flodheste og bøfler og impalaer overlever også i denne omgang. For rovdyrenes vedkommende er ferien forbi, de skal igen på hårdt arbejde for at nedlægge et stykke vildt. Den stærkeste og sundeste løve, leopard eller hyæne vil fortsat have svært ved at nedlægge den stærkeste og sundeste antilope, og således sikres savannens dynamik.

Vi kan nu se frem til en højsommer med masser af græs og grønne træer, mange overlevende dyrebørn og en gennemgående sund og rigelig vildtbestand omkring KBC. Muligheden for en svag El Nino kaster dog en lille skygge over glæden, men indtil videre er der ikke blevet meget af den skygge.

Herunder ser man nogle af Afrikas sjældneste dyr, som er taget i denne uge i et privat reservat i Sydafrika. Det er henholdsvis den brogede antilope bontebok, beslægtet med Maras topi og bjergzebraen, der trods den typiske stribede tegning er noget fjernere beslægtet med den almindelige zebra (burchells), end man ellers skulle tro. Bjergzebraen har faktisk kun 32 kromosomer mod den almindelige zebras 44, selvom de begge er udviklet fra samme stamfar, der levede for kun 2 millioner år siden på Nordamerikas prærie. Disse prægtige stykker vildt ville efter alt at dømme være udryddet for længe siden, hvis behjertede sjæle ikke havde reddet de sidste få individer i allersidste øjeblik og startet et opdræt i en lang række private reservater. I dag lever små sunde populationer overalt i det sydlige Afrika, men fortsat udelukkende under kontrollerede forhold. Arterne er reddet for eftertiden, hvilket også gælder arter som den sorte gnu og det hvide næsehorn. Sidstnævnte har endda udviklet sig så godt, at de igen spredes til nationalparker og reservater rundt i hele Afrika og herunder Masai Mara.




Endelig er der et mere kontroversielt billede af en sort impala, der stolt blev vist frem ved samme lejlighed. Den heldige ejer har brugt megen tid på at pille de mørkeste individer ud, krydse dem med hinanden, indtil man endelig havde et individ med en massiv melaninproduktion i de yderste hudlag. Altså en sort impala, der nu indbringer 165.000 Rand på auktioner (omkring 100.000 kr.). En sort impala ville næppe klare sig i fri natur i mange døgn. Alle rovdyr har et glimrende sort-hvid syn, og vil givetvis pille disse eksemplarer ud med det samme. Hvad skal vi så med dem? De har nogenlunde samme funktion som en hvid tiger eller løve, der trives bedst i et cirkus. Hvem gider drage ud i naturen for at komme i cirkus?

Der har altid været megen fokus på beskyttelse af udryddelsestruede pattedyr. Jo større og mere spektakulære arter desto større anstrengelser, men hvad gør den ene art mere værdifuld end den anden? Hvorfor er en bontebok mere interessant end en løvfrø eller en soldug? Biologisk set er der intet at foretrække ved en art frem for en anden, men det er langt vanskeligere at beskytte mange arter end enkelte arter. Bontebok, zebra, gnu og næsehorn kan man spærre inde og fodre med lige præcist den rigtige næringssammensætning, men planter, svampe, krybdyr, padder, insekter og fugle ofte kræver komplekse forhold, som vi ikke altid kender til bunds. Komplekse forhold, der er karakteristiske for deres oprindelige levesteder, og derfor er der i dag mere fokus på beskyttelse af levesteder eller fredning af biodiversiteten, som det hedder i fagsproget.








Hvis man freder en elefant i sine naturlige omgivelser, bevarer man også de skarnbasser, der lever af dens gødning; de mangustere, der spiser skarnbasserne i gødningen, de rovfugle der spiser mangusterne; de træer, der kun kan spire, når frøene har været igennem en elefantmave; alle de dyr og fugle, der lever af træernes blade og frugter; de tæger der suger elefantens blod; de oksepikkere, der spiser tægerne på elefantens hud osv. Vi kan nemmere undvære en enkelt art end et levested.

De fleste organisationer vælger fortsat at sætte fokus på spektakulære, truede arter som elefant, næsehorn, tiger og isbjørn, fordi det er meget nemmere at forklare end noget så svært som naturens mangfoldighed. Det er måske også nemmere at skaffe penge til babysæler med store øjne, selvom disse trives ganske udmærket, end til diversitet.

Når man kigger bagud på de forgangne års argumentation for at bevare levesteder( =naturens mangfoldighed = biodiversitet), har disse været præget af to grundsyn; naturromantik og kræmmermentalitet.

Mennesket har godt af noget oprindelig natur, der virker beroligende og måske er det også sundt for øjnene. Hvis man nu godt kan lide at gå tur i en vel friseret park? Hvad skal man så med naturen, det billige skidt?

Den anden del af argumentationen handler om, at de mange arters forskellige gener rummer uanede muligheder for menneskelig udnyttelse. Der ligger en åben guldmine for driftige folk, der kan udvikle alskens mirakelkure mod samtlige menneskelige skavanker, mugfri jordbær og varmebestandige isterninger.

Naturens mangfoldighed er et resultat af 4,5 milliarder års udvikling. Arter er udviklet og forsvundet igen, nye er dukket op og herunder mennesket. Mennesket dukkede op, da der lige præcis blev plads til det. Rundt om mennesket indrettede de andre arter sig efter den nye arts tilstedeværelse, som det er sket talrige gange før. Naturen omkring os er altså en forudsætning for vor eksistens. Det modsatte er langt fra tilfældet. Naturen har ingen speciel brug for mennesket. Vor niche kan erstattes af andet, og systemet kører ufortrødent videre. Spørgsmålet er: ”Hvor mange arter kan vi undvære?” Hvornår har vi fjernet så mange arter fra naturen, at systemet bryder sammen? Det minder meget om CO2 spørgsmålet, og svaret er det samme: Vi ved det ikke?

Aber Dabei

Hver eneste uge ser vi mange bavianer langs Mara floden overfor KBC. De kommer for at drikke vand og slikke salt på den bare jord. Fordampningen er så høj, at næringssaltene trækkes med op til overfladen og er let tilgængelig i områder uden græs. Vi kan se dem vandre langs vandkanten ofte med unger på ryggen. Det ser ud til, at de smarte aber drikker i ly af flodhestene, der ligger som en beskyttende bræmme overfor eventuelle krokodiller på jagt efter en varm abe.
Sommetider ser vi også de små marekatte, men ingen af dem kommer helt nær KBC, fordi vi fra starten har frabedt os selskabet. Belært af andres erfaringer sørger vi for, at der ikke er noget spiseligt tilgængelig for aberne. Ikke en enkelt appelsinskal smides ud. Når først aberne har lært, at der er noget at hente ”raider” de simpelthen stedet. De lærer at åbne døre, vinduer og lynlåse, at gå i folks tasker og udvikler sig til sande eksperter i tricktyveri. De lærer at skelne rædselsslagne turister fra farlige afrikanere og snart udvikler de en ubehagelig, truende adfærd, der langt overgår en utrænet angrebshund. Derfor har vi ingen aber i Karen Blixen Camp.

I Kenya ser vi mest den såkaldte ”Olive Baboon”, der er betydeligt større end Tanzanias ”Yellow Baboon” med gylden mave og længere lemmer. Bavianernes hulemandsagtige dybtligende øjne skyldes tykke, kraftige øjenbrynsknogler, som beskytter øjnene. Bavianerne er faktisk udpræget vegetariske og spiser meget græs. Så længe Maras græsser er grønne og saftige udgør de formentlig mere end 50 % af føden, men blomster og frø samt rødder og jordstængler indgår også når græsset guldner og taber næringsværdien.
Alle aber elsker frugt, og kommer de i nærheden af søde saftige frugter fyldes kindposen, der er lige så stor som maven – så kan man jo altid tygge det igennem senere. I praksis er de dog nærmest altædende og ligner således også mennesket på dette område. Forleden så vi en stor enlig han komme gående mod brakvandet nær Musiara Gate. Han var helt oversmurt af blod og havde tydeligvis, sat et større kødmåltid til livs. Der er mange eksempler på, at især større hanner udvikler en jagtteknik og nedlægger eksempelvis mindre antiloper på egen hånd. Nogle klaner udvikler kollektive jagtteknikker, hvor hannerne omkredser og dræber vildt som antiloper, harer, klippegrævlinge og andre mindre dyr. Andre flokke udvikler teknikker, hvor hele flokken; hanner, hunner og unger deltager i jagten. De kan også finde på at stjæle maden fra rovdyr. Selv en leopard, der har bavian på hovedmenukortet kan frygte en større flok hanner.
Alt tyder på, at familierne eller klanerne udvikler sig meget forskelligt og har mange forskellige fødeemner på programmet.
Man skal ikke tage noget for givet.

Troppen eller klanen består af 30–150 aber og en sjælden gang mere. Der vil normalt være 2-3 gange så mange hunner som hanner, der alle kender hinanden grundigt og lærer af hinanden. Troppen består af mindre familier, hvor hunnerne er grundstammen. Hunner, der er vokset op sammen får en meget tæt sammenhørighed, der holder hele livet. Hun gruppen suppleres i reglen af en enkelt han eller et par stykker med en lidt løsere tilknytning. Tre generationer kan ofte ses sammen og afkom af hunkøn bliver normalt i familien resten af livet. Familiegruppen spiser og sover oftest sammen i samme træ og forbliver inden for synsvidde af hinanden. Hannerne er løsere tilknyttet, ofte forlader de troppen og søger over i en ny. Specielt de lavest rangerende, der på denne måde kan opnå en højere statue i en anden klan. Det tager tid at blive accepteret af en ny klan. I begyndelsen holder de sig i periferien og kommer tættere og tættere på. Såfremt de accepteres forsøger den indtrængende han at komme i nærmere kontakt med en hun og får måske lov til at soignere hende gennem nogle uger. Langsomt accepteres tilstedeværelsen, og samtidigt bygges et nærmere bånd mellem han og hun, der er af venskabelig karakter. Sex er noget helt andet, det gør man bare.
Første ægløsning kommer i 4 års alderen, hvor den lyserøde hud under halen vises frem til hannerne. Graviditeten tager 6 måneder. Først sidder den nyfødte unge på maven, men efter 5 uger kan den ride på ryggen. Hele gruppen er dybt interesserede i nyfødte, der får ekstrem opmærksomhed fra alle. Kommunikationen er meget omfattende med lyde, øjenbryn der løftes, klappen med munden osv. Kropssproget er tillige højtudviklet.

Da man for en del år siden fastslog, at det menneskelige genom (arvemasse) næsten er identisk med chimpansernes indenfor et par procent, begyndte vi for alvor at spekulere over forskelle og ligheder. Den genetiske forskel er identisk med den udvikling, mennesket har gennemgået siden, vi skiltes fra abelinjen for omkring 4,5 til 5 millioner år siden. Den er altså ikke specielt stor, når man måler i procent. Forskellen er imidlertid større end man umiddelbart skulle tro, fordi generne ikke er ”ligeværdige”. Nogle gener bestemmer nemlig over andre gener. Vi kalder disse gener for regulatorgener, fordi de regulerer andre geners udtryk. Et klassisk eksempel er genet for det mandlige kønshormon testosteron. Hvis det kun udtrykkes i begrænset form, bliver fosteret til en pige, og kommer der lidt mere af det, bliver fosteret til et drengebarn. Forskellen mellem dreng og pige, mand og kvinde ligger altså i, hvordan et gen reguleres. Det er dog noget af en forskel.
I dag har vi fundet flere eksempler på, at ens gener udtrykkes forskelligt hos henholdsvis mennesker og chimpanser. Det gælder eksempelvis genet der regulerer endorphiner, som kroppens smertedæmpende stoffer, der har indflydelse på indlæring og social tilpasning.

Karen Blixen Camp, Masai Mara

Status 30.Oktober 2009

Otte store, brune rovørne har samlet sig på jorden, og vi kører nærmere for at se, hvad de foretager sig. Lidt tættere på, opdager vi, at de ikke er alene, men sammen med en masse mindre fugle som glansstær, ellekrage, tornskade og gråbrun myrepikker er i fuld gang med at guffe proteinrige, vingede termitter i sig. Det er et godt varsel om regn. Når en længere tørtid afløses af regn, sender termitboerne de ny generationer ud på eventyr for at etablere nye samfund. De er udstyret med små vinger, der med vindens hjælp gerne skulle sprede dem mest muligt, for flyve kan de ikke. For langt de flestes vedkommende ender eventyret ikke med parring og nyt bo, men derimod i maven på talrige dyr, fugle og mennesker. Pokot folket i Vestkenya rister termitterne og gemmer lækkerierne i kalabasser, hvor de udgør folkets vigtigste proteinkilde.

De heldige termitter bider vingerne af i en fart, gemmer sig i græsset og tilkalder en partner ved at stampe i jorden. Det er dog ikke helt nemt for os at registrerer denne vældige gungren, men på den anden side kan vi jo heller ikke høre elefanternes lavfrekvente smalltalk, selvom den faktisk er på 70 Decibel, hvilket svarer nogenlunde til lyden fra en jumbojet.

Termitternes aktivitet varsler regn. Måske registrerer de trykforandringer i luften, højere luftfugtighed eller noget helt tredje, men en kendsgerning er det; når termitterne flyver, bliver det regn.

I Karen Blixen Camp har vi dog endnu ikke fået noget regn bortset fra et par sparsomme dråber, der dårligt kan kaldes regn, men det ser ud til, at skyerne trækker mere og mere sammen. Der har været kraftige byger i Mara Triangel/Trans Mara, over Oloololo højderyggen bag os, og så vidt vi kan bedømme ved Talek. Optimismen breder sig. Regnen i Tanzania fik de sidste migranter til at trækker over Mara floden i forgårs, og i de seneste dage er de fortsat i lange rækker stik syd. Det har derfor været nogle fantastiske dage i Trans Mara, hvor gnu og zebra i titusindvis samler kræfter til den videre tur mod syd til Ndutu. Bygerne i grænseområdet mellem Mara og Serengeti kan sætte vandringen på stand by i en uge eller mere, men ellers må vi jo nok fastslå, at vandringseventyret i Mara er slut for denne gang.
Mens vi kigger efter regnen, er klokken blevet to minutter over tolv. Flere flodheste er døde, og de er trukket væk fra floden, så vi ikke generes af lugten. Flodheste ”planlægger” nedkomst i begyndelsen af regntiden i lighed med impala, men fordelen vendes til et fatalt problem, hvis regnen udebliver. Ti flodheste unger er dukket op de seneste par dage, og vi kan kun håbe, at mødrene har kræfter og mælk nok til at stå den næste uge igennem. Impalaerne flokkes i stort tal omkring KBC, og det meste af natten græsser de omkring teltene, men i går var det slut med freden, da en stor hyæneklan meldte sin ankomst. I timerne efter mørkets frembrud talte vi 20-25 hyæner luske omkring campen, og de har såmænd nok taget deres told af antiloperne i nattens løb.

Får vi regn inden for de nærmeste dage, vokser græsset hurtigt op, og i løbet af en uge eller to vil de residente arter trække sammen langs højderygge i det vestlige Mara, og vi kan se vinteren eller rettere sommeren fortrøstningsfyldt i møde.